De arrige battlerap spyttende konger af hardcore hiphop, supergruppen Army of the Pharaohs, er tilbage med deres tredje album The Unholy Terror, der er en positiv opgradering fra deres ovenud ærgerligt Ritual of Battle, men som stadig ikke kan nå The Torture Papers til sokkeholderne.
AOTP holdet er større end nogensinde før. Først var de 12, så blev de 13 og nu tæller gruppen 15 medlemmer. Block McCloud og Journalist er gruppens nye ansigter. - Sidstnævnte havde jeg virkelig ikke set komme! Hans totalt oversete Scribes of Life var en af de første cd'er der stod i min samling, og da lyden derpå læner sig tæt op af den kommercielle hiphop, var han ikke umiddelbart en rapper som jeg troede ville ende i et kollektiv som AOTP.
Til stor glæde for undertegnede har Chief Kamachi forladt gruppen til fordel for Apathy. Ja, han har måske endda fået sparket? Han havde beef kørende med Apathy, og da gruppen gerne ville have Aparty tilbage var Kamachi mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked.
Army of the Pharaohs står dog stadig og roder med et enormt problem, som de tydeligvis ikke har intentioner om at løse. Gruppen formerer sig kontinuerligt, men det ville bestemt klæde AOTP at skære halvdelen af mc'er fra. Som altid er det Celph Titled, Apathy og Reef the Lost Cauze der stjæler spotlightet. Esoteric er ligeledes oppe i det røde felt, men han har kun et enkelt vers på hele pladen, hvilket man selvfølgelige kan undre sig over. Kigger man tilbage i kataloget vil man dog også opdage, at de to forrige plader var præget af en manglende sans for kvalitetsbevidsthed. Med AOTP har det alle dage været sådan, at jo bedre du er, des færre numre må du rappe på. I AOTP er Vinnie Paz en middelmådig rapper, hverken mere eller mindre, men han er uden sammenligning den, der optræder oftest. Nederst i hierakiet har vi Doap Nixon og Demoz, der begge har en god håndfuld vers. Nederst af alle, nede i den dybe, sorte og yderst pinefulde bund, har vi Jus Allah, der heldigvis kun medvirker på et nummer, "Godzilla", som han da også formår at ødelægge fuldstændig, på trods af fede bidrag fra de andre.
Men lad os lægge alt det dårlige bag os for en stund, og fokusere på nogle af de positivt ting på The Unholy Terror. Som det tydeligt fremgår af den Celph Titled producerede gudebanger "Bust 'Em In", som du højst sandsynligt sidder og hører lige nu, er der flere utroligt stærke numre, hvor faraoerne virkelig slår sig løs og spasser helt ud. Og når man snakker om at spasse ud, så må "Spaz Out" også nævnes som en sand perle på albummet. Dialog fra filmen Troy indleder det intet mindre end episke nummer, hvor JBL the Titan sampler fra et større symfoniorkester, altså fuldendt med stryger-sektioner, storladne kor og krigstrommer. Denne formel, hvor de klassiske elemter samples til pompøse beats bruges ofte, men det lykkedes aldrig særlig godt, og personligt synes jeg faktisk at JBL's er det eneste vellykkede forsøg. Men så er det godt, at DJ Kwestion (som de seriøst bliver nødt til at bruge noget mere!) bidrager med et par beats. Han producerede forrige albums bedste track "Strike Back" og fortsætter hvor han slap ved at brygge beats udfra den gamle stil, hvor beatet er såre simpelt men yderst effektivt. "Cookin' Keys" er helt forrygende, og med det fantastiske beat som baggrund fremstår mc'er langt bedre end på de fleste andre numre, selv Doap Nixon og Demoz! Også på det ti mand store posse cut "The Ultimatum" giver Kwestion rapperne et sublimt beat-lærred at male på.
Størstedelen af The Unholy Terror handler om raw battlerap, og det er der rappernes drivkraft ligger. Men på "Suicide Girl" træder de (Planetary, Doap Nixon og Apathy) ud af de faste rammer og rapper om noget mere værdiladet, lidt i stil med "Into the Arms of Angels" fra debuten. Apathy's tankevækkende vers kunne snildt gøre sig som pladens bedste, og hvor ville jeg dog ønske at AOTP havde flere numre af denne kaliber. Det viser dem fra en helt anden side, og giver et mere nuanceret billede af de forskellige rappere, hvilket klæder mange af dem.
"She said I must confess, it turns me on when I cut my flesh /
There's nothing left, I'm hollow, I'll follow death /
If it's a change from the mundane mondays /
You know my pain, I'm empty inside, my veins pump Novacaine /
Somethimes I feel like life isn't real /
And my brain is too busy and my mind don't even heal /
I could never shut it off so I'd rather shut it down /
Do it right the first time, I ain't trying to fuck around /
And she smiles for her friends but her smile is a mask /
Any memories of happiness is filed in the past /
I considered my garage, foot rewing on the gas /
A slash and a gasp or a violent blast /
I don't believe in hell unless it's what I'm in /
I wanna free my soul, straight jump out of my skin /
She exhaled and sighed, eyes open wide /
Suicide, it's a suicide"
Alt i alt er det stadig tydeligt, at AOTP lider under for mange dårlige rappere og for mange dårligere producere. The Unholy Terror har flere lyspunkter end Ritual of Battle, men der er stadig alt for meget rod og ligegyldigt skrammel på, til at den kan måle sig med deres debut. Der er en god håndfuld solide produktioner på, at antallet af fede punchlines er mange, tyg fx lige på den her "A real jedi kid, you're a toy yoda like tundra" fra "Spaz Out"! - Men det er ikke helt nok til at redde pladen fra en lidt-over-middel-karakter.
3.5/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar