lørdag den 21. juli 2012

Top 25 bedste undergrundsudgivelser


Lister; kan man andet end at elske dem? Personligt elsker jeg lister, og jeg synes også det er fedt selv at lave dem. Helt nemt er det dog aldrig at lave lister, for det bliver altid kringlet og krøllet når det kommer til begreber som "yndlings", "favorit" og ikke mindst "bedst", der altid skaber debat.
     Pigeonsandplanes.com har netop slået en artikel op, hvor de lister alle tiders 30 bedste undergrundsudgivelser. - Ifølge dem, forstås. Det er bestemt en udmærket liste, men jeg må samtidig konkludere, at den ikke tilnærmelsesvis ligner min egen. Om deres liste er udtryk for decideret signifikans, altså hvor vigtige pladerne har været i et større perspektiv, eller om det blot er skribenternes favoritter vides ikke, men én ting er sikkert: lister er en yderst individuel ting, og jeg tvivler på, at to personer kunne sætte to identiske lister sammen. Men det betyder vel egentlig ikke det store? Nu får i min top 25 liste, og det er ganske simpelt mine favoritter.
- Jeg har taget mig den frihed at moderere listen til årtiet 2000-2009, da jeg ser det som "mit" årti; det årti hvor jeg for alvor gik på opdagelse i genren.

Én ting, der lige skal afklares, er hvordan jeg har valgt at definere "undergrund", for hvad gør i grunden hiphop til undergrund? Har det noget med udgiver at gøre? Har det noget med salgstal at gøre? Har det noget med selve musikken at gøre? - Det er nok en blanding af det hele. Eminems Marshall Mathers LP er uden tvivl et af årtiets største bedrifter, men selvom stilen var rå, mørk og voldsom, og egentlig forholdsvis "undergrund", så bevidner modtagelsen og salgstallene om noget helt andet. Common's Be er en personlig favorit, og selvom stilen ikke just er kommerciel, så solgte den godt, vandt flere priser og strøg ind som #1 på diverse lister. Heller ikke synderlig undergrund. Mine valg bunder derfor i udgivelser, hvor musikken flyder under den kommercielle radar, hvor der ikke er glubske pladeselskaber der har været inde over og hvor imponerende salgstal på intet tidspunkt har været målet. Nå ja, og så hvor musikken er af den ypperste skuffe!

Kommentarer, egne lister og forslag til andre lister jeg kunne lave modtages med kyshånd i kommentarsektionen. So, without further ado: HipHopAnmeldelsers Top 25 over bedste undergrunds-udgivelser.

25.
Common Market - Common Market (2006)

For mig fremstår Seattle-duoen, bestående af producer Sabzi og rapper RA Scion, som en af de mest brillante på denne side af årtusindeskiftet. Sabzi, der "normalt" slår sine folder i Blue Scholars, bringer den gamle skoles brug af sjælfulde melodier, rå trommer, scratch og samples tilbage og konverterer dem til en millenium-skabelon, imens rap/poesi-geniet RA Scion velsigner produktionerne med sine abnormt intellektuelle tekster og skarpt berettende historier. I flere tilfælde kræver hans tekster en litterær doktorgrad af finere slags hvis de skal tolkes ordenligt, og det kan være en hæmsko. Men der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk helstøbt album fra en uforståeligt forbigået duo.   




24.
Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Violent By Design var Jedi Mind Tricks første plade (i en lang række!), der fuldt ud handlede om vold, krig, mord og ødelæggelse, og også den eneste, hvor det faktisk havde et formål, om end en smule knebent. Vinnie Paz og Jus Allah personificerede soldater fra Vietnam-krigen, der i kølvandet på mange års umenneskelig krigsførsel vendte hjem som socialt afstumpede individer. Denne afstumpethed er rød tråd i rappen, hele vejen igennem, og mums hvor er det godt! Stoupe's produktioner var ligeledes skarpe som samuraisværd; dystre, underspillede, hårde og perfekt akkompagnerende til rappen. Pladen er nok en kende for lang, og kunne med fordel have været forkortet med en del numre, men det gode der er på er vir-ke-lig godt!



