lørdag den 4. juni 2011

CunninLynguists - Oneirology



50% anmeldelse, 50% analyse

Hvis ikke det allerede er tilfældet, så vil det måske være en god idé at hente en kop kaffe, te, eller noget køligt her til det varme vejr, for det bliver en lang én den her venner.

"I had a funny dream, the other night
I was floating on a cloud"

Med deres femte album Oneirology, sætter CunninLynguists nye standarter for konceptalbums, og jeg vil uden tøven udnævnte denne plade som værende den mest gennemførte konceptudgivelse af alle (som jeg har hørt i hvert fald). Oneirology er ikke "bare" hiphop, ja det er ikke engang "bare" musik, - det er i højere grad en episk rejse med et tilhørende soundtrack.

Skulle jeg beskrive Oneirology til én, der aldrig havde hørt den, eller om den, som det forhåbentlig er tilfældet med nogen her, - ville jeg beskrive Oneirology som værende en film, bare uden det visuelle. Hvad jeg mener med det er, at den har en række karakterer med specifikke roller, en blændende historie, der udspiller sig fra første til sidste sekund, en heftig lydside, og naturligvis et soundtrack, som jeg ikke kan tale godt nok om.

Fortsætter vi med den idé, at Oneirology er en film, må vi kategorisere den som værende en adaptation; en omarbejdelse af et eksisterende værk, - en filmatisering. Og det er ikke hvilket som helst værk de har bearbejdet, det er intet mindre end et af litteraturhistoriens vigtigste hovedværker; Dante Alighieri's La Divina Commedia, Den Guddommelige Komedie, skrevet i starten af det 14. århundrede.
Jeg vil faktisk tage mig den frihed at bruge den næste, længere passage på at fortælle lidt om Den Guddommelige Komedie, for jeg føler vitterligt, at man er nødt til at kende til den, for overhovedet at have en chance for at komme ned i de dybeste lag på Oneirology. Jeg har læst mange anmeldelser af denne udgivelse andre steder, og der er virkelig ingen, der med deres begrænsede spalteplads, har bevæget sig ned under overfladen på Oneirology, og det synes jeg virkelig er en skam, når Kno, Deacon og Natti har kreeret en så ufatteligt fyldig plade, med analyse-guf til flere timer. Så jeg vil med min uafhængige blog her, og ubegrænsede spalteplads, gå så langt ned som jeg nu kan.

Den Guddommelige Komedie, der beskrives som et epic poem, beretter om Dante og hans rejse igennem Helvede (inferno), Skærsilden (purgatorio) og Paradis (paradiso). - En allegorisk beskrivelse af sjælens rejse imod Gud, og den omfattende renselse den skal igennem undervejs. Oneirology er 2011's hiphop version af midterdelen, Skærsilden, som jeg, så kort som muligt, vil fortælle lidt om her.

Efter at have rejst igennem Helvede, kommer Dante og hans medrejsende, den italienske digter Virgil, til porten, der fører ind til Skærsilden. Skærsilden er beskrevet som et bjerg:

"I tiderne efter Lucifers fald, der fik bjerget til at rejse sig fra havet, dannede der sig syv cirkelrunde afsatser på bjergsiden. På disse afsatser sones de samme syv dødssynder, som straffes i Helvede. Men i omvandt rækkefølge. De tungeste synder skal sones først"

Dante og Virgil skal op ad dette bjerg for at komme til Paradis. Dante skal dog først bevise sit værd over for en engel, der vogter porten ind til Skærsilden. Denne passage er interessant. Englen sidder på det øverste af tre trin:

"Det første trin var hvidt, spejlblankt marmor. Dante så sit eget spejlbillede i det. Selverkendelsen er det første skridt mod renselsen".

"Det andet trin var en slags mørkebrun granit, ujævn med revner og huller. Tung som angeren, der er det næste skridt".
"Det tredie trin var flammerød porfyr. Som en firkant af blod".

