fredag den 16. maj 2008

Atmosphere - When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold



Efter endnu en opfordring fra en læser, eller to læsere i dette tilfælde, købte jeg Atmospheres sjette album. Der gik faktisk lidt tid inden jeg tog mig sammen til at købe det. Jeg hørte nogle numre igennem, men følte mig ikke rigtig overbevist, så jeg lagde Atmosphere lidt væk. Men det var som om, at jeg hele tiden blev mindet om gruppen om albummet, helt tilfældigt i løbet af nogle dage. Jeg satte mig så ned og læste nogle anmeldelser igennem på nettet, for at overbevise mig selv om at købe det! Her er nogle uddrag af anmeldelser der til slut fik mig til at købe albummet:

rap.about.com : "brimming with clever lyrics and colourful productions" - 5/5

Xlr8r magazine : "....Anthony "Ant" Davis, who might be the most talented hip hop producer this side of Danger Mouse" - 8/10

hiphopgalaxy : "...presenting storytelling, songwriting, and musicality at it's finest" - 4.5/5

audiobomb : "....and all of hiphop would de well to listen" - 5/5

rapspot : "Jeg kan vitterligt ikke sætte fingeren på noget...." - 6/6

Soundvenue : "ganske simpelt fremragende (...) et hip hop album, der nemt kan udråbes som årets hidtil bedste" - 5/6

hiphop linguistics : ""When Life..." is a major accomplishment, and definitely one of the must have albums of the year" - 4.5/5

- Så jeg tænkte, fandme nej om nogen skal udråbe årets hiphop album, uden jeg har det!
Og ja, nu er jeg faktisk meget glad for at jeg købte det.

Det er nok vigtigt at pointere, at ikke alle anmeldelser jeg læste bød på højtragende karakterer. Nogen giv albummet 3/10, andre 2/5, så der er dog ikke udbredt enighed om musikken. Og det er fuldt ud forståeligt. Det musik som Atmosphere byder på her, er nemlig langt fra your everyday hiphop. Det er en helt ny stil de har udviklet, og jeg vil skyde på, at dem der gav albummet dårlige karakterer, er dem, hvis musikalske horisont ikke er helt udviklet endnu. Der bliver stillet det krav til lytteren, at man skal kunne lide meget mere end bare hiphop musik. Samtlige instrumenter er spillet akustisk, hvilket giver en formidabel live-band ligende lyd, lidt á la The Roots møder Nina Simone. For jazz elementer er der rigeligt af. Producer halvdelen af Atmosphere, Ant, er en gennemført musikalsk mand, og han har skabt en række formidable lydbilleder, der alle er gennemsyret af ekstremt melodiske udførelser, som han til tider selv står for. På åbningsnummeret "Like the Rest of Us", er der næsten ikke engang nogle trommer, nummeret er båret op primært af klaverspil. Ligeledes er "Puppets" og "Yesterday" bygget op af sjælfuldt klaverspil, der flyder over de perfekt passende trommer.
På andre numre skifter Ant dog stilen drastisk. På numre som "You", "Guarantee" og "Me", er klaveret erstattet af guitarspil, der stadig bevarer live-band følelsen, bare med et lidt mere blues, og måske endda punk agtigt twist. Og igen virker det overraskende godt.
Et andet excellent twist nogle numre har fået tilføjet, er omkvæd der bliver sunget, hvilket i de fleste tilfælde resulterer i små mesterværker.
Mine favoritter tæller blandt andre "Wild Wild Horses", der med sine big-band tendenser og mageløse omkvæd står som noget af det bedste hiphop jeg har hørt i lang tid. "The Waitress" er på samme måde et helt unikt stykke musik, med sin udsøgte fløjte og den groovy bass.
Generalt set er lydsiden meget tæt på fejlfri, og Ant har stort set formået at skabe en helt ny genre indenfor hiphoppen. En uvant god genrer.

Lyrisk set er Atmosphere også langt fremme. Rapperen Slug fremlægger nogle gedigne historier og hverdagsberetninger om mange forskellige skæbner. På tidligere albums har Slug primært rappet om ham selv, som hovedpersonen i centrum, men på "When Life Gives...." bruger han andre menneskers historier til at skabe hans historier. På "The Skinny" hører vi om en stofmisbruger. På "Wild Wild Horses" er hovedpersonen en alkoholiker der i vågner et mærkeligt sted, hvorefter hun finder ud af, at hun faktisk er i hendes egen lejlighed. Og i den sørgelige "In Her music Box" hører vi om en lille pige der gennemlever et forfærdeligt forældre-forhold. Det fantastiske ved Slugs tekster er, at selvom det er nogle depressive, semi-fortabte og ulykkelige skæbner vi hører om, får Slug altid inkluderet et smukt perspektiv til tingene. Han har en evne til at give håb til enhver situation.
Og teknisk set er Slug også en eminent rapper. Han jonglerer ubesværet imellem snørklede rim, metaforer og puchlines, samtidig med at rapper utrolig tydeligt, og inderligt gribende.

