Edo. G - A Face In The Crowd

Boston rapperen Edo. G anses ikke som værende en af de vigtigste figurer i golden era hiphoppen, men han ER en sand veteran, og han har været med til at ælte hiphoppen til, hvad den er i dag. I 2009 udgav han albummet Arts & Entertainment sammen med Masta Ace, hvorfra det glimrende nummer "Little Young" er fra.
A Face In the Crowd er Edo. G's tiende udgivelse, og hans modigste forsøg på at gå nutidens hiphop i møde med sækken fyldt med old school'ness.

Det ER en hårfin grænse, det med at parre det nye og det gamle, og selvom Edo G formår at skabe et ganske solidt fælles tredje, så er det som om, at det gamle fylder mere i hans hoved end det nye. Tag et nummer som "I Was There", der handler om alle de skelsættende begivenheder i hiphoppens historie, der fandt sted i slut 80/start 90'erne, som Edo G bevidnede. Det er som, at han sætter sig selv op på en piedestal alene af den grund, at han var en del af bølgen dengang det betød noget. - Hvilket også er fint, bevares, problemet er bare, at Edo G bruger mere tid på at rappe om hvor dårlige de nye rappere er og hvor fede tiderne var for tyve år siden, frem for at vise de her "nye rappere", hvordan hiphoppen burde lyde. En MC af hans kaliber burde være i stand til at stå frem og vise hvor skabet skal stå, men dette bliver kun praktiseret meget lidt. Heldigvis får han hjælp af nogle uhyrligt kompetente producere og rap-kammerater, så på trods af, at det ikke udelukkende står på Edo G's regning, så er A Face In The Crowd faktisk et ganske udmærket album.

Pladen skydes i gang med den DJ Premier producerede "Fastlane", hvor han har lagt et virkelig smooth klaverloop over nogle bløde trommer. Et af de mere nedtonede Premo beats, og et klart sommerhit. Max Mostley har produceret "Stop It", der virkelig kræver, at man har en nakkekrave liggende tæt ved hånden, for faren for, at din nakke går af led ved det beat her er farligt stor. Herpå langer Edo G ud efter alle de fake rappers, der bare burde stoppe med det de har gang i,

"You be asking why these haters always dissin' me /
'Cause of your au-then-ticity"

Elsker den måde han får de to ting til at lyde fuldstændig ens på.

På "Dummies" allierer Edo G sig med Bishop Lamont og Def Jeff på en westcoast lydende torden-banger, der, igen, handler om "dummies, who sold me a dollar for 90 cent". Westcoast-bangende bliver det ædderman'me også på den M-Phazes producerede "Ain't Gonna Wait", der lyder som det beat, Dr. Dre ville ønske, at han havde produceret. Simpelthen fantastisk beat. Desværre er rappen herpå blandt det værste på pladen:

"My style so raw it should be unlawful /
Y'all laboya style is awful /
I eat you rapper early like belgian waffles /
Smash you pea-heads brown like falafels"

Øhh..., okay?



Det, for mit vedkommende, ukendte producer-kollektiv The Breaks For These Are The Breaks (genialt navn) har bidraget med to solide beats. Bedst bliver det på "Drink Up", der bruger trommerne fra The Honey Drippers' "Impeach the President" (de samme som NaS' "I Can") og melodien fra Tom Brock's "I Love You More And More" (samme som Mos Def's "The Panties), og resultatet er en hamrende labert beat, hvor man bare skal læne sig tilbage imens en scratchet Jay-Z på omkvædet opfordrer til at "drink up, puff puff haze, gotta drink up, gotta-gotta drink up". Herligt.



Chali 2na er gæst på "Life", der lyrisk set er en af de største momenter. Chali 2na's del er mageløs, og måske den garvede Jurassic 5 rapper har presset Edo G til at oppe sit game en smule? Han strøer i hvert fald nogle flotte linjer ud over tracket:

"You can do dirt, don't get swept away /
It ain't about the breath you take, what takes your breath away"

Pladen lukkes med to magiske skæringer, i form af den Statik Selektah producerede "Speak Ur Mind", der har en stærk M1 (Dead Prez) med, samt et fabelagtigt samplet omkvæd, og så den M-Phazes producerede "World On My Shoulders", der lyder som noget Just Blaze kunne have produceret for Roc-A-Fella. Potent beat med et særdeles flot omkvæd.

Men nu hvor vi har været inde på alle pladens herligheder, som ER talrige, må dårligdommen også lige adresseres. Foruden de til tider noget vage lyriske præstationer, og et flow, der er matchet af de første 100 mc'er jeg kan komme i tanke om, har vi numre som "Righteous Way", der bærer et beat, der synes ganske enerverende efter nogle gennemlytninger. På "Like That" med Boston rapperne Slaine og Jaysaun, går der lige lovlig meget skummel, hård-type "jeg smadrer dig" -rap i den, og selvom nummeret ikke er decideret dårligt, så passer det ret skidt ind på denne plade. Edo G har dog nogle fede linjer, som når han åbner sit vers:

"I'm from reality ville, you're from fantasy island /
I with times is hard, nobody's smilin' /
I spit game with a sick name, you out for quick fame? /
I eat money and shit change"

På "Only You" går der total Usher-sjæler i den, og tog man rappen væk havde den sikkert ligget nummer et på diverse pop-charts, hvilket må siges at være en smule paradoksalt i og med, at radio-rappere er dem, der får flest lyriske klaps af Edo G igennem albummet. Dertil er der forholdsvist mange interludes spredt ud over pladen, hvilket giver skiven et lidt ærgerligt, mixtape-agtigt feel.

Men at the end of the day er der faktisk rigtig meget godt herpå. Jeg var langt fra imponeret første gang jeg hørte pladen igennem, men jeg er blevet ved med at vende tilbage, og har i løbet af det seneste 1½ måneds tid fundet frem til, at antallet af stærke skæringer vinder kampen imod de dårlige. Ganske anbefalelsesværdig.

4.5/6

- Jeppe Barslund