Apollo Brown - The Reset

Det lå lige til højrebenet at hive fat i The Reset til en anmeldelse, efter Black Milk's Album of the Year. - Dels fordi, at Apollo Brown er en af 2010 højest profilerede producere, ligesom Black Milk, men også fordi, at de to udgivelser deler et utal af ligheder.

Apollo Brown er ligesom Black Milk fra Detroit, og med inspiration fra DJ Premier, Pete Rock og J Dilla, brygger han tonstunge beats, der både bærer præg af den gamle skoles vintage stil, men som bestemt også er et kærkomment bud på fremtidens lyd. Og Apollo Browns stil ligger faktisk ganske tæt op af Black Milk's, sammenlignet med Album of the Year har Brown bare spillet sine kort betydeligt bedre. The Reset har været undervejs i længere tid, så produktionerne er mere bearbejdede, og så rapper Brown ikke, det lader han et forrygende A-Team om - netop for kun at skulle koncentrere sig om produktionerne. Dette har virkelig givet pote, for holy mother hvor er det noget sprødt hiphop man bliver præsenteret for her!! Den ydmyge Apollo Brown har udtalt, at han, vel vidende at han endnu ikke besidder evnerne til at udføre dette, - producerer hans plader som skulle de være verdens bedste. Og nøøj hvor er der meget guf at finde! Hans evne til at sammensætte basgange, dynamiske trommer og ekstremt velvalgte samples er intet mindre end mageløs, og når numrene tilmed er lyrisk velsignet fra folk som Big Pooh, yU, MED, Oddisee, Ken Starr, Prince Po og størstedelen af Detroits undergrundselite, blandt andre Finale, Stik Figa, Magestik Legend og Black Milk, så kan det næsten ikke gå galt. Og i kan trygt stole på, at resultatet er fantastisk.

Apollo Browns kompositioner er i bund og grund ret simple, men ligeså enkle som de er i udtrykket, lige så effektive er det så sandelig også. Ballet åbnes med den eksplosive "Hungry", der ved perfekt brug af vokalsamples og flere lags mudrede synthlyde lægger en solid bund for Big Pooh og Black Milk. På den vinylknitrende, drømmende "Lower the Boom", er det ligeledes de effektive trommer og vokal brudstykkerne, der får alle elementerne til at falde i hak. Og som man begiver sig ind på The Reset finder man hurtigt ud af, at disse er de bærende søjler for Browns produktioner generelt. Dette har både sine ups and downs. - Da denne grundformular fungerer yderst godt, er det overordnede niveau ganske højt, men efter at have hørt pladen igennem en 4-5 gange, begyndte jeg at tage mig selv i at skippe en del numre. Måske netop fordi, at produktionerne er så nært beslægtede, fejer de bedste beats de mindre gode af vejen. "Beauty of a Day", "Odds Ain't Fair", "Brainwash", "Ghetto Soul Music" og "Lower the Boom" blev meget hurtigt mine favoritter, og der gik ikke lang tid før, at disse numre faktisk var de eneste jeg hørte. Det har højst sandsynligt også noget at gøre med, at disse numre bærer de flotteste lyriske præstationer. Det er dog heller ikke fordi, at pladen bugner med lyriske guldkorn. De forskellige rappere har en lidt ærgerlig tendens til at rappe om de samme emner på de forskellige numre, så meget af tiden går på at høre om, hvor seje de her rappere er. Den dybe tallerken bliver bestemt ikke opfundet, og selvom det er en fantastisk hold mc'er, der alle har evnerne i orden, så er dét bare ikke nok til at holde interessen ved lige.

Nu er det trods alt Apollo Browns album, så rappen kommer i anden række, og der er ingen tvivl om, at den røde tråd findes i produktionerne. The Reset byder på nogle seriøst fede numre, men grundet produktionernes meget ens fundament, og den lidt for svage rap del, er pladen langt fra perfekt. Apollo Brown er bestemt en producer, der er værd at holde øje med i fremtiden. At dømme ud fra denne skive kan han snildt komme op på siden af Black Milk og give ham kamp til stregen. Stod valget imellem The Reset og Album of the Year ville jeg klart anbefale at investere i Apollo Brown.

4.5/6

Han skulle efter sigende være på trapperne med pladen Gas Mask, som en del af gruppen The Left - og ifølge det jeg har læst, så er det virkelig serious business de har gang i.