Som endnu et resultat af min Exile-søgning dukkede dette album op, med den indtil nu ukendte Blame One. I kan måske fornemme en rød tråd gennem de sidste anmeldelser (?). Jeg vil gerne have folk til at forstå hvor vigtig Exile er. De fleste af jer ved det godt, blot ved at have hørt "Below the Heavens", men så kan jeg da i det mindste understrege det, og lokke jeg til at støtte nogle af de her mindre kendte kunstnere som jeg highlighter. Hovedprioriteten med siden her er for mig, at fortælle ALT hvad jeg ved, om ting som i måske ikke ved.
Jeg elsker selvfølgelig at anmelde albums som alle med garanti kender, og rose det til skyerne, men når valget står imellem enten at understrege hvor godt et album er, som alle i forvejen kender, eller at præsenterer jer for nogle sjældne værker, som jeg synes fortjener lidt omtale, finder jeg langt større vigtighed i at træde i karakter som oplyseren, som spreder ordet. Det er der min "mission", om man må, for alvor fuldendes.
Et af disse "sjældne værker" er "Priest, Thief & Wizard", med en af de "mindre kendte" kunstnere Blame One.
Blame One må siges at være en af de mest oversete undergrunds mc'er i disse dage. Jeg plejer at være rimelig god til at snuse mig frem til de her slept-on rappere, men det er alligevel først med hans tredje album her, at jeg lærer ham at kende. Det er held-i-uheld kan man sige, for hans første to udgivelser skulle efter sigende være "okay", men ikke noget at råbe hurra for. Det ér hans tredje album som har åbnet flest døre for ham. Det album der har givet ham flest tilhængere, og det album der kvalitetsmæssigt er tættest på undergrunds-storhed.
Jeg vil skyde på at hans gæsteoptræden på Exiles "Dirty Science" har gjort sin del, man valget af medmusikere på "Priest, Thief & Wizard" har uden tvivl også spillet en rolle. Det er nogle musikalske troldmænd han har erhvervet, og lydbilledet er umiddelbart det man ved første øje/øre-kast lægger mærke til. Kan Kick, Mr. Brady og Hoax One bidrager alle med fantastiske skæringer, men det er dog Exiles evigt smittende super-produktioner der overvælder lytteren. Exile er indiskutabelt et musikalsk vidunder, og han beviser også på dette album, at han er en karakter i vor tids hiphop-kultur, man bare ikke MÅ overse. Fem stykker har han doneret, og vi får ham både at høre fra hans blues-inspirerede side, i stil med Emanon, hans eksperimenterende side á lá "Dirty Science" og så fra en helt ny, vanvittigt humørspredende side. Hans cirkusinspirerede, næsten børne-time agtige sample på "That's What I Say" er noget af det mest mageløse jeg har lagt øre til i lang tid.
Men - jeg vil faktisk mene, at man efter et par gennemlytninger har vænnet sig så meget til Blame Ones stil, at man så småt begynder at kunne forstå, hvor god en rapper han faktisk er. grunden til at man ikke giver hans lyrik så meget opmærksomhed i første omgang er, at han har en meget speciel stil. Det lyder ofte som om, at "det der med at rappe" faktisk kan rende ham et vis sted. Han virker ofte som om, at han faktisk er pisse-hamrende ligeglad med rap. Både på den dovne og den overlegne måde. På nogle numre er hans flow så fladt, enkelt og "tørt" at kun MF Doom vil kunne følge ham. Heldigvis for Blame One udnytter han dog dette i så høj en grad, at han formår at gøre det "kedelige" til noget dybt besættende. Og når man først indser dette, bliver man meget hurtigt fyldt op med atmosfæriske stemningsbilleder, der virkelig sætter sit præg på en. Det flade flow forvandles hurtigt til et rent vanvid, hvor man begynder at kunne forstå hans passions for rap-kunsten. Når dette er sivet ind, efterlader Blame One alle involverede parter med blå og gule mærker på sjælen.
Det med at berøre sjælen, det er nemlig hvad Blame One specialiserer sig i. Han fortæller sine historier på så dragende vis, at man ofte sidder permanent tryllebundet, konstant hungrene efter mere. Nogen gange træder Blame One i skikkelse som en rapper, der virkelig har noget på hjertet. En rapper der vil kommenterer på verdenssituationen, på politik og på meget mere, for der er nemlig en del han vil ud med. Men heldigvis giver han sig også tid til at fortælle nogle historier, hvor det egentlig er selve "fortælle-delen" der er i højsædet, hvilket giver et behageligt afbræk, idet han formår at fortælle en historie som en "historie", og ikke med en masse budskaber indflettet. Som på "That's What I say", hvor han meget beskrivende og komisk beretter om hvor meget han kedede sig som ung, med en tvangsindlagt mor og en manglende far. Han funderer over hvor let det kunne have gået galt for ham, og hvor æt på han var at komme ud på et sidespor, indtil
"One day, saw these five cats with cardboards /
dancin' and playin' som live raps, the hard-floor
became a campus, everytime they came back again /
I watched every move, went home and started practising"
"Jah" er det hebraiske navn for gud, og ordet "Jah" bliver især brugt af folk fra rastafari kulturen, som tror på, at den etiopiske hersker Haili Selassie er guds reinkarnation. Han bliver kaldt Jah Rastafari (Ras = prins).
