torsdag den 22. maj 2008

Immortal Technique - Revolutionary Vol. 2


"I doubt there could ever be a more wicked MC
'cause AIDS infected child molesters aren't sicker than me!"

J
eg læste i dag glædeligt nyheden om, at Immortal Techniques tredje og længe ventede album "The 3rd World" snart rammer gaderne. Der er gået fem år siden "Revolutionary Vol. 2", og hvis der er en kunstner jeg har ventet længe på skulle udgive nyt materiale, udover Dre's "Detox", så er det uden tvivl Immortal Technique. Grunden til dette er, at Immortal Technique i mine øjne er en af de, på mange måder "sindsygeste" rappere der findes.
"Sindsyg" fordi han besidder hysterisk eminente rap-evner, som meget få andre kan hamle op med. "Sindsyg" fordi han fortælle historier, som både kan frembringe ubehag og oplysning hos lyttere. Og "Sindsyg" fordi man til tider faktisk kan fornemme en form for sindsyge hos manden.
Immortal Technique er en af de mest - eller måske dén mest - politisk bevidste rapper vi har i dag. Samtidig er han også den, der er mest forbandet over det politiske system i USA, og i resten af verden for den sags skyld. Stort set alle sange som Tech laver har et ufattelig stærkt politisk budskab, og i 9 ud af 10 tilfælde optræder han som oplyseren, der spreder anti-Bush propaganda til folket. Man er på intet tidspunkt i tvivl om hvad Tech's holdning er, og heldigvis er han aldrig sen til at udtrykke dette på de mest hensynsløse og grove måder. Man skal lede meget grundigt i meget lang tid, før man finder en rapper hvis meninger kommer ligeså rent ud som Techs.

Holdninger og propaganda er "Revolutionary Vol. 2" da også mere end fuld af. Et album med det navn har også lidt at leve op til, og jeg vil mene at del to i Techs revolutions-serie lever mere end op til forventninger. "Vol. 1" var også fænomenal, men der er alligevel sket en hel del i tiden imellem de to. Det er lidt svært at sætte fingeren på noget specifikt, men som helhed er "Vol. 2" generelt mere helstøbt. Der er ganske simpelt noget fra enhver skuffe; de ultra hårde rim, som til tider bliver unødvendigt grufulde, de velfortalte historier, de hårrejsende budskaber og de intet mindre end mesterlige produktioner. - Det hele er her.


"You're listening to Immortal Technique, and this is Revolutionary Volume two. Bringing you the truth, in the form of hip hop".

- Sådan åbnes albummet, og selvom introen her kun er 12 sekunder lang, så siger den faktisk en del om indholdet. Manden der fremlægger disse ord er Mumia Abu-Jamal, som sad, og stadig sidder, på dødsgangen. Han blev dømt til døden efter at have skudt og dræbt en politibetjent i 1981. Mumia var en politisk aktivist, som blandt meget andet var medlem af The Black Panthers, samt andre organisationer og politiske grupper.
Personlighedsmæssigt er der mange ligheder mellem Mumia Abu-Jamal og Immortal Technique, og netop derfor er det rimelig stærkt at få et, formodenligt, forbillede der sidder på death row til at præsenterer en.

At Immortal Technique er blevet til den person han er, kan ikke undre nogen. Han er født og opvokset i et miljø, der i autoriteternes øjne var, og mange steder stadig er, samfundets absolut laveste. Hvad han ikke har måttet leve med og finde sig i, kan jeg hverken forklarer eller forsvarer på skrift, men hvis man har den mindste kendskab til Immortal Technique, ved man vist godt hvad det indebære. Racisme, had, fattigdom, mord, undertrykkelse og uopnåelige drømme er med sikkerhed nogen af stikordene.
Tech's eksistensgrundlag er nu at gøre op med samtlige af disse førnævnte stikord, som danner rammerne for hans fortid. Derfor er "Revolutionary Vol. 2" et album der bæger stort præg af, at manden bag vil forbedre uoverskueligt mange ting, samtidig med, at han er fyldt med et vis had. Albummet er derfor et af de mest personlige man vil kunne lytte til. Overhovedet.

