De La Soul - Buhloon Mind State

Af gæsteanmelder Danni Toma

I 93’ var De La Soul allerede et anerkendt navn. Efter at have udgivet deres udødelige klassiker ”3 Feet High & Rising”, og efter at have kaldt sig selv "døde" på deres andet, mere ufokuserede album ”De La Soul Is Dead”, havde De La Soul opbygget et ry, som værende en af de mere betydelige grupper.
93’ var også året, hvor De La Soul virkelig satte foden godt ned i sandet og beviste, at de ikke længere "kun" var Hiphop hippier.
- 93’ var nemlig året hvor de udgav denne utroligt oversete klasse-plade ”BuhlooneMindstate”. - En titel der referer til, at de altid vil blive på jorden lige meget hvor mange plader de måtte komme til at sælge. Et udsagn de allerede hentyder til på introen, hvor disse ord bliver gentaget:

”it might blow up, but it won't go pop”

En ting De La Soul så sig nødsaget til at bekæmpe under processen, var det pæne lydbillede, der var blevet lagt på ”3 Feet High & Rising”, og i stedet søge ind mod et meget mere modent og seriøst lydbillede. Dette forsøgte de også da de skulle udgive deres andet album, men uden held. ”BuhlooneMindstate” albummet gav dog endelig gruppen succes i deres forsøg på at skabe en ny lyd. De La Soul behøvede på daværende tidspunkt ikke at bevise deres værd. Deres navn var solidt, hvilket de var udmærket klar over. I stedet kunne de nu begynde at vise tænder, og eksperimentere meget mere end de ellers havde været vant til.

Og eksperimenteret det blev der. 93’ var nemlig året hvor De La Soul begyndte at lege med andre genre, som fx Jazz, som har haft stor indflydelse på dette album.
De begyndte at udvise deres kærlighed til den gamle skole, med flittigt brug af soul samples og meget jazzede beats, leveret af Prince Paul, som skabte nogle af hans skæveste produktioner i hans karriere, forstået på den gode måde. Selvom produktionerne til tider kan virke simple, så er de meget levende, primært på grund af to meget mere fokuserede og knicskarpe rappere Posdnuos & Dave.
Vi skal dog et par numre ind i albummet før vores to venner rigtig tager styringen.
”EyePatch” er et "fint" åbningstrack, der dog ikke fanger lytteren permanent. Dette ændres dog hurtigt. - De næste 2 numre beviser på bedste vis, at De La Soul har taget afsked med deres gamle stil. På ”PookieDooke” gæster Gang Starr’s egen Guru, og især på ”Ill BeBlowin” får vi besøg af Jazz-trompet legenden Maseo Parker, der lader hans tryllebindende jazz-noder flyde elegant over Prince Paul’s produktion i næsten 5 instrumentale minutter.
Først på det fantastiske ”Ego Trippin Part 2” begynder Posdneuos og Dave virkelig at vise dem frem, så de alligevel ender med det meste af opmærksomheden.

Selvom hele "Buhloon Mind State" feel'et skulle være mere modent, valgte de at beholde den gode humor de altid har haft. Og denne får ofte frit udspil, især på de få skits der er inkluderet på albummet. Fx på skittet ”Long Island Wildin” hvor 2 japanere blæser asiatisk lyrik af i godt og vel to minutter. Eller skittet hvor Prince Paul sviner anmelderne til for det kritik de giver ham, hvor han alligevel slutter af med at sige ”Have a pleasent day...”. Udsøgt humor er i hvert fald ikke hvad der mangler.

Men tilbage til det mere seriøse, nemlig de to rappere. Posdnuos leverede sit mest personlige vers på gruppens mest personlige nummer til dato, ”I Am I Be”. Et nummer om at opdrage sine børn, om sin fader status, og status generalt, hvis rappen ikke var blevet levevejen. Med fremragende linjer som:

"I am Posdnous
I be the new generation of slaves
here to make papes to buy a record exec rakes
the pile of revenue I create
But I guess I don't get a cut cus' my rent's a month late"

- Blu lavede sin egen version af dette nummer på "Below the Heavens" albummet, med nummeret "I Am...". Der lyder de ligeså fremragende linjer bare:

"I Be the next generation of slaves,
here to make papes like a record labels rake
A mixtape great, yet a De La fan
And I am who I say I am..."

”BuhlooneMindstate” var, desværre må man sige, også sidste album med den eminente Prince Paul. En person som mange betragter som fjerde uofficielle medlem. Et af De La Soul- medlemmers mange aliasser er Plug1, Plug2 og Plug3, og Prince Paul blev ofte nævnt som Plug4. Ærlig talt burde han jo nok være medlem, for tredje medlem Djen Mase, var ikke rigtig at finde på denne plade. Hans velkendte cuts bliver kun brugt på tracket ”In The Woods” og han høres kun meget hurtigt til sidst på ”Area”. Så kigger man på arbejdsfordelingen, så har Prince Paul mere ret til at kalde sig "medlem" efter dette album.

Selvom albummet havde den oplagte single ”Breakadown”, hvor Michael Jackson blev samplet til omkvædet, er det gruppens dårligst sælgende album til dato. Typisk egentlig, for vi kommer nok ikke til at opleve De La Soul så innovative, eksperimenterende, fokuserede, intelligente og gennemførte igen.
"BuhlooneMindstate" er alt hvad hiphop burde være, nemlig intelligent, eksperimenterende og nyskabende. Det er på mange måder en klassiker, og det er klart De La Souls vigtigste album i karrieren. Alene med linjer som:

"I'm known as the farmer
Cultivatin' mate without mendin'
Bendin', compromising any of my styles to gain a smile
Listen while you hear it
There's no pink in my slip
I reckon that the rhythm and the blues in the rap got me red
While the boys from Tommy playing bridge crossin' to a larger community
Yet they're soon to see I have a brother named Luck"

rangerer albummet højt. Albummet blev da også inkluderet på "Rolling Stones"-magasinets top-10 liste over bedste hiphop albums nogensinde udgivet.
Albummet står uden tvivl som gruppens bedste, tæt forfulgt af "Stakes Is High", og du burde under ingen omstændigheder snyde dig selv for denne guldklump.

Alt passer perfekt ind, skit'sne, instrumentalen med Maseo, den mere modne men hårde attitude og Prince Pauls skæve produktioner. Derfor gruppens mest gennemførte album til dato.

5.5/6