Nu skal vi ikke ind på historie-undervisning, men det var mere for at vise hvem Blame One tilbeder. Og det passer meget godt, for Blame One er ikke komplet ukendt med rastafari kulturen eller reggae musikken. Faktisk synger han selv omkvædet på "That's What I Say", som i høj grad har sine reggae-aner.
"Jah is Powerful" er derfor også et obligatorisk nummer for Blame One at inkluderer på albummet. Han tilbeder Jah med raffineret lyrik, over en produktion der er skabt mere som meditations-baggrundsmusik, end som et hiphop beat. Til al held mødes de to bestanddele, og skaber tilsammen et tema, der med brug af asiatisk mandolinspil, rislende vand og lyden af glatte sten der glider op af hinanden, opbakker Blames Ones lyrik til det fulde.
"It's only Jah we put our trust in, the green paper lust in, it's so discusting.
No need for firearms to blast for us, you're so fast to bust, but that's blasfemous,Jah's the weapon.Jah's the weapon for real.
I'm humble by your grace, I accept and I kneel"
Et musikalsk sindsberoligende nummer, der med sine centraliserende virkemidler, etablerer et grundigt syn på ansvarlighed, og på hvordan nogen bevidst misfortolker deres tro, og udnytter det til det komplet modsatte. Måske et lille hint til verdensituationen pt? I hvertfald en sand juvel af et nummer.
Albummets titel, som er symboliseret i tre skikkelser på coveret, hentyder til tre sider af samme personlighed; præsten, tyven og troldmanden. De tre personaer skal ikke tolkes i traaditionel forstand, men som metaforer for tre sindstilstande. De tre tilstande kulminerer i titelnummeret, hvor en komplet konfus fortæller vågner en morgen, og bliver kastet ud i en uoverskuelig situation, hvor han roder rundt i de tre skikkelser for at rede sig ud af den. Den er en smule mærkelig, med sin sorte humor en sin til tider deprimerende forvirret-hed, men ideen er ganske interessant.
Præsten, tyven og troldmanden har også et nummer hver, men hvor man skulle tro at "Spell Casting" handler om troldmanden, "Everliving" om præsten og "Drifting" om tyven, så har Blame One givet numrene et mesterligt twist, så det faktisk er nogle uventede sider af personerne man bliver præsenteret for.
Derved handler nummeret "Spell Casting" om tyven. "Everliving" handler om troldmanden, og "Drifting" handler ironisk nok om præsten.
"By the time you read this, my soul has drifted /
I left behind words on a scroll to sit with
we all leave the earth , that's the meaning with time /
but what matters is the message that you're leaving behind".
Det er mig ikke helt klart hvad numrene helt præcist handler om, man jeg har en klar fornemmelse af, at de alle skal tolkes som påmindelser.
Man bliver påmindet om, at formålet med at være kunstner er, at finde et sted hvor man altid vil være husket. At finde et sted hvor ens musik altid vil blive hørt og derved udødeliggøre en ("Everliling"). Man bliver påmindet om, at det vigtigste af alt er, at man skal kunne stå ved sine valg, og ikke fravælge ægte venner eller standarter, for noget man ikke kan stå inde for ("Spell Casting"). Og så bliver man mindet om, og det er vel lidt en kombination af de to første, at man ikke må sælge sin sjæl, for i sidste ende er det vigtigste, at det materiale, og det man som person har repræsenteret, altid skal være gældende.
"Prist, Thief + Wizard" er et mageløst værk. Blame One er en af de mest betydelige kunstnere vi har i dag. En rapper der både kan se fremad, men samtidig tager stilen tilbage til de støvede trommer og de funky samples. Hans produktioner er af en mægtig kaliber, som opretholder det klassiske hiphop-look helt ind til kernen. Og Blame One selv er en utroligt bevidst rapper, der leverer ægte rap for alle dem der er ved at drukne i alt det overflødige. Han leverer hip-hop for hip hopperne, og hans er i sandhed en rappers rapper. Der er intet enerverende at finde på dette album. Et album der repræsentere en side, der er revet direkte ud af bogen om "hip hop teori". SÅ ægte holder han stilen.
Hvis jeg skal være ærlig vil jeg mene, at det er decideret dumt at undgå "Priest, Thief & Wizard", for man finder sjældent udgivelser, der fremstår så excellent, på hele hiphop-paletten.
5.5/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar