Hvis man skal sige 'Rakaa' så må man også først lige sige 'Dilated Peoples'; den i undergrunds-øjne yderst ankerkendte Cali-gruppe, der især med udgivelser som Expansion Team fra 2001 (hvorpå numrene "Worst Comes to Worst" og "Clockwork" var at finde) og Neighborhood Watch fra 2004 (der blev ført an af den sublime Kanye West producerede og begæstede single "This Way") - har været et obligatorisk navn at nævne når talen er faldet på nyere tids westcoast hiphop. Nu taler jeg primært facts, for personligt har jeg aldrig været den store fan af Dilated Peoples. Der har været gode tracks at finde på alle deres udgivelser, især de allerede nævnte, men som samlede værker har ingen af deres udgivelser været noget specielt at råbe hurra for. Og faktisk deler jeg samme mening med de respektive medlemmers sideløbende karriere. DJ Babu har udgivet hele Duck Season serien, men kun "Duck Season" nummeret fra Vol 1, der da også er et af de mest vanvittige battle tracks der er lavet i hiphoppens historie, har fanget min interesse. Det samme kan siges om Evidence: Cool rapper, der har haft nogle spændende features her og der, men jeg har aldrig rigtig haft den store interesse i rapperen generelt. Sjovt nok har den karismatiske Rakaa Iriscience altid været mit favorit medlem fra Dilated Peoples; det uden tvivl mindst aktive medlem fra hele gruppen. Se bare på wikipedia; Rakaa har været aktiv i et årti og har ikke engang sin egen side!
"I'm buggin' with flashbacks, struggelin' past that /
Tryna' make sense of the abstract /
Heart skip like Picasso painted it strange /
A mixture of beautiful pleasures and hideous pain /
Fool's rush in, they say love's an idiots game /
I never played dumb, I played hard to win it the same"
- Ikke desto mindre udgiver han nu sit debutalbum Crown of Thorns, som på mærkværdigeste vis formår at ligge på grænsen imellem det rodede, stilforvirrende og til tider decideret uudholdelige, og det lyrisk fremragende, musikalskt overraskende og fra tid til anden ovenud imponerende. Lidt af en rodebiks ja, og årsagen til dette er primært at finde i Rakaas evne til at vælge beats. Ligeså mastodontisk som det Sid Roams producerede, synth-bårne åbningsnummer er, lige så umulig er Dj Babu's "Eyes Wide" at komme igennem, grundet dens øreskærende toner, der lader til at have til formål, at teste holdbarheden i lytterens øre.
På toppen af listen har vi numre som det herlige Outkast lydende "Rosetta Stone Groove", Alchemist's "Upstairs", der på lækreste vis er det mindst Alchemist'ede nummer han nogensinde har sat sammen, og det totalt udsyrede og spaced out "Mean Streak", der er produceret af El-P, der som sædvanlig formår at skabe en skæv men fantastisk melodi ud af det vildest tænkelige kaos.
Men som modparter til alle disse fremragende skæringer har vi blandt andet Oh No's "Assault & Battery", Evidence's "Delilah", der ganske simpelt er nået at blive kedelig før det er hørt igennem første gang, og selv min egen personlige favoritproducer Exile skuffer med "Human Nature", hvis beat er flere år gammelt og har ligger på Johaz's myspace side; en version der i øvrigt er flere længder bedre end Rakaas, på trods af at KRS-One assisterer.
Det som ultimativt redder Crown of Thorns er Rakaa's karismatiske væsen, hans substantielle tekster og hans afslappede og stilsikre måde at levere dem på. Det er ligefør at Rakaa har mere at sige på hans første soloudspil and kollegaen Evidence har nået i hele hans solokarriere. Numre som "Observatory", "Rosetta Stone Groove", "Upstairs" og titelnummeret er det rene guf for lyrikere, og på numre som Los Angeles oden "Aces High", hvor han får besøg af Fashawn, Evidence og Defari, rapper han med sit stramme flow ganske simpelt bare som en drøm. Egentlig ganske sigende for den lyriske del hele vejen igennem.
På trods af nogle fæle missere på produktionssiden er Crown of Thorns et ganske formidabelt album. Det kræver en smule tilvending, men hvis man giver sig tid til at dykke ned i Rakaas univers, så vil man opdage at det er et af de virkelig interessante af slagsen. At hovedpersonen ikke har været så aktiv de sidste års tid fremgår tydeligt, da han virker yderst sulten og rap-overskuddet og lysten stråler ud af manden. Crown of Thorns lander nok ikke på nogen top 10 lister i år - primært fordi de ofte omtalte fejlproduktioner trækker dét stykke ned - men jeg vil stadig stærkt anbefale pladen, da der er rigeligt med sublime numre på til at gøre det et stærkt album.
4/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar