onsdag den 25. august 2010

ShinSight Trio - Shallow Nights Blurry Moon

Man hører ofte om rappere, der efter uenigheder med executives har skiftet pladeselskab for bedre at kunne nå deres drømme. Men hvor ofte hører man om rappere, der flytter til et helt andet kontinent for at prøve lykken?
Boston hiphopvidunderbarnet Insight har alle dage været en speciel type. Han har udgivet et hav af plader, både under eget navn, men også som andre besynderlige aliasser og i diverse grupper. - Ens for hver udgivelse har været, at det på ingen måde er your usual type of hiphop. Som MC i gruppen Electric Company, udgav han en god håndfuld plader i første halvdel af 00'erne, og efterfølgende har han gået på opdagelse i sit eget eksperimenterende solounivers, der blandt ander har resulteret i den hiphop/electroniske instrumental skive Crooked Needle On A Square Record, den jazz/funkede Updated Software -serie og mere lige til hiphoppede plader som den politiske Maysun Project og den fremragende The Blast Radius fra 2004, hvor han både imponerede som producer og rapper, men samtidig udlevede nogle af hans syrede fantasier, blandt andet på den måbende flotte "Seventeen MCs", hvor han ene mand lyder som 17 forskellige rappere, ved at opbygge nogle helt unikke stile og flows. Denne "fantasi" viderførte han under navnet Soloplexus med kultpladen Illusive Avenues of 6 Intrinsic Musicians, der ligeledes var en slags skizofren legeplads for Insight alene.
Men på trods af alle disse projekter, koncepter og udgivelser, følte han sig i 2005 stadig skidt behandlet af de Amerikanske pladeselskaber, og pakkede derfor kufferten og bestilte en one way ticket til Japan, for at se hvad der rykkede sig derovre.

Det var her han mødte de Japanske guldklumper Shin-Ski og DJ Ryow. Shin-Ski har figureret som producer i grupper som MartianGang (der nok er bedst sammenlignelig med jazz/blues producerholdet Sound Providers), Levitatorz og Designed People. DJ Ryow, der også går under navnet Smooth Current, er vel nok Japans mest anerkendte hiphop Dj. Han har i flere år opereret i grupper som Ballers, Endless File og GRAND BEATZ og har udgivet over 60 mix cd'er i eget navn, samt produceret mere end 150 numre for diverse Japanske hiphop acts. Sort på hvidt: Det var tre meget erfarne kunstnere, der slog hovedet sammen i 04/05 for at dyrke deres musikalske interesser jazz, blues og hiphop - og det er der kommet et ualmindeligt lækkert album ud af.

"Trio" delen af gruppens navn er helt i stil med jazzkulturens traditioner, men pianisten, double bass spilleren og trommeslageren er her byttet ud med en fabelagtig poet, der maler spraglede billeder af allemands hverdagssituation, en producer, der kender, elsker og dyrker jazzens væsen, og som på mesterlig vis parrer den med lette boom bap trommer og melodiøse komponenter, der åbenlyst drager paraleller til A Tribe Called Quest, De La Soul og Common på hans første plader, - samt en Dj, der ser sine pladespillere og vinyler som et middel til at skabe kunst - og jeg skal lige love for, at Dj-kunst bliver formidlet! Ikke nok med, at selve teknikken er i top, så er brudstykkerne velvalgte er perfekt placeret i kontekst. Linjen "This goes out to all my peoples in the city" fra Funkdoobiest "Dedicated" passer fx som fod i hose på "No Clouds On A Sunny Day", da Shallow Nights Blurry Moon vitterligt er for alle. Dette skyldes primært Insight, der har nydt godt af at blive fri fra producerrollen - som han ellers var blevet vant til - og istedet bare har kunnet koncentrere sig om hans tekster, der cirkulerer rundt om samfundsrevseri og et broget valg af jordnære emner, som de fleste kan relatere til - and there's always a messege involved. Det fremgår da også tydeligt, at det er historiefortællingerne der er i højsæddet, for selvom man ved, at Insight kan rappe så hurtigt at kun få kan følge med, så tager han det helt stille og roligt og giver teksterne den plads de skal bruge. Ikke sagt at han ikke flower fordelagtigt, for det gør han om nogen, - han viser bare, at fart, tempo, snørklede rim og rafinerede ordlege ikke nødvendigvis er de eneste indikatorer på et godt flow.

Der hvor magien for alvor opstår, er når denne sublime diseurs kunnen og gøren flyder sammen med Shin-Skis sprøde produktioner. Som skrevet før er indflydelsen fra jazz stærkest, og piano, horn, blæsere og dybe basgange er faste elementer af lydsiden. Det, der virkelig gør Shin-Ski til et unikum af en producer, er hans tendens til ikke "bare" at sample sange, men omarrangere melodier, broer og vers fra gamle klassikere, hvilket bevirker, at han får sat sig eget præg på allerede fantastiske musikstykker. Pladens bedste eksempel på dette finder vi på undertegnedes personlige favoritskæring "Passin By". Umiddelbart kan det være svært at genkende hvilket nummer Shin-Ski har lånt, men når først det går op for én, at det er Beatles klassikeren "And I Love Her" fra A Hard Day's Night (1964), og man derefter sætter sig ind i hans tankegang og finder ud af, hvad det faktisk er han gør, så er det næsten så man taber øjne og mund.



Ikke alle numre er brygget ud fra samme fald-på-halen excellente opskrift, men som det ligeledes var en tradition i jazzkulturen, hvor trioer, kvartetter, kvintetter (og hvad de ellers hedder) spontant jammede derudaf og bare lod sig rive med af stemningen, har ShinSight Trio satset mere på den gennemgående gode stemning, fremfor en masse fyldnumre, der kredser om en håndfuld standout numre. Det er altså ikke alle numre, der er 5 stjerner værd i dit iTunes biblioteket, men på en eller anden herligt tilbageholdende måde, er det netop dette, der gør pladen fantastisk, da numrene ikke kæmper en indbyrdes kamp om at stå frem som det bedste.

Er man til lækker, laidback jazz/hiphop, så er Shallow Nights Blurry Moon ikke bare "en god investering", det er et musthave. Tankevækkende, sublimt leverede linjer fra Insight og labre produktioner fra Shin-Ski; en producer, der virkelig er værd at holde øje med i fremtiden. ShinSight Trio's debut vil med garanti blive skamspillet i et godt stykke tid endnu.

- 1000 tak til Andreas Schultz for at anbefale mig at checke ShinSight Trio ud. Jeg er yderst taknemmelig -

5/6

Pladen kan købes via amazon.com HER (en smule dyr)
Eller via det Japanske pladeselskabs hjemmeside HER
eller som noget ganske nyt, - via iTunes HER

1 kommentar:

Rasmus sagde ...

En stor tak til Andreas skal det også lyde herfra, fantastisk album!