torsdag den 2. august 2012

Frank Ocean - channel ORANGE


En uges tid inden udgivelsen af channel ORANGE postede Frank Ocean et såkaldt "open letter", hvori man kunne læse, hvordan han for fire år siden forelskede sig i en anden mand. Eller en ven snarer, der ikke kunne gengælde følelserne, hvilket efterlod Ocean som et forvirret menneske; på den ene side glad at have oplevet ægte kærlighed og for at være blevet afklaret med sin seksualitet, men på den anden side frustreret over at forelske sig i en heteroseksuel mand, og dermed håbe på noget, der aldrig kunne blive. Som Frank Ocean endvidere skrev i brevet, så var han nødt til at skrive sange og indspille musik for at "holde sig i live" og for ikke at ende i et sort hul. - "I wanted to create worlds rosier than mine. I tried to channel overwhelming emotions" skriver han. Episoden for fire år siden - hvor han forelskede sig - er den vigtigste del af hans liv, og én ting vil han for evigt forbinde med denne: farven orange. Han refererer til en særlig farvebaseret synæstesi, hvor man forbinder oplevelser og hændelser med farver; deraf albummets lidt kringlede titel. channel ORANGE er således Frank Ocean's forsøg på at bearbejde, forklare og sætte ord på hans følelsesmæssige rutsjebanetur, der, som jeg har tolket det, endnu ikke er ved sin ende.

Desværre lever vi stadig i en tid, hvor en ung mand kan have svært ved at stå frem og fortælle verden sandheden, i frygt for hvordan hans "community" vil reagere. Man skal huske på, at den amerikanske hiphop kultur i lang tid har været udpræget homofobisk. Måske det ændrer sig nu?
Heldigvis (og naturligvis; alt andet ville have været katastrofalt) har reaktionerne været overvældende positive. Russell Simmons (ejer af Def Jam; Ocean's pladeselskab) skrev et blogindlæg med titlen "The Courage of Frank Ocean Just Changed the Game", og så har alle fra hans Odd Future kammerater til Jay-Z og Action Bronson udvist enorm begejstring for Frank Oceans ståen frem.
     Set i bakspejlet har Frank Ocean måske forsøgt at hinte til hans seksualitet før. På "We All Try" fra nostalgia, ULTRA. mixtapet fra sidste år synger han: "I believe that marriage isn't between a man and woman but between love and love", og på "Oldie" fra The OF Tape Vol. 1 får han lige hurtigt rappet "I'm high and I'm bi, wait I mean I'm straight". Det viser måske, at han virkelig gerne ville ud med den her indebrændte "hemmelighed", men at han ganske simpelt ikke var klar. Det kan også være at man (jeg) ligger alt for meget i noget, som måske slet ikke har den store betydning?

Når alt kommer til alt er alt dette faktisk irrelevante petitesser, der er nemlig kun én ting, der er af egentlig betydning, nemlig at channel ORANGE er en fabelagtig plade! Det har hverken noget med en hændelse for fire år siden eller Frank Oceans seksualitet at gøre, det skyldes udelukkende et åbenlyst strålende talent.