23.
Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)

When Life Gives You Lemons... var min introduktion til Atmosphere, og måske af samme grund også den af deres plader, jeg har hørt mest igennem tiden. Ant's organiske og dybt melodiske produktioner lyder fantastisk, og Slug viser af flere omgange, at han er en af de bedste storytellers hiphoppen nogensinde har haft. En plade fyldt med memorable stunder og "wow"-øjeblikke. Hvad mere er der at sige? Paint that shit gold!



22.
Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)

Inden Reef the Lost Cauze blev en del af Army of the Pharoahs og blev en smule uanseelig, udgav han soloalbummet Feast Or Famine, som vist ikke er kendt af særlig meget. - Et gennemført vildt album, hvor Reef flower som gjalt det livet over den ene sprøde produktion efter den anden, primært leveret af - for mit vedkommende - stadigt ukendte producere. Det ene øjeblik banger det så nakkehvirvlerne er i farer, det andet flyder det over med smooth soulfulness. "I sit high in chairs scribing air, they say I'm a young Nasir minus nine years". Simpelthen en undergrundsjuvel.  





21.
Blue Scholars - Blue Scholars (2004)

Hvilken debut! DJ Sabzi og Geologic fik gjort det kolde nord-vest til et hiphop hot spot med deres første, selvbetitlede langspiller. Jazz og blues blandet med mageløst flippede samples og solide drumbreaks resulterer i et gedigent lydbillede fra start til slut, og den karismatiske Geologic rapper om lidt af hvert, fra at være blue collar worker og om at være filippinsk invandre til hiphop-talk og malerisk poetisk lyrik. down to earth rap over et labert beat-katalog. Det var virkelig en glædens dag, da jeg - ganske tilfældigt - stødte på Blue Scholars. It's the blue school, class is in session!


  

20. 
DangerDoom - The Mouse & the Mask (2005)

I modsætning til Pigeonsandplanes, der placerede Madvillainy som deres #1, synes jeg MF Doom's The Mouse and the Mask med DangerMouse var langt mere interessant. DangerMouse kan producere fantastisk musik indenfor stort set alle genrer, og TM&TM er bevis på, at han også mestrer den old school'ede jazz-funk'ede hiphop til perfektion. Side om side med et hav af besynderlige dialog-bidder fra Adult Swim's Aqua Teen Hunger Force boltrer MF Doom sig i skarp rap, der ved nærmere observans fremstår yderst kløgtig. En sand lille perle. 


 

19. 
Macklemore - The Language of My World (2005)

Macklemore's debutalbum er en saftig sag! Den hvide rapper, der sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at han begår sig i et "black man's game", men som ender med at konkludere, at han ikke har noget valg, fordi rappen er hans kald. Blændende lyrik over hele feltet, - Macklemore er intelligent, hylende morsom og ikke mindst hamrende dygtig rent teknisk, og med en samling dygtige beatsmede i ryggen debuterede han umådelig stærkt. 



18. 
Looptroop - The Struggle Continues (2002)

De fleste vil nok foretrække gruppens debut fremfor efterfølgeren The Struggle Continues, men svenske Looptroops anden langspiller fra 2002 ramte simpelthen bare plet hos mig. Embees lyd er mindre rå og mere harmonisk herpå, ja nærmest radiovenlig flere steder, men teksterne er knivskarpe og de mindeværdige vers og ikke mindst omkvæd er talrige. Et utroligt helstøbt album, der bæres op af en gennemgående lækker lyd, krydret med CosM.I.C., Supreme og Promoe's sikkert flydende rap. jävla bra!


 

17.
BK-One - Rádio Do Canibal (2009)

Om der er noget, der faktisk hedder "sommer-hiphop" eller om det er et mærkat jeg selv sætter på lun og sprød hiphop ved jeg ikke, men jeg elsker det, og BK-One's Rádio Do Canibal byder ikke på andet. BK-One, der var - og stadig er - Brother Ali's tour-dj, slog hovedet sammen med Minnesota-produceren Benzilla i '09  og udgav det stjernespækkede produceralbum, hvor brazilianske musik-traditioner og copacabana-stemning skaber den røde tråd. Forrygende beats over hele feltet og rap fra nøje udvalgte MC'er. Et album jeg altid kan høre igen og igen. 


