Talib Kweli - The Beautiful Struggle

Ved gæsteanmelder Jonas R

Brooklyn-rapperen Talib Kweli opnåede den første anderkedelse tilbage i ’98 som den ene havldel af rap-duoen Black Star, hvor Mos Def udgjorde den anden. Sammen udgav de to MC’s albummet ”Mos Def and Talib Kweli are Black Star”. To år senere, efter at have splittet op med Mos Def, udgav Kweli sammen med Hi-Tek albummet ”Train of Thought”, som en del af det tidligere stiftede Reflection Eternal-partnerskab. Både Black Star- og Reflection Eternal-udgivelserne blev mødt med enorm ros fra anmelderne, men ingen af albummene opnåede med deres beskedne salgstal den helt store kommercielle succes. Siden da er Talib Kweli nået langt, og hans seneste album ”Eardrum” var – dels pga. af salgstal, dels pga. lyd – det endegyldige bevis, på at han nu er en kommerciel rapper. Dog ikke i den forstand, at han springer over hvor gærdet er lavest og rapper om biler, penge og bitches, men forstået på den måde, at hans fanbase og salgstal er steget markant.

Selvom det er med ”Eardrum”, At Talib har opnået sin hidtil største succes, så er 2004-udgivelsen ”The Beautiful Struggle” det Talib Kweli-album, der for mig står som det stærkeste og mest gennemførte af hans udgivelser. På trods af en samling af lidt mere kommercielle og lidt mindre undergrunds-inspirerede produktioner mødte albummet aldrig den helt store mainstream-succes. Dette rører dog ikke ved min personlige vurdering af albummet.

Albumtitlen ”The Beautiful Stuggle” er fra Mos Def’s linjer ”Life is beauitiful, life is a struggle. Life is a beautiful struggle”, men har sin oprindelse i en Martin Luther King-tale. Med denne baggrund for albumtitlen ved man, at det, som altid når det handler om Talib Kweli, er de intelligente og gennemtænkte social- og samfundspolitiske tekster vi har at gøre med.

Nok baggrundsviden. Albummet åbnes med det Charlemagne-producerede ”Going Hard”, som efter en lidt speciel 4-takters-intro slår over i et hårdtpumpende og halvrocket, men utroligt komplekst og musikalsk gennemført beat. Talib Kweli åbner ballet med hook-linjerne

”I got a part to play/ we going hard these days/
Fuck the harder way. I’m doing it the smarter way/
To my god I pray/ That’s how I start my day.
The bullets start to spray, the revolution starts today/”

Der rappes med så meget attitude og selvtillid, at man som lytter ikke kan være i tvivl om, at linjen er lagt.
Det næste nummer på pladen der skal fremhæves er det Neptunes-producerede ”Broken Glass”. På produktionssiden skinner Pharrel og Chad Hugo overbevisende og på flere måder nyskabende musikalske evner igennem, i form af et nærmest hysterisk frækt beat. Det første indtryk af beatet er nærmest kaotisk, men ved nærmere lytning kan man ikke komme uden om dets genialitet. Samtidig supplerer det Talib Kweli’s tekstunivers og leveringen af det til fulde. I ”Broken Glass” fortæller Kweli historien om ”Small town girl-Lucy”, der tager til New York med drømme om rigdom, succes og diamanter, men ender med at strippe og være prostitueret, for at nå sine drømme. Og da hun til sidst står på busstationen med 100 Dollars og skal træffe valget mellem at købe en billet hjem eller købe noget coke, understreges den knivskarpe sociale kritik med linjerne:

”She need a ticket home if it's the right course/
Instead she bought a ticket to ride the white horse”.

Utrolig mange kunstnere vil have valgt et følelsesladet, stemningsfuldt beat til et nummer som ”Broken Glass”, men beatets hårde og kaotiske udtryk giver Kweli’s rim en overbevisende gennemslagskraft.

Efter ”Broken Glass” skifter pladen med det samme over til ”We Know”, hvor man – efter at være blevet kastet rundt af ”Broken Glass” – bliver taget helt ned på jorden igen med et 100 % simpelt guitar-beat, der sammen med Talib’s tætsiddende, men på magisk vis samtidig helt igennem laid-back flow, får enhver til at læne sig tilbage og bare nyde musikken. Faith Evans leverer det perfekte omkvæd. Det er enkelt, men det er godt.

