De La Soul - Buhloon Mind State

Af gæsteanmelder Danni Toma

I 93’ var De La Soul allerede et anerkendt navn. Efter at have udgivet deres udødelige klassiker ”3 Feet High & Rising”, og efter at have kaldt sig selv "døde" på deres andet, mere ufokuserede album ”De La Soul Is Dead”, havde De La Soul opbygget et ry, som værende en af de mere betydelige grupper.
93’ var også året, hvor De La Soul virkelig satte foden godt ned i sandet og beviste, at de ikke længere "kun" var Hiphop hippier.
- 93’ var nemlig året hvor de udgav denne utroligt oversete klasse-plade ”BuhlooneMindstate”. - En titel der referer til, at de altid vil blive på jorden lige meget hvor mange plader de måtte komme til at sælge. Et udsagn de allerede hentyder til på introen, hvor disse ord bliver gentaget:

”it might blow up, but it won't go pop”

En ting De La Soul så sig nødsaget til at bekæmpe under processen, var det pæne lydbillede, der var blevet lagt på ”3 Feet High & Rising”, og i stedet søge ind mod et meget mere modent og seriøst lydbillede. Dette forsøgte de også da de skulle udgive deres andet album, men uden held. ”BuhlooneMindstate” albummet gav dog endelig gruppen succes i deres forsøg på at skabe en ny lyd. De La Soul behøvede på daværende tidspunkt ikke at bevise deres værd. Deres navn var solidt, hvilket de var udmærket klar over. I stedet kunne de nu begynde at vise tænder, og eksperimentere meget mere end de ellers havde været vant til.

Og eksperimenteret det blev der. 93’ var nemlig året hvor De La Soul begyndte at lege med andre genre, som fx Jazz, som har haft stor indflydelse på dette album.
De begyndte at udvise deres kærlighed til den gamle skole, med flittigt brug af soul samples og meget jazzede beats, leveret af Prince Paul, som skabte nogle af hans skæveste produktioner i hans karriere, forstået på den gode måde. Selvom produktionerne til tider kan virke simple, så er de meget levende, primært på grund af to meget mere fokuserede og knicskarpe rappere Posdnuos & Dave.
Vi skal dog et par numre ind i albummet før vores to venner rigtig tager styringen.
”EyePatch” er et "fint" åbningstrack, der dog ikke fanger lytteren permanent. Dette ændres dog hurtigt. - De næste 2 numre beviser på bedste vis, at De La Soul har taget afsked med deres gamle stil. På ”PookieDooke” gæster Gang Starr’s egen Guru, og især på ”Ill BeBlowin” får vi besøg af Jazz-trompet legenden Maseo Parker, der lader hans tryllebindende jazz-noder flyde elegant over Prince Paul’s produktion i næsten 5 instrumentale minutter.
Først på det fantastiske ”Ego Trippin Part 2” begynder Posdneuos og Dave virkelig at vise dem frem, så de alligevel ender med det meste af opmærksomheden.

Selvom hele "Buhloon Mind State" feel'et skulle være mere modent, valgte de at beholde den gode humor de altid har haft. Og denne får ofte frit udspil, især på de få skits der er inkluderet på albummet. Fx på skittet ”Long Island Wildin” hvor 2 japanere blæser asiatisk lyrik af i godt og vel to minutter. Eller skittet hvor Prince Paul sviner anmelderne til for det kritik de giver ham, hvor han alligevel slutter af med at sige ”Have a pleasent day...”. Udsøgt humor er i hvert fald ikke hvad der mangler.

Men tilbage til det mere seriøse, nemlig de to rappere. Posdnuos leverede sit mest personlige vers på gruppens mest personlige nummer til dato, ”I Am I Be”. Et nummer om at opdrage sine børn, om sin fader status, og status generalt, hvis rappen ikke var blevet levevejen. Med fremragende linjer som:

"I am Posdnous
I be the new generation of slaves
here to make papes to buy a record exec rakes
the pile of revenue I create
But I guess I don't get a cut cus' my rent's a month late"

- Blu lavede sin egen version af dette nummer på "Below the Heavens" albummet, med nummeret "I Am...". Der lyder de ligeså fremragende linjer bare:

"I Be the next generation of slaves,
here to make papes like a record labels rake
A mixtape great, yet a De La fan
And I am who I say I am..."

”BuhlooneMindstate” var, desværre må man sige, også sidste album med den eminente Prince Paul. En person som mange betragter som fjerde uofficielle medlem. Et af De La Soul- medlemmers mange aliasser er Plug1, Plug2 og Plug3, og Prince Paul blev ofte nævnt som Plug4. Ærlig talt burde han jo nok være medlem, for tredje medlem Djen Mase, var ikke rigtig at finde på denne plade. Hans velkendte cuts bliver kun brugt på tracket ”In The Woods” og han høres kun meget hurtigt til sidst på ”Area”. Så kigger man på arbejdsfordelingen, så har Prince Paul mere ret til at kalde sig "medlem" efter dette album.

Selvom albummet havde den oplagte single ”Breakadown”, hvor Michael Jackson blev samplet til omkvædet, er det gruppens dårligst sælgende album til dato. Typisk egentlig, for vi kommer nok ikke til at opleve De La Soul så innovative, eksperimenterende, fokuserede, intelligente og gennemførte igen.
"BuhlooneMindstate" er alt hvad hiphop burde være, nemlig intelligent, eksperimenterende og nyskabende. Det er på mange måder en klassiker, og det er klart De La Souls vigtigste album i karrieren. Alene med linjer som:

"I'm known as the farmer
Cultivatin' mate without mendin'
Bendin', compromising any of my styles to gain a smile
Listen while you hear it
There's no pink in my slip
I reckon that the rhythm and the blues in the rap got me red
While the boys from Tommy playing bridge crossin' to a larger community
Yet they're soon to see I have a brother named Luck"

rangerer albummet højt. Albummet blev da også inkluderet på "Rolling Stones"-magasinets top-10 liste over bedste hiphop albums nogensinde udgivet.
Albummet står uden tvivl som gruppens bedste, tæt forfulgt af "Stakes Is High", og du burde under ingen omstændigheder snyde dig selv for denne guldklump.