 

16. 
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)

Mr. J. Medeiros er en rapper med hjertet på rette sted. Historien om den lille pige Constance, der blev tvunget ud i prostitution, fik Mr. J. til at kvitte rappen for en stund, for at grundlægge Constance-kampagnen, der skulle forhindre lignende hændelser. Of Gods and Girls er stærkt præget af dette, blandt meget andet, for det handler også om hiphop, om integritet og om at gøre en forskel. Om de ligger i den mere alvorlige ende eller i den mere "fjollede" er teksterne utroligt velskrevne, og med et beat-katalog af stramme, melodiske og catchy bidrag er det en storslået fornøjelse at give sig i kast med Mr. J's undervurderede og oversete solo-debut.



15. 
Non Phixion -The Future Is Now (2002)


Non Phixions debutplade er lidt af en skefuld. Det ene øjeblik serveres der social- og politisk bevidste tekster, det andet handler det om vold, stoffer og porno, og pludselig handler det om cyborgs der skyder din mor i tågede fremtidsscenarier. Sabac Red, Goretex og Ill Bill rappede om lige præcis hvad de ville, og det kom der en mærkværdig, men bestemt også ærlig, original og voldsomt rå plade ud af. Produktionerne leveres af ikoner som Pete Rock, Large Professor og DJ Premier, samt Ill Bills psykotiske lillebror Necro (der faktisk står for nogle af skivens bedste beats). En ægte perle når talen falder på New York hiphop anno det nye årtusinde.




14. 
Exile - Dirty Science (2006)

Der er ingen tvivl om, at Exile er en af mine all time favorite hiphop-producere, og det skyldes til dels hans producer-album Dirty Science fra 2006. Produktionerne, der strækker sig fra nådesløse bangers til nedtonede, melodiske lydflader, er kreeret ud fra Exiles kendetegnende skæve skabelon, og med en prangende gæsteliste med bl.a. Blu, Blame One, Johaz, Ta'raach, MED, Oh No, Slum Village og Ghostface Killah byder Dirty Science på den ene lækkerbisken efter den anden. Det er helt vildt hvad den mand er i stand til! 



13. 
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)

R.A. er en af de mest vanvittige personligheder, der nogensinde har befundet sig i hiphoppen, og samtidig er han så sublim en rapper at selv Biggie sagde "and I thought I was the best!" da han hørte ham. R.A. er en forhutlet, fordrukken, vagabond-lignende rapper, der nok mere end nogen anden har gjort livet svært for sig selv. Baggrundshistorien om faderen, der blev udsat for Agent Orange syreren under Vietnam Krigen og derfor fødte en række dybt spastiske børn - hvoraf mange af dem døde, og R.A. er den eneste nogenlunde normale, og fuldstændig forfærdelig. Det "fede" er, at R.A. har valgt at dykke med hovedet først ned i forfærdeligheden og leve livet som den her stakkel, der bliver ved med at fucke tingene op for sig selv. Hans debutplade er præcist lige så vanvittig som R.A. selv. Han rapper om at være "mad famous for being unknown", og hans lyriske udskejelser er noget af det mest eksplicitte og underholdende, jeg nogensinde har lagt øre til. Die, Rugged Man, Die er et sandt unikum i hiphop-historien.   



12. 
Gang Starr - The Ownerz (2003)

The Ownerz var det sidste album DJ Premier og Guru nåede at lave sammen, og selvom det langt fra er 
på højde med Moment of Truth er det stadig et mageløst album. Bundniveauet er grinagtigt højt når Premo's boom-bap beats brager derudaf og Guru rapper sin ass off. Rå gade-rap fra New York, fede gæste-spots og himmelske beats. Y'allreadyknow!



11. 
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)

Brother Alis utrolige flair for rørende historiefortælling blandet med Ant's, i min optik, bedste samling beats til dato, resulterede i et uforskammet godt album i The Undisputed Truth. Der er både in your face hård battlerap og yderst personlig, indadvendt fortællen at finde herpå, og Ants beats komplimenterer den hjerteblods-spyttende albino noget så flot. Stort værk, der helt bestemt har været med til at kanonisere Brother Ali op som en af nutidens absolut stærkeste lyrikere.   



10. 
Common Market - Tobacco Road (2008)

Ja, jeg gentager: hvorfor er der ikke flere der kender Common Market? Jeg forstår det ikke. Tobacco Road er et step up fra den ellers brillante debut. Mere variation i de melodiske pragt-produktioner, og selvom RA stadig ikke er en nem rapper at komme ind på, imponeres man utallige gange når man først forstår hans indgangsvinkel og narrativ, der er ganske original i hiphop-øjemed. Man skal lede længe efter rap på et lignende intellektuelt plan. Tobacco Road er ganske simpelt en formidabel plade.


