Cage - Movies For The Blind

"Do what I can to catch a quick death

but I'm meant to be here and that's the fuckin hell I live with"

Allerede her begynder en kold form for ubehag at nærme sig. En rapper der beretter, at han flere gange har prøvet at begå selvmord, men hver gang har han, til hans store had, overlevet mirakuløst. Højere magter har altså afgjort, at han SKAL være her på jorden, og det er det helvede han lever med.
Det er barske sager man bliver revet igennem når man er i selskab med Brooklyn rapperen Cage. Faktisk tør jeg godt give ham kronen for at være leverandør for det mest rå og social-uhyggelige hiphop, der nogensinde er udgivet. Eminem i hans gode dage kunne ikke nå ham, og Necro har en tendens til at overdrive det så meget, at det ofte ender med at blive komisk. Cage derimod, det er så sygt og gribende som det overhovedet kan blive.

Som 8-årig blev Cage, med det borgerlige navn Cristian Palko (aka Christian Kennylz), tvunget til at hjælpe sin far med at binde årepressere rundt om hans arm, når han skulle skyde heroin. Da Cage så hans far sidste gang var samme år, da han blev arresteret efter at have holdt en shotgun imod Cages hoved.
Som en nærmest åbenlys selvfølge begyndte Cage at hælde til den kriminelle side. Stoffer, røverier og vold, nok til at han blev anholdt. Men hans mor overbeviste autoriteterne om, at hendes søn ikke havde brug for at komme i fængsel, men i stedet på et sindsyge anstalt. Det gik de med til, så Cage fik tildelt et to-ugers evaluerings forløb på "Stoney Lodge" psykiatrisk hospital. De to evaluerings uger blev til 18 måneders indlæggelse, med alt inklusiv; spændetrøjer, senge-fastspændelser, total-overvågning, og "deathwatch", så de sørgede for at han ikke tog livet af sig selv, hvilket han konstant forsøgte, jævnfør citatet i starten. Selvmordstankerne udfoldende sig af, at Cage under forløbet var forsøgskanin for et nyt medicin, der skulle testes inden det kom på markedet. Prozac hed det, og det skulle hjælpe imod depressioner. Cage blev desværre fejl-medicineret, og resultatet var en komplet modvirkning.
Med tiden blev han dog løsladt derfra, og han tog navnet Alex i brug som hans nye fornavn, opkaldt efter hovedpersonen i Stanley Kubricks "Clockwork Orange".

Cage kom altså ud fra den lange behandling, eller "rap college" som han selv senere har kaldt det, og nu ville han gøre noget seriøst ud af de sindsforstyrrede skriveevner han udviklede under opholdet.
Cage har været godt rundt omkring i undergrunds-hiphop-miljøet. Han lagde ud med albummet "Porn Again" sammen med Mr. Eon og DJ Mighty Mi som gruppen Smud Peddlers. Senere har han optrådt som den ene halvdel af flere duoer, deriblandt "The Nighthawks" med Camu Tao og Waterworld med Tame One.
Men bedst og mest interessant er hans solo debut album dog, nemlig "Movies For the Blind". Albummet i sig selv er lidt af et syretrip ned af hans egen memory lane, og vi som lyttere bliver nådesløst slæbt med. Af egen fri vilje, har man sagt ja til at høre historier, der gang på gang ryster en som aldrig før. Og den tilhørende lydside drypper af brutalitet og et isnende alvor, der aldrig før, og heller aldrig siden, er produceret magen til.

Cage havde engang en beef med Eminem, hvor Eminem lagde ud på "The Slim Shade LP" med at sige, at Cage var bøsse (hvor skolegårds-agtigt). Cage svarede tilbage med at sige, at han "used to pistol whip 'till shady made it look pussy". Og så døde den beef ligeså stille og roligt.
Heldigvis er det intet af den slag materiale på "Movies For the Blind". Det man sidder som audiens til på debutalbummet, et historier fra hjertet. Og det kunne med tilnærmelse lyde som om, at det var kærlighed det handlede om, men det har du sikkert regnet ud allerede, at det IKKE er.
På det mageløse RJD2 producerede "Among the Sleep", beretter Cage, delvist hallucinerende og delvist i live, om tre historier, hvor han selv, som tre forskellige karakterer, står midt i nogle situationer hvor komplet forvirring er det eneste der foregår i personernes hoved. Karakterene i alle tre historier ender med at blive myrdet på det mest bestialske og blodige måder, og da Cage i tredje historie ender med at blive skudt i stykker, ender sangen med følgende linjer,

"I Wake up screamin'

with a shotgun in church feenin
'To kill myself, but I don't know if I'm still dreamin'
fifty-fifty chance Ima die and go straight up
Or straight to hell, either fucking way ima wake up!"

Hvordan det ender afslører jeg ikke, men det der er bemærkelsesværdigt er ligegyldigheden. Om han dør eller ej, han er egentlig ligeglad, for Cage er det en lose/lose situation.
Den her det-er-fint-med-mig-hvis-jeg-dør- attitude, den er gennemgående i de fleste af sangene. Primært fordi han så ofte har befundet sig i situationer, hvor døden måske havde været en nemmere udvej. Som på nummeret "Suicidal Failure", hvor han beretter om de mange gange, hvor han foretrak den lette udvej, men fejlede.

"Cracked my rib cage, look what you did Cage, you're dying

But I'm not dead yet, I'm still trying"

Man får i et kort sekund lyst til at grine, fordi det er så råt at det slet ikke er til at forholde sig til, men her er det måske vigtigt at have i baghovedet, at de tekster man har med at gøre blev foreviggjort i en tid, hvor Cage virkelig ønskede at være død.
Men igen, det er også vigtigt at holde en pæn distance, for ellers er det slet ikke en fornøjelse at skulle lytte sig igennem "Movies For the Blind".
Hvad der til gengæld ER en fornøjelse at lytte til, udover hans historier som man jo selvfølgelig MÅ tage hatten af for, er produktionerne. El-P, DJ Mighty Mi, J-Zone, Necro og førnævnte RJD2 hjælper til med at skabe lydbilleder der passer uhørt godt til de forskellige tekster. Det er dunkelt og mørkt, og de tunge trommer flyder mere end godt sammen med de kuldegysnings-fremkaldende strygere, og alle de andre små detaljer der gør, at man på intet tidspunkt føler sig helt tryg. Det er mageløst, intet mindre.

Af undergrundsudgivelser, er der ingen tvivl om, at når man snakker om gustne og makabre fortællinger, bør Cage dukke op på éns læber som det første navn. For med "Movies For the Blind" har han bevist ganske grundigt, at han er den bedste til det han gør. Dertil kan man sikkert forestille sig, at mange andre er glade for, at de slet ikke kan det samme som Cage. Så hellere være en uinspirerende og ligegyldig rapper!

5/6