C.R.A.C. - The Piece Talks

Så kom den længe ventede C.R.A.C. debut endelig, hvor produceren Ta'Raach og rapperen Blu skal forsøge at komme efter "Below the Heavens". En noget nær umulig opgave.
Jeg kunne have ventet et par linjer med at løfte sløret, men jeg vil skynde mig at sige, at "The Piece Talks" ikke er noget, der bare minder om at være tæt på "Below the Heavens". Dette kan have sine gode og dårlige sider.
Man kan starte med at sige, at byrden ved at skulle komme efter lydsiden på "Below the Heavens" er tung. Det ER lidt af et skod-job, og alt taget i betragtning, så tror jeg kun at Exile selv ville kunne gøre det. Dette ved Ta'Raach udmærket godt, så han har holdt sig langt væk fra DEN side af hiphop musikken. I stedet bliver der flittigt eksperimenteret med lyden, for hurtigt at få ændret folks forventninger om en "Blu & Exile"-kvalitets udgivelse. Dette er bemærkelsesværdigt tænkt af Ta'Raach, og anerkendelsen af, at han hverken kan eller bør prøve at efterligne Exiles urørlige produktioner, MÅ man respekterer.
Desværre fungerer de eksperimenterende produktioner bare ikke for Blu. Exiles produktioner var og er også eksperimenterende, men stadig på det dybt bevidste plan, hvor en hvis kvalitetssikkerhed konstant var garanteret. Ta'Raach garanterer ikke kvalitet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke at Ta'Raach er en specielt dygtig musiker.
De tre vigtigste og hyppigst anvendte ingredienser i hans produktioner er gentagelser, ekstremt korte loops og manglende nuancering. Ikke nogle specielt fornemme ingredienser nej. Tag fx nummeret "Buy Me Lunch", som vist endda er endt som single, der er kreeret med INGEN kreativitet. Hvis man spiller nummerets første to sekunder og trykker "stop", så har man allerede dér hørt ALT hvad nummeret har at byde på musikalsk, for de to sekunder bliver bare gentaget i 4½ minut. Sådan er det med flere af numrene.
Kigger vi på nogle af numrene der ER bygget op af et fedt beat, som fx "02.16.03", "Activate (As Well)" og "Major Way", varer de sjældent mere end halvandet minut, hvilket vel dårligt kan kaldes et nummer. Snarere et forlænget skit.

Ydermere er Blu dårligt nok at finde på albummet. Man kunne have forventet og håbet på, at arbejdsfordelingen havde været nogenlunde ligeligt fordelt, når de nu er en gruppe, men det er langt fra tilfældet. Blu får lov at udfolde sig på fire numre. På FIRE ud af pladens 18 numre! På fire numre får lytteren lov at opleve hvad Blu kan. Jeg købte albummet alene på grund af ham, og det eneste jeg får er fire numre. "Love Don't", "Respect", "Pop Dem Boyz" og "Go!" er de eneste fire numre man kan tillade sig at kalde "rigtige C.R.A.C. numre". Og selv her er spilletiden så kort, at Blu er blevet nødt til at komprimerer hans tekst så meget ned, at man ikke rigtig et ordenligt bud på en god historie.

Noget er gået helt galt under indspilningerne til "The Piece Talks", for det er som om at de slet ikke har snakket sammen. Selvom jeg stadig ser på Blu som værende en af de vigtigste vi har lige nu, så er det her stadigvæk et kæmpe skridt tilbage for ham. Og for Ta'Raach's vedkommende, så kender jeg ham ikke. Jeg har ikke hørt noget han har lavet før "The Piece Talks", men skal vi ikke bare sige, at jeg ikke føler den store trang til at undersøge det videre..... Så har jeg ikke sagt for meget.

Mine forventninger var tårnhøje.
Den pt bedste rappers andet udspil havde jeg tænkt godt om. Og man kunne have troet, at når nu der er blevet skabt den her hype omkring ham, så kunne han være blevet mere bevidst om musikalsk kvalitet. I stedet vælger han at teame op med den eneste person jeg umiddelbart kan komme i tanke om er i stand til at fucke det up. Virkelig ærgerligt. Jeg vil ikke håbe et "Radio Exile" der kommer senere på året skuffer på sammen måde, for jeg vil hellere tænke på "Blu & Exile" som et par der kan skabe mirakler, fremfor at de var "heldige" med "Below the Heavens". Jeg er nu også sikker på at det næste vi kommer til at høre fra Blu vil rette op på denne fejl.
Man kan ikke lære at køre på ski uden at falde.....

2.5/6