 

9. 
Theory Hazit - Extra Credit (2007)

Kentucky-rapperen Theory Hazit spytter egentlig christian rap, men han er så fandens god til det, og har så tosset flotte produktioner i ryggen, at der også er oceaner af fantastisk hiphop til den ateistiske lytter. De rå, sample-baserede beats dundrer afsted, imens en umiddelbart utrættelig Hazit flower som en våd drøm igennem en tour de force af fortællinger fra ghettoens gadehjørnet. Noget siger mig, at Theory Hazit, Scribbling Idiots og resten af Illect crewet stadig mangler at blive opdaget her i Denmark. Extra Credit var min introduktion, og jeg var solgt fra start. Mageløst album. 



8. 
Jurassic 5 - Power In Numbers (2002)

Jeg husker det som var det i går. Jeg gik i 8. klasse og kendte nærmest overhovedet ikke til hiphop. En dag satte en af mine (på daværende tidspunkt perifere) kammerater et par tons tunge høre-bøffer på mine øre, og spillede et nummer fra Power In Numbers, der fik mig til at tænke "what in Gods name is this?!?!!?" - på den gode måde altså! Det skulle vise sig at være "If You Only Knew", og jeg var solgt. Min begyndende interesse i hiphop kan helt bestemt spores tilbage til denne hændelse som startskud. Det fantastiske er, at Jurassic 5's klassiker stadig er lige så brillant nu, ti år senere, som jeg synes den var dengang. Et pragteksempel på genuin hiphop-glæde blandet med effortless team-work. 


  


7. 
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)

Franske Hocus Pocus er mit favorit "band" i hiphop - uden tvivl. Alt hvad de rører bliver til guld, og deres lyd er blandt de lækreste overhovedet. 73 Touches er deres debutplade, og den flyder mere eller mindre over med fantastiske numre! Jeg husker stadig den totale forelskelse der væltede frem i opdagelsen af Hocus Pocus tilbage i 07/08, og dén har faktisk ikke lagt sig endnu. Gad vide om den nogensinde gør det? 20Syl, der er manden bag, rapper, producerer og arrangerer som kun de bedste kan det, og med kærlighed til folk og til hiphop som primos motor er der dømt rendyrket feel good hiphop, som man både kan rykke med hovedet og læne sig tilbage i sofaen til. Incroyable, simplement!




6. 
Fashawn - Boy Meets World (2009)

Efter Below the Heavens med Blu var der store forventninger til Exiles næste projekt, og sammen med den unge, debuterende Fresno-rapper Fashawn skuffede han absolut ikke. Lyden er mere skrabet og organisk, men stadig afsindig tæt, melodisk og hårdtslående, og i min optik er der ingen, der kan flippe et sample som Exile. Debutanten Fashawn lyder som en der har rappet i halvandet årti, og har så mange historier at dele ud af, at det synes urealistisk at han blot er i sit 19. år. Fra rå skildringer fra den solbadede vestkyst, kærlighedskvaler, opvækst på børnehjem og selvmordstanker til drømmes altoverskyggende signifikans. Fashawn har det hele og leverer det med sult i sindet og glimt i øjet. Fantastisk skive fra start til slut. 


 

5. 
Blue Scholars - Bayani (2007)
Geo og Sabzi havde allerede udgivet et par måbende flotte skiver forinden, men med Bayani kulminerede det hele i en af de flotteste hiphop-plader til dato. Aldrig har et lydbillede været nuanceret og samtidig bevaret klar en rød tråd. Sabzi, der er uddannet klassisk jazz-pianist, tager sin konservatorie-viden og blander det med de skarpest tænkelige beats, der både er mørke, tunge og intense, men også melodiske og til tider nærmest sjove. Geo rapper om diverse problemer i politik og samfund med en vanlig, spids tunge. Tilsæt dertil en knivspids kærligheds- og fællesskabs-propaganda, og man har en samling opløftende tekster med noget på hjerte. Tilhængerne af den gamle skoles mere hårde tilgang til hiphop vil måske finde Bayani lidt for ufarlig, men for mig står den som en funklende perle i nyere tids hiphop. 



