torsdag den 16. september 2010

Black Milk - Album of the Year


Det er nok vigtigt at indlede denne anmeldelse med at redegøre for mit forhold til Black Milk. Jeg er en af de få - måske en af de eneste endda - der syntes, at han kom lidt for nemt til toppen. J Dilla var dårligt nok død før Black Milk blev udnævnt til Jay Dee's arvtager, og derfra blev han alles nye favorit producer overnight. Naturligvis synes jeg, at han har udgivet noget forrygende musik, og jeg vil gerne indrømme, at han er hjernen bag et par af mine favorit bangers, der er produceret i nyere tid. Kidz In the Hall's "Middle of the Map Pt. 1" er ubeskriveligt fed, Finale's "One Man Show" er lige i øjet, Pharoahe Monch's "Bar Tap" er en sublim sammensætning, og størstedelen af Elzhi's The Preface, med "Motown 25" i spidsen, og de rene lækkerier. Til gengæld har hans egne udgivelser været en smule lunkne. Indrømmet, jeg har ikke hørt Sound of the City og Broken Wax, men Popular Demand var hurtigt glemt, og Tronic var decideret skuffende. Overordnet set synes jeg altså ganske simpelt ikke, at han har nok exeptionelt godt materiale til at blive kaldt en af de bedste producere. Dog har han potentialet til at blive det.

Det er selvfølgelig en smagssag, og jeg ved at mange er uenige med mig, så lad os lade den ligge.

"Tell 'em all settle down /
We bringin' the real - wack niggas not allowed!"

Jeg har efterhånden modtaget en del mails, hvor folk skriver, at de gerne vil høre min mening om Album of the Year, og det virker lidt som om, at mange af dem, der har skrevet til mig, på forhånd forventer, at jeg giver pladen en tårnhøj karakter, og de lader til at håbe på, bare at kunne læne sig tilbage og læse en stor, fed, udpenslet lovprisning om, hvor hamrende fed Black Milk er, og hvor vold fed en skive Album of the Year er. Her kommer jeg nok til at skuffe jer en kende.

Der er som sagt ingen tvivl om, at Black Milk har spillet en stor rolle i 00'ernes hiphop, og han satte for alvor Detroit tilbage på kortet, efter at Eminem blev kommerciel og ligegyldig. Han har arbejdet med et bred vifte af prominente rappere, og han har især taget sig særligt godt af hans Detroit kollegaer, som Finale, Invinsible, Phat Kat, Elzhi, Royce Da 5'9'' og Guilty Simpson. Hans produktioner er utroligt let genkendelige. Han står side om side med Nottz om at bruge de tungeste trommer, og det er om noget hans evne til at programmere disse nådesløst hårdtslående beats, der har gjort ham stor. Man kan altid regne med en gedigen banger fra Milks side, og jeg er sikker på, at mangen en hiphopper er blevet udskrevet fra hospitalet med nakkekrave på.

Produktionernes skelet er på Album of the Year det samme som sædvanlig, og det er tydeligt, at hans elskede AKAI MPC-2000 XL har været ved hans side hele vejen igennem. Hvad der differentiere processen denne gang fra tidligere er, at han har hevet adskillige studiemusikere ind for at få nogle live instrumentation over hans beats. Det gør egentlig ikke den store forskel, men på enkelte numre får man serveret lidt ekstra organisk musik. "Gospel Psychedelic Rock" og "Closed Chapter" er begge båret op af rockguitarer, og "Distortion" afsluttes med en afdæmpet funkguitar solo. På andre skæringer kammer det for mit vedkommende over, da Milk har fået percussion trommer ind over hans egne, i forvejen dominerende trommer, og det resulterer i værste tilfælde, som på "Keep Going", i decideret uudholdelige musik. Liveinstrumenterne fylder dog ikke så meget igen, og størstedelen er pladen er pure Black Milk. Til gengæld er det til tider en smule uoriginalt og kedeligt i forhold til hvad man før har hørt fra ham. "Deadly Medley" er fx et godt håndværk, men sammenlignet med førnævnte "Middle of the Map Pt. 1" blegner det en smule, og så tror jeg endda at det er samme sample, der bruges. Pladens uden sammenligning stærkeste track er "Black & Brown", der som det eneste nummer rummer den råstyrke og beat-brutalitet, som jeg elsker fra Black Milk. Af andre highlights kan "Welcome (Gotta Go)" og "Over Again" nævnes, men resten af pladen er produktionsmæssigt efter min mening for unuanceret og middelmådig.
Rapdelen er heller ikke just noget at råbe hurra for. Black Milk er bedre end gennemsnittet, men han har hverken attitude eller skills nok til at udmærke sig yderligere. Royce Da 5'9'', Elzhi og Danny Brown outshiner ham da også med flere længder. Stod det til mig skulle Black Milk have gjort som Apollo Brown (som bliver anmeldt næst), nemlig finpudset produktionerne fremfor at bruge tid på at skrive tekster, som i bund og grund ikke er memorable nok til, at det er dét man husker ham for. Når alt kommer til alt så tænker man jo 'producer' når Milk nævnes, og ikke 'mc' - og det er der en god grund til.

