søndag den 5. september 2010

P.O.S. - Never Better


Velkommen til Rhymesayers Entertainment - mangfoldighedens hus. Indie hiphop selskabet, der meget hurtigt er vokset større og større takket være frontgruppen Atmosphere og det lyriske vidunderbarn Brother Ali, har mange forskellige typer af artister og dertilhørende stilarter under deres tag. De to førnævnte repræsenterer den mest ligetil form for hiphop, sammen med folk som Abstract Rude, Evidence, Freeway og Jake One, imens Eyedea & Abilities, Grieves og P.O.S. blandt andre står for en mere eksperimenterende og alternativ tilgang til hiphoppen. Både Eyedea & Abilities og Grieves er blevet anmeldt her på bloggen, og de fik begge tildelt middelkarakterer, da jeg personligt havde for svært ved at vende mig til deres rockede og produktionsmæssigt højst usædvanlige syn på hiphoppen.

P.O.S. er ligeledes højst usædvanlig på enhver tænkelig måde. Hans musikalske færd startede som hiphop-hadende punk-rocker i bandet Om, hvor han gik under navnet Pissed Off Stef. Han sang, growlede og mestrede en masse forskellige instrumenter, og har efterfølgende spillet i flere forskellige punk grupper. Han gik dog fra at have et decideret fjendtligt forhold til hiphop, til at opdage, at rap faktisk var en genial måde at udtrykke sig på. Hiphop begyndte derfor at have større og større indfyldelse på hans musik, og med udgivelsen af hans andet album Audition (2006), fik han endegyldigt sat 'rapper' -markatet på sig. Punk elementerne var dog stadig at finde overalt, og med hans tredje udgivelse Never Better, er det stadig tydeligt, at hans kærlighed for punkrock spiller en stor rolle. Faktisk er den tydeligere end man før har hørt det på en P.O.S. hiphopudgivelse, men da P.O.S. sideløbende har voksnet sig til at være en fabelagtigt dygtig rapper, er Never Better nok hans mest fuldendte forsøg på at parre hiphop med den alternative punkrock.

Det skal lige siges, at Never Better ikke er en "nem" lytteoplevelse. Det er en af de slags plader, der virkelig kræver noget af lytteren. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg meget hurtigt lagde pladen på hylden første gang jeg hørte den. På daværende tidspunkt synes jeg både, at det var for mærkeligt, usammenhængende, skævt og rodet, så jeg gav simpelthen op. Det var da en læser af bloggen (stort tak til Yusuf Dualeh) anbefalede mig at checke den ud, at jeg besluttede mig for at give den et forsøg mere, og det er jeg ovenud glad for!

Men selvom det lykkedes mig at se på Never Better igennem fornyede briller skal det siges, at det stadig krævede en større tilvendingspræstation, for P.O.S. sætter vitterligt lytteren på en hård prøve. Der er ikke en eneste linje, der er letforståelig. Han lader til at skrive med lige dele poesi og galskab, og selvom jeg har brugt flere timer på at decifrere hans tekster, fremstår store dele stadig uden forståelse, for mig. hele ballet åbnes med "Let It Rattle", hvor han rapper,

"There ain't nobody to be pretty for fuck it /
Let it rattle, let the clatter kill 'em, let the cataclysm wash /
Who really listens? /
Precision with a verse draws a crowd /
I draw a line between an easy melody and piece on mind /
I keep the gain tweaked /
Freak the same to it's own thing, spit the plain pain /
Econolines for the dime class, it's a god damn recession /
Come one, show a little respect"

Hvis nogen kan forklarer mig hvad han rapper her, ville jeg blive yderst imponeret. Min holdning til tekster som disse har to sider, for samtidig med, at jeg bliver imponeret over rappere, der kan skrive tekster, som mere eller mindre kræver at blive analyseret, så bryder jeg mig ikke om tekster, der er så sære og vanskelige at det virker for søgt, hvilket ofte lader til at være tilfældet med P.O.S., hvis kringlede lyrik har det med at spænde ben for sangenes egentlige buskaber. Det, der i sidste ende redder Never Better er P.O.S's flow, der er så vanvittig vildt, at man ikke kan andet end at falde ned af stolen over det. Heldigvis er det faktisk så godt, at man jævnligt glemmer, at man ikke forstår ordene, men i bund og grund har det fint med at blive revet med af hans ustoppelige flow. Tag fx et nummer som "Get Smokes", hvor man kan bruge ligeså lang tid på at studere hans flow som på at forsøge at hive en mening ud af teksten.