4. 
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)

Aldrig har dumt rap lydt så godt som på Visions of Gandhi! Vinnie Paz, der holder alle rekorder når det kommer til afstumpethed, primitivitet, arrigskab og had, rapper udelukkende om at hade alt fra bøsser og kristne til dig, din mor og din far; naturligvis komplet ubegrundet. Ikke engang titlen giver mening! Gandhi kæmpede for anti-vold, menneskerettigheder og frihed; alt sammen noget Vinnie Paz gerne så taget fra 90% af jordens befolkning. Man burde egentlig ikke stå stolt frem og sige, at man er fan af Visions of Gandhi og Vinnie Paz, for alt herpå er så grufuldt politisk ukorrekt at det kvarte i sig selv er for meget. Det er i hvert fald nok en god idé at fastslå, at man ikke deler Vinnie Paz's holdninger, men udelukkende lytter til Visions of Gandhi for den rå, intense rap og de majestætiske beats. Her bliver det til gengæld heller ikke bedre. Stoupe's sampling af diverse klassiske orkestreringer resulterer i nogle af de tungeste og flotteste instrumentaler i hiphoppens historie, og selvom man ikke burde, så er Vinnie Paz's rap simpelthen bare så voldsomt fed at rappe med på. Visions of Gandhi var nok det første hårde hiphop jeg lyttede til, og det er ikke rigtig blevet overgået siden. Utroligt ukorrekt, men denne plade har en stor plads i mit hjerte. 


 

3. 
Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)

Immortal Technique er muligvis den mest "real" rapper nogensinde. Dertil nok også den klogeste og mest oplyste når det kommer til politik. Revolutionary Vol. 2 er således et frontalangreb på USAs regering og især Bush administrationen. Dertil handler det om fattigdom, stoffer, slave-handel, post-9/11 verdensordenen, censur, klasseskel og om at være politisk engageret og forsøge at gøre en forskel, istedet for at se passivt på. Produktionerne er nedbarberede og uhyre effektive, og som om den høje intellekt i sig selv ikke var nok, så er Technique en formidabel rapper. I min bog en af de største hiphop-bedrifter igennem alle tider.




2. 
Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

Det er svært kun at skrive en lille smule om Below the Heavens, når man har så meget man gerne vil sige. Den korteste version må lyde på, at Blu og Exiles duo-debut er så sygeligt flot fra første til sidste sekund, at jeg stadig tager mig selv i at knibe mig i armen. Produktionerne er fyldt med soul, jazz, blues og skævt choppede samples, og lyrikken er ufatteligt vældig på poesi, historier og eksistentialistisk fundéren, at det er som at åbne en bugnende skatkiste hver gang man sætter pladen på anlægget. Below the Heavens er med garanti en plade som jeg vil tage med mig i graven. Den lange version kan læses her


 

1. 
CunninLynguists - A Piece of Strange (2006)

Der er mange ting der gør, at A Piece of Strange landede som #1 på den her liste. Først og fremmest er det meget muligt den flottest producerede plade overhovedet, takket være Kno's sublime sans for musikalitet. Allervigtigst er det dog, at den historie der udspiller sig undervejs på pladen har haft så stor betydning for mig, at musikken simpelthen har haft - og har stadig - direkte indflydelse på mig som person. Når musik kan det, fortæller det mig, at det faktisk er større end "bare" musik, at det går hen og bliver en decideret brugbar kunstform, som fungerer som uendeligt meget mere end blot beats og rap i ens øre, men i højere grad et helt specifikt ingrediens til ens måde at leve på. På dét plan er der ikke nogle udgivelser der kan gøre A Piece of Strange kunsten efter, og derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at Kno, Deacon og Natti's episke mesterværk fra 2006 er min ultimative #1. "Now that's ill!". 
- Læs min dybdegående analyse-anmeldelse her, for bedre at forstå hvordan og hvorledes den har fået så stor betydning for mig. 






