Asher Roth - Asleep in the Bread Aisle

Lad os fra start af klargøre én ting: Nej, Asher Roth er IKKE den nye Eminem!
Asher Roth blev med lynets hast stemplet som "ham der ville være den nye Eminem", men hvorfor? Fordi han er hvid og laver hiphop? Det er de flestes opfattelse, men jeg ved godt hvorfor alle kritikerne gav ham slag for at kopiere Em; fordi Asher Roth er hvid og laver KOMMERCIEL hiphop. Der er et hav af hvide rappere 'derude', men ingen er rigtig blevet sammenlignet med Eminem, men lige så snart der dukker en fyr op, der går direkte efter det brede publikum - sådan en der bliver spillet på MTV og The Voice - så bliver der lugtet penge, og så er det oplagt at sammenligne med Eminem, da han er den mest kommercielt succesfulde rapper i verden, og så er han jo som bekendt hvid!
Sandheden er, at jeg har ondt af Asher Roth; han kommer egentlig med fred, og hans budskab og attitude er så langt fra Eminems som det overhovedet er muligt. Som han selv rapper på "As I Em", en sang han følte var nødvendig at lave, for at ryste Eminem-kopi-rygtet af sig:

"Eminem comparison is barely accurate /
my rapping is as passionate, but lacks the psychopath of it"

Man skal faktisk lede i meget lang tid for at finde en hvid rapper, der minder MINDRE om Eminem end Asher Roth. Roths musik er drevet af et feel-good mood, og de tunge emner og dystre historier bliver komplet forbigået, og så lyder han i langt højere grad som fx DutchMassive end Eminem.

Hvis der er en som Asher Roth minder om, så er det vores egen Jooks, for ligesom Jooks er Asher Paul Roth født med en sølske stikkende ud af røven, i en hyggelig by tæt ved Philadelphia, hos dejlige forældre uden pengeproblemer. Asher begyndte først at interessere sig for hiphop i 98' da han følte, at der måtte ske noget interessant i hans trivielle og gennemsnitlige american-teenager liv. Han kom altså først sent ind i hiphop-verdenen, og da han endelig kom i gang med at indspille og skrive tekster, lavede han udelukkende musik for sig selv, til egen glæde. Og tilsyneladende var der rigtig mange der kunne relatere til hans musik. Ikke sært med linjer som:

"Drink my beer and smoke my weed, but my good friends is all I need /
Pass out at 3, wake up at 10, go out to eat and then do it again"

...der ikke kan undgå at appelere til mindst 50 millioner amerikanere. I musikkens verden er de fleste enige om, at ens første single er et 'statement', der repræsentere en som kunstner og hvad man står for, og med "I Love College" som Asher Roths første udspil, står det meget klart hvilken kunstner og person han er. Han peger ikke fingre af nogen, han råber ikke højt, han træder absolut ikke nogen over tærerne - han vil ganske simpelt bare ha' det sjovt og more sig.

Med dette som udgangspunkt er det selvfølgelig begrænset hvor fantastisk et album Asleep in the Bread Aisle kan være. Det er primært happy-go-lucky lyrik over lette og finurlige produktioner med fine gæsteoptræderne. Yderst fremragende bliver det aldrig, men Asher holder humøret højt et godt stykke hen af vejen, og underholdningsværdien er slet ikke dårlig. Bedst bliver det henimod slutningen (hvis man har skaffet sig bonusnumrene), hvor den ufatteligt talentfulde Novel producerer "Fallin'" og "The Lounge", og Nottz, der vinder mere og mere respekt i undertegnedes øjne, producerer albummets mest muntre nummer, "Y.O.U.", med Slick Rick, som SKAL opleves. Asleep in the Bread Aisles beat-hovedleverandør er Oren Yoel, der hverken er god eller dårlig, bare et-eller-andet sted i den halvkedelige midte.

Hvad Asher Roth helt præcist vil med dette album er mig stadig et spørgsmål? Jeg ser det mest af alt som et let pusterum. Det er yderst letfordøjeligt hiphop, og det er lige så hurtigt ude igen som det kom ind - det er dog ganske fornøjeligt i den tid det er inde.

3.5/6