mandag den 27. september 2010

Rhymefest - El Che


Den evigt oversete, forbigåede og undervurderede Chicago-rapper Rhymefest, er tilbage med opfølgeren til kvalitets-triumfen og salgs-flobbet Blue Collar. Og det skal fra start af siges, at Blue Collar er umådeligt svær at komme efter. Rhymefest rappede som en drøm, om med No I.D. og Mark Ronson i spidsen for et stjernespækket hold af kontributører, lå stilen et trygt sted imellem backpack og mainstream, og resultatet var mageløst.

Ved første øjekast på El Che -coveret får man det indtryk, at det er en mere politisk Rhymefest der optræder. På bordet ligger Ralph Ellison's Invisible Man og Frederick Douglass' My Bondage and My Freedom; begge litterære hovedværker i skildringen af afroamerikanernes kamp fra slaver til ligestillede. Og ved siden af ligger revolutionærens hat, og hvad jeg går ud fra er munden på et gevær. Men men men! Alt dette giver mildest talt et helt forkert billede af selve pladen. Politik og intellektuel socialrealisme er ikke decideret udbredte emner på El Che. Rhymefest har valgt at præge størstedelen af hans album - hvilket jeg synes er en fæl fejltagelse - med rap om rap. Det er virkelig sjædent at 'Fest kommer ned i lige så dybe lag som han gjorde på debuten. At pladens indledende numre bærer titlerne "Talk My S**y" og "Say Wassup" siger vel nok en del om indholdet. Ikke at der er noget galt med shit-talking, men I Rhymefest's tilfælde havde jeg personligt håbet og forventet bare en smule mere end the usual. At Rhymefest tilmed ikke udmærker sig på nogen måde i shit-talk rap-genren går blot hele affæren yderligere ærgerlig. Når man har slået Eminem i Scribblejam finalen, skrevet Kanye West's "Jesus Walks", der vandt en grammy for bedste rap sang, og udgivet den tekstmæssigt fantastiske "Blue Collar", så må man også forvente, at ens fans har høje forventninger, og så må man også forvente, at fans'sne bliver en smule sure når man ikke disker op med mere end det gennemsnitlige. Okay godt ord igen, han formår at diske op med nogle rimelig solide vers hist og her, men hvis ikke problemet er at finde i teksterne, så er de højst sandsynligt at finde i produktionen. Tag fx "Prosperity" hvor han er inde på nogle af de mere interessante emner, men hvor beatet er så ligegyldigt, at man aldrig rigtig får oparbejdet mod nok til at få hørt nummeret færdigt. Enkelte gange lykkedes det dog tekst og beat at gå sammen som en større enhed, er her fremstår Rhymefest helt sublim. På førstesinglen "Give It To Me" rapper 'Fest med et stramt flow, og teksten minder en smule om "Bullet" fra forgængeren. Scram Jones' beat er et af de mest vanvittige jeg har hørt i ufattelig lang tid, og med en tilhørende genial video har man virkelig en kongenummer. Også Best Kep Secret bidrager med to produktioner, der sammen med "Give It To Me" danner pladens top 3. "Talk My S***" er definitionen på deres let genkendelige signaturlyd, med fabelagtigt sammensatte stadiumtrommer og en generelt "stor" lyd. Men jeg må indrømme, at Best Kept Secret drengene virkelig tog røven på mig med deres "City Is Falling" produktion, der ikke lyder som noget man har hørt fra dem før. En silende efterårsregn danner baggrund for en yderst følsom jazzproduktion, der bæres af en perfekt horn-melodi og et sublimt omkvæd fra Slique. Ikke bare pladens bedste nummer, men et af 2010's større mesterværker. Her får i dem begge.

"Give It To Me"




"City Is Falling feat. Slique"
(Jeg foretrækker at lukke øjnene og lytte til sangen fremfor at se videoen)



- Sjovt nok er originalversionen af "Give it To Me", som vist her i videoen, ikke at finde på El Che, men istedet et remix, hvor Saigon og Chicagorapperen ADaD rapper med. Fun fact er, at Rhymefest lavede en konkurrence, hvor premien var at få lov til at rappe med, og det var altså ADad der vandt.

Desværre er der foruden de nævnte pragtskæringer ikke meget godt at komme efter på El Che. Prominente navne som Just Blaze, Kanye West, No I.D, Mark Ronson og Emile, som alle var inde over Blue Collar, er ingen steder at finde på El Che. Istedet er det navne som S1, Jimi Conway, Terry Hunter og Scram Jones der pryder produktionslisten, ikke navne jeg kender, og ikke navne jeg har fået den store lyst til at checke op for. "Talk My S***", "Give It To Me" og "City Is Falling" er alle pengene værd, man skal man være ærlig, så havde man nok håbet på lidt mere af samme skuffe, for når alt kommer til alt, så er tre virkelig gode numre og 13 middelmådige ikke helt nok. Og hvor blev DJ Premier bangeren "Real Nigga Quotes" egentlig af??

Ingen kommentarer: