Nas - Life Is Good

Selvom Nas er en af de rappere, der har haft størst indflydelse på hiphop-genren overhovedet, har han alle dage - med debuten som undtagelse vil nogen nok mene - haft svært ved at sammensætte et gennemgående stærkt album. Der har været klassiker-materiale at finde på stort set alle udgivelser, men der har også været numre på, hvor man har tænkt "hvordan fa'en har dét nummer fået lov til at komme med på?!". Om det skyldes sporadisk selektivitet eller bare flaksende smag i beats og stil skal jeg ikke kunne sige, men Nas har i  min optik aldrig udgivet et album, som jeg med ren og skær nydelse kunne høre fra start til slut.

Da Common og Nas smed den No I.D. producerede "Ghetto Dreams" ud sidste sommer var begejstringen enorm. Allerhelvedes rå og støvet no bullshit hiphop, som gav folket forhåbninger om- og grund til at tro, at de to havde i sinde at tage hiphoppen tilbage til sine rødder. Da Nas et måneds tid senere udgav den måske endnu mere rå og støvede "Nasty", var den næsten i hus: Nas var tilbage på hans Illmatic grind. - Væk med kendte features, ligegyldig kvinde-kvidr på omkvædene og overdrevne stadion-produktioner og ind med minimalistiske drum-breaks som Nas kunne flå i stykker. Turde man håbe på en langspiller af dén karat?
Common fulgte "Ghetto Dreams"-stilen og udgav The Dreamer/The Believer, som jeg synes var fænomenal. Nas er desværre på ingen måde i stand til at gøre Common kunsten efter.

Som alle andre Nas udgivelser er der drysset lidt potentielt klassiker-materiale ud over Life Is Good, men størstedelen er vitterlig ikke noget at råbe hurra for.
Meget af det jeg håbede, der ikke ville være at finde på pladen, er her. Rick Ross som den måbende ligegyldige kendte feature på "Accident Murderer", Mary J. Blige med det intet mindre end elendige kvidr-omkvæd på "Reach Out" (der samtidig er ganske grelt produceret) og "Summer On Smash" som "hvordan fa'en har dét nummer fået lov til at komme med på?!" -nummeret. 
Men det stopper ikke her. - "You Wouldn't Understand" lyder i mine ører som et forsøg på at genskabe et 2Pac-lydende R&B/hiphop-nummer, men det lykkedes bare slet, slet ikke, - og igen med et ligegyldigt kvinde-kvidr omkvæd. Endvidere er der en del numre, der umiddelbart fremstår solide, men som meget hurtigt taber luft. Min førte reaktion da jeg hørte Chopin samplet på "A Queens Story" var "holy shit!", men allerede to minutter inde i nummeret synes beatet kedeligt. "Cherry Wine" ligeledes. Jeg er stor fan af Frk. Winehouse, men dét nummer er bare ikke særlig interessant. "World's An Addiction" vil meget gerne fremstå som en højdramatisk krabat med flere store strygerarrangementer og sitrende nynnen fra Anthony Hamilton, men nummeret ender med at drukne i sin egen, søgte storladenhed. Egentlig ærgerligt, for Nas' tekst herpå er intet mindre end mirakuløs; især 3. vers er til at falde ned af stolen over. 
     Men fear not, der er også sublime beats at finde på Nas' 10. skive. Life Is Good åbnes stort. Jeg er ikke meget for, at det første man hører på en Nas plade er det vokale J.U.S.T.I.C.E. League vandmærke - Nas burde åbne en Nas plade - men produktionen er virkelig fantastisk. Den rangerer muligvis under de i indledningen nævnte "stadion-beats", men den har et majestætisk, filmisk feel over sig, og stryger/piano kombinationen er bare på alle måder "stor".  
På "Loco-Motive" har Nas og No I.D. uden tvivl sat sig for at lave en 2012 version af "N.Y. State of Mind", med stramme, nakkebrækkende trommer og et mørk-tonet piano-loop. Resultatet er eminent, og ligesom originalen rapper Nas som en drøm. Jeg ved ikke om det bare er mig, men han lyder mere som Nas anno Illmatic herpå end nogensinde før. Rakims linjer fra "Classic" gør sig bestemt gældende for Nas: "timeless, so age don't count in the booth, when your flow stay submerged in the fountain of youth", da Nas bl.a. rapper:

"God want this nigga to live / Blunt big as a dread, I get high and forget who bled /Who we stomp-kicked in the head and who we left for dead /Who are you niggas? Why argue niggas? /The truth is the truth, I really put my scars on niggas /They wear them lifetime, they tell they hoes "Nas did this" /Pointing to they scars like "right here baby, really, Nas did this" /Like a badge of honor /Not braggin' I'm just honest"

På Nas' grandieøse New York street anthem "The Don" rapper han igen som den blændende MC han nu engang er. Beatet er godt nok en kende atypisk for Nas vil jeg mene, men det tager kegler, og det ville ikke undre mig om de første ti rappere bruger instrumentalen til kommende mixtapes. "Stay" er en anden favorit, der med sine jazz-blæsere, vokal-samples og tromme-løse produktion er en low-key perle. Den inderligt flotte "Back When" ligger lidt i samme laid-back, jazz'ede rille, og her serverer Nas nogle af pladens fornemmeste linjer:

"You blame your own shortcomings on sex and race /The mafia, homosexuals and all the jews /It's hogwash point of view, stereotypical /Anti-semetic like the foul words Gibson spewed /And it's pathetic /I don't get the credit I deserve, that's why I hate doin' interviews /But I don't sweat it, study long, study raw /My man Dion said "Nas overthink the songs he writin'" /I'm not a wack performer standing near a corny hypeman /I got the Donism in me, I'm here to enlighten"

I den lidt mere bemærkelsesværdige ende har vi sange som "Daughters" og "Bye Baby". Teksterne er både velskrevne og meget personlige, da Nas bl.a. erkender på sidstnævnte, at han fejlede som husbond i sit forhold med Kelis (vis brudekjole han sidder med på coveret), og på "Daughters", at han måske ikke har været den bedste far i verden: "I realized I ain't the strictest parent, I'm too loose...", da han har opdraget sin datter på forkert vis: "I thought I dropped enough jewels on her". Det bemærkelsesværdige er, at han i denne erkendelse har valgt at kalde sit album for Life Is Good, - det virker i hvert fald en smule paradoksalt i min optik. 

Alt i alt er Life Is Good lidt af en rodebutik. Det ene øjeblik lytter man til et fantastisk nummer, det andet øjeblik er man nødt til at skifte nummer i en hulens fart, fordi det simpelthen er så grelt. 
Man kunne anskaffe sig deluxe-versionen for at få "Nasty" med i købet, de resterende fire bonusnumre siger mig dog absolut ingenting. 
Jeg har været lidt i tvivl om karakteren; er fire for meget? Er tre for lidt? Jeg endte derfor med bare at udregne gennemsnittet af mine "vurderinger" fra iTunes, og det giver

4/6

"No Introduction"

"Loco-Motive" feat. Large Professor

"The Don"

- Jeppe Barslund