Goretex - The Art of Dying

Som den tredje og sidste fra Non Phixion til at udgive soloalbum, købte jeg uden tøven Goretex's debut "The Art of Dying". Non Phixion's "The Future Is Now" er et helvedes godt album, fyldt med lækre beats og super fede tekster fra tre mc'er, der er meget ens, men samtidig repræsentere tre helt forskellige sider af én gruppe.
Frontmanden Ill Bill sværger, som sin psykotiske lillebror til sex, vold og død, samt en lille snært at politik er social-kynisme.
Sabac Red er det politiske overhovedet i gruppen, der ikke kan skrive en tekst uden den kommenterer et eller andet politisk. Han er medlem af flere politiske grupper, og er selv formand for et "hjem" for problem-ramte børn i Brooklyn. Med andre ord, en super cool og oprigtig person.
Goretex er lidt en blanding af de to. Han dyrker hip hop, men forguder heavy metal. Så hans tekster er ligesom metal-hovederne, stoffer, sex, lidt vold, lidt mystik, og en kommentar til det amerikanske samfund her og der.
Ill Bill var den første til at udgive et soloalbum, i form a "What's Wrong With Bill". Et album der blev varmt modtaget. Et album med solide tekster og en god portion beats, alle produceret af broderen Necro.
Sabac Red fulgte trop med "Sabacolypse: A Change Gon' Come". Et album der var flere højder bedre, selvom det ikke blev helt lige så godt modtaget. Igen fuldt produceret af Necro.
Og sidst i rækken har vi så Goretex, som sammen med Necro, igen, udgiver "The Art of Dying".

Jeg kan fra start af sige, at det er et virkelig mærkeligt album! Det er på ingen måde som de to forrige. Der er kun omkring 9 "rigtige" numre, de resterende er nogle halv-forvirrede instrumental sammensætninger, der mest af alt minder om bidder af film-musik, tilsat nogle komplet uforståelige titler.
Starten af albummet lover ellers godt. De tre første numre på pladen udgør de tre bedste, så når man efter tre fede numre bliver skuffet gang på gang, 16 numre i træk, er det lidt af et let-down.

Titelnummeret som åbner pladen, repræsentere essensen af "Necro vs. Goretex". Et hårrejsende klaverloop, der emmer af et snigende alvor, over Goretex's "sædvanlige" biologiske barndoms minder, der sitrer af had og melankoli.
"Destined To Rep" der følger efter er pladens store banger, som lyder super dope de første gennemlytninger, men efter man hører nummeret fler' og fler' gange opdager man, hvor ensformigt det egentlig er. Ikke engang DJ Eclipses cuts kan redde det små-enerverende nummer. Det er sådan et track man skal finde frem med en god tids mellemrum.
Pladens bedste nummer er uden tvivl det dommedags-advarende "60:00" (one hour). Mr. Hyde, Necro og Sabac Red er featured, og især Necros omkvæd løber koldt ned af ens ryg:

"Machines take over the earth, we try to fight //
before the human race is wiped out over-night
Technological war, running I'm out of breath //
before the nuclear, there's only one hour left"

Måske Goretex udgiver den dårligste cd af Non Phixion medlemmerne, men "60:00" er langt bedre end de fleste numre på de andre albums. Kun "Fight Until the End" og "I Have A Dream" fra "Sabacolypse" albummet kan matche dette nummer.

Af andre gode numre fra "The Art of Dying" kan jeg nævne "Momentary Lapse of Reason", "Born of Fire" og især "Extreme Makeover", med sit "Prince of Persia" sample. Genialt! Men alt imellem er en ordenlig omgang usorteret rod, der på ingen måde burde være at finde på et album af et Non Phixion medlem. Små bidder af lydspor, som ikke har nogen kontekst overhovedet. Numre som "Ground Zero", "Service of Taking Out the Torah", "Shabbos", "555" og "Crawlspace" er alle dybt malplacerede. De har intet med hip hop at gøre, der er intet lyrik, og det musik der nu engang er lyder hvergang smukt eller flot, der eneste man egentlig kan sige om det er, >hvad i helvede har de haft gang i?<. Necro har udtalt, at hvis man ikke kan "forstå" forsidecoveret, så er man "ikke klar" til dette album, og jeg kan på ingen måde forstå forside coveret, så måske det er derfor. Men jeg tvivler på at mit syn på albummet ville ændre sig, bare fordi jeg vidste hvad bukken laver i et bibelsk scenario. For mig set er det dybt åndet, og jeg tror ikke at death-rap fans forventer et større budskab med booklettens coverart. For bookletten skal selvfølgelig også nævnes. En 18-sides satan spækket med reklamer for andre psychological udgivelser, og få billeder der kunne have noget med albummet at gøre (?).

Havde standarten fulgt "60:00" havde det været en fremragende plade, desværre stopper den bare allerede der, og det man sidder tilbage med er ét stort "?".....

2/6