Mac Lethal - 11:11

"I want the world to hear my stuff. I would love to be able to make commercially viable music and radio music. I woulden't necessarily sacrifice my content, but my favorite stuff is the stuff that is on the radio and has a little more mass appeal."

- Når man træder frem og siger så direkte, at man går efter radioen og det brede publikum, så efterlades der ingen grund til funderen over, hvilken slags rapper Mac Lethal er. Personligt synes jeg at det er ufatteligt smart at give så klar besked, for han slipper for de obligatoriske Eminem-sammenligninger, og der er fra anmeldernes side ingen logik i at kritiserer ham for at være for kommerciel og blød, for det er tydeligvis hans eksistensgrundlag. Han boldrer sig i sarkastiske observationer, og han er i højere grad 'seriøst morsom' end 'seriøs og morsom'. Dertil har han ingen intentioner om at lave nyskabende eller eksperimenterende hiphop, for som han siger; "I'd rather beat a dead horse then throw a saddle on it and ride it". Det skal dog tages med et gran salt, for der bliver både kommenteret på religion, politik og mange af de andre tungere emner, men humoren er den ultimative drivkraft.

Det fede ved Mac Lethal er, at han er signet til Rhymesayers, der er mere kendt for de sublime undergrunds kunstnere end radio rappere, men det lader ikke til at røre Mac Lethal det mindste. Han skal bare ha' det sjovt og more sig, og det brænder igennem. Albummet har den fordel, at lyttere fra start af ved hvad de går ind til. De er udemærket klar over, at de ikke skal underholdes af en politisk rapper der brager igennem med en længere række højtragende budkaber. Man sætter "11:11" på for at blive underholdt på den komiske facon, med finurlige tekster og sprøde beats. Er man til denne slags hiphop, vil man nok se på "11:11" som værende et lille mesterværk inden for sit feldt.

Er det først lykkedes en af abstrahere fra det faktum, at Mac Lethal er tilfreds med at lave musik der ikke tager ham nogen steder, og er man ikke bange for bare at give slip og nodde med på noget nice bumping hiphop, så er "11:11" en skatkiste, der bare venter på at blive åbnet. Numre som "Lithium Lips", "Make Out Bandit", "Rotten Apple Pie", "Calm Down Baby", "Crazy", "Sun Storm" og "Backward"er alle sublime numre, og på sidstnævnte demonstrerer han, at selvom hans tekster måske ikke er de mest substantielle, så flower han langt bedre end de fleste andre. Det skal høres, for det er faktisk ret forbløffende hvad han kan med ord.


Man kan ikke komme udenom, at der er en vis herlighed forbundet med Mac Lethal. Han er muligvis den mest upretentiøse rapper der findes, og han har det mest afslappede forhold til mere eller mindre alting! Jeg vil næsten vove at påstå, at der mangler folk som ham; folk der bare vil underholde masserne, og som faktisk er overordenligt gode til det.
"11:11" er på mange måder et bedre album end de fleste andre mainstream rap udgivelser vi ser idag, måske netop fordi pladen ikke har de store ambitioner, og som netop derfor gør der meget nemmere at tage det for hvad det er: Feel-good hiphop light.

4.5/6