På det stjernespækkede nummer "Peruvan Cocaine" fortælles historien om kokain. Dette lyder umiddelbart som et ganske normalt hiphop-emne, men Technique og hans slæng fortæller HELE historien, fra kokainens høst, til den rammer husstande i forskellige nabolag. Tech og de seks andre gæsterappere, deriblandt en blændende Tonedeff, indtager skikkelse som forskellige karakterer under kokainens vej. Tech er slaven der høster kokain, Pumpkinhead er druglord, Tonedeff er korrupt politibetjent, osv. - På denne måde bliver historien utrolig realistisk, og jeg vil mene at det er den bedst fortalt og udførte sang om Kokain der er lavet til dato. Og som prikken over i'et har Southpaw både samplet musik og dialog fra Scarface filmen, intet mindre end et mesterligt nummer.
På det efterfølgende nummer "Harlem Streets", oplever vi Tech fra den reflekterende side, hvor han kommenterer det samfund han kommer fra, og de mange restriktioner der er pålagt. Produktionen er minimal, men knivskarp, og alvoren er ikke til at tage fejl af. Tech rapper

"Trying to escape from the ghetto with your ignorant ways /
but you can't read history at an illiterate stage.
And you can't raise a family on minimum wage /
why the fuck you think most of us are locked in a cage"


"Obnoxious" fyrer Tech blær-rap af om, hvor ligeglad han er med alt det, folk fortæller ham han burde gøre for hans karriere. Han gør det som HAN gør det, og det indebære at han aldrig bliver rig, hvilket han direkte nyder. Samtidig med at nummeret er super fedt at rappe med til, beatet er banging og stemningen generelt er af den glade skuffe, så får han alligevel skubbet kommentarer ind om politik og meget andet, som i første vers:

"So I'm a mercenary, I don't care how I get richer /
like American companies that did business with hitler
Get the picture nigga? I'm the best of both worlds /
without the hidden camera, and the 12-year old girl"

- Så både amerikanernes dobbeltmoralskhed og R. Kelly får sparket.

På flere numre vælger Tech at lave spoken words over produktionen, hvilket får ham til at virke som en taler, en der informerer om diverse situationer og uretfærdigheder. På "The Message and the Money" fx, angriber han de ultra grådige promotere og A&R's, der spilder up-and-comming talenter til deres egen fordel. Folk i branchen der er komplet ligeglade med det, som de forskellige kunstnere står for, som bruger de mest sleske midler for at få dem frem. Her går Tech også i kødet på de kunstnere, der vælger disse "falske" promotere for at komme frem i scenelyset. Tech har så mange gode kommentarer til de her folk, at "The Message and the Money" faktisk er et af pladens bedre indslag, selvom det er spoken words.

På endnu en af pladens absolutte perler, "Crossing the Boundary", går Tech komplet amok, og disker op med noget af det groveste og stadig mest rammende lyrik man har hørt. Fx da han rapper

"And underground labels know that I don't trust you /
your only independent 'till you go major, so Fuck you.
And if you're pissed off 'cause you think I dissed you /
I rape your moms and we can make it a personal issue"

Så unødvendigt groft at man griner samtidig med, at man tænker "hold da helt kæft". Men det kan ikke undre en. Hvad Tech ikke har formået at rappe tidligere, som har fremkaldt denne "hold da helt kæft"-effekt. På "Vol. 1" fyrede han en linje af, som jeg altid vil kunne huske; "You don't want beef with people like me so don't pretend / I'll resurrect your aborted baby and kill it again". Det er delvist på grund af linjer som disse, at jeg beskrev ham som "sindsyg" i starten, for det MÅ kræve en hvis form for sindsyge at fremstamme rim som dem, og få ens hånd til at forevige dem på papir. Men det er vel også derfor han har en så stor affektionsværdi på folk. Så der er alligevel en vis fornuft bag sindsygen.

Ser vi længere nede på tracklisten, finder vi albummets mest politiske nummer, i form af et sandt "anti-Bush anthem" ved navn "The Cause of Death". Dette nummer er en unormalt kraftfuld tour-de-force af politiske punch-lines, der får filmen "Fahrenheit 911" til at ligne en joke. Overdrivelse fremmer forståelsen i ved! Det er stort set umuligt at citerer linjer, for teksten her er så fremragende, at enkelte linjer ikke er nok. Han lægger hårdt ud, og snævrer sig under sangens førløb mere og mere ind på bestemte politikere og hændelser;

"You better watch what the fuck flies outta your mouth/
or Ima hijack a plane and fly it into your house"
(han fortsætter)
"My words'll expose George Bush and Bin Laden /
as two seperate parts of the same seven headed dragon"
(og han stopper ikke)
"Rocking a motherfucking flag don't make you a hero /
Word to ground zero.
The devil crept into heaven, God overslept on the 7th /
the new world order was born on september 11th"

