lørdag den 5. april 2014

CunninLynguists - Strange Journey Volume Three


"The first ever truely crowd-sourced record". - Sådan beskriver CunninLynguists deres nye forøgelse til musik-CV'et Strange Journey Volume Three (herfra forkortet SJV3), som de har arbejdet på et stort års tid. Crowd-funding har været populært blandt hiphop-kunstnere i nogle år efterhånden, og platformen har gjort det muligt for bl.a. Blue Scholars, The Procussions, YC The Cynic og The Grouch & Eligh at finde økonomisk støtte hos fans og tilhængere, til at kunne udgive et album.
     Cunninlynguists var dog ikke interesserede i penge da de søsatte SJV3, de var derimod interesserede i deres fans' ideer, tanker, holdninger og synspunkter til selve den kreative proces. Den ganske massive fanbase blev derfor gjort til producere/A&Rs, og som det første plade-projekt nogensinde (påstår de) er SJV3 ikke crowd-fundet men crowd-sourced.

Gennem forslag og omfattende meningsmålinger har fans været medbestemmende i alt fra gæste-rappere, gæsteproducere, sang-koncepter, samples, plade-artwork og merchandise. Dog med måde, for selvom CunninLynguists er en magtfaktor inden for undergrunds-hiphop, kan de ikke få alle ønsker til at gå i opfyldelse. Af de 25 rappere, der fik flest stemmer og derfor var "fan-favoritter", er "kun" ti rent faktisk havnet på pladen. Af de mange forslag til gæste- og co-producere har kun to fundet vej til udgivelsen. Det var måske lidt fjollet overhovedet at have den kategori med, når Kno meldte ud tidligt i forløbet, at han ville stå for størstedelen af produktionerne. Det har dog været sjovt at se hvordan den - i forhold til "modstanderne" ukendte norske producer Thomax, gav alt og alle baghjul. Han aktiverede i stor stil sin egen norske fanbase og opfordrede dem til at sætte deres kryds ved ham, hvilket sikrede ham næsten lige så mange stemmer som resten af feltet tilsammen. Som Kno sagde: "he basically had all of Norway lined up!".


Hvor Strange Journey Volume One og Two var mere "on the road" agtige mixtapes, der på en måde var opsummerende soundtracks fra deres tours igennem Europa og USA, lyder SJV3 som et reelt album. CunninLynguists er mestre i at konceptualisere deres projekter, og rammefortællingen på SJV3 udfolder sig som en rejse i det ydre rum. De kommer lang vejs fra; fra en anden planet, et andet solsystem, en anden galakse måske, for at besøge planeten Jorden og studere os menneskers adfærdsmønstre. Det er en kort og præcist anmærket ramme, der fastholder en rød tråd igennem albummet, men som samtidig legitimerer, at der er plads til et væld af forskellige stile, temaer og emner, uden at det virker sporadisk eller ustruktureret.

Art submission 3 - Chris B. Murray

SJV1 og 2 startede med henholdsvis "Departure" og "Departure Part 2", da tourbussen ret bogstaveligt rullede ud på landevejen. SJV3 starter med "Ignition", da gruppens rejse-guide Miley3000 gør klar til at sende dem i kurs mod jorden, hvor de skal "verify intelligent and empathetic life".
     "Ignition" glider over i pladens første reelle nummer "Strange Universe", hvor gæsterapper Del the Funky Homosapien indtager sin gode gamle rolle som galactic rhyme federation champion Deltron Zero fra Deltron 3030 projektet (der, for de uvidende, er en episk rum-fortælling). I forhold til den originale Deltron 3030 fortælling kan det umiddelbart undre én, at Deltron Zero har lyst til at tage tilbage til jorden efter sit sidste besøg. Ikke desto mindre ankommer han til Moder Jord, og mandskabets mission for at finde intelligens og empati kan begynde.