- Det er her, ved indgangen, at sjælene bliver sorteret. Syndere, som bad for tilgivelse inden deres død, får adgang til Skærsilden, hvor de skal slide for at blive fri fra deres synder. Dem, der forsøger at retfærdiggøre deres synder og som ikke angrer, ryger i Helvede til evig tid.
Kigger vi tilbage på A Piece of Strange (som bestemt er inde omkring Inferno delen af Den Guddommelige Komedie) på nummeret "The Gates", så er det denne engel ved de tre trin som Tonedeff's karakter møder og taler med. Englen presser Tonedeff til at erkende, at han har syndet, men han forsøger febrilsk at retfærdiggøre sine synder og forklare, at der var god grund til at synde, hvilket er grunden til, at han som bekendt bliver "sentenced to fight fires for eternity".
Englen ridser syv P'er i panden på Dante, inden han lader ham og Virgil entrere porten. P'erne står for peccatum (synd), og ét P bliver renset bort for hver afsats de klarer sig forbi. Og således begiver de sig op af Skærsilden.

Denne rejse op af de syv afsatser, vil jeg ikke beskrive alt for grundigt, da det simpelthen er forrygende læsning, og Dantes møde med alle de forskellige, slidende sjæle er hamrende intenst beskrevet. De syv afsatser ser således ud:

Første afsats: Hovmodet
Anden afsats: Misundelsen
Tredie afsats: Vreden
Fjerde afsats: Sløvheden
Femte afsats: Gerrigheden og Ødselheden
Sjette afsats: Frådseriet
Syvende afsats : Vellysten

De tre første synder; hovmod, misundelse og vrede, - forårsages af perverteret kærlighed af dem, der via motiv eller handling har i sinde at gøre andre direkte harm.
Den fjerde synd, sløvhed, forårsages af defekt og mangelfuld kærlighed. Spirituel dovenskab og manglende evne til at holde af noget eller nogen.
De tre sidste synder, gerrighed, frådseri og vellyst, er forårsaget af overdreven kærlighed rette imod ting, der burde være sekundære i forhold til det guddommelige, såsom materielle goder.

Dante og Virgil drager hele vejen op af bjerget, og bliver klogere i sind og renere i hjerte for hver afsats de bestiger. Da de står ved bjerget top, ved indgangen til Paradis, møder de atter engang englen:

"Denne gang viste englen sig for dem på den anden side af flammerne. Han stod og sang: "salige er de rene af hjertet...". Efter nogen tid indså Dante til sin rædsel, at vejen op fra denne afsats gik igennem ilden. Han veg tilbage men Virgil standsede ham. "Det gør måske ondt, men du dør ikke".

Igennem flammerne går Dante, og som det sidste på renselsesfærden bliver hans kødelige lyster brændt væk i flammerne. Han er nu i Paradis, som - og dette er vigtigt at bemærke - ikke er Paradis som i Himmelen; altså det hinsides, men et post-renselses tilflugtssted på jorden. Her kan han endelig være sammen med sit hjertes udkårne, Beatrice; kvinden han aldrig fik.
Den sidste tredjedel af Den Guddommelige Komedie starter her, men den vil jeg ikke komme ind på.

"Only in the grey hour, in the moments of shadow and light, will the balance of power dangle between the Destinybringer's favour and the Dreadcrawler's wrath. Only there, between waking and sleep, will we recoqnize our true path"
- Bianca Spriggs, "Hypnopomp"

Med Den Guddommelige Komedie på plads, kan vi endelig dykke ned i Oneirology. Det er vigtigt at pointere, at selvom Purgatorio-delen af Dantes digt er primus motor som pladens røde tråd, er der flere andre elementer der spiller ind.
Oneirology, på dansk oneirologi, er navnet på det videnskabelige studium af drømme. Et studium jeg personligt synes lyder vanvittigt spændende. Det er altså det tekniske aspekt af drømme blandet med Dante's fabel, der danner rammerne for en fortælleform, der er brugt et utal af gange; en såkaldt soul-jouney. Lewis Carrol's Alice In Wonderland er nok den mest kendte historie, der gør brug af dette tema. Faldet ned i kaninhullet er en velkendt metafor for at drage på opdagelse i sit eget sind. Interessant er det også, at alt det abstrakte nonsens Alice skal igennem blot er en drøm, da det sidste, der sker i fortællingen jo er, at hendes søster vækker hende fra hendes drøm. Det er bestemt ikke et tilfælde når Natti på "Dreams (Dream On)" rapper:

"I'm a Chesire Cat laughin' at the caged birds' song /
A caterpillar shroomin' usin' fumes from my bong".


Efter som de har lagt så mange kræfter i skabelsen af dette drømmeunivers, så er det da kun fair, at vi begiver os ud på denne rejse, og hopper ned i kaninhullet.