- Det har taget flere uger at lave denne liste. Flere albums, som startede inde, er røget ud undervejs, og nogle har først hægtet sig på hen imod slut-fasen. Det fede ved at lave en liste som denne er, at man får sig en tur ned ad memory lane i processen, og man får hørt en masse musik, som det måske er noget tid siden man sidst har haft i rotation. Endvidere bliver man virkelig mindet om, hvor meget fantastisk musik der er udgivet i løbet af årerne (læs: meget!). Der er med garanti nogen af jer, der synes der mangler noget, men her må jeg igen understrege at det jo er min liste. Alle skal være velkomne til at skrive deres egne lister op. Det kan være inspirerende med nogle nye navne, og de kan motivere til at investere i noget nyt.

Håber I nød læsningen.


- Jeppe Barslund

21 kommentarer:

Christian H sagde ...

Helt sikkert nogle solide valg, med en del gengangere på min egen liste :)

Min egen kunne se ud som følger:

25. The Perceptionists - Black Dialogue
24. Soul Position - Things Go Better with RJ and AL
23. P.O.S. - Never Better
22. Non Phixion - The Future is Now
21. Tonedeff - Archetype
20. Murs - 3:16 - The 9th Edition
19. Louis Logic - Sin-O-Matic
18. Atmosphere - Lucy Ford
17. Blue Scholars - Bayani
16. Black Star - Black Star
15. Aesop Rock - None Shall Pass
14. Masta Ace - Disposable Arts
13. Cunninlynguists - Southernunderground
12. Brother Ali - Shadows on the Sun
11. Reflection Eternal - Train of Thought
10. Masta Ace - A Long Hot Summer
9. Mr. Lif - I Phantom
8. RJD2 - Deadringer
7. Brother Ali - The Undisputed Truth
6. Dessa - A Badly Broken Code
5. Atmosphere - God Loves Ugly
4. Immortal Technique - Revolutionary vol. 2
3. Blu and Exile - Below the Heavens
2. Cunninlynguists - A Piece of Strange
1. Aesop Rock - Labor Days

Anonym sagde ...

Spændende liste selvom ingen albums på den, ville ende på min liste, hvis jeg skulle lave en liste over 25 "Undergrounds albums"!
Forstår ikke hvorfor du har The Ownerz på, når du siger Moment Of Truth er bedre???

Søren

JeppE sagde ...

Fordi 'Moment of Truth' er fra '98 og derved ligger uden for det aktuelle årti.
- Gad godt at se din liste Søren

j

Maja lau hirani, Slug fan sagde ...

Jeg synes, det er en meget solid liste uden de store overraskelser.

Jeg prøver lige at skrabe det ned til en top 15:
Fra år '00 og frem.

15. Louis Logic - Sin-o-matic
14. Sole - Selling Live Water
13. Brother Ali - The Undisputed Truth
12. Common Market - Tobacco Road
11. Felt - A Tribute to Lisa Bonet
10. Mr. J. - Of Gods & Girls
9. Atmosphere - When Life Gives You..
8. Dessa - A Badly Broken Code
7. Atmosphere - God Loves Ugly
6. Blu & Exile - Below the Heavens
5. Blue Scholars - Bayani
4. The Chicharones - When Pigs Fly
3. Cunninlynguists - A Piece of Strange
2. Sage Francis - Personal Journals
1. Atmosphere - Lucy Ford

Ovenstående er strikket sammen på 5 minutter. Så det er flygtige, umiddelbare tanker - og jeg sidder her og sveder over om der er nogen essentielle plader, jeg har glemt. Ved et par gennemtjek ser det ikke helt skævt ud.... Så længe jeg kan sætte 3-4 krydser ud for Atmosphere, virker det rigtigt!

Maja sagde ...

Forresten - virkelig overrasket over hvor højt rangeret BK-One pladen er! Kunne være man skulle hive den frem for hylden igen for nærmere eftersyn.

Anonym sagde ...

Rigtig god liste, dejligt med en lille beskrivelse til hver! Er enig i det meste, og dem jeg ikke kender, skal helt sikkert lyttes til.
Mit eneste spørgsmål er, hvor Oneirology er blevet af???
Har lige smækket en lynhurtig top 20 sammen, som egentlig ligner din ganske meget.
Listen er for mig sammensat af de albums som har betydet meget for mig, og er mere sammensat efter mit syn på dem, end egentlig kvalitet. Desuden er nr. 2-6 egentlig delt, de er lige fantastiske!

