Kno - Death Is Silent

Da Kno og Deacon the Villain udsendte første Cunninlynguists album Will Rap For Food i 2001, var Kno lige så meget rapper som han var producer. Men i løbet af gruppens karriere har Kno fokuseret mere og mere på produktionerne end rappen, og det er nærmest ikke blevet til mere end en håndfuld vers på de sidste fire udgivelser. Med solodebutalbummet Death Is Silent træder Kno ind i hans gamle rolle som producer OG rapper, og jeg må indrømme, at jeg havde glemt hvor meget jeg havde savnet ham som rapper. Deacon og Natti er begge hamrende dygtige, så det er ikke just god rap man har savnet på de seneste Cunninlynguists udgivelser, men jeg må erkendte at jeg havde glemt hvor god Kno er til at rappe og skrive tekster.
Det er en melankolsk og depresivt sjælfuld stil, der bliver lagt an fra første nummer, og med 'døden' som den røde tråd er det en dyster plade at komme igennem. Hele ballet åbnes med titeltracket "Death Is Silent", hvis produktion består af kirkeklokker, en pige der græder og en helt fantastisk, organisk lydende trommeprogrammering, hvortil Kno rapper,

"Death is silent /
It hides high in the night's confinement /
Vile and violent /
While minding a time to try us /
And remind us /
That we cry when time is denied us /
To incite this /
Fear of death's inside us /

Death is spineless /
It will find men that you confide in /
And confine them to asylum /
Make those that you dine with and reside with /
The same lives that you will pine for in silence"

Stærke sager. Det er relaterbart på en ubehageligt rammende måde, samtidig med at det faktisk er ganske smukt beskrevet. Det indledende nummer handler om 'død' som en overordnet ting, men når man kommer ind i albummet handler sangene om mere specifikke relationer til døden; frygt, sorg, tab - der bliver spillet på det helt store følelsesregister. Men vigtigst er det, at det afsluttende nummer minder én om, at det eneste man kan bruge 'død' til, er at sørge for, at man får så meget ud af livet som muligt, mens man har det, blandt andet fortalt igennem "theres one life to live, so live it the best you can" -vokalstykket af Nas fra "Classic".
Man skal dog igennem mange sorte passager før man når den lykkelige slutning, men takket være Kno's fabelagtige tekster og de ofte mageløse kompositioner, er det stadig en enorm fornøjelse at skulle "igennem" Death Is Silent. På "Graveyard" kalder Kno sig selv "the emo Premo", og hans produktioner rangerer rigtigt nok blandt de aller, aller, aller bedste. De fleste produktioner er skabt ved hjælp af studiomusikere, ofte fra Cunninlynguists faste band Club Dub, så basgange, guitarmelodier og klaverspil er strøget ud overalt på albummets numre, og sat sammen med livlige trommemynstre og hjemsøgende samples er store dele af pladens lydbilleder af så høj kvalitet som man kun turde drømme om. Og der er altid mere at komme efter end som så. Albummet åbner sig langsomt og udfolder sine sjælfulde og stemningsladede detaljer. Første gang jeg hørte albummet igennem var jeg en smule skuffet, men for hver gennemlytning dukkede noget nyt op, og efter et dusins gennemlytninger er det nærmest et helt andet album man sidder med. Blandt albummets højdepunkter er "Loneliness", hvor Deacon the Villain bidrager med et suverænt omkvæd over en minimal og sælsom produktion, den dundrende, synthbombarderende "Graveyard", hvor Sheisty Khrist lægger et lidt alternativt, men mindt ligeså fedt omkvæd, den perfekt sammensatte "Not At the End", der bæres op af et enestående klaverspil og et lidt poppet touch, og så naturligvis "La Petit Mort (Come Die With Me)", der for mig vil stå som et af årets stærkeste numre. Guitarspillet er blændende, og den måde hvorpå baggrundskorstemmerne tager til i intensitet giver simpelthen kuldegysninger hver gang. Og så får Kno rappet nogle ret utrolige linjer,

"You have suicidal tendencies /
And this might be the end of me /
Cus it's a rough route watching you get rubbed out /
Til' the suns out /
But damn it /
If I have a hand in it, can it still pass for abstinence? /
Passive masochist, pushing your faith aside /
As I take your thighs on a ride on the great divide /
Face the sky innocent sinner /
While I guide your little man in the boat across the Styx river /
Your body shivers beautifully /
As Jodeci sings the eulogy"

Efter al denne skyhøje ros skal det dog også siges, at det hele ikke er lige godt. Der er ikke noget decideret dårligt at finde, men numre som "When I Was Young", "I Wish I Was Dead", "Smile" og "If You Cry" er ikke oppe på samme niveau som nogle af de førnævnte. Men overordnet set er Death Is Silent et fantastisk album. Dybe tekster, melodiøse produktioner og gode features fra især Tunji, Tonedeff og Deacon. Det bliver spændende at se, om alle de gode ideer er blevet investeret heri, eller om Oneirology og Chico And the Man udgivelser kommer til at være af ligeså høj kvalitet. Mon ikke...

"La Petit Mort (Come Die With Me)"



"Not At the End" feat. Tunji

4.5/6