"I am floating not knowing nautical course /
Tie a wristwatch in slipknots and dock at my porch /
Time is of no essense, the presence becomes presents /
Peasants become pheasants and soar past acceptance /
Current currencies wothless, fodder for feeding purses /
With iron clad words I solder together verses"

Pladen lægger ufatteligt stærkt ud med "Predormitum", der er én stor, abstrakt metafor for vores sindstilstand lige inden søvnen rammer os. En masse lydelementer åbner ballet, med en tappende lyd (der vender tilbage flere gange i løbet af pladen), vinden der tuder og den silende regn, der starter samtidig med, at de store trommer falder ind. Regnen ophører når rappen starter; vi er på vej ind i drømmeland. Natti, som er hovedpersonen i historien, præsenterer os for en utopisk drømme-tilstand, hvor tid er irrelevant, penge er uden værdi, og alt og alle accepteres uden undren.
Deacon derimod stiller sig mere defensivt op overfor drømme, og udtrykker nærmest angst for hvad de kan gøre ved ham, og Kno rapper om, hvordan drømme starter nede og tager fart opad, alt imens man bemærker at noget er galt, uden rigtigt at vide hvad. Som sagt er nummeret meget abstrakt, hvilket jo er ganske passende, da søvn og drømme er en meget mystisk sindstilstand, som vel rigtigt nok bedst kan beskrives som værende abstrakt.

Det letgenkendelige scratch-sample af Biggie tager os videre til næste nummer "Darkness (Dream On)". Mørket falder yderligere ind over den sovende, der nærmer sig drømmestadiet. Deacon synes stadig en smule konfus overfor omstændighederne, og Natti begynder ligeledes at føle en frygt for, at hans mørke sider viser sig i drømmene: "Way under in slumber is my true self shown? / A glass house cracked from a few stones thrown". - Syngende kommer Anna Wise ind og advarer dem imod at lade sig overrumble af alt det nonsens de har fabuleret om. De hengiver sig dog til drømmeverdenen, hvilket indikeres med nummerets noget psykedeliske outro, hvor der synges om "mushroom trees" og meget andet godt. De er nu faldet i søvn.

Mellemstykket "Phantasmata", der bærer en fremragende produktion med akustiske guitarer, kor-harmonier og drømme-lydende baggrundselementer, er drevet af et flot vokalsample, der synger om at blive omhyldet af mareridt. Det korte nummer slutter med, at en oplæser fortæller os om, hvordan vores seksuelle og voldelige lyster ikke optræder direkte i vores drømme, men i stedet i skjult form. De mørke sider som Natti var bange for skulle vise sig, er altså klar til at stå frem. Og det er her, i drømmestadiet, at drømmeren træder ind a porten til Skærsilden og gør klar til at begive sig op ad bjerget, for nu skal han se sine synder i øjnene.

CunninLynguists har tager sig den frihed at placere de forskellige syndere i en lidt anden rækkefølge end i Den Guddommelige Komedie.

Hvis vi lige husker på, at de tre første synder på vej op af bjerget var drevet af perverteret kærlighed til direkte harm af andre, er det ikke underligt, at "Hard As They Come (Act I)" er første nummer. Freddie Gibbs personificere kokain, Natti alkohol og Kno aids, - og lad os da bare blive enige om, at disse tre forvolder direkte harm imod andre. Jeg tror - dette er ikke sikkert, da de forskellige synder kan minde en smule om hinanden - at "Hard As They Come" symboliserer "vrede/wrath".

Og når man snakker om direkte harm; next up har vi "Murder (Act II)", der er drevet af et vokalsample der synger, "If I could get away with murder, I'd take my gun and I'd commit it". "Murder" symboliserer "hovmod/pride", da denne synd blandt andet beskrives således: "he who, through abusement of other, hopes for supremacy". BIG K.R.I.T. rapper som USA's president:

"Drop bombs on innocent people or innocent homes /
With automatic weapons or military drones /
While me and my friends play croquet /
And make bets on which country liable to fold next"

Natti rapper som kristent overhovedet, der beretter om hvordan kirken i høj grad misbruger folk til eget gavn. Den måde de kommer ind omkring kirkelig og politisk magtmisbrug, og samtidig holder temaet med de syv dødssynder stramt, er simpelthen eminent.

