mandag den 20. juni 2011

Bad Meets Evil - Hell: The Sequel


"This is what happens when bad meets evil /
And we hit the trees till we look like Vietnamese people /

He's Evil, and I'm bad like Steve Segal /

Against peaceful, see you in hell for the sequal"

Sådan lød Eminem og Royce Da 5'9 på nummeret, der for denne duos vedkommende startede det hele, - "Bad Meets Evil" fra The Slim Shady LP. Det er 12-13 år siden, og mangt og meget må siges at være sket i mellemtiden. Eminem blow'ede op, og Royce forblev i undergrundens mørke, hvor han rundt regnet har befundet sig siden. Dette projekt er derfor bemærkelsesværdigt, for de to herrer har ikke rigtig lavet musik sammen siden "Rock City" på Royce's debut fra 2002. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke to ting om dette projekt: Enten forsøger Eminem at få lidt af den gamle undergrunds-respekt tilbage via Royce, eller også forsøger Royce at prikke hul på mainstream bylden via Eminem. Efter at have lyttet Hell: The Sequal EP'en igennem, og jeg stadig i tvivl om hvilket af disse, der er mest rigtigt.

"It's been a long time /
But I bet neither of us have felt as sick as we do right now /
And we only get iller with time /
Me and Nickel fucking shit up on the grounds"

Sådan lyder de anno 2011, på åbningsnummeret "Welcome 2 Hell", som skyder galskaben i gang i høj fart. Og lad os bare spille med åbne kort og melde ud med det samme; der er noget virkelig fedt at komme efter på Hell: The Sequel, men der er desværre langt mere skidt herpå. Hvad jeg godt kan lide ved EP'en er, at Royce og Em har fortsat konceptet fra "Bad Meets Evil" nummeret; nemlig at være så "bad" og "evil" som muligt med deres rim. Og man må sige, at de to gør nogle imponerende ting ind imellem. Vi ved jo godt, at de er hamrende dygtige, men de formår alligevel at imponere op til flere gange med den måde de udveksler rim og flower ind og ud af hinanden. Førstesinglen "Fast Lane" er muligvis bedste eksempel herpå, selvom den også bedst portrættere den kløft, der nok altid vil dele de to MCer, uanset hvor nære venner de er. Royce rapper i hovedløs tophastighed:

"I'm livin' the life of the infinite enemy down /
My tenement, too many now to send my serenity powers /
Spin 'em around, enterin' in the vicinity"

Og så tager Eminem direkte over, og fortsætter:

"Now, was called Eminem (M&M), but he threw away the candy and ate the rapper /
Chewed him up - Ptt - and spit' him out /
Girl, giddy-up now get-get down /
He's lookin' around this club and it looks like people are havin' a shit fit now /
Here, little t-t-trailer trash, take a look who's back in t-t-town /
Did I s-st-studder motherfucker? Fuck the mall /
He's just a whole motherfuckin' Walmart d-d-down every time he comes a-r-r-round"

Det går hurtigt. Voldsomt hurtigt! - Og teknisk set er det vel en faktuel konstatering, at det er verdensklasse levering. Men hvad er en god levering uden godt indhold? Kig lige engang på Eminems linjer. Han kan simpelthen ikke lade være med at forvandle sig til den goofy rapper, der ikke tager noget som helst alvorligt, og som bare rapper og rimer og flower med de mest åndssvage ord, lyde og konstruktioner, måske i virkeligheden bare fordi han kan?
Der er ingen tvivl om, at jeg vil udråbe Royce Da 5'9 til EP'ens helt store vinder. Og jo, der skal udråbes en vinder, for de to rappere har et virkelig fornuftigt forhold til konkurrence på denne EP, - man fornemmer virkelig, at de kappes om at lægge de fedeste linjer. Det overordnede problem er bare, at de godt nok rapper i lige så høj fart som en formel 1 racer, men de har absolut ingen destination. Det lader ikke til at de har noget som helst at sige på denne EP, oerhovedet! Så når bilens tank er tom, så er der vitterligt intet at komme efter.