20. Collective Efforts - Freezing World
19. JustMe - One Man's Thrash
18. The Grouch & Eligh - Say G&E
17. Masta Ace - Disposable Arts
16. Childish Gambino - Camp
15. Tonedeff - Archetype
14. Blue Scholars - Blue Scholars
13. Blue Scholars - Cinemetropolis
12. CunninLynguists - Will Rap For Food
11. Immortal Technique - The Martyr
10. Theory Hazit - Extra Credit
9. Kendrick Lamar - Section .80
8. Macklemore - The Language Of My World
7. R.A. The Rugged Man - Die Rugged Man, Die
6. CunninLynguists - Oneirology
5. Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2
4. Kno - Death Is Silent
3. Blue Scholars - Bayani
2. Blu & Exile - Below The Heavens
1. CunninLynguists - A Piece Of Strange

JeppE sagde ...

Oneirology er ikke med, fordi den ligeledes ligger uden for det aktuelle årti (2000-2009), værende en 2011-udgivelse.

j

Peter PTA sagde ...

Spændende liste og kæmpe respekt for det store arbejde. Jeg synes lidt det er en efterrationalisering af musikken, at sige den er undergrund pga salgstallene, selvom det selvfølgelig er et udmærket parameter. For mig er undergrund noget der ligger i lyden, attituden og til nøds faconen et givent album er sendt ud på, uanset om det så - som det fx er tilfældet med RJD2 og DangerMouse sælger spandevis af plader efterfølgende.

Det er heller ikke helt til at lure hvor stringent du selv følger din dogme. J5 er da fx på et major label, og Gang Starr ditto.

Skulle jeg lave en efter samme kriterier som du skriver tror jeg, at jeg ligger ret tæt på Christian H. Jeg er pænt stoked over så lidt Def Jux (qua El-P, Can Ox, RJD2 og Aesop Rock) som label og Masta Ace (Disposable Arts og Long Hot Summer) som kunstner er repræsenteret.

Men som sagt, spændende og inspirerende læsning. Tror jeg giver en liste et hug i morgen.

JeppE sagde ...

Jamen jeg giver dig ret Peter, det er hammer-svært at snakke "undergrund". Når alt kommer til alt tror jeg egentlig også, som du siger, at det kan koges ned til attitude og generelt "feel".

Og jeg forstår udmærket godt, at DU ikke forstår, hvorfor Def Jux og Masta Ace ikke er med på listen. Svaret er simpelt, dumt, men simpelt. Jeg har ikke hørt noget Masta Ace overhovedet. Nej, det giver ingen mening. Jeg VED at det er en kæmpe fejl, men af en-eller-anden grund får jeg aldrig gjort noget ved det. Jeg har ganske simpelt ikke hørt hans plader.

Def Jux ligeledes. Jeg er så småt ved at begive mig ind i deres univers. Jeg har netop anskaffet mig "None Shall Pass" (og jeg kan forstå at "Labor Days" nærmest er vigtige) men jeg kunne fornemme efter første lytter, at det er plader der tager tid.
Det er grunden til at de ikke er med.

Glæder mig til at se en liste fra din hånd Peter

j

Peter PTA sagde ...

Med hensyn til Ace synes jeg bare du skal tjekke de to album, de er lavet superfilmisk og er nemme at sluge men smukke at fordøje. Med hensyn til Aes er None Shall Pass et godt bud, især titeltracket, men min åbning til ham plejer at være at spille No Regrets fra Labor Days, der er en superrørende fortælling der går lige ind, hvorefter man hører Daylight der også er rørende, men meget mere kompliceret, som så kan kontrasteres med Nightlight der er Aesop i sin mørke inkarnation, hvorefter resten af materialet nærmest åbner sig af sig selv. :-)

Arbejder stadig på liste.

Anonym sagde ...

Fed liste.. Kan helt sikkert tilslut mig mange af dine valg, og glædeligt overrasket over at flere af ”mine” albums som eks. Feast or Famine er fundet… Er dog enig om at Masta Ace og specielt ”A Long Hot Summer” skal tjekkes ud!! Det er så lækkert et album…

Er enig med dig i disse:

Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2 (2003)
Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (2003)
Fashawn - Boy Meets World (2009)
Hocus Pocus - 73 Touches (2006)
Brother Ali - The Undisputed Truth (2007)
Gang Starr - The Ownerz (2003)
R.A. The Rugged Man - Die, Rugged Man, Die (2004)
Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls (2006)
Macklemore - The Language of My World (2005)
Reef the Lost Cauze - Feast Or Famine (2005)
Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold (2008)
Jedi Mind Tricks - Violent By Design (2004)

Men specielt personlige all-time favoriter som :

Murs - 3:16 - The 9th Edition (2004)
Dead Prez - Lets Get Free (2000)
Dead Prez - Revolutionary But Gangsta (2004)
Brother Ali - Shadows on the Sun (2003)

Skal med på min liste.. Har dog heller ik helt luret kriterierne for om det nu er undergrund.. Devin the dude's første 2? er det undergrund..

