Blue Sky Black Death - Noir

Der er en vis fare for, at det bliver en smule over the top og pladder-romantisk, men jeg er nødt til at gribe denne anmeldelse án fra en filosofisk synsvinkel, - vi skal nemlig tale lidt om K. E. Løgstrup og om sansning. Løgstrup, som var dansk filosof, sagde om sansning:

"...sansning er afstandsløs. Det er ikke én selv der producerer sansningen ved at lægge noget ned over sine indtryk. Indtrykkene kommer til én og opsluger én. I selve den elementære form for sansning er ens jeg ophævet, og man er i sansningens vold. Man er ét med sansningen."

Sansning - i sin reneste og mest ægte form - er altså en slags naturkraft, der kan overtage, forstumme og handlingslamme et menneske komplet. Mange har eksempelvis måske prøvet at være ude på landet, og pludselig kigge op på den stjerne-spækkede nattehimmel, der synes uendelig stor og hvor hver eneste stjerne forekommer krystalklar. Dér står man med åben mund og bare kigger. Intet andet, for man er ikke i stand til andet, man er simpelthen for overvældet. Dét er sansning. Hvis man pludselig begynder at stå og snakke om hvor flot himmelen er og hvor pæne de funklende stjerne er, så er det ikke ægte sansning, da man ødelægger momentet ved selv at sætte ord på oplevelsen. Var sansningen komplet ville man ganske simpelt være ude af stand til at tale. På samme vis kan man heller ikke løbe direkte ind til sine nærmeste og sige "kom og se, kom og se - der er en fantastisk stjernehimmel!", - da vil man allerede have "ødelagt" sansningen for dem, der dernæst løber ud for at kigge på stjerner. Jovist, himmelen bliver ikke mindre smuk af, at man bliver kaldt ud i natten, men den ægte sansning skal overrumple en, snige sig ind på og holde én i et jerngreb. Det sker ikke ofte, men man er aldrig i tvivl når det sker.

Jeg havde ret: det blev pladder-romantisk...!

- Ikke desto mindre er det nok af samme årsag, at jeg ikke har anmeldt Blue Sky Black Death's Noir endnu, for jeg har hverken kunnet eller gidet forsøge at sætte ord på den fabelagtige oplevelse det har været at lytte til denne plade, jeg har været travlt optaget med bare at lytte og indtage, - måske endda været i sansningens vold?

Blue Sky Black Death er en Seattle hiphop producer-duo, bestående af Kingston og Young God. De har udgivet et hav af plader, både instrumentale og med rappere/sangere, og så har de produceret for bl.a. Jus Allah, Non Phixion, Ras Kass og Cunninlynguists. Alt det er ren wikipedia-snak, for skal jeg være helt ærlig har jeg aldrig rigtig hørt noget med dem, på trods af at jeg længe har været bevidst om deres eksistens. Noir var min introduktion til duoen, og skal man tro på hvad man læser rundt omkring, så har det været den perfekte introduktion, da der er bred enighed om, at Noir - med flere længder - er det bedste de to nogensinde har lavet.
BSBD har fundet den perfekte balance imellem live-instrumenter, samples og tromme-programmering. Er de hiphop-producere? Blandt andet, ja. Er Noir en hiphop-instrumental plade? Nej! På Noir har BSBD skabt en lyd, der lyder som en blanding af britiske Cinematic Orchestra, franske Air og Kno's organisk/atmosfæriske tilgang til beats.
     Antallet af lag og nuancering er ubegribelig og deres sans for detalje i produktionerne er slet ikke til at fatte. Det er ikke tilfældigt at Kno ofte har fået hjælp fra de to når der skulle mixes og mastereres, for jeg tror næppe man finder nogle der er dygtigere. Tag fx et nummer som "Sleeping Children Are Still Flying", der er et seks minutters langt nummer, men som undergår en langsom, løbende forandring lige indtil det gåsehudsfremkaldende klimaks. Det starter stille ud med strygere, der styrer showet på egen hånd i et minuts tid, og så falder trommer, violin-strengspil og meget andet lige så langsomt ind, indtil nummerets sidste minut, hvor et episk kor runder af. Og det perfekte er, at man på et tidspunkt faktisk synes, at "nu må der gerne snart ske noget", men når koret så falder ind går det op for én, at "ventetiden" simpelthen var nødvendig, fordi koret bliver så meget kraftigere af at have haft et langt opløb. Det samme sker på "To the Ends of the Worlds", der i en del tid virker meget ensformig, men når vokalsamplet så stiger fem grader i intensitet efter tre minutter, så giver det hele bare så meget mening. En sjælden musikalsk mentalitet, der hylder "less is more" -princippet og som forstår, at man ikke skal overbruge noget, bare fordi det er godt. - Hellere gemme det til sidst så folk er "nødt til" at høre det igen og igen.
Eksempel: En af mine all-time favorite hiphop sange, "Acid Raindrops" med People Under the Stairs; havde blues-guitaren fra omkvædet spillet under hele sangen, så ville den slet ikke have den samme effekt. Ja jeg tror faktisk det ville dræbe nummeret fuldstændig. Det er netop fordi at den kun optræder en lille håndfuld gange, at jeg er nødt til at høre nummeret igen og igen og igen, for man når aldrig at blive træt af dens melodiske klang. Det er dén forståelse, der driver værket på Noir, og det er derfor, at genspilningsglæden er så kolossal.

Jeg burde faktisk ikke skrive mere, for hvis man følger Løgstrups logik, så er jeg jo nærmest igang med at spolere den fremtidige sansningsoplevelse for jer, i og med at jeg er igang med at sætte ord på oplevelsen.

Det skal siges, at der er enkelte numre, der ikke efterlader et lige så stort indtryk som andre, men størstedelen er fantastisk, og med fantastisk mener jeg, at Noir uden konkurrence er det bedste instrumental album jeg har hørt. Sådan et album som jeg ville ønske at jeg kunne høre igen for første gang. Jeg ville ønske at Will Smith kom forbi med hans Men In Black "memory eraser" -agregat, så jeg kunne få førstegangsoplevelsen igen, ligesom jeg også ville ønske at jeg kunne se Twin Peaks og Lost igen, for første gang. Men Noir er stadig fantastisk efter 30. gennemlytning, så værre er det ikke. 


Noir er en triumf. Kingston og Young God har begået et lille instrumentalt mesterværk som jeg håber I alle får lyttet til. Måske I kommer i sansningens vold? Jeg krydser fingre.

5/6   

- Jeppe Barslund