Naturligvis har de begge hver deres stjernestunder, med gode punchlines, utroligt kløgtige ordlege og lyriske passager, der trods alt sætter sig i længere tid efter førstehåndindtrykket. Royce afslutter f.eks. sit vers på "The Reunion" med linjer som:

"She said "I'm mad at you", I said "why?" /
She said "why you never make songs for chicks, as if it's hard to do?" /
I said "I make songs for me, leave the studio /
And go and fuck the bitch who bwlong to who making songs for you" /
She said "I'm feeling your whole swagger and flow, can we hook up?" /
I said "Ummm, you just used the word "swagger", so NO!"

Dertil er der også små finurligheder som:

"Nickel blowin' up /
Christmas time /
You should hang my album on top of your fireplace /
'Cause around that time my stocking's goin' up"
Det er dog Eminem, der løber med EP'ens absolut bedste linje, som måske endda kunne gøre sig som en af årets hidtil mest geniale:

"I had a dream, I was King, I woke up, still king... /
This rap game's nipple is mine for the milking"

Fik i den? "I had a dream, I was King", - (Martin Luther) King, som "had a dream". "Milking" (M. L. King). Ret genialt.

Problemet med Hell: The Sequel er bare, at der er så forfærdeligt mange irritationsmomenter, der forpester de de gode indslag i så høj grad, at de bliver efterladt i dårligdommens skygge. Jammerlige og historisk dårligt skrevne omkvæd, ufatteligt lousy - eller i hvert fald bare kedelige - produktioner, for mange stupide vers undervejs, en Bruno Mars feature og for lidt fokus generelt. Og om ikke Eminem får hevet Royce med ned i sølet af sin egen goofyness. Royce's vers på "I'm On Everything" stinker af Eminem-anno-Encore, og er uden sidestykke hans karrieres lavpunkt. Og på samme skæring syntes Eminem tilsyneladende stadigvæk at prutter er sjove. Suk.

Hen imod enden lysner det op med Slaughterhouse possecut'et "Loud Noises", der har lidt ekstra rawness over sig. Og får man chancen bør man bestemt erhverve sig deluxe udgaven af EP'en og få "Living Proof" og "Echo" med oven i hatten, der bærer tættere produktioner end den egentlige EP kan præstere. Hvilket vel egentlig må siges at være en smule tåbeligt

Når Eminem og Royce Da 5'9 følges ad og får det bedste ud af hinanden, så er de unægtelig nogle underholdende bæster at sidde til bords med. Til gengæld er der bare for meget i vejen her, der og alle vejen på Hell: The Sequel, til, at den for alvor bliver interessant.
Noget kunne tyde på, at Royce, via denne EP, har fundet et musikalsk "mellemsted" at opholde sig i, for hans femte album, Success Is Certain, er på trapperne, og derpå er der både undergrunds hiphop repræsenteret i form af folk som Method Man, Raekwon, DJ Premier og Notts, men også mainstream darlings som 50 Cent, Yelawolf og selvfølgelig Eminem. Det album kan virkelig kun gå to veje!

3/6


- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Nææ hov, se, hvad er nu det for noget?
Som et lille-bitte, hyggeligt anti-hiphoppet tiltag på bloggen, vil jeg tage mig den frihed, en gang imellem at anbefale noget musik, der ligger så langt fra hiphop genren, at det ikke er anmeldelses-berettiget på bloggen. Jeg elsker hiphop, men hører ufatteligt meget andet musik også, og nogle gange har jeg haft så meget lyst til at anmelde en ikke-hiphop plade her på bloggen, at jeg nørmest har siddet med fråde om munden, men har altid endt med ikke at gøre det, for at holde bloggen clean indenfor dens genre. Så derfor, fra nu af, kan i risikere/være så heldige at finde en lille ekstra anbefaling hernede under den anmeldte plades karakter. Ikke en anmeldelse, jeg giver ikke karakterer til disse plader, blot anbefalinger. Ikke længere smører, blot et par linjer.

