tirsdag den 31. juli 2012

Death Grips - The Money Store



Endnu en gang står det mig klart, at anmeldelser har en særegen kraft. Jeg købte Killer Mikes R.A.P. Music udelukkende på baggrund af andres vurdering af pladen; en plade jeg hører dagligt med stigende glæde i indtagelsen. Death Grips' The Money Store købte jeg ligeledes udelukkende fordi, at Anthony "The Needle Drop" Fantano gav den, den yderst sjældne 10/10 vurdering. Det mærkværdige er, at hans beskrivelse af pladen og det univers som Death Grips fremstiller, på ingen måde giver mig lyst til at lytte til pladen, men når en hiphopudgivelse (som det kun i vag grad er) får topkarakter, så bliver jeg per princip nødt til at se og høre hvad der er tale om. Men med The Money Store står det simpelthen soleklart, at smag og behag kan være en dybt individuel ting og at man nogengange kan få en komplet anderledes oplevelse ud af noget musik. Anthony Fantano beskriver det hele som værende både grimt, grumt, larmende, rodet, upænt, kaotisk og småpsykotisk, men hvor han kan finde noget helt unikt og sublimt i dét, kan jeg simpelthen ikke se det som værende andet end netop grimt, larmende og småpsykotisk.

Death Grips er en eksperimenterende hiphop-trio fra Sacramento, der består af rapper MC Ride og producerne Zach Hill og Andy Morin. Om de er en smule udsyrede og småskøre af natur eller om de har gjort det til deres formål at kaste hiphoppen i en blænder og "fuck that shit up" skal jeg ikke kunne sige, men sikkert og vist er det, at de gør "ting" ved den, som ingen før har prøvet.
     MC Ride optræder på The Money Store som en karakter, som jeg vil skyde på er 30% biografisk og 70% fiktiv. Det handler gennemgående meget om udpenslet vold, omfattende stof-indtagelse, makabre, skizofrene aktioner, psykotiske tanker og meget andet i dén boldgade. Ser man et fotografi af MC Ride - eller Stefan Burneet som han hedder - tænker man, at han nok har flere personlige erfaringer inden for samtlige af disse "temaer", men meget af det, der udfolder sig undervejs på The Money Store er så grotesk overdrevet, at det på ingen mulig måde kan være realisme. Allerede på åbnings-nummeret giver han sig selv det hvide snit,- så er stemningen ligesom lagt! 


Men der gemmer sig en mening med galskaben, for selvom lyrikken konstant synes at skulle være så far out vanvittig som muligt, så har MC Ride en masse budskaber gemt til lytteren imellem linjerne. Det som jeg har uddraget er, at man ikke skal være bange for at være en smule skør. At livet - og ikke mindst kunst og musik - bliver røvkedeligt hvis der ikke er nogen, der gør noget anderledes. De opfordrer nærmest folk til at "go crazy" på deres egen facon, så længe de ikke bare trasker derudaf som endnu et får i flokken. Dén logik tiltaler mig i virkelig høj grad, og af samme årsag er pladens lyriske indhold også det mest interessante for mig, på trods af, at det ofte pakkes ind i lidt for mærkelige og påtaget groteske skildringer. Sin City møder Gaspar Noé's Enter the Void, så har man et nogenlunde billede af hvad der sker herpå. 
     Hvad der desværre ikke tiltaler mig overhovedet, er MC Rides tekniske færdigheder. Jeg finder ham ganske simpelt ikke særlig dygtig. hans flow forekommer mig ofte kluntet og rytmeforladt, og så er han i besiddelse af noget så uheldigt som en dårlig rap-stemme - synes jeg. At hans rap dertil ofte drukner i de dominerende og larmende beats gør det ikke just bedre. Det er bestemt en god ting at man får lyrikken til samtlige sange med på tekst ved køb af fysisk album, men det er altså ikke en synderlig god ting, at det er decideret nødvendigt at have ved hånden, hvis man skal have en reel chance for at fatte hvad han rapper. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg ved flere numre har haft større glæde af bare at læse lyrikken, helt uden tilhørende musik. 


Det har nok også en hel del at gøre med, at produktionerne ligger så umådelig langt fra mine præferencer, at det ganske simpelt er svært for mig at holde af den lyd de præsenterer. Jeg gik ellers lige og troede at jeg var rimelig large i hiphop-øjemed, fordi jeg synes El-P's gakkede beats var fede, men selv han fremstår simpel og tilbageholden i sammenligning med Zach Hill og Andy Morins univers. Anthony Fantano beskriver deres beats som værende "amazingly catchy"; noget jeg ikke umiddelbart kan genkende. "Get Got" er gennemført kaotisk med sit vanvittigt udsyrede brug af synth og hurtigt tampende trommer, men det er faktisk et rigtig fedt nummer. "The Fever (Aye Aye)" har ligeledes et fedt synth-guitar riff i omkvædet, der bestemt gør nummeret lytbart. Resten er simpelthen bare ikke noget for mig.   
Jeg ved dårligt nok hvad jeg skal skrive om beatsne eller hvordan jeg skal beskrive dem, så I derude kan få en idé om hvordan de lyder, for selvom jeg da sagtens kunne kategorisere dem under "frenetisk, tinitus-provokerende, kaotisk, industriel-hiphop-larm", så virker selv dén beskrivelse ikke rigtig tilstrækkelig. Men som Fantano også siger (ja det handler meget om ham her, men det er udelukkende også hans skyld, at jeg sidder med denne udgivelse lige nu) - og dét er nok hele pointen med det hele: "The Money Store definitely has roots in traditional hiphop, but it's not an album for hiphop-traditionalists"
- Og længere er den nok bare ikke? Death Grips er ikke musik for mig, bum. Jeg har det fuldstændig ligesom en YouTube bruger, der skriver: "my biggest issue with this album is i don't know how to enjoy it". - Jeg har ganske simpelt ingen fucking idé?!


ingen f***ing idé?! / 6

"Get Got"

"The Fever (Aye Aye)"

- Jeppe Barslund

3 kommentarer:

c sagde ...

Det er noget være larm i min optik. Men smag og behag.

c sagde ...

Det er noget være larm i min optik. Men smag og behag.

SEriksenN sagde ...

Faldt lige tilfældigt over denne anmeldelse.
Musik er dejligt. Jeg digger så meget af det, du poster om på bloggen og samtidigt er jeg ret så vild med The Money Store.

Jeg kan til en vis grad godt forstå, hvad Fantano mener med catchy beats og på samme tid, så er jeg også lidt i tvivl om, hvorfor jeg egentlig er så vild med et her album. Det er voldsomt, men samtidigt, så er jeg ret sikker på ville finde en plads i min top 20 favorit hip hop albums gennem tiderne, dog klart den, der stikker mest ud på den liste.

- Simon.