Ant og Slug er altså to herre, der med hver deres, til tider, ufattelige evner, har udgivet et album, der rigtigt nok sagtens kunne gå hen og blive årets bedste. Det er innovativt, melodisk, eftertænksomt, inciterende og særdeles lækkert!
Endnu engang kan jeg takke mine læsere for en ny øjenåbner.

5/6


11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fed anmeldelse, og som du siger, så er det en hel ny lyd indenfor Hip-Hop, som man bliver præsenteret for med Atmosphere. Men kan man lide lyden, så er det genialt. Jeg synes dog måske, at du har overset eller burde have sat lidt mere fokus på Slug's eminente evner som tekstskriver. For eksempel er "The Skinny" ikke bare en fortælling om en stofmisbruger, men i stedet én stor metafor på cigaretter. Genialt! Og noget af det, der gør slug så genial, er hans syge twists, der giver hans tekster et helt nyt perspektiv til aller sidst, som f.eks. i "yesterday", hvor den omtalte person er hans afdøde far, eller på "the waitress", hvor kvinden, som Slug omtaler, er hans egen datter. Samtidig stemmer mange af numrene på pladen utrolig godt overens med titlen, "when life gives you lemons, you paint that shit gold", som vel er et udtryk for, at livet er hvad man gør det til. Præcis som Slug selv gør det på 'yesterday' ved at illusionere at hans far stadig er i live, eller som kvinden på 'dreamer' eller pigen i 'musicbox'. Jeg tror forresten også, at du er kommet til at bytte om på 'your glasshouse' og 'wild wild horses'.

JeppE sagde ...

Du har ret :D
Og du har også ret i, at jeg ikke helt har retfærdiggjort Slugs skriveevner. Jeg har ikke hørt pladen igennem så mange gange endnu, så jeg har ikke haft så meget tid til at fordybe mig i teksterne, som DU tydeligvis har. Men så er det jo dejligt at du tilføjer det her :D

Jeg hørte lige "The Waitress" igennem igen og fangede det med datteren. Helt fantastisk!

Anonym sagde ...

Fik lige pladen ind af døren idag, jeg er fuldstændig mundlam, de har overgået sig selv. Bliver alt for fedt at se dem med Brother Ali i Vega d. 22. August.. God anmeldelse

Anonym sagde ...

Pudsigt. Hørte selv Atmosphere nummeret "Tryin' to find a balance" på et gammelt skateboardspil til PS2, og var faktisk her inde på siden for et par dage siden for at se, om man ikke kunne finde en anmeldelse af noget de havde lavet.

Det må næste være a sign from above, at du anmelder den lige efter - Jeg har i hvert fald fået mod på at høre noget mere til denne gruppe

//Jeppe

JeppE sagde ...

Jeg tror du har det lidt ligesom mig; ikke helt overbevist om, at det er godt musik de laver. Men jeg tør næsten garanterer at det vil falde i din smag, ligesom hos "alle os andre". Jeg synes i hvert fald ikke at du skal snyde dig selv for "When Life Gives You Lemons....."

Anonym sagde ...

Købte albummet idag. (Svedigt cover forresten) har lyttet til det 4 gange nu og hold kæft hvor er det fedt.. Jeg mener personligt det er deres bedste album til dato. Wild wild horses & Shoulda know i sig selv er guld væRD KØB DET ALBUM


9milli.

Anonym sagde ...

Så er det bare igen med at finde et sted at købe pladen. Ved ikke lige hvor meget jeg stoler på iMusic, da det nu er over en måned siden, jeg bestilte "Below the heavens", og den er stadig ikke kommet - hvornår for omverdenen øjnene op for rigtig hip hop?

Derudover vil jeg gerne anbefale Rhymefest mixtape "Man in the Mirror". Jeg ved ikke hvordan du har det med at anmelde mixtapes, men det er helt klart en lytter værd, og det kan downloades gratis (lovligt).
http://2dopeboyz.com/2007/12/29/rhymefest-man-in-the-mirror-mixtape/

//Jeppe

JeppE sagde ...

Jeg vil kigge på det.

Men jeg giver dig ret; mit forhold til iMusic er nu også ganske forfærdeligt, da jeg heller ikke har modtaget min "Below the Heavens" endnu, og det er 1½ måned siden jeg bestilte. www.amazon.com er næsten altid bedre.

Anonym sagde ...

jeg sidder sjovt nok i samme situation mht. "Below The Heavens" og køb på imusic. Det er omkring 2 måneder siden, jeg bestilte, og har stadig ikke modtaget, så jeg går ud fra de har problemer med lige netop det album eller deres amerikanske leverandør af det.

Anonym sagde ...

Kunne godt tænke mig at høre din mening omkring Seven´s Travels eller God Loves Ugly, kunne være fedt med en anmeldelse af det:)

Maja lau sagde ...

When Life Gives You Lemons er mit favorit album til dato.. Derfor synes jeg også, at du undervurderer det.. Jeg ville pointere nogle ting med hensyn til teksterne, men dem har en anonym læser allerede skrevet ;)