Alt passer perfekt ind, skit'sne, instrumentalen med Maseo, den mere modne men hårde attitude og Prince Pauls skæve produktioner. Derfor gruppens mest gennemførte album til dato.

5.5/6

Soopafly - Bangin West Coast

Imens vi venter på The Games' "L.A.X." og Dr. Dres "Detox" (hvis dén overhovedet bliver udgivet?!), må vi stille vores west-coast sult med "det der nu er". Jeg indrømmer gerne at jeg ikke er den store west-coast lover. Mange west-coast produktioner, primært fra Dr. Dre, er selvfølgelig urørligt fede, og mange west-coast rappere er i besiddelse af et ganske raffineret og arrigt flow, hvilket selvfølgelig altid er nice at lægge øre til. Men tekstmæssigt forbinder jeg ikke west-coast gangster rapperne med noget stort. Og jeg mener ikke vest-kyst rappere generelt, for det ville være lige lovligt mange at sætte i bås. Jeg taler om gangster rapperne. Deres tekster er ofte lige på og hårde, hvilket afspejlet deres miljø, men poesi og flot historiefortælling skal man ikke forvente at finde.

Det jeg har støvet op, som kan udligne utålmodigheden, er Soopaflys andet album "Bangin West Coast". Præcis som hans forgængere, laver Soopafly musik der rammer nul-punktet hvad angår lyrik, men som har nogle seriøst fede og hårdt-pumpende beats til rådighed.
Soopaflys karriere startede tilbage i halvfemserne, da han blev introduceret til Dr. Dre og præsenterede ham for sine keys. Soopafly startede som producer, med keyboard-lyde som speciale, og det var netop disse der åbnede døren til Deathrow Records, hvor mange af hans første professionelle værker blev sat til livs. Folk som Snoop Dogg, Ice Cube, Tha Dogg Pound og endda Dr. Dre selv har benyttet Soopafly som deres musikalske bagmand. Ice Cube og Dr. Dres "Natural Born Killaz" står på Soopaflys cv som mest prominente værk, selvom han kun delvist producerede det.

De fleste af produktionerne på "Bangin West Coast" er ligeså fremstillet af manden selv, og han gør et godt stykke arbejde må man sige. Det er den meget genkendelige west-coast lyd der dominerer skæringerne, og det er, som albummets titel hentyder til, de hårde beats der er i føresædet. Siden albummet her ikke rigtig blev hypet, skulle man tro at det var fordi, at det var sådan en ligegyldig udgivelse som ikke rigtig var noget værd, men jeg synes at mange af numrene ligger godt oppe af The Game helt kvalitetsmæssigt, og flere produktionerne er ligefrem fremragende. Titelnummeret fx er en udsøgt fornøjelse. Soopafly har til beatet anvendt det samme sample som The Roots brugte til deres "Don't Feel Right" fra "Game Theory", med den der klagende stemme der går igen. Soopafly flipper dog beatet på en lidt anden måde, og så stjæler han også et lækkert guitarriff fra samme nummer.
Ligeledes fungerer "Crazy" og "Ready" også utroligt godt, og er i præcist samme stil som et Snoop Dogg eller Nate Dogg nummer. Snoop Dogg selv er selvfølgelig også at finde på albummet, flere gange, men bedst er han på et af albummets fornemmeste numre, "Talented", som også er bygget utroligt godt op af et bemærkelsesværdigt sample.
Latoiya Williams, som er ved at være en af de mere brugte sangerinder lige nu, er også at finde på 2 af numrene. Det morsemme her er, at hun er alene på numrene. - Soopafly synger slet ikke med (?!). Han producerer dog, så fortjenesten er vel lige fordelt. Og hun er en fremragende sangerinde skal det lige siges.
Pladens ultimativt bedste nummer er åbningsnummeret "That Way", som utroligt nok er produceret af denne blogs darling, den pt. allestedsnærværende Exile. Som altid formår han at skrue et genialt nummer sammen, og som en kamelæon ændrer han sig efter omgivelserne, så hans produktion er også kreeret med et vis west-coast feel i baghovedet. Det klæder Soopafly rigtig godt, og lyrisk set er det noget af hans bedre....

Af et ventetids-album at være er "Bangin West Coast" et ganske godt udspil. Soopafly er en udemærket producer, men tekstskrivning bliver han nok aldrig god til, ligesom alle de andre han omgåes. Så for mit vedkommende er det produktionerne som "Bangin West Coast" i sidste ende vinder på. Meeen, en stor sejr bliver det dog ikke.

3.5/6

Blame One - Priest, Thief & Wizard

Som endnu et resultat af min Exile-søgning dukkede dette album op, med den indtil nu ukendte Blame One. I kan måske fornemme en rød tråd gennem de sidste anmeldelser (?). Jeg vil gerne have folk til at forstå hvor vigtig Exile er. De fleste af jer ved det godt, blot ved at have hørt "Below the Heavens", men så kan jeg da i det mindste understrege det, og lokke jeg til at støtte nogle af de her mindre kendte kunstnere som jeg highlighter. Hovedprioriteten med siden her er for mig, at fortælle ALT hvad jeg ved, om ting som i måske ikke ved.
Jeg elsker selvfølgelig at anmelde albums som alle med garanti kender, og rose det til skyerne, men når valget står imellem enten at understrege hvor godt et album er, som alle i forvejen kender, eller at præsenterer jer for nogle sjældne værker, som jeg synes fortjener lidt omtale, finder jeg langt større vigtighed i at træde i karakter som oplyseren, som spreder ordet. Det er der min "mission", om man må, for alvor fuldendes.