Album of the Year er langt fra album of the year. Black Milk er for dygtig og erfaren til at lave noget decideret dårligt, men jeg må alligevel tilstå, at Album of the Year gjorde et overraskende svagt indtryk på mig. Den er blevet hørt igennem det dusin gange det kræver at kunne udtale sig ordenligt om det, men meget mere tror jeg heller ikke det bliver til. The Reset skal tilbage på anlægget omgående....

3.5/6

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Smag og behag er jo heldigvis så umådelig forskellig. Og så længe man er i stand til at argumentere for hvad ens synspunkter dybest set bunder i, vil de færreste vel nok påstå at man kan andet end blot notere sig uenigheden og glæde sig over vi ikke alle er ens.
Det var i hvert fald præcis sådan jeg havde det efter jeg læste denne anmeldelse. Personligt synes jeg nemlig det er et fantastisk album. Ja Blacks lyriske skills er set bedre (personligt også der jeg mener albummet er svagest), men hans flow er ganske habilt i min bog og produktionerne, hvor han ironisk nok for flest huk i anmeldelsen, er fantastiske. Jeg vil her ikke argumentere side op og ned, da det ikke er hans generelle skills på det område det skal handle om, samt at jeg også ved du (Jeppe) foretrækker den kære Exile som aftager for Dilla ;-).
Jeg vil blot nøjes med at sige at jeg på ingen måde finder et gentagene kendetegn (som han mester til perfektion vel og mærke) hos en producer, hverken uoriginalt eller kedeligt, så længe der kan spores en udvikling i udtrykket. Og det synes jeg absolut der kan, ikke så radikalt som hos f.eks. en mr. West, men eksempelvis Dre produktioner har haft et lignende kontinuerlig udviklingsforløb, med faste kendetegn og mindre radikalle skift.

Og så finder jeg det lidt morsomt at Tronic, som udnævnes som decideret skuffende, rent faktisk er den eneste Black Milk udgivelse jeg mener topper AOTY. Ha ha, det er squ da lidt sjovt. :-)

Anonym sagde ...

MVH

Casper

JeppE sagde ...

Jep, ingen tvivl om, at Exile er storfavorit i min bog. Helt teknisk minder Exiles produktionsstil også meget mere om Dilla's, hovedårsagen til, at Black Milk er blevet "officielt udnævnt til arvtager" er, at han er fra Detroit og har arbejdet tæt sammen med Slum Village.

Men som du selv siger, vi kan ikke altid være enige, og med Black Milk må jeg gå imod flokken.

Jeppe

Anonym sagde ...

Præcis, smag og behag gør netop musikken interessant. Ville bare lige smide min menning på din Blog, som jeg er kommet til holde helt af ha ha. Du må iøvrigt lige sige til hvis du ik fik hocus hocus til at fungere, så skal jeg nok smide det af sted til dig he he. :-)

JeppE sagde ...

- Det gjorde jeg ikke, og jeg er stadig meget interesseret i at få fingrene i den!! Du kender min mail...

Jacob D sagde ...

Jeg er både uenig og enig med dig her. Black Milk som MC er ikke den bedste, men synes klart han har vist sin forbedring, og kan godt lide hans flow generelt. Albumet er virkelig godt, titlen Album of The Year skal tolkes på en anden måde ifølge Curtis Cross himself, men det bliver nok ikke Album of The Year i den forstand som jeg havde håbet, selvom produktion, med et par undtagelser, er ganske genial på AOTY, Closed Chapter er fænomenal, efter min mening. Personligt synes jeg albummet her er lige så godt som Eminem's Recovery, men The Archandroid er en klasse eller to over, også selvom det ikke er min favoritgenre.

Nu er året ved at være ovre, og der er for mig ikke så meget at glæde mig til mere. Jeg er spændt på hvad Kanye finder på, om han er tilbage i "College Dropout" klasse, eller om det bliver endnu en omgang "meh". Så er der Lupe's nye album som jeg efterhånden har opgivet, udkommer det nogensinde, og hvad fanden er det lige der sker mellem ham og Atlantic? Det lyspunkt jeg har tilbage er J. Cole, som lige for tiden er min favorit kunstner, hans debut burde udkomme november/december, og mitne forventninger er skyhøje, da han endnu ikke har udgivet en dårlig sang, og den klart bedste blandt den "nye generation" (igen, min mening).

Denne kommentar kom vidst mere til at handle om resten af åretog J. Cole, end Black Milk og din anmeldelse, ups :)Jeg synes det var god læsning, og det eneste jeg er komplet uenig er at Tronic var "var decideret skuffende", men endnu en god anmeldelse fra din side.

Anonym sagde ...

