Black Milk - Album of the Year

Det er nok vigtigt at indlede denne anmeldelse med at redegøre for mit forhold til Black Milk. Jeg er en af de få - måske en af de eneste endda - der syntes, at han kom lidt for nemt til toppen. J Dilla var dårligt nok død før Black Milk blev udnævnt til Jay Dee's arvtager, og derfra blev han alles nye favorit producer overnight. Naturligvis synes jeg, at han har udgivet noget forrygende musik, og jeg vil gerne indrømme, at han er hjernen bag et par af mine favorit bangers, der er produceret i nyere tid. Kidz In the Hall's "Middle of the Map Pt. 1" er ubeskriveligt fed, Finale's "One Man Show" er lige i øjet, Pharoahe Monch's "Bar Tap" er en sublim sammensætning, og størstedelen af Elzhi's The Preface, med "Motown 25" i spidsen, og de rene lækkerier. Til gengæld har hans egne udgivelser været en smule lunkne. Indrømmet, jeg har ikke hørt Sound of the City og Broken Wax, men Popular Demand var hurtigt glemt, og Tronic var decideret skuffende. Overordnet set synes jeg altså ganske simpelt ikke, at han har nok exeptionelt godt materiale til at blive kaldt en af de bedste producere. Dog har han potentialet til at blive det.

Det er selvfølgelig en smagssag, og jeg ved at mange er uenige med mig, så lad os lade den ligge.

"Tell 'em all settle down /
We bringin' the real - wack niggas not allowed!"

Jeg har efterhånden modtaget en del mails, hvor folk skriver, at de gerne vil høre min mening om Album of the Year, og det virker lidt som om, at mange af dem, der har skrevet til mig, på forhånd forventer, at jeg giver pladen en tårnhøj karakter, og de lader til at håbe på, bare at kunne læne sig tilbage og læse en stor, fed, udpenslet lovprisning om, hvor hamrende fed Black Milk er, og hvor vold fed en skive Album of the Year er. Her kommer jeg nok til at skuffe jer en kende.

Der er som sagt ingen tvivl om, at Black Milk har spillet en stor rolle i 00'ernes hiphop, og han satte for alvor Detroit tilbage på kortet, efter at Eminem blev kommerciel og ligegyldig. Han har arbejdet med et bred vifte af prominente rappere, og han har især taget sig særligt godt af hans Detroit kollegaer, som Finale, Invinsible, Phat Kat, Elzhi, Royce Da 5'9'' og Guilty Simpson. Hans produktioner er utroligt let genkendelige. Han står side om side med Nottz om at bruge de tungeste trommer, og det er om noget hans evne til at programmere disse nådesløst hårdtslående beats, der har gjort ham stor. Man kan altid regne med en gedigen banger fra Milks side, og jeg er sikker på, at mangen en hiphopper er blevet udskrevet fra hospitalet med nakkekrave på.

Produktionernes skelet er på Album of the Year det samme som sædvanlig, og det er tydeligt, at hans elskede AKAI MPC-2000 XL har været ved hans side hele vejen igennem. Hvad der differentiere processen denne gang fra tidligere er, at han har hevet adskillige studiemusikere ind for at få nogle live instrumentation over hans beats. Det gør egentlig ikke den store forskel, men på enkelte numre får man serveret lidt ekstra organisk musik. "Gospel Psychedelic Rock" og "Closed Chapter" er begge båret op af rockguitarer, og "Distortion" afsluttes med en afdæmpet funkguitar solo. På andre skæringer kammer det for mit vedkommende over, da Milk har fået percussion trommer ind over hans egne, i forvejen dominerende trommer, og det resulterer i værste tilfælde, som på "Keep Going", i decideret uudholdelige musik. Liveinstrumenterne fylder dog ikke så meget igen, og størstedelen er pladen er pure Black Milk. Til gengæld er det til tider en smule uoriginalt og kedeligt i forhold til hvad man før har hørt fra ham. "Deadly Medley" er fx et godt håndværk, men sammenlignet med førnævnte "Middle of the Map Pt. 1" blegner det en smule, og så tror jeg endda at det er samme sample, der bruges. Pladens uden sammenligning stærkeste track er "Black & Brown", der som det eneste nummer rummer den råstyrke og beat-brutalitet, som jeg elsker fra Black Milk. Af andre highlights kan "Welcome (Gotta Go)" og "Over Again" nævnes, men resten af pladen er produktionsmæssigt efter min mening for unuanceret og middelmådig.
Rapdelen er heller ikke just noget at råbe hurra for. Black Milk er bedre end gennemsnittet, men han har hverken attitude eller skills nok til at udmærke sig yderligere. Royce Da 5'9'', Elzhi og Danny Brown outshiner ham da også med flere længder. Stod det til mig skulle Black Milk have gjort som Apollo Brown (som bliver anmeldt næst), nemlig finpudset produktionerne fremfor at bruge tid på at skrive tekster, som i bund og grund ikke er memorable nok til, at det er dét man husker ham for. Når alt kommer til alt så tænker man jo 'producer' når Milk nævnes, og ikke 'mc' - og det er der en god grund til.

Album of the Year er langt fra album of the year. Black Milk er for dygtig og erfaren til at lave noget decideret dårligt, men jeg må alligevel tilstå, at Album of the Year gjorde et overraskende svagt indtryk på mig. Den er blevet hørt igennem det dusin gange det kræver at kunne udtale sig ordenligt om det, men meget mere tror jeg heller ikke det bliver til. The Reset skal tilbage på anlægget omgående....

3.5/6