Linjer som disse er med til at gøre "The Cause of Death" til en af pladens absolut stærkeste skæringer.
Det efterfølgende nummer kunne på mange måder være dét bedste nummer på "Vol. 2". Dead-serious lyrik blandet med humor, der sjældent er oplevet sjovere i hiphop. "Freedom of Speech" hedder nummeret, og titlen siger faktisk det hele; nummeret handler om, at det er vigtigt ikke at lade sig manipulere af andre folk, men i stedet synge om det, som man selv føler og står for, uanset hvad det er. Danja fra The Beatbandits leverer det bedst-tænkelige beat til dette formål. Han sampler et nummer fra "Pinocchio" filmen (der hvor han optræder for Stromboli i dukketeatret), og samtid sampler han det omkvæd som Pinocchio selv synger i samme scene, hvilket næsten passer FOR godt til denne sang. Han synger (og i kender den alle):

"I got no strings to hold me down
to make me fret or make me frown
I had strings, but now I'm free
I got no strings on me"

- Og da der på samme måde ikke er nogen der kan styre Tech, er han og Pinocchio et perfekt match. Og lyrisk set er Tech også her i storform, og de spydige kommentarer vil tilsyneladende aldrig stoppe. Han rapper:

"Fuck a middle man, I won't pay anyone else /
I'll bootleg it, and sell it to the streets myself.
(...) And now they say they wanne get me signed to the majors /
if i switch up my politics and change my behavior.
(i "Obnixious" siger han også)
"I take a piss on a developement deal from SONY or DEF Jam /
'Cause you like all of the rest man.
This ain't a verse it's shit-talk at the end of the song /
and you can suck a dick if you think i ended it wrong"


Hen af albummets slutning rammer vi 2 af skivens bedst fortalte numre. Først har vi "Leaving the Past", der efter min mening indeholder noget af albummets mest sublime lyrik. Tech sætter så mange ting i perspektiv, at man kan sidde i lang tid efter og tænke, at "han har jo ret.....". Især linjen:
"I hate it when they tell us how far we came to be, as if our peoples history started with slavery"
-har jeg tænkt meget over. Denne linje er meget general for dette nummers standart, det nummer som nok er det mest reflekterende på "Vol. 2", der samtidig har et så eksorbitant lækkert jazzet beat, at det nemt lægger sig på en top 3.
Og så har vi the "dance with the devil" of Vol. 2, "You Never Know". Ikke fordi historierne har noget at gøre med hinanden. HistorieFORTÆLLINGEN tilgengæld er ens, forstået på den måde, at det er så forbitret velfortalt, at man skal være ualmindeligt koldhjertet hvis man ikke sidder tilbage med en klump i halsen af en vis størrelse.
Jeg har to gange prøvet at spille "Dance With the Devil" for en større forsamling, og begge gange er tåre blevet fremkaldt, primært hos de kvindelige lyttere, men også hos nogle af herrene. Og jeg synes faktisk at "You Never Know" er lige så hård, på en mindre hård måde.
Jeg vil egentlig ikke afslører hvad historien handler om, for begejstringen ved at høre historien første gang er så stor, at læsere der ikke skulle have hørt den, ikke skal frarøves den glæde. Hvad jeg KAN sige er, at det er meget rørende, og det er et langt nummer, der nærmer sig de otte minutter, hvilket giver Tech rigeligt tid til at blødgøre lytteren før den nådesløse slutning rammer. "You Never Know" er et intet mindre end mesterligt nummer, med den altid enestående Jean Grae, og nummeret står som et af hiphop historiens ømmeste.

Man kan med rette sige, at Immortal Techniques "Revolutionary Vol. 2" er lidt af en milepæl indenfor hiphoppen. Og Techs hudløst ærlige indgangvinkler til de emner han berør, gør at albummet her er et sandt unikum.
Produktionerne, som jeg for en gangs skyld ikke har været så meget inde på, er komplet fejlfri hele vejen igennem. Southpaw, Danja samt få andre, leverer lydbilleder der bakker Tech mageløst godt op, og de fleste produktioner er ganske udsøgt sammensat, samtidig med at de er så minimale, at det er lyrikken man fokuserer på. For Techs varemærke er uden tvivl lyrik og holdninger. Til al held har han erhvervet sig nogle af de bedste beat-smede til at supplerer ham.
Der kan på ingen måde være tvivl om, at Tech er en af de dygtigste mc'er vi har i undergrunden, og "Vol. 2" vil altid have en sikker plads på min Top 10 over bedste albums.

Nu ser jeg bare frem til "The 3rd World", som lyder overordenligt lovende efter de par numre jeg har hørt.