Et af disse "sjældne værker" er "Priest, Thief & Wizard", med en af de "mindre kendte" kunstnere Blame One.
Blame One må siges at være en af de mest oversete undergrunds mc'er i disse dage. Jeg plejer at være rimelig god til at snuse mig frem til de her slept-on rappere, men det er alligevel først med hans tredje album her, at jeg lærer ham at kende. Det er held-i-uheld kan man sige, for hans første to udgivelser skulle efter sigende være "okay", men ikke noget at råbe hurra for. Det ér hans tredje album som har åbnet flest døre for ham. Det album der har givet ham flest tilhængere, og det album der kvalitetsmæssigt er tættest på undergrunds-storhed.

Jeg vil skyde på at hans gæsteoptræden på Exiles "Dirty Science" har gjort sin del, man valget af medmusikere på "Priest, Thief & Wizard" har uden tvivl også spillet en rolle. Det er nogle musikalske troldmænd han har erhvervet, og lydbilledet er umiddelbart det man ved første øje/øre-kast lægger mærke til. Kan Kick, Mr. Brady og Hoax One bidrager alle med fantastiske skæringer, men det er dog Exiles evigt smittende super-produktioner der overvælder lytteren. Exile er indiskutabelt et musikalsk vidunder, og han beviser også på dette album, at han er en karakter i vor tids hiphop-kultur, man bare ikke MÅ overse. Fem stykker har han doneret, og vi får ham både at høre fra hans blues-inspirerede side, i stil med Emanon, hans eksperimenterende side á lá "Dirty Science" og så fra en helt ny, vanvittigt humørspredende side. Hans cirkusinspirerede, næsten børne-time agtige sample på "That's What I Say" er noget af det mest mageløse jeg har lagt øre til i lang tid.

Men - jeg vil faktisk mene, at man efter et par gennemlytninger har vænnet sig så meget til Blame Ones stil, at man så småt begynder at kunne forstå, hvor god en rapper han faktisk er. grunden til at man ikke giver hans lyrik så meget opmærksomhed i første omgang er, at han har en meget speciel stil. Det lyder ofte som om, at "det der med at rappe" faktisk kan rende ham et vis sted. Han virker ofte som om, at han faktisk er pisse-hamrende ligeglad med rap. Både på den dovne og den overlegne måde. På nogle numre er hans flow så fladt, enkelt og "tørt" at kun MF Doom vil kunne følge ham. Heldigvis for Blame One udnytter han dog dette i så høj en grad, at han formår at gøre det "kedelige" til noget dybt besættende. Og når man først indser dette, bliver man meget hurtigt fyldt op med atmosfæriske stemningsbilleder, der virkelig sætter sit præg på en. Det flade flow forvandles hurtigt til et rent vanvid, hvor man begynder at kunne forstå hans passions for rap-kunsten. Når dette er sivet ind, efterlader Blame One alle involverede parter med blå og gule mærker på sjælen.

Det med at berøre sjælen, det er nemlig hvad Blame One specialiserer sig i. Han fortæller sine historier på så dragende vis, at man ofte sidder permanent tryllebundet, konstant hungrene efter mere. Nogen gange træder Blame One i skikkelse som en rapper, der virkelig har noget på hjertet. En rapper der vil kommenterer på verdenssituationen, på politik og på meget mere, for der er nemlig en del han vil ud med. Men heldigvis giver han sig også tid til at fortælle nogle historier, hvor det egentlig er selve "fortælle-delen" der er i højsædet, hvilket giver et behageligt afbræk, idet han formår at fortælle en historie som en "historie", og ikke med en masse budskaber indflettet. Som på "That's What I say", hvor han meget beskrivende og komisk beretter om hvor meget han kedede sig som ung, med en tvangsindlagt mor og en manglende far. Han funderer over hvor let det kunne have gået galt for ham, og hvor æt på han var at komme ud på et sidespor, indtil

"One day, saw these five cats with cardboards /
dancin' and playin' som live raps, the hard-floor
became a campus, everytime they came back again /
I watched every move, went home and started practising"

- Han takker Jah (gud) for at vise ham lyset, fordi han var sikker på at have en fremtid bag tremmer, hvis ikke det havde været for de fem hip-hopperede der havde dukket op i nabolaget.

"Jah" er det hebraiske navn for gud, og ordet "Jah" bliver især brugt af folk fra rastafari kulturen, som tror på, at den etiopiske hersker Haili Selassie er guds reinkarnation. Han bliver kaldt Jah Rastafari (Ras = prins).
Nu skal vi ikke ind på historie-undervisning, men det var mere for at vise hvem Blame One tilbeder. Og det passer meget godt, for Blame One er ikke komplet ukendt med rastafari kulturen eller reggae musikken. Faktisk synger han selv omkvædet på "That's What I Say", som i høj grad har sine reggae-aner.

"Jah is Powerful" er derfor også et obligatorisk nummer for Blame One at inkluderer på albummet. Han tilbeder Jah med raffineret lyrik, over en produktion der er skabt mere som meditations-baggrundsmusik, end som et hiphop beat. Til al held mødes de to bestanddele, og skaber tilsammen et tema, der med brug af asiatisk mandolinspil, rislende vand og lyden af glatte sten der glider op af hinanden, opbakker Blames Ones lyrik til det fulde.

