K'naan - Troubadour

"Troubadour" er K'naans gribende, biografiske historie, om hans barske barndom i Somalias hovedstad Mogadishu, under den brutale borgerkrig der brød ud i 1991, som gjorde området til et af verdens absolut farligste. Det lykkedes heldigvis moderen at skaffe rejsevisaer til hende og K'naan da krigen blev for blodig og omfattende, så de kunne rejse til USA og bo i Harlem for en kort stund, inden de rejste videre til Toronto i Canada, hvor de bor i dag. K'naan slap dog ikke for at se og opleve krigens horible udfald, og som han insisterende fastslår; you can take me out of Somalia, but never Somalia out of me. Det er vist sikkert at sige, at han tog derfra med en arret sjæl.

Da de kom til Canada kunne K'naan ikke ét ord engelsk, og da de var ludfattige og ikke havde råd til engelsk undervisning, lærte han sig selv engelsk i løbet af årene, ved at lytte til NaS og Rakim, hvilket i sidste ende resulterede i en stigende interesse for hiphop.
Men grundet hans afrikanske rødder, er K'naans hiphop ikke "bare" hiphop, det er lag-på-lag musik med næsten bundløse dybder, og musikken er gennemstrømmet af afrikansk inspirerede rytmer og melodier, samt talløse inputs af pop, folk, rock og r&b - der er med andre ord rigtig meget at komme efter på den musikalske side, og som om dét ikke var nok, så skriver han sublime tekster, han er en teknisk suveræn rapper, og så synger han ganske fantastisk.
På "Bang Bang" allierer han sig med en af pop/rockens absolut bedste stemmer, Adam Levine fra Maroon 5, og nummeret, der er af den dansegulvs venlige kaliber, og et forrygende eksempel på hvordan man kan kombinere mainstream appeal med forrygende rap og fængende omkvæd. Slutningen af albummet får en smuk folk-drejning, og de sidste fire numre, "Fire In Freetown", "Take A Minute", "15 Minutes Away" og "People Like Me" er exceptionelt smukke skæringer, og sidstnævnte fremstår muligvis som albummets mest funklende perle.

Hvad der dog gang på gang overrasker mig er, at han, selvom han har været så meget igennem og har oplevet så mange forfærdelige ting, formår at skabe en rød tråd af glæde, inspiration og håb, og selvom albummet har en del barske og rørende fortællinger, er det den positiv energy der gennemsyrer albummet. På det mesterlige nummer "Somalia" rapper han:

"Daaamn, do you see why it's amazin'? /
when someone comes outta such a dire situation,
and learns the english language just to share his observation /
probably get a grammy without a gram of education,
so fuck you school and fuck you immigration!"

Der er dog et flertal af de personlige og rørende sange. På "Fatima" synger han om pigen han elskede, men som meget pludseligt var ude af hans liv:

"Fatima, what did the young man say,
before he stole you away, on that fateful day?
Did he know your name,
or the plans we made, to go to New York City, Fatima?"

Da jeg gennemlyttede "Troubadour" første gang, blev mine tanker konstant ledt hen på Akons debut "Trouble". Pt er Akon den mest upersonlige, kedelige og pengefikserede kunstner i hiphop'en, men hans debut står for mig som et ganske stort album. Dengang havde han noget på hjertet, og produktionerne var melodiøse og sjælfulde. Der var måske en del poppede skæringer, og man kunne allerede dengang fornemme at han gik efter guldet, men samtidig var der numre som "Ghetto", "Pot of Gold" og "Don't Let Up", som på mange måder minder om materialet på K'naans andet album. Men som K'naan rapper på "Somalia":

"I promise that I'll get it and stay strictly loyal /
'cause when they get it they let it all switch and spoil"

Hvad han mener er vel, at det er en skam at sådan nogle som Akon misbruger deres interessante personlighed og historier til at lave penge. Ser man igen tilbage på Akons katalog, skulle der heller ikke mere end 3 udgivelser til at gå fra virkelig god ('Trouble'), til det ringeste på markedet ('Freedom') - her er det en del sværere at forestille sig K'naan tage den drejning, da han har en troværdighed og stolthed over sig, som gør ham til en meget bedre ambassadør for afrikansk/amerikansk hiphop end Akon - meget mere i stil med Wyclef Jean.

Der er meget at sige og skrive om "Troubadour" og bagmandens fantastiske historie, men en konklusion skal der til, og denne må lyde på, at det på mange måder er utroligt, at "Troubadour" overhovedet er blevet til! Man skal tænke på, at K'naan jo først måtte lære sig selv engelsk, for derfra at lære at rappe og synge, og nu gør han det bedre end de fleste andre. Al' konkurrence bør spidse ører og stramme op hvis de skal kunne følge med, for K'naan har en plan, og det er langt fra sidste gang vi hører fra ham. "Troubadour" skal opleves. At købe!

5/6