Efterfølgende har vi "My Habit (I Haven't Changed)", som bestemt er den sværeste sang at få til at passe ind i kontekst. Natti og Deacon rapper ret beset om at lave musik og elske det, og det er der jo ikke umiddelbart noget syndefuldt i. I takt med, at de seks andre synder virker forholdsvis nemme at placere, må man gå ud fra, at "My Habit" symboliserer "misundelse/envy", hvilket, om ikke super tydeligt, giver en smule mening. Dem, der lider af misundelse, frygter for tab af egen ry, ære og gunst, og ens egen dårligdom gør, at man glædes ved andres uheld. Nej, det fremstår ikke super tydeligt i "My Habit", men man får alligevel en fornemmelse af, at Natti og Kno godt gad, at det gik dem bedre med deres karriere som musikere. Natti rapper "rappin' makes me happy so why stop why care", - nærmest som om, at følelserne ikke er med ham, grundet hans irritation over, at han ikke er nået længere. En noget tvetydig sang.

Som repræsentant for en synd er "Get Ignorant" noget nemmere at placere, da man faktisk får den serveret på sølvfed, når Deacon rapper: "Through all the pettie drama's I'm calmer than a sloth". Jovist er det et dovendyr han taler om, men "sloth" er som bekendt også navnet for "ladhed", som om noget driver denne sang. Ladhed er ikke begået af fysisk ladhed, men derimod mental dovenskab, manglende evne til at tage sig af sin næste, og hvis man generelt set lever med et ignorant syn på verden. Som Kno rapper: "Genocide in East Africa, but you watching Battlestar Galactica". Rimet i sig selv er nærmest fjollet, men essensen er ikke til at tage fejl af. Det handler også om at bryde med "The American Dream"; man skal forfølge sine egne drømme og ikke nogen, som andre har bestemt er de "rigtige". Virkelig meget guf på det her nummer, og Deacon stråler i flere omgange, især med hans rablende gale flow på hans første vers. Guld.

"Shattered Dreams" fører ideologien med "The American Dream" videre, og synden her, der er plasket ud over samtlige linjer, er naturligvis "frådseri/gluttony". Natti rapper om alle de materielle goder, der i vores samfund er blevet statussymboler på succes.

"Reefer and liquor dance, my chemical romance /
My pitiful cold hands /
That ache to be warm /
Like a tux with gold cuffs that waits to be worn"

Interessant er det også, at han har en reference til Stevie Wonder, - manden der er blind, og som derfor ikke kan lade sig forføre af disse materielle goder, som sangen glorificerer.
Helt suveræn outro hvor Deacon og Anna Wise synger duet, ganske mageløst.

"Stars Shine Brightest (In the Dark of Night)" er en mildt overdreven ode til at tro på sig selv og gribe nuet, hvilket gør sangen til repræsentant for "griskhed/greed". Umiddelbart skulle man tro, at griskhed, eller grådighed som nogle måske ville foretrække at kalde det, binder sig til ting af økonomisk værdi, men griskhed har i langt højere grad at gøre med folks ego; ekstravagante ambitioner og overdreven bestræbelse på eget bedste. Her har Natti mange knivskarpe linjer, som: "Let your ego dine, adversity for breakfast / Zero pride, in sattling for less then". Senere i sit andet vers rapper han yderligere:

"In monsoon proportions them moments of importance /
When victory's in vain it's the same the blood coursin /
Of course when selfishness inside provides poison /
Apply it to your life and let it sink in like ointment"

"So As Not To Wake You" er et lille interlude, men et næsten uvirkeligt flot et af slagsen. Beatet, der er et af pladens fornemmeste, er overdynget med effekter, og antallet af atmosfærisk, rumsterende elementer der flyder rundt i baggrunden kan ikke tælles på to hænder. Det er helt ufatteligt så meget nerve og stemning Kno formår at fremmane med den produktion her. Tunge, organiske trommer, pulserende elektroniske bidder, og så førnævnte elementer, resulterer i en fabelagtig produktion, som godt måtte have været en del længere.
Afsluttende vender oplæseren tilbage og snakker om, hvordan både følelser og tanker, men primært visuelle billeder, udgør vores drømme.