"It's only Jah we put our trust in, the green paper lust in, it's so discusting.
No need for firearms to blast for us, you're so fast to bust, but that's blasfemous,

Jah's the weapon.

Jah's the weapon for real.
I'm humble by your grace, I accept and I kneel"

Et musikalsk sindsberoligende nummer, der med sine centraliserende virkemidler, etablerer et grundigt syn på ansvarlighed, og på hvordan nogen bevidst misfortolker deres tro, og udnytter det til det komplet modsatte. Måske et lille hint til verdensituationen pt? I hvertfald en sand juvel af et nummer.

Albummets titel, som er symboliseret i tre skikkelser på coveret, hentyder til tre sider af samme personlighed; præsten, tyven og troldmanden. De tre personaer skal ikke tolkes i traaditionel forstand, men som metaforer for tre sindstilstande. De tre tilstande kulminerer i titelnummeret, hvor en komplet konfus fortæller vågner en morgen, og bliver kastet ud i en uoverskuelig situation, hvor han roder rundt i de tre skikkelser for at rede sig ud af den. Den er en smule mærkelig, med sin sorte humor en sin til tider deprimerende forvirret-hed, men ideen er ganske interessant.
Præsten, tyven og troldmanden har også et nummer hver, men hvor man skulle tro at "Spell Casting" handler om troldmanden, "Everliving" om præsten og "Drifting" om tyven, så har Blame One givet numrene et mesterligt twist, så det faktisk er nogle uventede sider af personerne man bliver præsenteret for.
Derved handler nummeret "Spell Casting" om tyven. "Everliving" handler om troldmanden, og "Drifting" handler ironisk nok om præsten.

"By the time you read this, my soul has drifted /
I left behind words on a scroll to sit with
we all leave the earth , that's the meaning with time /
but what matters is the message that you're leaving behind".

Det er mig ikke helt klart hvad numrene helt præcist handler om, man jeg har en klar fornemmelse af, at de alle skal tolkes som påmindelser.
Man bliver påmindet om, at formålet med at være kunstner er, at finde et sted hvor man altid vil være husket. At finde et sted hvor ens musik altid vil blive hørt og derved udødeliggøre en ("Everliling"). Man bliver påmindet om, at det vigtigste af alt er, at man skal kunne stå ved sine valg, og ikke fravælge ægte venner eller standarter, for noget man ikke kan stå inde for ("Spell Casting"). Og så bliver man mindet om, og det er vel lidt en kombination af de to første, at man ikke må sælge sin sjæl, for i sidste ende er det vigtigste, at det materiale, og det man som person har repræsenteret, altid skal være gældende.

"Prist, Thief + Wizard" er et mageløst værk. Blame One er en af de mest betydelige kunstnere vi har i dag. En rapper der både kan se fremad, men samtidig tager stilen tilbage til de støvede trommer og de funky samples. Hans produktioner er af en mægtig kaliber, som opretholder det klassiske hiphop-look helt ind til kernen. Og Blame One selv er en utroligt bevidst rapper, der leverer ægte rap for alle dem der er ved at drukne i alt det overflødige. Han leverer hip-hop for hip hopperne, og hans er i sandhed en rappers rapper. Der er intet enerverende at finde på dette album. Et album der repræsentere en side, der er revet direkte ud af bogen om "hip hop teori". SÅ ægte holder han stilen.
Hvis jeg skal være ærlig vil jeg mene, at det er decideret dumt at undgå "Priest, Thief & Wizard", for man finder sjældent udgivelser, der fremstår så excellent, på hele hiphop-paletten.

5.5/6

Emanon - Anon & On

Vi bliver lidt ved Exile. Denne gang er han i selskab med multikunstneren og barndomsvennen Aloe Blacc, i deres gruppe Emanon. Jeg har anmeldt Deres første fuld-længdes album "The Waiting Room" her på siden. Et album som jeg er meget begejstret for.

Denne EP, som er en del af Ill Boogie Records' "Earplug" serie, den bedste i serien vel at mærke, er et lidt mere sjældent stykke musik at opsnuse.

De fleste EP'er bliver udgivet med samme formål som mixtapes; at skabe hype omkring en gruppe og en kommende udgivelse. En øjenåbner for folket, der vil lokke flest muligt lyttere til. Men denne Emanon EP, "Anon & On" er udgivet som en "selstændig" EP. Så i virkeligheden er det "bare" en lille treat til os hiphop-elskere. Selvfølgelig havde "Anon & On" også til formål at få duoen frem i rampelyset, men der gik tre år fra udgivelsen til at deres fuldlængdes album udkom. Endnu engang et bevis på hvor svært det kan være for undergrunds hiphop musikere at få deres materiale frem. Emanon har lavet mange singler og demoer som desværre aldrig fik- eller får set dagens lys, hovedsageligt på grund af selskaberne, som for det meste er for bange for at tage chancen og udgive de rigtige guldklumper. Emanon har efter sigende udgivet et album der hedder "Imaginary Friends", som det desværre ikke er lykkedes mig at finde, men jeg vil gøre næsten alt for at få fingrene i det, for selvom jeg ikke har hørt noget fra det overhovedet, så ved jeg det er guld værd.