Noget helt tredje som man også kan ende med at bruge lang tid på at studere er produktionerne. P.O.S. har selv sammensat halvdelen af pladens instrumentaler, og det er ganske forrygende så god han er til at skræddersy beats til hans egne evner. Mange sange er så skævt sammensat, at det kræver flere gennemlytninger før man kan gennemskue hvordan og hvorledes det hele hænger sammen. Igen er "Get Smokes" et godt eksempel på dette, da basgange, synthlyde, trommer og funkguitarer lader til at boltre sig komplet tilfældigt ind og ud af hinanden, men når først ens hjerne har regnet rytmerne ud, falder man igen ned fra stolen af bar forundrende beundring, bedst som man lige er kommet op igen! Ikke alle beats er dog lige svære at regne ud. Andre er lettere fordøjelige, men stadig sammensat ud fra elementer, man ikke normalt hører sat sammen. På "Optimist" trommer han på et bord med sine hænder og slår på plastik kopper med pinde, altimins storladne, dybe synthlyde lægger sig over produktionen som et tungt tæppe. Resultatet er mageløst.

"Optimist official music video"



Pladens resterende beats er produceret af P.O.S's DoomTree kollegaer Razorbeak, Paper Tiger og MK Larada, og det er tydeligt, at de alle deler P.O.S's musikalske ambitioner. Selv det mærkeligste forsøges, og når det går godt fremspringer små mirakler, men når det fejler, fejler det grumt. Numre som "Drumroll (We're All Thirsty)", "Purexed" og "Terrorish" er ærgerlige eksempler på hvor galt det kan gå, når for mange genrer sættes for dårligt sammen. Lazerbeak ryster et par af pladens bedre skæringer fra sig i form af "Been Afraid" og førstesinglen "Goodbye", der minder en smule om en Just Blaze banger.

Sætter man Never Better på anlægget kan man være sikker på at blive gennemtævet af alle de genrer og stilarter, der mødes. Det er bestemt ikke for the average listener, men hvis man har mod på at lægge øre til noget nyt, eller hvis man bare har brug for lidt forandring, så er der meget godt at komme efter på P.O.S's tredje album. Personligt er jeg glad for at jeg blev lokket til at fiske Never Better frem igen, for selvom jeg stadig ikke ser pladen som en gennemført helhedsoplevelse (det er det simpelthen stadig for mærkeligt til), så opdagede jeg nogle ualmindeligt flotte numre på skiven.

Yderligere byder Never Better på et forrygende konceptcover, ligesom man før har oplevet det med de større Rhymesayers udgivelser som The Stimulus Package og When Life Gives You Lemons... Med Never Better får man mulighed for at designe sit eget cover. Der følger 6 transparante skarpeloner med, som kan lægges ovenpå en større kollektion af forskellige billeder, som ultimativt kan skabe flere hundrede unikke sammensætninger, som så kan bruges som pladens cover. Det cover jeg har angivet øverst i anmeldelsen er "mit", - det cover som jeg har sammensat. Så bliv ikke forvirret hvis du ikke kan finde det nogen steder på nettet - det officielle cover som P.O.S. selv har sat sammen er det, der er angivet her til venstre.

For altså at koge det hele sammen til et par komprimerede linjer: Eksperimenterende, alternative/punk -indflydelsesrig hiphop fra en mesterflower, hvis tekster svinger fra det poetisk flotte til det direkte usammenhængende, over beats, der ligeledes svinger fra det sublime til det lidt for rodede. Og så med et genialt cover!

4/6

-

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hm, jeg er lidt splittet ved denne her anmeldelse; den endelig karakter er jo ganske forsvarlig, men du fremhæver Purexed, Terrorish og Drumroll som de ringere af slagens, hvilket er jeg ret uenig i. Blandt mine personlige favoriter på pladen er Terrorish og Low Light Low Life.. Lyrikken af virkelig kringlet, og sådan set er jeg mere til Audition albummet, men Never Better var ingen skuffelse, og modsat fra dig, følte jeg mig meget velkommen fra allerførste afspilning, da der virkelig er mange brilliante sange, der ikke kræver mange minutters spilletid før, at de sidder fast :)

- maja

Anonym sagde ...

er meget enig med anmeldelsen langt hen ad vejen. jeg synes dog at det er en anelse besynderligt at du ikke naevner Low Light Low Life, som jeg sammen med Let it Rattle og Purexed synes er albumets klart staerkeste numre. Dessas vers pa Low Light Low Life giver mig kuldegysninger hver gang jeg hoerer det. Let it Rattle er en fabelagtig produktion med P.O.S. der flower som jeg aldrig har hoert det foer. Jeg synes virkelig han rammer noget unikt paa det nummer som jeg aldrig har set foer i Hip Hoppen. Naar det saa er sagt er der ogsaa adskillige numre som er det rene makvaerk i mine oerer, hvilket goer denne her plade til den mest blandede oplevelse fra 2009.

Mads

Btw, saa kunne det vaere fantastisk at hoere dine tanker om The Ecstatic i en anmeldelse :)

Peace

Anonym sagde ...

synes hele pladen lugter af tissemand..
er dog enig i Mads' idé med Ecstatic!
schling