Martina Topley Bird - The Blue God

Hej kære læsere. Efter en uges pause havde i måske troet, at jeg ville vende tilbage med et brag af en hip hop anmeldelse. Her må jeg skuffe jer. - Jeg bliver nødt til at anmelde en cd, der muligvis ikke har så meget med hip hop at gøre, men som på ingen måde skal snydes for lidt omtale her på siden (jeg ender nok med at slette denne post efter lidt tid, for at holde hiphop-standarten).

Grunden til at jeg tager mig den frihed at anmelde noget, der ligger lidt uden for den vante genrer er, at jeg VED, at alle der elsker hip hop musik, også elsker at lytte til andet end beats n' rhymes. Jeg tror faktisk det er ret vigtigt, at man kan lægge øre til andet end hiphop, for selvom vi jo alle tilbeder musikken, så er der alligevel andre genrer der kan et-eller-andet, som hip hoppen ikke kan.
Jeg er ganske sikker på, at alle i der klikker jer ind på siden her og læser mine posts, har det på samme måde; at lidt blues, lidt jazz, måske pop og rock, og endda klassisk musik ind imellem kan være et godt lille afbræk fra de hårde gaderim og de pumpende beats.

Det jeg har fundet til jer her er en sangerinde, der mere eller mindre blander ALLE de førnævnte genrer. Martina Topley Bird hedder hun, og "The Blue God" er hendes anden udgivelse.
I midten af halvfemserne udlånte hun sin melankolske og dybt sjælfylde vokal til electronica/trip-hop mesteren Tricky, til hans debutplade "Maxinquaye", som folk ser tilbage på som en af de vigtigste og mest oversete plader for dens tid.
I 2003 udgav Martina Topley Bird hendes debutalbum "Quixotic", som var og er lidt af et mesterværk. Desværre nåede albummet aldrig ud over UK's grænser, og hun gik lidt i glemslen igen. Nu er hun tilbage, og ved at have allieret sig med ingen ringere end DangerMouse, er hun klar til at tage det helt store skridt.

DangerMouse, der i disse dage er mere end rødglødende, skuffer ikke på lydsiden. Han er højst sandsynligt den producer i dag der har flest jern i ilden. Han leverer hiphop/electronica til Gorillaz, rendyrket hiphop til MF DOOM, rock til The Black Keys, eksperimental folk-musik til The Good, the Bad and the Queen, og så selvfølgelig rammebrydende, ekstremt visionært musik til Cee-Lo Green i duoen Gnarls Barkley. Man kan roligt sige, at hans palet er mere end fyldt med farver.
Martina Topley Bird får fornøjelsen af stort set alle disse farver. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt et album, der er mødepunkt for så mange forskellige musikalske indtryk på samme tid. 50'er pop på numre som "Baby Blue" og "Valentine". Blues-rock på "Poison", "April Groove" og "Carnies". Eksperimenterende fremtidsmusik på numrene "Razor Tongue" og "Yesterday". Det hele leveret lidt støvet og tilbagelænet, nogen gange deprimerende og andre gange opløftende, men hver gang yderst smukt. Og man kan hele tiden fornemme Danger Mouses flirt for detaljer og et allesteds-nærværende twist af "noget nyt".

Dertil er det ganske heldigt, at Martina Topley Birds stemme passer så perfekt til lyden som den gør. Måske skal man faktisk vende den om og sige, at det er lyden der passer perfekt til hende, for Danger Mouse har tydeligvis lyttet til hendes debut, og prøvet at bevare noget af den gamle lyd.
Man kunne godt tro, at albummet er lidt forvirrende på grund af de mange forskellige genrer der medvirker, og de mange forskellige musikalske indtryk, men jeg synes faktisk det giver et friskt pust, for selvom der rigtig nok ikke er to numre der lyder ens, så er der en sangerinde i front vis stemme er så genkendelig og markant, at den sammensætter de mange numre på flotteste vis.

Hos mig ligger den positive overraskelse i Martina Topley Birds stemme. Den eneste grund til jeg gik ud og købte albummet, var fordi jeg havde læst i en reklame i Soundvenue, at Danger Mouse havde produceret det hele. I mine øjne er han et geni i ordets mest oprigtige form, så jeg var ikke i tvivl om, at lyden ville være i top. Men at Martina er så dygtig, det er næsten ubegribeligt.
Lyt til nummeret "Shangri La" her, og husk nu, det er IKKE hiphop, så lyt til det med det andet øre.

"The Blue God" er uden tvivl en af mine favorit plader der er udgivet i 2008 indtil videre

5.5/6