> "Er Aloe Blacc og (ikke mindst) Exile involveret, så er det per definition en guldklump". <

Exile tager sig af produktionerne, som på denne EP er er fyldt med blues-lækkerier, faktisk meget i stil med dem på "The Waiting Room". Fx "Runaway" som er et sublimt blues inspireret nummer, der både er en ode til det old-school hiphop og blues-musik. Fremragende produceret . Og ligeledes er nummeret "Detour" en ren old-school perle, der lyder præcis som noget der kommer fra start-halvfemserne, her med et mere jazzet feel. uovertruffent!
Colton "Cheapshot" Fisher optræder også som gæste-producer, og han gør det præcist lige så godt som Exile, næsten bedre skulle jeg til at sige, for hans track er så tæt komprimeret med feel-good-ness at det halve kunne være nok. "Blind Love (Love Sick)" hedder nummeret (nummeret øverst), og det blev til førstesinglen. Sæt det på anlægget og sommeren er reddet.
Exile er dog stadig manden der stjæler showet musikalsk. Hans evner er ikke til at tage fejl af. "Anon & On" må være noget af de første officielle materiale Exile har udgivet, og allerede dengang placerede han sig i toppen. Man kan undre sig over at det først rigtigt er nu her, seks år efter at folk virkelig har fået øjnene op for ham.

Aloe Blacc skal dog heller ikke snydes for lidt roser, for præcis ligesom på "The Waiting Room" beviser han, at han kan alt hvad en mikrofon kan holde til. Skrapsindig rap, udsøgt R&B-sang, og der bliver endda sneget lidt spoken word ind til tider.
Jeg vil igen referere til nummeret "Runaway" som også lyrisk set er et mindre vinunder. Man bliver fodret med proteinfyldt food for thought, som leveres med et dragende flow. Der bliver også vist respekt til andre duoer der uden tvivl har inspireret Emanon, blandt andet hentyder titlen til et "runaway train of thought", så Talib Kweli og Hi-Tek for også et "tak" med på vejen, for deres legendariske Reflection Eternal-projekt.
Faktisk minder "Anon & On" meget om Blue Scholars EP'en "The Long March EP", for i virkeligheden virker de to EP'er mere som en forlængelse af albummet end en optakt til det. Stilen er komplet ens på EP og album, så jeg ser det mere som en forlængelse.

Der ER dog en smutter eller to. "The Price Pt 2" er en grum banger, men den holder ikke Emanon-standarten, og nummeret virker mest af alt malplaceret i forhold til EP'ens yderligere indhold. "Nature of the Beast" og "What Can I Do" er tekstmæssigt up there med de andre tracks, men produktionsmæssigt er de blandt Exiles mindre gode værker.
Men alt i alt er det en overordenlig fornuftig EP. Normalt har jeg ikke de store forventninger til en EP, så jeg blev positivt overrasket over hvor sublime nogle af numrene var. I høj grad værd at checke ud.

"Blind Love (Love Sick)"

4/6

Exile - Dirty Science

Jeg vil i de følgende indlæg kaste scenelyset over på en bestemt mand. Da jeg nævnte vores nutidige hiphop helte i Mr. J. anmeldelsen, stod denne mand ikke iblandt, og det er ikke helt fair. Hans makker Blu var nævnt, men fordi ham jeg taler om her er beatsmed og ikke rapper, tænkte jeg ikke på ham, på samme måde. Det var en fejl!
Det er selvfølgelig Exile jeg snakker om. Han udgav med Blu dette årtusindes hidtil bedste hiphop plade, "Below the Heavens". Han har sammen med Aloe Blacc udgivet et par albums med gruppen Emanon. Han er også så småt begyndt at dukke op på diverse udgivelser, hvor han har givet en hånd med, med en produktion eller to. Jurassic 5's førstesingle "Baby Please" fra deres sidste album stod Exile bag. "Pearly Gates" fra Mobb Deep's "Blood Money" er også Exiles værk. Okay, "Blood Money" var et forfærdeligt album, men dét nummer holder faktisk fuldt ud. For at nævne et par andre, så har Kardinall Offishall, Akon, Soopafly og Blame One også været under hans behandling. Dertil har han smidt en masse ukøbte og super sprøde beats ud på hans myspace.
Tilbage til årtusindets vigtigste skrive. Hvis jeg skal begrunde hvorfor lige "Below the Heavens" er det bedste, for der er mange gode bud, så er det Exiles skyld. Selvfølgelig er Blu en gudsbenådet rapper, det er indiskutabelt, men Exile kan noget med hans beats, som jeg faktisk ikke tror andre kan. Hvor Blu ubesværet berør alle emner, med lyrik der mere end nogen anden glorificerer p'et i "Rap", så gør Exile faktisk det samme, bare musikalsk i stedet for verbalt. For det der gør Exiles produktioner så unikke er, at selve beatet fortæller en historie. Han klipper og klistrer hans samples så eminent, at man næsten kan få fortalt en historie, uden der er rap over lyden. Dét er uhørt fantastisk. Når man så smidder en af vor tids top-3 bedste rappere ind over, så er det selvsagt at det når højder man kun har set hos Gangstarr. Blu & Exile er helt deroppe, og det er endda "kun" deres første projekt sammen.



Efter at have hørt, følt og elsket Exiles musik i så høj en grad som jeg nu engang gør, er jeg gået i en totalt Exile-offensiv, hvor jeg har opsporet stort set alt hvad han har lavet indtil nu. Han har, trods hans mange grupper og projektet, kun fået udgivet et soloalbum, nemlig "Dirty Science" albummet fra 2006.
"Dirty Science" er på mange måder et spøjst album. Det er utroligt eksperimenterende, og det virker ofte som et test-projekt for Exile, hvor han skal se hvor langt ud man kan gå, hvor vanskeligt man kan gøre det, hvor mærkeligt man kan gøre det, og hvor forbløffende og dragende man kan gøre det, på én og samme gang. Det resulterer nogle gange i skæringer, hvor man bliver så forvirret, at man ikke aner hvad man skal syntes eller sige, men andre gange bliver det så originalt, at særheden og genialiteten mødes og smeltes sammen til noget man stortset ikke troede fandtes. Rammer bliver sprængt, grænser rykkes, regler bliver omdefineret. Det er som om Exile forsøger at grave en gemt genrer frem, og stod det til mig så lykkedes det. For når man tænker sig om, så er det egentlig ikke hiphop i traditionel forstand. Der ligger så meget mere bag hans kreativitet, at hiphop som genrer bare ikke er nok.