Som den sidste synd drømmeren skal igennem, træder "Enemies With Benefits" frem som "nydelsessygen/lust". Nydelsessygen er karakteriseret ved vildledte seksuelle lyster og såkaldt "tøjleløs opførdsel", noget som Natti, Kno og Tonedeff boltrer sig i herpå. Natti der rapper: "I'm part Vader, I think with my saber / I live in crazy town and I'm married to the mayor", Kno der gør en metafor ud af Superman-universet, og Tonedeff, der med sit enestående speed-flow synes ligeså seksuelt tiltrukket af denne "devil in a baby blue dress" som han synes konfus over hele situationen. - Alle har vel prøvet af drømme om en dreng/pige, der fik dem til at tænke "hvorfor hende/ham?" når man vågner. Disse drømme er ofte dem man husker klarest, og tænker længst over efterfølgende, og meget passende er "Enemies With Benefits" sidste trin af drømmestadiet, og den sidste synd.

"Looking Back" er hovedpersonen ved at vågne, og reflekterer over hans drømme idet han vender tilbage fra drømmeverdenen, hvilket som bekendt kan være svært. Hvor fedt er det ikke at lave en sang om at vågne?! Som Anna Wise synger i omkvædet: "If this is not the hardest part, I wanna part before it gets too deep". Deacons vers herpå er simpelthen magi:

"It's easy to cross a line and blame ya flesh for the crime /
I'm sorry it's just the way we designed /
My dear we should leave here, I'm talking 'bout one at a time though /
'Cause you got me changin' my mind slow /
Leave here, says that voice in the back of my spine /
As I awake and the moment rewinds"

Pianostykket der åbner "Dreams" er intet mindre end lyden af at vågne op! Hvis det at vågne kunne have et soundtrack, ville det lyde sådan!
På "Dreams" har de reflekteret og tænkt over deres drømme, og er nu klar til at bearbejde dem. Natti har forstået at "The American Dream" ikke er den rigtige, og sætter ud efter sin egen drøm. Deacon opfordrer til at drømme stort, og ikke være bange for at stile efter noget som helst, så længe det virkelig er det man stræber efter. Tunji har accepteret hans indre, mørke sider, men lader dem ikke træde ud i den virkelige verden:

"See, I'ma stay the same, no matter how far that I go /
And I'ma stay the same, no matter how far that I go /
I think bright, even though inside I'm dark and I'm cold /
Feel the pain in my heart and my soul, but I'm livin' my dream"

"Hypnopomp (Epilogue)" opsummerer Bianca Spriggs hele albummet, altså drømmerens rejse ind i sindet, i et eventyrligt digt, der bygger på græsk mytologi. Så vidt jeg har forstået handler det om brødrende Morpheus og Phobetor, der er sønner af Nyx, nattens gudinde (hendes afkom kaldes i øvrigt oneroi, og Morpheus er lederen af disse).
Morpheus er den gode af de to, og han besidder evnen til at optræde i drømme som et hvilket som helst menneske, som kan "vise os lyset", altså vores drøm. Phobetor er derimod den onde, som optræder i drømme som mareridtet, i form af dyr, monstre og andre væsener. Han har potentialet til at ødelægge vores drømme, og repræsenterer derved den ignorance, der kan forpurre vores oprigtige drømme. Man skal med andre ord bekæmpe Phobetor for at være i stand til at vælge sin egen sti at gå ad.
Det lykkedes vores hovedperson, drømmeren, at bekæmpe Phobetor, og da han vågner og får tygget og fordøjet hans drømme - på "Dreams" - er han bevidst om, hvilken vej, der for ham er den rigtige.

"Embers" er denne vej. "Embers" er et symbol for kærlighed, for kærligheden er den rette vej. Det er næsten kliché, men som afsluttende moral på en plade som denne, kunne budskabet ikke være mere kærkomment.
Jeg er vild med, at sangen her, som jo skal forestille at være post-søvn, er den mest poetisk abstrakte på hele pladen. Kryptisk er den ligeledes. Kno maler et billede af et virkelig mørkt og ubehageligt sted, hvor intet er som det ser ud til. Han synes at være fanget i et mareridt, og selvom vokalsamplet til slut siger, at drømmende måske også vil vise Kno hans rigtige vej, så virker det som om, at Kno forsøger at fortælle, at virkeligheden nogen gange bare er anderledes, og der er ingen der kender deres egen fremtid, så hvordan skulle man vide hvilken vej der er den rigtige. Det kan også være, at han faktisk rapper om noget helt andet eller tredie, jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal drage ud af hans vers.

