Add-2 & Khrysis - Between Heaven and Hell

Det øjeblik hvor jeg hørte linjen "Claimed a culture that wasn't mine, the way of the American" vidste jeg, at Macklemore ville blive en rapper jeg ville følge nøje.
Da jeg hørte Eligh rappe "Teach them how to fight because the world i going mad / Teach them how to love because that's all we really have" første gang vidste jeg med det samme, at jeg var Eligh fan.
På samme vis vidste jeg øjeblikkeligt, at Blu var blandt mine absolutte favoritter, da han rappede "Fuck jewels, I think my soul glows bright enough / And fuck whips, I learn more when I ride the bus".

Lyrik kan være sindsygt magtfuld. De bedste lyriske håndværkere kan bevæge folk på godt og ondt med deres valg af ord og måden hvorpå de kæder dem sammen. I ved garanteret sikkert selv hvordan det er, når ord "gør noget" ved én. Ernest Hemingway fik grangiveligt voksne mennesker til at græde i kor, blot ved hjælp af en seks-ords short-story, der lød: "For sale: baby shoes, never worn". Ja, brug lige lidt tid til at tænke over den.
     Uanset hvad ens middel som kunstner er, må målet altid være at bevæge og/eller røre folk; at skabe sindsstemninger, stærkt præget af indtryk, der prikker én et sted i følelsesregisteret. Ernest Hingway kunne, Macklemore, Eligh, Blu og en masse andre dygtige rappere kan også. Da jeg hørte Add-2's Jamla debut Between Heaven and Hell stod det mig klart, at Chicago-rapperen opfylder alle krav for at kunne blive medlem af denne klub for dygtige rappere, der har evnen til at bevæge og røre folk med ord.

"They closed 52 schools down for real /
Fuck college, start saving for bail /
We on the third rock from the sun /
I seen my friends mom cop a third rock for a son"

- Disse var linjerne, der fik mig til at spærre øjnene op og sige "Hvad fanden var det jeg lige hørte det?!". Nummeret hedder "The Death of Chicago" og viser Add-2's ambivalente forhold til byen han både elsker og hader. De sidste to linjer vækker mange ting i mig. Først siger han, at vi lever på "tredje sten fra solen" og siger dermed, at vi mennesker er fuldstændig uanseelige, set i det større perspektiv. Men bagefter beretter han om hans vens mor, der har måttet købe gravsten til hendes tre afdøde sønner, og dette billede af den grufulde virkelighed der præger Chicago's south-side slår ideen om vores uanseelighed ud af hovedet på én med voldsom styrke.

Add-2 anvender løbende det ambivalente element som perspektiv til sine beretninger. I starten af pladen har vi nummeret "Don't Go", men sidst på pladen finder man "Runnin'", og denne kontrast illustrerer Add's rådvildhed ganske fint. Også "The Ugly Side of Beautiful" (titlen alene er afslørende) bliver fortalt med samme optik: "You never live to see the flowers at your funeral, that's the ugly side of beautiful".

Allerbedst kommer denne tvedelte tankegang til udtryk i den mageløse "Club Church/Club Hell" (endnu en afslørende titel). Her stabler Add et koncept på benene, hvor han beskriver Himlen og Helvede ved at sammenligne dem med natklubber:

"What if Heaven was a club and God was the owner /
Peter was the bouncer, Jesus the promoter /
I'm in a long line that stretches way back /
There's a club called Hell, it's easy to get in and it stays packed"

Imens Add står i køen, der fører op til perleporten, taler han åbent om de synder han har begået i løbet af sit liv. Han er sikker på, at Gud kan se igennem fingre med det, men "... I guess he ain't convinced, 'cause Peter looked at me and said my name ain't on the list - God damn!". Jeg er i øvrigt ganske begejstret for ghetto-versionen af Sankt Peter: "Nah-nah my brotha, you need to get in the other line!".

"Club Church/Club Hell" er blot ét eksempel på Add-2's kreative tilgang til tekstskrivning.
     Dertil er han en formidabel flow-rapper. Oftest tager han sig god tid til at fortælle sin historie, men hvis man tager fx andet vers på "Runnin'" viser han, at han virkelig kan rappe hurtigt og komplekst hvis han har lyst. Dermed viser han også, at rap ikke per definition bliver godt bare fordi det leveres hurtigt og halsbrækkende. Hastigheden i leveringen skal gå hånd i hånd med budskabet; det giver derfor fin mening, at han netop rapper hurtigt på "Runnin'", der handler om livet som ung "hood nigga" i overhalingsbanen. Forestiller man sig en mindre nørdet, mindre bevidst intellektuel og mere 'street' version af Lupe Fiasco, så har man Add-2; både som lyriker, tænker og tekniker. - Der er virkelig linet op til fedt rap på Between Heaven And Hell.
  

Som man lige når at fornemme i denne trailer for pladen, er der også linet op til fantastiske beats. Khrysis er én af de syv producere i Jamla's Soul Council, og han har egenhændigt besmykket Between Heaven and Hell med beats, hvilket han rundt regnet er slupper rigtig godt fra. Som hans producer-gruppes navn indikerer, er hans produktioner spækket med soul! Især vokal-samples er han begejstret for, og ofte er de pitchet så meget, at tankerne ledes hen på Kanyes The College Dropout dage. Når det kommer til Khrysis' trommer og bas-gange, er der ikke mange andre producere, det er logisk at drage paralleller til. Her er han sin helt egen. Den bombastiske bas og de bragende trommer på "Club Church" fungerer latterligt godt, og de hårdt trampende trommer på "The Ugly Side of Beautiful" kommer godt ud af det med den luftige fløjte. Der er noget Pharcyde-magisk over beatet til "Runnin'", og bassen på "The Death of Chicago" er noget af det mest ustyrligt fantastiske jeg længe har hørt.
 
Der er ikke meget at snakke ondt om på Between Heaven and Hell. Det dårligste ved Add-2's plade er, at den er for kort. Med 9 numre har Jamla valgt at kalde det et mixtape og ikke en egentlig plade, og jeg havde ikke klaget over 2 tracks mere oven i hatten. Jeg mangler måske lidt mere "knock" på "The Glorious", og "They Call It" læner sig farligt meget op ad det trivielle. Ud over det har Add-2 og Khrysis sørget for en seriøst fed lytteoplevelse i Between Heaven and Hell, der i øvrigt kan downloades totalt gratis gennem LRG her.

4.5/6

- Jeppe Barslund