Exile - Dirty Science

Jeg vil i de følgende indlæg kaste scenelyset over på en bestemt mand. Da jeg nævnte vores nutidige hiphop helte i Mr. J. anmeldelsen, stod denne mand ikke iblandt, og det er ikke helt fair. Hans makker Blu var nævnt, men fordi ham jeg taler om her er beatsmed og ikke rapper, tænkte jeg ikke på ham, på samme måde. Det var en fejl!
Det er selvfølgelig Exile jeg snakker om. Han udgav med Blu dette årtusindes hidtil bedste hiphop plade, "Below the Heavens". Han har sammen med Aloe Blacc udgivet et par albums med gruppen Emanon. Han er også så småt begyndt at dukke op på diverse udgivelser, hvor han har givet en hånd med, med en produktion eller to. Jurassic 5's førstesingle "Baby Please" fra deres sidste album stod Exile bag. "Pearly Gates" fra Mobb Deep's "Blood Money" er også Exiles værk. Okay, "Blood Money" var et forfærdeligt album, men dét nummer holder faktisk fuldt ud. For at nævne et par andre, så har Kardinall Offishall, Akon, Soopafly og Blame One også været under hans behandling. Dertil har han smidt en masse ukøbte og super sprøde beats ud på hans myspace.
Tilbage til årtusindets vigtigste skrive. Hvis jeg skal begrunde hvorfor lige "Below the Heavens" er det bedste, for der er mange gode bud, så er det Exiles skyld. Selvfølgelig er Blu en gudsbenådet rapper, det er indiskutabelt, men Exile kan noget med hans beats, som jeg faktisk ikke tror andre kan. Hvor Blu ubesværet berør alle emner, med lyrik der mere end nogen anden glorificerer p'et i "Rap", så gør Exile faktisk det samme, bare musikalsk i stedet for verbalt. For det der gør Exiles produktioner så unikke er, at selve beatet fortæller en historie. Han klipper og klistrer hans samples så eminent, at man næsten kan få fortalt en historie, uden der er rap over lyden. Dét er uhørt fantastisk. Når man så smidder en af vor tids top-3 bedste rappere ind over, så er det selvsagt at det når højder man kun har set hos Gangstarr. Blu & Exile er helt deroppe, og det er endda "kun" deres første projekt sammen.



Efter at have hørt, følt og elsket Exiles musik i så høj en grad som jeg nu engang gør, er jeg gået i en totalt Exile-offensiv, hvor jeg har opsporet stort set alt hvad han har lavet indtil nu. Han har, trods hans mange grupper og projektet, kun fået udgivet et soloalbum, nemlig "Dirty Science" albummet fra 2006.
"Dirty Science" er på mange måder et spøjst album. Det er utroligt eksperimenterende, og det virker ofte som et test-projekt for Exile, hvor han skal se hvor langt ud man kan gå, hvor vanskeligt man kan gøre det, hvor mærkeligt man kan gøre det, og hvor forbløffende og dragende man kan gøre det, på én og samme gang. Det resulterer nogle gange i skæringer, hvor man bliver så forvirret, at man ikke aner hvad man skal syntes eller sige, men andre gange bliver det så originalt, at særheden og genialiteten mødes og smeltes sammen til noget man stortset ikke troede fandtes. Rammer bliver sprængt, grænser rykkes, regler bliver omdefineret. Det er som om Exile forsøger at grave en gemt genrer frem, og stod det til mig så lykkedes det. For når man tænker sig om, så er det egentlig ikke hiphop i traditionel forstand. Der ligger så meget mere bag hans kreativitet, at hiphop som genrer bare ikke er nok.