Natti's vers er bestemt ikke mindre abstrakt, men i forhold drømmeuniverset og Den Guddommelige Komedie, giver det forholdsvis fin mening. Hvis vi husker tilbage på Dantes indgang fra Skærsilden til Paradis, måtte han igennem et flammehav for den sidste, ultimative renselse (embers). Han træder ind, og finder kærligheden i form af en kvinde. Den måde Natti beskriver mødet med denne betagende kvinde, der står ved "diamond trees" og "golden leaves", lyder til forveksling som Dantes beskrivelse af mødet med Lea, da han entrere Paradis. I Den Guddommelige Komedie er det også her, at Dante finder ud af hvad Paradis egentlig er; ikke himmeriget, men et tilflugtssted for hans nyligt rensede sjæl. Det er præcis hvad Natti rapper til slut:

"It wasn't Heaven that I was seeking, but a haven I sought /
A canvas of the mind painted with my thoughts"

"Embers" bærer i min optik også en af pladens flotteste produktioner. Det kirkelige kor, vokalsamplet med den bittelille fine stemme, de ligeså fine synth-strygere, den flotte guitar og de brummende synth-effekter. En intet mindre end fænomenal afslutning.

"Ashes are burning brightly, smoke can be seen from above /
So now you're seeing how far, ashes are burning away"

Jeg sagde jo at det ville blive en lang anmeldelse...

Lidt forpustet kan man godt blive af alt det, der sker undervejs på Oneirology, som vi på nuværende tidspunkt godt kan blive enige om, er lidt af en tung sag.
Den evne som CunninLnguists besidder til at skabe så formidable værker som dette, og A Piece of Strange, tror jeg samtidig også er skyld i, at de forbliver den - set i større perspektiv - uanselige independent gruppe som de er. Men det er nu engang sådan landet ligger nu til dags. Alt imens "Embers" nærmer sig de 10.000 views på youtube, nærmer Lil Wayne's "John" sig de 10.000.000. Om det er komisk, ironisk eller sørgeligt ved jeg ikke, men i al fald ganske sigende om den udbredte ignorance, der præger vores samfund.

Det skal så også siges, at CunninLynguists har det med at gøre det en smule svært for dem selv, for de bliver ved med at udsende musik, der virkelig kræver noget af lytteren, i en tid hvor den gennemsnitlige lytter bare skal have serveret musikken så let og ligetil som muligt. Efter en 3-4-5 gennemlytning følte jeg, at Oneirology lå på omkring 4 - 4½ ud af 6. Min himmelråbende begejstring er først kommet efter at være dykket dybt ned i deres tekster og gået i krig med Den Guddommelige Komedie. Heldigvis er man blevet vandt til, at CunninLynguist-udgivelser er growers; udgivelser, der skal høres mange gange før de siver ordenligt ind.

Lad mig lige vende tilbage til det med "værket", for Oneirology er jo virkelig et "værk", og ikke bare en hiphop plade. En qn5 læser skrev meget rammende, at Oneirology lyder som hvis Hans Zimmer var blevet hiphop producer. Kno's lydlandskaber er ufatteligt rige på detaljer, atmosfære, drømme-agtige elementer, og en stram, organisk trommeprogrammering, der både slår hårdt, men som også komplimenterer de mere nedtonede musikalske indslag. Lyden er bestemt mindre hiphoppet end på f.eks. A Piece of Strange, - man finder ikke noget typisk hiphop beat på Oneirology, men det passer meget godt med det gennemgående tema, som man bestemt heller ikke finder magen andre steder.
"Stats Shine Brightest" er det eneste nummer, der bærer en produktion jeg ikke bryder mig om, og så er jeg heller ikke meget for B.J. The Chicago Kid's omkvæd på "Dreams", der bliver lige poppet nok. Men i det store hele er det slet ikke noget, der kan skade helhedsbilledet, der er så imponerende, at det meste andet blegner ved siden af.
Og som om alt det ikke var nok, så er Natti virkelig vokset som rapper, og som hovedperson på denne skive har han aldrig lydt bedre. Han flower fantastisk, og skriver eminente tekster hele vejen igennem. Deacon ligeledes. Han har simpelthen den fedeste stemme, han synger ualmindelig flot, og lyrisk set kunne Oneirology også godt gå hen og være hans bedste præstation hidtil. Jeg har ofte hørt folk sige, at Kno ikke er en synderligt god rapper, - til det må jeg sige "øhh, hvad?". Han er den med mindst lyrisk airtimeOneirology, men han efterlader sig yderst mindeværdige bidrag, blandt andet omkvædet på "Enemies With Benefits" som han selv synger. Som lille bonus info må man også sige, at det er imponerende, at selv samme nummer er fuldstændig sample frit, - det er all Kno!