Peace and Love herfra
// JeppE

6/6

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

tak for en fed anmeldelse! Jeg kan ikke sætte fingeren på noget, der skulle være anderledes, præcis ligesom jeg ikke kan, når jeg snakker om det her album. Den måde, du formår at beskrive albummet og technique's sindsyge er eminent!
Lad der ikke gå for langt tid før der bliver droppet flere anmeldelser på siden - jeg er ved at blive afhængig.

Jonas R

Anonym sagde ...

Har også lige læst din anmeldelse.. Jeg kan kun nikke genkendende til den.. Revolutionary, Vol. 2 er noget af det bedste nogensinde.. Det er det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt!
Ja, du må endelig ikke stoppe med at anmelde musik.. Jeg nyder at læse dem. Jeg kunne godt tænke mig at læse en anmeldelse af Revolutionary, Vol. 1.. Jeg har nemlig ikke helt samme holdning til den sammenlignet med Revolutionary, Vol. 2

Keep up the great work !!!

Ecco Leader One sagde ...

arhh... jeg ved nu ikke. Immortal Technique er jo nice and all, men jeg synes bare ikke beatsne er helt deroppe hvor jeg ville kunne give den seks ud af seks.
desuden så kan jeg heller ikke høre på det album for meget, simpelthen fordi at jeg kører træt i alle hans politiske holdninger hele tiden.
det er faktisk lidt ligesom til hans koncert på Roskilde, hvorfor jeg skal spilde min tid på en mand der fandme bruger 50% af sin koncert på at holde tale, istedet for at spytte, som han er så god til. jeg har nok også lidt svært ved at sætte mig ind i hans stærkt ideologiske sind, og det er jo nok også et stærkt handicap når vi snakker immortal technique

Anonym sagde ...

ja, hvis man hurtigt bliver træt af politisk rap, så er det svært at skulle bedømme technique og ikke mindst ravolutionary..

Anonym sagde ...

Ecco: Naturligvis er Immortal Technique ikke ens favorit, hvis man hurtigt kører træt i politik. Jeg synes dog, at det er det, der gør den så fantastisk. Han tør sige, hvad han mener, uden at gemme det bag klichéer eller tilpasse det pladeselskabets reklameplaner. Det er sjældent, at rappere har modet til at være 100% tro mod sig selv, og det kan man sgu kun se op til i mine øjne.

Det med, at han taler meget til hans koncerter er ligeledes et spørgsmål om interesser. Jeg skal ind og se ham 16. september i KB Hallen, og jeg glæder mig nærmest lige meget til sangene som til de politiske taler. Politik er en stor del af mit liv, og eftersom jeg ofte er 100% enig i ham, er det et unikt og fantastisk tiltag.

Jeg har hørt mange, selv utroligt politisk interesserede mennesker, kritisere Immortal Technique for, at fokusen primært er på teksterne, og at flowet og beatsne sættes lidt i baggrunden. Det kan jeg også godt sætte mig ind i, selvom det dog ikke rører ved, at jeg anser det for et af mine absolutte favoritalbums, da lyrikken er så sublim.

Polkafjæs sagde ...

Ecco: Naturligvis er Immortal Technique ikke ens favorit, hvis man hurtigt kører træt i politik. Jeg synes dog, at det er det, der gør den så fantastisk. Han tør sige, hvad han mener, uden at gemme det bag klichéer eller tilpasse det pladeselskabets reklameplaner. Det er sjældent, at rappere har modet til at være 100% tro mod sig selv, og det kan man sgu kun se op til i mine øjne.

Det med, at han taler meget til hans koncerter er ligeledes et spørgsmål om interesser. Jeg skal ind og se ham 16. september i KB Hallen, og jeg glæder mig nærmest lige meget til sangene som til de politiske taler. Politik er en stor del af mit liv, og eftersom jeg ofte er 100% enig i ham, er det et unikt og fantastisk tiltag.

Jeg har hørt mange, selv utroligt politisk interesserede mennesker, kritisere Immortal Technique for, at fokusen primært er på teksterne, og at flowet og beatsne sættes lidt i baggrunden. Det kan jeg også godt sætte mig ind i, selvom det dog ikke rører ved, at jeg anser det for et af mine absolutte favoritalbums, da lyrikken er så sublim.

JeppE sagde ...

Damn, Revolutionary Vol. 2 har været en del igennem på denne blog. Først blev den tildelt 6 ud af 6, så blev det ændret til 5.5 ud af 6, men nu har jeg tænkt over tingene, og er kommet frem til den konklusion, at hvis ikke et album som Revolutionary Vol. 2 er 6 stjerner værd, hvilket album er egentlig så?? Nu er den oppe på fuld karakter igen, og der bliver den.

Jeppe, 200310