Og jeg vil lægge ud med denne plade, som jeg erhvervede mig så sent som i dag, og som jeg allerede er pladask forelsket i: Bon Iver's Bon Iver.
Bon Iver er et Amerikansk indie, folk singer-songwriter band, der har Justin Vernon i front (ja, ham der var med på Kanye West's My Beautiful Dark Twisted Fantasy), og Bon Iver er efterfølgeren til deres fabelagtige debut For Emma, Forever Ago, fra 2008. Melodierne er stadig sparsomme, men yderst henrivende i deres udsøgte effektivitet, og det er fortsat opbygning af stemninger og historier, der er bandets absolutte force, selvfølgelig samt Justin Vernons vokal, der er så sart og blid, at det næsten ikke er til at bære. Den her plade er farligt fængende i dens minimalisme, og ambitiøs i sine nedbarberede, men delikat producerede arrangementer, der fungerer som honning for ørerne, intet mindre. Det skulle bestemt ikke undre mig, om den havnede blandt mine favoritter for i år.

- Jeppe Barslund

11 kommentarer:

Sebastian sagde ...

Ja, FUCK JA! Endelig! Hvor har jeg længe gået rundt, og ærget mig så voldsomt over Eminems nye stil. Ikke bare i år, men praktisk talt siden Encore (som jeg modsat dig, ellers synes ganske fint om).

Ingen tvivl om at han er dygtig, som du også understreger flere steder - rigtig dygtig -, men det han har udviklet sig til er en katastrofe. Katastrofe er ikke engang ordet. Jeg har virkelig savnet at kunne sætte præcise ord på hvad det er, men når man hører ham kan man bare fornemme det med det samme. Det han havde før er væk. Han har stadig et godt flow - ja -, men det er bare langt fra nok. Det han præsterer nu, berettiger ham slet ikke til at blive nævnt i blandt store rap-kunstnere i dag. Slet ikke.

Og helt i tråd med hvad du siger, er det ikke blot frustrerende men også pinligt, hvor lidt indhold der er i hans tekster nu. Selvfølgelig er der få undtagelser, men han har kørt det så mainstream, at vi havde været bedre uden ALT han har udgivet siden Encore.

Håber det kan fornemmes at jeg virkelig(!) ærger mig, når han tidligere har vist hvor utrolig begavet han er. Han har på utallige numre fyret de mest vanvittige og samtidig intelligente rim af, men det er som om han i dag bare skal råbe mere, og få så meget sagt han nu kan, på de 45 sekunder han har, mens Rihanna, Lil Wayne eller en anden såkaldt musiker feature.

Gud hvor han skal finde tilbage til sine rødder (musikalsk), og få den ro tilbage i hans stemme som giver ham den klasse han har. At det nok desværre aldrig vil ske igen, er en anden ting. For man må da lykønske manden for at, han er noget ud til et langt større publikum nu. Det taler bare sit eget sprog når man hører 14-15 årige piger sige, at de alle hader rap, undtagen Eminems for det er så "fedt".

Jeg er sikker på det er Eminem der forsøger at få lidt af den gamle undergrunds-respekt tilbage via Royce, men det virker bare ikke. Overhovedet ikke.

Arian sagde ...

Jeg gider ikke til at skrive en hel roman, for det er tydeligt, at både Sebastian og anmelderen ikke har meget forstand på Eminem/Slim Shady/Marshall Mathers og disse personligheders forskellige måde at "skrive mellem linjerne" og rime på. Men jeg bliver lige nødt til at spørge.... Kan Eminem ikke betegnes som én af de største rappere?? Udover 2Pac har jeg svært ved at se nogen over Eminem, når det kommer til tekst, flow og rim.
Bad Meets Evil er en fin plade, når man tænker på, at det ikke er et officielt studiealbum, men nok nærmere et mixtape. Royce er for syg, glæder mig til mere fra ham og Slaughterhouse!! :-)

JeppE sagde ...

Eminem anno "Marshall Mathers LP" er bestemt en af de bedste nogensinde, dead or alive, hands down. Men derfra er det KUN gået nedad.
Jeg har fint styr på hans alteregoer, men det redder ham ikke fra at være kedelig, hysterisk og for hårdt prøvende.

J

Anonym sagde ...