Som konklusion er der vel ikke meget andet at sige, end at denne skive virkelig er et strålende pragteksemplar på, hvor stærkt, smukt og emotionelt hip hop kan være, når det laves ordenligt. Dét her er magi. Uden tvivl årets hidtil bedste, men som konceptalbum har CunninLynguists yderligere vist, med deres nærmest sygelige perfektion i udførelsen, at Oneirologi måske er den mest gennemførte hiphop udgivelse til dato, når det kommer til behandling af tematik. Yeah I said it.

6/6

Du snyder virkelig dig selv, hvis du ikke køber Oneirology.
Vis lidt respekt til de hårdtarbejdende gutter, og
køb den gennem QN5


Ps. Jeg kan stadig bedre lide A Piece of Strange!!


- Jeppe Barslund

19 kommentarer:

Lenny sagde ...

Mega fedt indlæg! :)

Aleksander sagde ...

Super fed anmeldelse/ læsning. Meget interessant.

Kan desuden også godt lide Kno's rapping. Han har en anderledes og interessant stemme.

Som konceptalbum er det virkelig godt. Som album er det godt, synes jeg.

Anonym sagde ...

Vanvittig anmeldelse. Hold da op, man føler sig jo helt fjollet over "bare" at have syntes, at det var et "fedt album". Virkelig en øjenåbner af de helt store, tror lige jeg hiver cd'en frem igen igen.. :)
- maja

Anonym sagde ...

Det verdensklasse Jeppe, fed fed anmeldelse til et sindsygt fedt album... F**king Jazz!!!
Elsker at drop forbi din blog, og opdage en ny anmeldelse...

Anonym sagde ...

Du er jo enhver gymnasielærers våde drøm Jeppe !! Haha. Godt arbejde.

Casper

Daniel B sagde ...

Bliver nødt til at hive pladen frem igen, da jeg før bare syntes det var en helt igennem fed plade, og nu finder man ud af der er noget meget dybere under overfladen!

Henrik sagde ...

ja efter denne anmeldelse, får pladen lige endnu et par gennemlytninger... Var monster vild med a piece of strange.

Og tror også at få denne tid nok på pladespilleren, kan den nå op i samme højder!

JeppE sagde ...

@Casper - lol, ja hvis jeg bare havde taget mig lige så meget sammen dengang :D

Cheers
j

Jonas sagde ...

længe ventet anmeldelse, tusind tak!
havde på fornemmern at den plade stak dybere end som så :D

MortenFriis sagde ...

Fremragende anmeldelse af et fuldstændig fantastisk album. Selv om jeg har læst mange positive reviews af pladen, så er dit det første, som for alvor fanger essensen af, hvad der gør albummet så specielt. og udtrykket "ikke bare musik" er meget rammende. Det er næsten ikke til at fatte, hvor dyb og kompleks "Oneirology" er, og på trods af at du har skrevet den længste, mest detaljerede og dybdegående analyse af pladen, jeg endnu er stødt på, så er der flere aspekter, du slet ikke er kommet ind på (der er f.eks. en fugle-symbolisme, som der hele tiden vendes tilbage til, og Kno har på et tidspunkt afsløret, at han har lagt næsten identiske trommeprogameringer på "Dreams" og "Embers" fordi sidstnævnte er "Dreams"' "Onde tvillingebror".) Det er naturligvis ikke ment som et kritik af dit fornemme arbejde, men derimod en anerkendelse af, hvor stort et værk, Cunninlynguists egentlig har skabt. Jeg sidder virkelig med en fornemmelse af, at der er en dybere mening med hver eneste lille detalje på albummet.
En enkelt ting ærgrer jeg mig dog over, at du ikke har kigget på (mest fordi jeg ikke selv har den fjerneste anelse om, hvad det betyder) nemlig følgende citat fra Kno:
"Without getting too deep into the sequencing for the album so people can just soak it up themselves over time, the record “turns” at the beat switch for “Stars Shine”—stylistically and thematically."
Jeg er ikke stødt på så meget som et eneste bud på, hvori dette skift består nogen steder, og det lyder jo ellers til at være ret centralt.
I øvrigt spændende om drengene reagerer på den forkortede version af din analyse på QN5's forum. De var virkelig flinke til at komme med kommentarer i forbindelse med folks analyser af "APOS" i sin tid, men den her gang har de været noget mere stille. Om det skyldes at hele "The Divine Comedy" tingen er skudt totalt forbi eller om de bare vil lade folk finde ud af det hele på egen hånd er ikke til at sige, men jeg tror klart mest på det sidste. Alt for mange ting passer sammen til, at det kan være tilfældigt.