Da Exile hovedsageligt er producer, er "Dirty Science" er soloalbum forstået i den forstand, at han har produceret små tyve skæringer, og så har han ellers inviteret gæsteoptrædener fra nær og fjern. Ligesom Alchymists "1st Infantry" og 9th Wonders "Dream Merchant".
Exile gæsteoptrådte på J Dillas album "Jay Love Japan" som rapper, og man har også hørt ham brillerer lyrisk på enkelte Emanon numre. Men det er nu som producer jeg bedst kan lide ham, og heldigvis foregår det også sådan på "Dirty Science". HAN producerer, DE rapper.
Og hvem er "DE"? - "De" er primært hans forhenværende kendskaber. Musikpartnere, inspirationer, forbilleder og kunstnere som Exile synes skal vises til verden. Derfor er det hovedsageligt folk som Blu, Aloe Blacc, CashUSKing, Ta'Raach og folk af den kaliber der præger numrene. Men der optræder også, for mit vedkommende, "ukendte" kunstnere. Kunstnere som jeg har stiftet bekendtskab med via "Dirty Science". Kunstnere som blandt andet Oh No og M.E.D. Det er nu engang herligt med nogle nye ansigter, og alene på den facon er "Dirty Science" et friskt pust.
Slum Village, som må siges at være en af de tungere og mere kendte features, åbner albummet med lidt af et track. Man må sige det er en god start. Beatet er et af de bedste, omkvædet er fantastisk, og Baatin og T3 fungerer sublimt over Exile produktion. Ikke så mærkeligt faktisk, for man kan godt høre at Dilla har sat sit præg på Exiles musik, så det er kun naturligt, at Slum Village er inkluderet på cd'en, og det er kun naturligt at de bliver tildelt et af de bedste beats. the best for the best.
En anden "stor" gæsterapper er Ghostface, som sammen med hans makker Trife tager sig af nummeret "Milk 'Em". Et nummer der i sandhed er i den eksperimenterende ende. Det er vist mere sjældent end pænt. Det passer sjovt nok fint til Ghostface, men beatet er for ensformet og hysterisk til min smag.
Et andet nummer der også består af et hysterisk beat, er "Notch" med M.E.D. (Medaphor). Denne gang har det ekstremt sikre og kontrollerede Exile-touch bare bevaret rytmen i sådan en grad, at M.E.D. faktisk kan arbejde med det. Og det gør han! Hans flow er som skabt for produktionen, og dette fungerer 100%! "It's M.E.D. - the nixt nigga to blow".
De skæve og opfindsomme produktioner er talrige. Det er de fór skæve produktioner desværre også. Numre som "Pay the Cost", "Blameexile", "Do Not Touch" og "I Don't Think You Understand" prøver lidt for hårdt på at være det nyeste nye. Det bliver simpelthen et nummer for mærkeligt, og jeg ser mig nødsaget til at springe fra.
Det "nyeste nye" for mig, det er nemlig når Exile bruger hans udtryksfulde musik på den impulsgivende og yderst levende måde, som med nummeret "Fly (Song of Liberation)" med Blu. Selvfølgelig får Blu dét bedste beat. De to passer helt uforskammet godt sammen, og Blu's fortællinger er som altid knivskarpe.

"She said she was sick of the city life /
a sweet girl but the world made her a shitty type /
When she was young she just wanted to be pretty like a model or an actres but,
She had to work for her two kids /
father in jail serving time for two bids /
kids hungry asking mama where the food is /
and she can see they heart beating through they two ribs /
now she's crying watching cribs"

Blu beretter om 3 skæbner, der på hver sin måde må føle hvor ond og kold verden kan være, men også at der er håb, og at der altid venter noget smukt til den der opsøger det. Med en halv-skjult reference til "Below the Heavens"-nummeret fra albummet af samme navn, finder man ud af, at en af de tre skæbner er Blu selv. Enestående. Som sagt står beatet her for mig som pladens stærkeste. Det gør det på grund af den mærkelige sammensætning af elementer. Trommerne er meget dominerende, men det ser Exile selvfølgelig bort fra, og i stedet smider han et forsigtigt klaverloop ind, der mest af alt minder om en temaet fra en gammel dansk tv-serie. Sidste element er et baggrunds-strygere, der lyder som noget taget direkte fra Pinocchio filmen. Lige så mærkelig som denne sammensætning lyder, lige så mesterligt udført er det. Exile overgår sig selv, og nummeret der er tale om, "Fly (Song of Liberation)" har for længst overskredet afspilning nummer 150 i mit iTunes.

Blu besmykker også nummeret "Tell You" sammen med Aloe Blacc, og jeg tror også Exile har et vers her. De tre udgør en abnorm power, og nummeret er eksorbitant flor udført. Exile benytter et sample af en kvinde der synger "tell you". Dette sample har rapperne så gjort til en del af deres vers, så selvom samplet bliver spillet uregelmæssigt, er sangen bygget op omkring de to ord. De skal høres for at man virkelig forstår det tror jeg.

Oh No som også var ukendt for mig før jeg hørte Dirty Science medvirker på et andet af skrivens absolutte perler, pladens ubetinget sprødeste banger, "Newest Greatest". Ikke en banger i DJ Premier eller MOP forstand, men en "Exile-banger". Det er her Exiles redefinering træder ind i billedet. For det lyder ikke som nogen banger man har hørt før, men alligevel er man ikke i tvivl om, at beatet rykker helt forbitret godt. Nogle inciterende muntre stryger over nogle simple halv-tunge trommer. Der er nok for Exile til at lave en ægte banger. Intet mindre end fantastisk.