Herfra er narrativet ganske løst. Pladen som helhed virker besynderligt nok stadig meget sammensat, hvilket vel nok bare skyldes, at CunninLynguists har været ganske smarte i deres valg af ramme, da denne "tillader", at størstedelen af pladen er rimelig ustruktureret. Alle former for rap kan velsagtens kategoriseres som "menneskelig adfærd", så hvad end det er Tonedeff der leger "Phallaxor The Matter Lord, master of war with plasma swords" på "Urutora Kaiju" eller Grieves, der i sin brandert sender dick-pics til Murs, så er man konstant vidne til menneskelighedens mange være-måder.
     Enkelte numre fungerer dog som fast element i fortællingen, fx "Beyond The Sun", hvor Deacon på formidabel vis får beskrevet "mødet" med jorden og dens befolkning:

"I arrived to blue skies and green rivers /
Traveled the globe, amazed how every scene differs /
My esteem's on K2, I dream bigger /
To Mother Earth I bow like when the queen enters /
Life's so beautiful it's musical, I sing along /
But it's inhabitants so quickly say I'm singing wrong /
Well let's reherse /
I'll sing the hook, you take the verse /
Let's build a bridge, if you ain't feelin' it then let's reverse /
We'll make it work over time with open mind /
Hope is dying, let's fix the broken so folk can shine /
I want to help secure fortress /
Pass torches /
Be boisterous about more than fast Porsches /
And stayin' perched on porches takin' self-portrait /
After self-portrait /
You treat it like horse shit /
Got all this beauty in this world and you ignore it /
For you don't see the trees or the forest /
You forfeit"

Et fantastisk vers, der illustrerer den positive indgangsvinkel og åbenheden over for mødet med det nye (himlen er blå, floderne grønne og livet er smukt), det optimistiske forsøg på at  knytte bånd og bygge bro med mennesket ("Let's build a bridge") til frustrationen over "vores" selvoptagethed, ignorance og værdiløse bestræbelser. Der ligger naturligvis en subtil løftet pegefinger til os alle heri. Miley3000's konklusion er da også klokkeklar:

"Your mission has failed. Empathetic and intelligent life has not been found on planet Earth. On the contrary, is it my belief that we are all bigger idiots than we were before we arrived"

Men nok om alt det rum-ævl! Hvad der virkelig imponerer mig ved SJV3 er, at CunninLynguists "har fået" (stort set) samtlige gæsteoptrædender til at levere deres ypperste. Det testamenterer i høj grad, at CunninLynguists har vokset sig til at blive en magtfuld autoritet i undergrunds-hiphoppen. Gæste-rapperne har ikke bare tænkt: "nu skal jeg lige lægge det her gæstevers". De har tænkt: "jeg skal lægge et gæstevers på et CunninLynguists-projekt, jeg må hellere tage mig gevaldigt sammen!" - og det har de så gjort! Toby, Aesop Rock, Sheisty Khrist, Masta Ace, Tonedeff - jeg kunne blive ved. RA Scion leverer fald-ned-af-stolen værdigt materiale. Hvad der er endnu vildere er, at de mange suveræne gæster til trods, er det sgu Deacon og Natti der leverer de mest memorable vers - vers i flertal: en yderligere cementering af deres kapacitet og dygtighed. Natti rapper hurtigere på "Urutora Kaiju" end jeg anede han var i stand til. Deacon rappere så aggressivt på "Kings" at Celph Titled og Apathy blegner på det følgende track. Og så opretholder de begge det blændende forfatterskab, man er blevet vandt til at kunne forvente fra dem.

Kno har holdt sig til et enkelt vers på "The Format" (der med Masta Ace og Mr. Sos som gæster og RJD2 på beatetet, fortsætter hvor "Seasons" slap i 2003), ellers har han koncentreret sig om lydsiden (foruden lidt sang her og der). En lydside, der til tider lyder (lige lovlig meget) som en parafrase til Oneirology og Death Is Silent ("Kings" læner sig farligt meget op ad "Not at the End"), men som også ofte excellerer i pure frydefuld vellyd. Hans minutiøst optegnede beats består i de fleste tilfælde af en stringent bund af organiske instrumenter, tilsat et dekorativt virvar af sirlige effekter og samples. Lydlandskabet er enormt, og der er virkelig mange kroge og afskygninger at gå på opdagelse i. Jeg vil nærmest beskrive det som værende umuligt at få det hele med, før efter tre-fire lyt.
     Ikke alle produktioner er dog lige spændende. "South Carolina" balancerer på grænsen til det undervældende, "Drunk Dial" virker lidt fjollet, "The Morning" rammer helt forbi undertegnede og "Hot" synes lidt letbenet sat op imod andre af pladens konge-skæringer. "Dying Breed" er ikke dårlig, men jeg undrer mig over hvorfor CunninLynguists har inviteret en gæsteproducer ind for at producere et Kno-beat?
   