"Udover 2Pac har jeg svært ved at se nogen over Eminem, når det kommer til tekst, flow og rim"

Jo? Tonedeff, for bare at nævne én!
Og der er flere.

Desuden ville det være dejlig, hvis nogen for en gang skyld, kunne fortælle mig hvad der gjorde 2Pac så FANTASTISK/Bedste Ever osv...?

Har nu været igennem en stor del af hans plader, og ja, dygtigt rapper, dygtig poet. Men igen, der er mange andre der imponerer mig mere!

JeppE sagde ...

At 2Pac skulle være en af de bedste nogensinde er i min bog en udbredt misforståelse. 2Pac er ikke i nærheden af at være blandt de bedste. Til gengæld besad han en af de mest spændende og fantastiske personligheder i hiphoppens historie. R.A. the Rugged Man sagde det bedst, da han blev stillet spørgsmålet "who's the better rapper, Bigge or Pac?", hvortil han svarede:

"Biggie was the greatest mc, Pac was the greatest personality".

Jacob Diss sagde ...

Nu er jeg selv en kende mere positiv overfor EP'en, det tog mig en del gennemlytninger med synes virkelig det er et skide godt projekt. Jeg er dog enig i, at Royce overskygger Eminem, det synes jeg ikke der kan være nogen tvivl om, men når det er sagt, så synes jeg stadig han gør det godt. Det skal nok siges, at jeg godt kan lide den "goofy" side af Eminem, også selvom det befinder sig på et lavt plan, hvilket nok er forklaring på det, dog ville jeg ønske han ville vende tilbage til den kvalitet jeg mener han levere i "The Reunion" som jeg personligt synes er det klart bedste track på EP'en, uden sammenligning.

Jeg tænkte desuden på, om vi får en anmeldelse af Trepac's solodebut? M-cnatet er noget af det eneste danske hip/hop der har formået at fange mig, så det kunne være spændende at høre dine tanker omkring hans debut.

JeppE sagde ...

Word Jacob! Jeg anmeldte Trepacs plade for en uges tid siden på wots.dk, du kan læse den lige her:

http://wots.dk/2011/06/trepac-fatamorgana-anmeldelse/

Og du har ret, han er dopeness!!

J

Anonym sagde ...

Eminem anno "Marshall Mathers LP" er bestemt en af de bedste nogensinde, dead or alive, hands down. Men derfra er det KUN gået nedad.
Jeg har fint styr på hans alteregoer, men det redder ham ikke fra at være kedelig, hysterisk og for hårdt prøvende.


Fuld respekt for din mening, men at du siger fra Marshall Mathers LP, er det kun gået ned af, er jeg ekstremt uenig, med dig.
Hvad med The Eminem Show?
Det er helt klart hans bedste album, og det er som bekendt efter Marshall Mathers LP.


Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at høre din mening om det album.
Det samme med Marshall Mathers LP.
Du kan jo lide albummet, så kunne godt tænke mig at høre hvorfor du kan lide albummet.
Men for guds skyld glem ikke The Eminem Show.
Hvis du ikke har hørt albummet(Hvilket jeg tror siden du ved så meget om Hip-Hop), så hør det for guds skyld.


Ellers tak for en god og fremragende begrundet anmeldelse.

JeppE sagde ...

Når jeg siger at det er gået ned af siden MMLP, så betyder det bare at hans plader er faldet i kvalitet, efter min mening. Det betyder, ja, at Eminem Show er faldet i kvalitet ift. MMLP, men MMLP er jo også en fuldstændig fantastisk plade, så det er ikke nødvendigvis en grov kritik af Eminem Show, jeg synes bare den plade har flere svagheder.

God idé med en MMLP anmeldelse

j

Mads sagde ...

Jeg ville virkelig sætte pris på hvis du førte din ovenstående kommentar ud i livet, kunne særdeles godt tænke mig at høre din anmeldelse af MMLP!

Mads sagde ...

Oh, and now we're at it!

Min DRØM er at du anmelder Tonedeff's Archetype, det ville være intet mindre end fantastisk. Ville virkelig sætte pris på at se den, men forstår selvfølgelig godt hvis du ikke har tid / finder det interessant nok.