Nå må gøre den færdig senere…

Thomas

Anonym sagde ...

havde ikke lige fået det med årti med, så kan jeg da godt forstå The ownerz er på listen :-) Den kunne nok godt komme på min liste så!

Anonym sagde ...

Skal nok lave en liste fra 2000-2009! :-)

Søren

Anonym sagde ...

Little brother - the listening (2003)
El-p - ill sleep when your dead (2007)
Masta ace -a long hot summer (2004)

Anonym sagde ...

Min liste fra 2000-2009 kunne se sådan ud, men i næste uge kunne der sikkert være et par ændringer!

25. The Boss Hog Barbarians : Every Hog Has Its Day
24. De La Soul : The Grind Date
23. Superstar Quamallah : Invisible Man
22. Gang Starr : The Ownerz
21. The Last Emperor : Palace Of The Pretender
20. The Un : Un Or U Out
19. Vakill : The Darkest Cloud
18. Cormega : The Realness
17. Sticky Fingaz : Black Trash
16. Wu-Tang Clan : The W
15. The Dwellas : The Last Shall Be First
14. Gravediggaz : Nightmare In A-Minor
13. Masta Ace : A Long Hot Summer
12. MC Esoteric : Egoclapper
11. Little Brother : The Minstrel Show
10. Apathy : Eastern Philosophy
09. Sadat X : Black October
08. M.O.P. : Warriorz
07. Bronze Nazareth : The Great Migration
06. Masta Killa : No Said Date
05. Tragedy Khadafi : Still Reportin...
04. Screwball : Y2K
03. Supastars : Hood Famous
02. 7L & Esoteric : Dangerous Connection
01. Ghostface Killah : Supreme Clientele

Søren

Jizzoh sagde ...

En liste baseret på albums der ikke er nævnt endnu:

15. Negash Ali - "Asmarino"
14. Substantial - "To This Union A Sun Was Born"
13. Scribe - "The Crusader"
12. The Crest - "Skeptik"
11. Shinsight Trio - "Somewhere Beyond The Moon"
10. Promoe - "The Long Distance Runner"
09. Short Bus Alumni - "Mr T's Revenge"
08. Blaq Poet - "Blaqprint"
07. Clipse - Exclusive Audio Footage
06. K'naan - "Dusty Foot Philosopher"
05. Ski Beatz - "24 Hour Karate School part 2"
04. Jake One - "White Van Music"
03. Dizzie Rascal - "Boy In The Corner"
02. The Misanthropist - "Stocklyn Retrospective"
01. The Streets - "Original Pirate Material"

Anonym sagde ...

Synes du virkelig at Mouse & the Mask er bedre end Madvillainy? Jeg tror du skal høre din nogle gange til, for den er i hvert fald også en #1 på min liste.

Anonym sagde ...

Jeg undre mig lidt over at 73 touches kan indgå på listen, uden at place 54 er at finder der. Ikke fordi det er ikke er en fantastisk plade, men mere fordi sidstnævnte er bedømt til en højere karakter her på siden. Er det fordi der er blevet reflekteret over udgivelserne med tiden og balancen har rykket sig eller hvordan ? :-)

JeppE sagde ...

Ja, det er vel lidt underligt, men jeg synes bare slet ikke at lyden på Place 54 kan betegnes som 'undergrund', hvor 73 Touches er en smule mere "rå" i sit væsen

j

Anonym sagde ...

Ok. Det var der svaret lå. :-)

Anonym sagde ...

Nu hvor jeg kigger tilbage på denne liste, tillader jeg mig at undre mig over hvor Tonedeffs Archetype er? Jeg mener, ligger den og svæver i udkanten af listen som runner-up, eller finder du den simpelthen bare ikke på niveau med de andre her?
No hate :)