Da Exile hovedsageligt er producer, er "Dirty Science" er soloalbum forstået i den forstand, at han har produceret små tyve skæringer, og så har han ellers inviteret gæsteoptrædener fra nær og fjern. Ligesom Alchymists "1st Infantry" og 9th Wonders "Dream Merchant".
Exile gæsteoptrådte på J Dillas album "Jay Love Japan" som rapper, og man har også hørt ham brillerer lyrisk på enkelte Emanon numre. Men det er nu som producer jeg bedst kan lide ham, og heldigvis foregår det også sådan på "Dirty Science". HAN producerer, DE rapper.
Og hvem er "DE"? - "De" er primært hans forhenværende kendskaber. Musikpartnere, inspirationer, forbilleder og kunstnere som Exile synes skal vises til verden. Derfor er det hovedsageligt folk som Blu, Aloe Blacc, CashUSKing, Ta'Raach og folk af den kaliber der præger numrene. Men der optræder også, for mit vedkommende, "ukendte" kunstnere. Kunstnere som jeg har stiftet bekendtskab med via "Dirty Science". Kunstnere som blandt andet Oh No og M.E.D. Det er nu engang herligt med nogle nye ansigter, og alene på den facon er "Dirty Science" et friskt pust.
Slum Village, som må siges at være en af de tungere og mere kendte features, åbner albummet med lidt af et track. Man må sige det er en god start. Beatet er et af de bedste, omkvædet er fantastisk, og Baatin og T3 fungerer sublimt over Exile produktion. Ikke så mærkeligt faktisk, for man kan godt høre at Dilla har sat sit præg på Exiles musik, så det er kun naturligt, at Slum Village er inkluderet på cd'en, og det er kun naturligt at de bliver tildelt et af de bedste beats. the best for the best.
En anden "stor" gæsterapper er Ghostface, som sammen med hans makker Trife tager sig af nummeret "Milk 'Em". Et nummer der i sandhed er i den eksperimenterende ende. Det er vist mere sjældent end pænt. Det passer sjovt nok fint til Ghostface, men beatet er for ensformet og hysterisk til min smag.
Et andet nummer der også består af et hysterisk beat, er "Notch" med M.E.D. (Medaphor). Denne gang har det ekstremt sikre og kontrollerede Exile-touch bare bevaret rytmen i sådan en grad, at M.E.D. faktisk kan arbejde med det. Og det gør han! Hans flow er som skabt for produktionen, og dette fungerer 100%! "It's M.E.D. - the nixt nigga to blow".
De skæve og opfindsomme produktioner er talrige. Det er de fór skæve produktioner desværre også. Numre som "Pay the Cost", "Blameexile", "Do Not Touch" og "I Don't Think You Understand" prøver lidt for hårdt på at være det nyeste nye. Det bliver simpelthen et nummer for mærkeligt, og jeg ser mig nødsaget til at springe fra.
Det "nyeste nye" for mig, det er nemlig når Exile bruger hans udtryksfulde musik på den impulsgivende og yderst levende måde, som med nummeret "Fly (Song of Liberation)" med Blu. Selvfølgelig får Blu dét bedste beat. De to passer helt uforskammet godt sammen, og Blu's fortællinger er som altid knivskarpe.

"She said she was sick of the city life /
a sweet girl but the world made her a shitty type /
When she was young she just wanted to be pretty like a model or an actres but,
She had to work for her two kids /
father in jail serving time for two bids /
kids hungry asking mama where the food is /
and she can see they heart beating through they two ribs /
now she's crying watching cribs"

Blu beretter om 3 skæbner, der på hver sin måde må føle hvor ond og kold verden kan være, men også at der er håb, og at der altid venter noget smukt til den der opsøger det. Med en halv-skjult reference til "Below the Heavens"-nummeret fra albummet af samme navn, finder man ud af, at en af de tre skæbner er Blu selv. Enestående. Som sagt står beatet her for mig som pladens stærkeste. Det gør det på grund af den mærkelige sammensætning af elementer. Trommerne er meget dominerende, men det ser Exile selvfølgelig bort fra, og i stedet smider han et forsigtigt klaverloop ind, der mest af alt minder om en temaet fra en gammel dansk tv-serie. Sidste element er et baggrunds-strygere, der lyder som noget taget direkte fra Pinocchio filmen. Lige så mærkelig som denne sammensætning lyder, lige så mesterligt udført er det. Exile overgår sig selv, og nummeret der er tale om, "Fly (Song of Liberation)" har for længst overskredet afspilning nummer 150 i mit iTunes.

Blu besmykker også nummeret "Tell You" sammen med Aloe Blacc, og jeg tror også Exile har et vers her. De tre udgør en abnorm power, og nummeret er eksorbitant flor udført. Exile benytter et sample af en kvinde der synger "tell you". Dette sample har rapperne så gjort til en del af deres vers, så selvom samplet bliver spillet uregelmæssigt, er sangen bygget op omkring de to ord. De skal høres for at man virkelig forstår det tror jeg.

Oh No som også var ukendt for mig før jeg hørte Dirty Science medvirker på et andet af skrivens absolutte perler, pladens ubetinget sprødeste banger, "Newest Greatest". Ikke en banger i DJ Premier eller MOP forstand, men en "Exile-banger". Det er her Exiles redefinering træder ind i billedet. For det lyder ikke som nogen banger man har hørt før, men alligevel er man ikke i tvivl om, at beatet rykker helt forbitret godt. Nogle inciterende muntre stryger over nogle simple halv-tunge trommer. Der er nok for Exile til at lave en ægte banger. Intet mindre end fantastisk.

Det nummer der er sluppet bedst fra Exiles legebarns-kreativitet er nummeret "Summertime in LA" med Miguel Jontel. Hiphop/electro/doo-wop-summeranthem. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det? Det er sært og rart på samme tid. Og efter at have hørt det et par gange, fanger det en komplet. Et sommernummer der forlænger sommeren med tre minutter og 56 sekunder. Fler' af dem!

Alt i alt er "Dirty Science" et miks-maks af mærkværdige ideer og mesterlige udførelser, dog med få kiksere, der er resultat af en måske lidt for ivrig og excentrisk kunstnerisk hånd. Men pladens ultimative force er uden tvivl Exiles opfindsomhed, som altså kan skabe små mirakler, og hans valg af gæsterappere. Exiles "team" af mc'er er nemlig forbløffende stærkt. Et fornemt første udspil, men der kan stadig finpudses en smule hist og her.

4.5/6