Anonym sagde ...

Yderst kompliceret læsestof, men hold k*pht det var godt! Jeg har fulgt CunninLynguists siden '04 (også inde på det fantastiske QN5-forum) og at læse dette var derfor en fornøjelse :). Kan kun være enig med pointfordelingen - og også dét med at alle CL's albums er growers. Men når de så har groet lidt på én så er det altså også 100% gennemførte mesterværker.

Kim/Energetikk

ps. Fed blog - skulle ha' stødt på den noget før!

JeppE sagde ...

@MortenFriss

- Tak! Du har helt ret i, at der er masser stof på pladen, som jeg slet ikke har været inde om endnu. De fleste af de ting du nævner ER jeg klar over, - vi følger tydeligvis begge qn5 forummet nøje, men jeg ville ikke stjæle andres opdagelser og tage kredit. Den med fuglene opdagede jeg EFTER en af læserne derinde gjorde mig opmærksom på det, men jeg ved endnu ikke hvilken symbolik der ligger deri, så det ville være meningsløst at inkludere det.

Det "break" som Kno snakker om i "Stars Shine Brightest" har jeg undret mig over. Jeg ved dog ikke hvad jeg skal tænke om det, da jeg hverken kan høre hvad samplet eller Natti rapper. Bestemt noget, der skal undersøges nærmere. Tematisk kan jeg ikke lige se hvad der ændres, andet end at drømmeren er ved at vende tilbage til "virkeligheden". Fedt, at der er SÅ meget mere, efter en SÅ lang anmeldelse... puha, more to come

@Kim
- Tak! Hellere sent end aldrig, velkommen til :D

/Jeppe

MortenFriis sagde ...

Det er også helt fair, at du vælger "Divine Comedy" teorien, som dit fokuspunkt. Ellers kunne det nemt have endt som en mindre bog i stedet for en anmeldelse ;)

Jeg har en stærk fornemmelse af, at en stor del af albummets symbolik kredser om teorier inden for drømmetydning/forskning. En hurtig googlesøgning har netop været med til at bakke kraftig op omkring den teori: http://www.dreammoods.com/dreamthemes/birds.htm

Ligeledes kunne jeg nemt forestille mig, at pladens opbygning er delvist baseret på teorier om drømmes forløb, og at det omtalte break har noget med dette at gøre. Jeg har dog ikke andet en min mavefornemmelse at begrunde det med, da jeg endnu ikke har fået mod på at undersøge det nærmere.

Jeppe.bakmand sagde ...

"I øvrigt spændende om drengene reagerer på den forkortede version af din analyse på QN5's forum." <-- ligger den i den sticky'ede tråd om oneirology?

JeppE sagde ...

@ Navnebror Bakmand

http://qn5.com/discuss/viewthread/14500/P540/

Jeppe.bakmand sagde ...

Ja, fandt det godt. I stedet for at læse hele den første side igennem, valgte jeg at gå igennem de 10 forrige først, haha.

Aleksander sagde ...

Btw. forstår ikke, at du ikke kan lide produktionen på Stars Shine Brightest. Synes det er blandt de bedste på albummet. :D

Anonym sagde ...

Ved du hvor vokal samplet på "Phantasmata" kommer fra?

Mike Wilkinson sagde ...

Super fed anmeldelse, jeg er enig hele vejen igennem.
Den eneste detalje jeg mener bør påpeges, er at Kno rent faktisk selv spiller trommerne på samtlige numre på skiven! Så at omtale det som stram, organisk trommeprogrammering er en smule off. Jeg er enig i det organiske, da det rent faktisk er et rigtigt trommesæt.

Flere af den slags indlæg, og god weekend!
- Mike