Album of the Year gør næsten intet for mig. Det er okay på mange måder, men jeg sidder fuldstændig blank det meste af tiden når jeg hører det. Enig i karakteren.

@Jacob D -> Endnu 'meh' omgang fra Kanye? Uanset hvor fedt College Dropout er, så er 808s & Heartbreak, indiskutabelt, Kanyes hidtil største triumf. Men efter at have lyttet til Power tyder noget på en kommende meh omgang..
Personligt har årets store musikalske glæder for mig været Collective Efforts, Homeboy Sandman, B. Dolan, Sage Francis, Janelle Monáe, Hocus Pocus, samt Atmosphere splinternye double EP (som jeg forresten virkelig gerne ville se en anmeldelse af! ved at der er mange blandede meninger om den)

- maja

JeppE sagde ...

Okay, nu er jeg simpelthen NØDT til at komme med mine 2 cents, når nu snakken går på, hvad resten af året har at byde på.

"Nu er året ved at være ovre, og der er for mig ikke så meget at glæde mig til mere".
- Okay, det jeg kan konkludere ud fra dette citat Jacob er enten, at du er rimelig kræsen, eller at du ikke har fået checket op for hvad der rent faktisk venter os i år.

Jeg har sådan en liste, hvor jeg forsøger at holde styr på alle de plader der er på vej, der er nemlig RIGTIG mange! Lupe er stadig en af de dygtigste rappere pt, men jeg er komplet ligeglad med Lasers (som den jo ikke kommer til at hedde alligevel...), det er ligesom med Dr. Dre: Fuck forventingerne - pladen må bare komme når de får taget sig sammen, og så tager vi den derfra.
Nææ, det jeg virkelig glæder mig til i år er følgende udgivelser (jeg undskylder den lange liste!):

Fra QN5 lejren:

Kno - Death Is Silent
Cunninlynguists - Oneirology
SOS - Casette Verite
Kokayi - Robots & Dinosaurs
Chico And the Man - ??

Ja, det er vildt, men de skulle alle være udgivet inden året er omme. Chico And the Man (Tonedeff & Kno) er den udgivelse jeg er mest hyped over, da jeg med god grund tror, at det kan gå hen og blive en epokegørende milepæl.

Ellers har vi disse kommende udgivelser:

JustMe - Tragedy & Dope
Blame One - Endurance
Blue Scholars - ?
Macklemore - ?
Ski Beatz - 24 Hour Karate School
KanYe West - ?
Pharoahe Monch - W.A.R.
Rah Digga - Classic
The Left - Gas Mask
Nottz - ?

Min egen favorit Exile har ligeledes proklameret, at han har en større håndfuld projekter på vej, som skulle ramme gaden i 2010 eller lige i starten af 2011:

Emanon - Bird's Eye View
Exile - Four Track Mind
Dag Savage (Exile x Johaz) - ?
Exile & ADaD - ?
Blu & Exile - ?

Jeg ser stadig Hocus Pocus, Homeboy Sandman, Shad og muligvis NaS & Daminan Marley som sikre vindere på årets top 10 over bedste udgivelser, men jeg har tiltro til, at de restenrede 6-7 stadig kan nå at komme. Uuuhhh jeg glæder mig!!!

/Jeppe

Jacob D sagde ...

Jeg er ganske kræsen, ja :D mest fordi jeg ikke har alverdens penge og tid til at bruge på albums (desværre). Men det var måske en forhastet udtalelse, for jeg glemte da alt om Cudi's nye album, som bliver yderst yderst spændende. Skyzoo kommer også med noget nyt, The Salvation var et ganske fedt album, så det bliver også spændende at se om han kan følge op på det. Chiddy Bang smider vidst også et album, og jeg elsker simpelthen deres lyd. Så en lettere forhastet udtalelse var det vidst.

Med hensyn Lupe, så er jeg yderst forvirret. Ifølge ham selv har han haft Lasers klar i 2½ år, og at Atlantic ikke har gidet at udgive det. De sidste 2½ år har han brugt på Japanese Cartoon OG Food and Liquor II: The Great American Rap Album, så han nu har to albums han venter på at udgive, hvilket jeg finder svært at tro på. Jeg har valgt at gøre brug af samme indstilling som dig "pladen må bare komme når de får taget sig sammen, og så tager vi den derfra."

Men ja, resten af året ser ikke sort ud som jeg vidst fik gjort det til.

Anonym sagde ...

Rah Digga - Classic er nu udkommet. Og er en fantastisk plade.

Anonym sagde ...

Udover dem du nævner, så udgiver Engineers In Your Ear forresten også nyt album den 10/10. Det bliver spændende (har man ikke tjekket op for E.Y.E, så bør man! lyt for guds skyld til deres debut fra 2009 'With this mic in my hand').
Og så har Atmosphere lige udgivet en forfriskende dobbel-EP. Jo, der bestemt noget at være glad for i 2010.

- maja