De veldrejede kompositioner er heldigvis i overtal. "In the City", "Innerspace", "Guide You Through Shadows", "Kings", "Castles", "The Format", "Beyond the Sun" og "Urutora Kaiju" er alle sublime. Mange af dem lyder umiddelbart ganske ens, og mit førstehåndsindtryk af pladen var faktisk ikke just positivt, da jeg synes produktionerne varierede for lidt fra hinanden. Men som altid kræver Kno's beats, at man dykker ned i lydkulissen for at finde de små detaljer og elementer, der i sidste ende gør, at hvert nummer er sit helt eget.

Der er ikke nogen tvivl om, at SJV3 overgår dens to forgængere med talrige længder, men der er stadig lidt vej til det niveau CunninLynguists' seneste reelle plader ligger på. Der er virkelig mange flotte beats og solide vers, men der er lige akkurat nok mindre spændende momenter til, at det kan mærkes på det samlede indtryk. Strange Journey Volume Three er i sandhed en besynderlig rejse; underholdende og veleksekveret, men med enkelte bump (lufthuller?) på raket-farten.

4.5/6
- Jeppe Barslund 



2 kommentarer:

Christian H sagde ...

Fin anmeldelse, har tjekket siden dagligt siden det blev udgivet, jeg vidste den måtte komme lol.

For mig er pladen nok nærmere en 5/6, klart den bedste "Strange Journey". Enkelte numre er svage, som den vanvittigt undervældende "Hot" (Celph Titled er altid random på en god måde, men resten er "meh"), "Makes You Wanna Cry", der lyder som et throwaway-track fra "Niggaz With Latitude", og så er beatet på "The Morning" desværre en smule kedeligt også, men reddes efter min mening af rigtig gode vers fra alle tre rappere (en ikke-slackende Blu er skønt i sig selv, lol). "Drunk Dial" var jeg lidt iffy over i starten, men Nattis vers er sgu rimelig sjovt, og så synes jeg Grieves/Murs-delen er super sjov lavet, så er sgu blevet helt glad for det track.

"In the City" (Deacons vers er et af hans bedste!), "Urutora Kaiju", "Guide You Through the Shadows", "Beyond the Sun", "Innerspace" og "The Format" er fuldt ud på "Oneirology"-standard, og "Castles" er (selvfølgelig) fantastisk, får gåsehud hver gang Aesops vers begynder, så crazy at høre ham på et Kno-beat, går nærmest i fanboy-ekstase.

En fed ting ved "The Format" er at RJD2 faktisk går hen og nærmest outshiner Kno på hans egen plade. Da jeg hørte tracket første gang tænkte jeg "Damn, Kno kan stadig overraske!", men så indså jeg det var gode gamle RJ. Fedt track

Fik i øvrigt et smil på læben over din kommentar til "Dying Breed", tænkte fuldstændig det samme (godt track, tho)

Anyway, fed plade, har kørt non-stop i bilen siden release :)

søren sagde ...

Fin anmeldelse. Jeg er enig langt hen ad vejen - og også med Christian H, især mht. Drunk Dial. Nummeret irriterede mig lidt i starten, men efter den sank ind (Dennis is this!) var jeg solgt, og den er nu en sjov banger.
South California er jeg nu faktisk fan af. Synes det er let og lækkert.

Endnu engang tak for dit arbejde, det er sgu altid en fornøjelse at læse.