Det nummer der er sluppet bedst fra Exiles legebarns-kreativitet er nummeret "Summertime in LA" med Miguel Jontel. Hiphop/electro/doo-wop-summeranthem. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det? Det er sært og rart på samme tid. Og efter at have hørt det et par gange, fanger det en komplet. Et sommernummer der forlænger sommeren med tre minutter og 56 sekunder. Fler' af dem!

Alt i alt er "Dirty Science" et miks-maks af mærkværdige ideer og mesterlige udførelser, dog med få kiksere, der er resultat af en måske lidt for ivrig og excentrisk kunstnerisk hånd. Men pladens ultimative force er uden tvivl Exiles opfindsomhed, som altså kan skabe små mirakler, og hans valg af gæsterappere. Exiles "team" af mc'er er nemlig forbløffende stærkt. Et fornemt første udspil, men der kan stadig finpudses en smule hist og her.

4.5/6

Mr. J. Medeiros - Of Gods and Girls

Jeg må for anden gang i min blogger-skribent karriere, blive nødt til at uddele et dybt "tak" til en guds engel af en læser! Vi er ude i en "Blu & Exile-situation". Det vil sige, at en læser har introduceret mig for en kunstner, som jeg ellers aldrig ville have hørt om, ligesom jeg tilbage i oktober sidste år blev introduceret for Blu & Exile, hvis debutalbum siden er endt på min personlige "top 10 liste" over bedste hip hop udgivelser. Så endnu engang, et stort og ydmygt "tak" herfra.


Kunstneren der denne gang er tale om, er Colorade-guldklumpen Mr. J. Medeiros, måske bedre kendt som grundlæggeren bag hiphop-vidunder trioen The Procussions, som han også udgør en tredjedel af. Gruppens debutalbum "As Iron Sharpens Iron" og det efterfølgende "Up All Night" sørgede for, at gruppens navn blev solidt cementeret, og deres unikke lyd, en sprød fusion af jazz, blues og hiphop, sikrede dem en betydelig mængde lyttere i hjemlandet. Deres tredje og nyeste album, "5 Sparrows for 2 Cents", blev udgivet på Rawkus Records, som det første album efter Rawkus var kommet igen, efter at have været gået nedenom. Pladen indeholdt blandt andre det næsten kriminelt lækre "Miss January" med Talib Kweli.
Desværre, og på meget mystisk vis, er det aldrig lykkedes for gruppen at gøre noget stort af deres navn udenfor USA.
Heldigvis for resten af verdenen, forsøger Mr. J. Medeiros endnu engang, nu på egen hånd, at få hans og gruppens navn ud til alle os andre.

Der har det seneste halvande-års tid dukket mange vigtige personligheder op indenfor hip hoppen. Historiefortællere, som alle ligner redningsfolk i vores øjne. De folk vi så længe har ventet på, som skulle komme frem fra røgen og tage et fast greb om hip-hop kulturen, og give den nyt liv. Folk som Geologic (Blue Scholars), Blu, R.A. Scion (Common Market), Lupe Fiasco og andre, som på hver sin måde, gør "os" stolte igen, ved at hive fortidens rap-elementer frem og, med den rette respekt, anvende dem i musikken på ny. Disse folk har alle noget tilfældes. - De gør det af lyst og ikke af profit. De udviser alle et ekstremt mod og en inderlig lyst, for det er ikke nemt at være musiker i dag, hvis man ikke laver musik der er egnet til hitlister eller ringetone- og internet downloading. Så når man som vores redningsfolk går den komplet modsatte retning, og laver musik, der fra start af er dømt til ikke at sælge specielt godt, så viser det virkelig hvor meget man brænder for det, og hvor meget respekt man har for de originale ideer og standarter. For når man foretrækker at tilfredstille det lille publikum, i stedet for at gå efter store biler og latterlige ure, så er men altså lidt af en helt. Det er indiskutabelt.

Selvom jeg først stiftede bekendtskab med Mr. J. Medeiros for få dage siden, så gik der ikke lang tid før han var på min liste over "hip hop helte". Man er ikke mange minutter inde på "Of Gods and Girls" før man ved, at det er en af de substantielle, ansvarfulde og oprigtige rappere man er i selskab med.
Men der er noget yderligere specielt ved Mr. J., som faktisk skiller ham lidt ud fra de andre. Han forguder kvinder. Og det skal ikke forstås på den måde, at han tilbeder dem for deres erotiske former og fyldige læber, men at han, som en af de eneste artister indenfor hip hop, taler til kvinder som man bør, og viser hvordan man skal behandle kvinder ordenligt.
Hvis man kigger tilbage på hvordan hiphop-musik startede, så må man jo indse, at det er en kunstart der er opfostret af kvindeundertrykkelse. Og det er ikke kun hiphoppen. Ser man på verdensbillede nu og mange år tilbage, så er det et sørgeligt faktum, at kvinder har måttet finde sig i at være mindre værd. Nogle samfund værre end andre selvfølgelig. Men den urbane kultur er langt hen ad vejen et produkt af en mandschauvinistisk verden, hvor kvinden ikke har helt så meget at sige som manden, som altid skal køre showet og være i centrum.

Ser man fx på alt ganser-rap, og alle Aftermath-pladeselskabets artister, med Eminem i front, har de alle tjent deres millioner af dollars på at berette om, hvor usselt de ser på kvinder, og hvor ubrugelige de mener de er. Et dybt trist faktum, og selvom jeg kan lide meget af deres musik, så kan jeg ikke just sige, at jeg står inde for noget af det som de står for. Og kan man så kalde det rigtig hip hop??...