På pladens førstesingle ”I try” skuffer den ellers geniale Kanye West lidt med en ikke helt iørefaldende produktion, og Mary J Blige’s omkvæd sidder ikke rigtigt, som det skal. Niveauet løftes dog hurtigt igen med den socialrealistiske ”Around My Way”, hvor John Legend leverer et smukt klingende og lidt poppet omkvæd. ”Around My Way” et velproduceret nummer, hvor Kweli igen beviser sin oprigtighed, og at han er alt andet end selvhøjtidelig. Ud over et par enkle mindre gode numre, er ”The Beautilful Struggle”’s 13 skæringer generelt af høj kvalitet. En af de fede ting ved denne plade er også, at niveauet stiger, jo længere hen i track-listen man når. For mit vedkommende når pladen sit højdepunkt med ”Ghetto Show”, ”Black Girl Plain” og ”Never been In Love”.
I ”Ghetto Show” har Talib Kweli hevet Common med på tracket, og han er som altid skarp og skuffer bestemt heller ikke her. Talib brillerer på dette nummer med de fandens geniale linjer

”Buildings too big, so you don’t really see the stars a lot/ but rapping, drinking and going to prison you see them bars a lot”

Der er dog ingen af de to fænomenale rappere der outshiner hinanden, men til gengæld supplerer de hinanden til fulde over dette enkle, men smukke Supa Dave West-producerede klaver-beat, der på fornemmeste vis giver Kweli og Common den plads, de skal have til at udfolde deres evner.

Hvis jeg skal vælge pladens gyldne skæring, må det for mit vedkommende være ”Black Girl Pain”. Producerne af dette beat – duoen Midi Mafia– er et for mit vedkommende ukendt makkerpar, men ikke desto mindre formår de at få smedet en af pladens smukkeste produktion sammen. Kweli og Jean Grae, som i mine øjne er den bedste kvindelige mc for tiden, rapper bevidst og jordnært om den sorte piges struggle – et emne en hvid forstadsknægt, som mig, ikke lige har det oplagte relateringsforhold til, men ikke desto mindre kan jeg ikke undgå at blive grebet af nummeret. Jeg går ud fra, at det skyldes Kweli og Jean Grae’s overbevisende levering over et utroligt velproduceret beat.

Kærlighedsnummeret ”Never Been in Love”, som efterfølger ”Black Girl Pain” fanger mig ikke på helt samme måde, men det trækker bestemt heller ikke niveauet ned. Talib Kweli rapper jordnært, men løfter alligevel det hele op på et højere niveau over denne velskårede og smukke Just Blaze-produktion. På dette nummer beviser Kweli samtidig sin evne til at rappe om kærlighed uden at blive corny eller sticky, og hans Down-to-earth attitude, gør at man slapper af i hans selskab.

Pladen sluttes af med det Hi Tek-producerede titelnummer ”Beautiful Struggle”, og her samles tråden fra åbningsnummeret ”Going Hard” op igen, både i form af tekstunivers og attitude, dog med et lidt mindre hårdtpumpende beat. De to numre minder om hinanden på flere måder, og som henholdsvis start og slutning skaber de en rød tråd i albummet. Selve produktionen er gennemført og ganske god, men ikke en af de bedste på pladen. Kweli holder dog som altid niveauet højt, med f.eks. linjer som:

”You go to church to find you some religion
And all you hear is connivin' and gossip and contradiction and
You try to vote and participate in the government
And the motherfuckin' Democrats is actin' like Republicans"

(…)

"You fight in the streets, start bleedin' 'til the blood is pourin'
In the gutter, mothers cry 'til the Lord be livin' by the sword and
All that folks want is safety, they goin' gun crazy
The same reason Reagan was playin' war games in the '80s
The same reason I always rock dog chains on my babies
The struggle is beautiful, I'm too strong for your slavery”

Med disse linjer, og med albummet som helhed, slår Talib Kweli sine evner og sin position fast. Han repræsenterer, ja han er vel nærmest et synonym med, nutidens samfundsbevidste rapmusik. Han har en helt særlig evne til at være samfunds- og socialkritisk og sige sin mening direkte, uden at være selvhøjtidelig på noget tidspunkt. Det er denne kombination, der gør ham så fandens genial. Pladen er som helhed gennemsyret af en konstant eftertænksomhed, bevidsthed og intellekt, og rent rap-teknisk overraskes man gang på gang – her tænker jeg på Kweli’s originale og ofte alternative måde at bygge sine linjer og rim op på. Dertil skal det også nævnes, at det hele konstant leveres med et utroligt tætsiddende flow og en stemmeføring, der passer til beatet. For eksempel ”Around My Way” er et skoleeksempel på perfekt flow-delivery.

Igennem denne anmeldelse har jeg formentlig givet et indtryk af, at ”The beautiful Struggle” er et næsten perfekt album. Det er det på mange måder også, men desværre med en fed streg under næsten. På trods af Talib’s utroligt høje bundniveau, så er der et par numre der synker lidt under resten af pladen, primært i form af malplacerede beat-valg. Disse numre trækker selvfølgelig lidt ned på det samlede indtryk, men i kraft af Kweli’s evner og flere geniale numre, giver jeg albummet:

5/6