Sidste års nostalgia, ULTRA., der blev udgivet i al hast af Ocean selv, grundet dårligt samarbejde med Def Jam (der dog udgiver nærværende album) var et formidabelt mixtape, men efter talrige gennemlytninger er min konstatering, at channel ORANGE er bedre på stort set alle leder og kanter. Frank Ocean har fundet en gylden mellemvej, der kombinerer mere nutidige tendenser - både i produktion og fortælling - med elementer og inspiration hentet fra Stevie Wonder, Prince, Elton John og mange andre. Der er faktisk ganske mange forskellige stilarter og udtryk inden for soul, samlet på denne plade, men alt kædes fornemt sammen af Ocean's sublime vokal, der er en af de flotteste i umenneskelige tider, og uden sidestykke den bedste pt. Dette får Ocean hurtigt slået fast, da han åbner albummet med "Thinkin Bout You", hvor vokalen sættes i fokus over en minimal produktion, og man simpelthen imponeres over hans falsets spændvidde i omkvædet. Det lyder både ømt og skrøbeligt, men samtidig hamrende sikkert. Netop det minimale spiller en stor rolle i Frank Ocean's univers. "Sierre Leone" og "Pink Matter" er pragteksempler på, at less kan være yderst effektivt. Også John Mayer har været inviteret ind i studiet for at spille lidt blues guitar over den forsigtige, kun lidt over et minuts lange "White", der i al sin enkelthed er en glimrende skæring.
På "Pilot Jones" bliver det minimale måske fór minimalt i min optik, og ender med at være en kende kedeligt. Til gengæld skyr Ocean til malerisk poesi i sin usædvanlige fortælling om kærligheden imellem en pusher og en af dennes kunder, og dét er bestemt ikke kedeligt. Kedeligt er faktisk på intet tidspunkt et ord man får lyst til at bruge om pladens tekster, der primært kredser om forhold, sex, stoffer og priviligerede rich kids. Skivens næsten ti minutters lange midtpunkt "Pyramids" handler fx ligeledes om en alternativ kærlighedshistorie, denne gang imellem en alfons og en af hans klienter. Frank Ocean serverer ofte hans historier med en alternativ indgangsvinkel, hvilket resulterer i gennemgående spændende tekster, der nogen gange løftes af humor og ironi, andre gange af alvor. Ironien er overalt at finde på "Super Rich Kids" og "Sweet Life", hvor Ocean synger om hvor fedt det er at være født ind i rigdom og overklasse, selvom budskabet tydeligvis er det komplet modsatte. Pharrell har hjulpet til med produktionen på "Sweet Life", hvis omkvæd lyder som taget direkte ud af Songs in the Key of Life; større kompliment fås vist ikke!
Og er der noget Ocean virkelig har sans for, så er det catchy omkvæd. Numre som "Forrest Gump", "Golden Girl", "Bad Religion" og især "Lost" har en tilsyneladende uendelig replay value. Selv et 40 sekunders interludet "Fertilizer" er ovenud fantastisk. Er man som mig en smule ærgerlig over at det nummer ikke er længere, så er der gedigen trøst og tilfredsstillelse at hente i James Fauntleroy's original af samme navn, som Ocean ganske simpelt har lånt.  

"Crack Rocks" og "Monks" er de eneste to numre, der for mig rammer ved siden af, og det endda uden at værre decideret dårlige. Samlet set er channel ORANGE en mageløs helstøbt plade, der både brillere i rendyrket soul, men som også applauderer mere moderne beats og produktions-traditioner, samt gæsterap fra Andre3000, Earl Sweatshirt og Tyler, the Creator. Vigtigst af alt er det Frank Ocean - der forresten selv har produceret det meste - der er denne lytteoplevelses mest memorable figur, og jeg tror virkelig at Frank Ocean hans debutplade her vil blive husket i lang tid. Jeg tror ikke Jermaine Dupri skød helt forkert da han spåede at Frank Ocean ville blive R&B- og Soul-musikkens "savior". I min optik er der i hvert fald ikke bedre bud på en sådan.

5/6

- Jeppe Barslund

3 kommentarer:

NoNameID sagde ...

Fantastisk plade og ligeså anmeldelse. Men hvilket nummer gemmer Tyler sig på? Synes ikke at kunne mindes hans rap nogle steder. Synes Sweatshirt skuffer på Super Rich Kids, nummeret ville være bedre bare med Mr Ocean. Imo.

Tak for god læsning endnu engang :)

-Soa

JeppE sagde ...

Jeg tror kun at man får "Golden Girl" med Tyler med, hvis man køber albummet i fysisk format. Det ligger i forlængelse af outroen "Bad"

j

Anonym sagde ...

Ej, man kan jo ikke synes Earl Sweatshirt skuffer på tracket, han ligger det jo fuldstændig ned, totalt lænet tilbage i hans flow og så kommer han da med de mest geniale linjer, som passer meget godt til sangens mening??