Mr. J. Medeiros er her for at ændre dette billede, eller i det mindste retfærdiggøre eksistensen for et køn, der oftest bliver set på som dyr fremfor mennesker. Så det er en yderst ansvarfuld og bevidst rapper vi er i selskab hos her, som ligger inde med et latent budskab, der er klar til at sprænge alle normer for hvordan hip hop normalt bliver set på. Gud'ske tak og lov...

Titlen "Of Gods and Girls" hentyder til de to mest betydningsfulde eksistenser i Mr. J's liv. Han er meget kristen, og så kæmper han en brav kamp for kvinder og børn. Han arbejder for både "AmeriCorps" og "Habitat For Humanity", som begge er organisationer, der, uden at lønne deres medlemmer, arbejder med at forbedre det amerikanske samfund, og de folkegrupper der har det sværest. Dertil er han grundlægger for organisationen "Constance Campaing", der kæmper for menneskerettigheder. Mr. J. ser altså ud til at give ordet "helt" en ny betydning. Ikke nok med at han arbejder ihærdigt for at holde hiphop-kulturen i live, så kæmper han en endnu større kamp for at skabe ro og orden i et afbalanceret og hårdt ramt samfund. Den ultimative rollemodel. Så at dømme af personlighed, er han måske en smule længere fremme end enhver anden rapper (?).

Hans "Constance Campaing" er opkaldt efter en filippinsk pige ved navn Constance, som var offer for børnepornografi og human trafficing som 13-årig. En ubærlig sag der uden tvivl har sat sig præg hos Mr. J.

Albummets "centerpiece" og førstesingle er derfor det tragiske men alligevel smukt fortalte "Constance", der fortæller selv samme historie.

"He's on the hunt to kill her dreams (...) He leads Constance to a room he has rented for taping, see He's about to turn six into six thousand // and all you have to do is click on your web browser It's not illegal to use raping as a cash crop // as long as it says she's 18 on your laptop The sound of rain is her backdrop laying there // like she's waiting for somebody to say they care"

og han fortsætter....

"Her soul is crying out "let me go" but he wont let her /
he got her trapped inside his media player
held captive by his need to replay her
It's a matter of he being here and she being there /
that's why he doesnt feel the need to care
guilt is in the seed he bares
Spilling his shares of the profit /
on a 500 million dollar market
where children are regarded as product
and traded like stock tips
and raped for the sake of our pockets"

Det fantastiske er, at selvom historien er så grusom, så formår Mr. J. alligevel at flette en positiv synsvinkel ind i fortællingen, for ved at afslutte med linjerne...

"trust me girl, God has not forgotten, he knew Mary Magdalene and the Woman at the Well, He knows everything that happened, and in His arms she fell"
...er det som om at den stakkels pige, der ellers synes komplet fortabt, ikke er helt uden håb alligevel, og idet gud er med hende er der altid en positiv vinkel til tilværelsen, om ikke andet, så på den anden side.



Nummeret "Constance" siger faktisk en del om pladen som helhed. Mr. J. er som jeg skrev tidligere en meget kristen person, og dette ses på albummet, men ikke på den anstrengende og prædikende måde, heldigvis. Det "eneste" kristne ved albummets indhold er "næstekærlighed", som Mr. J. tydeligvis dyrker til det fulde. Albummets røde tråd er kærlighed, og hele pladens feel er gennemført positivt og inderligt. Mr. J. har en dybde som kun få andre kan matche, og heldigvis udnytter han den dybde til at snakke om emner, som ikke engang de førnævnte "helte" ville berører, så som udnyttelse af børn og salg af mennesker.
Dette positive feel, som han på vidunderligvis formår at tilføre enhver sang, gengives også i produktionerne. Jeg kender ikke så mange af producerne. Stro the 89th Key er også medlem af Procussions, men 20Syl, Illmind, Joe Beats og Headnodic kender jeg ikke. Men de har faktisk en rimelig ens måde at producerer på. De fleste produktioner er ren honning i øregangene. Lette beats med keyboard- og guitarelementer, der flyder luftigt over lydsporene. Mr. J. boltrer sig i sit gamle musikalske nabolag, for lyden er let sammenlignlig med The Procussions'.

Jeg har måske fået det til at lyde som om, at det lyrisk set er et halv-tungt album, men der er også gjort plads til en god portion humor. De fleste numre er ganske personlige, men der er også et par numre, som fx "Money", hvor der ikke bliver rappet om diamanter og flashy things, men i stedet præsenterer Mr. J. den sandfærdige ide om, og de gælder vist de fleste, at “the distance between what I want and really need is often further than I’d like to believe.”.

En god del substantielt og øjeåbnende tekstmateriale, blandet med fantastiske flows og geniale leveringer, tilsat små mirakel-produktioner og nogle fremragende gæsteoptrædender fra blandt andet Slum Village og Strange Fruit Projekt. Det resulterer i en af de bedste udgivelser i lang tid. Selvom der har været lidt snak om at jeg giver for høje karakterer her på siden, så vil jeg ikke snyde Mr. J. Medeiros, for en kunstner af hans kaliber SKAL ses, høres, opleves, føles og respekteres.

5.5/6

Talib Kweli - The Beautiful Struggle

Ved gæsteanmelder Jonas R

Brooklyn-rapperen Talib Kweli opnåede den første anderkedelse tilbage i ’98 som den ene havldel af rap-duoen Black Star, hvor Mos Def udgjorde den anden. Sammen udgav de to MC’s albummet ”Mos Def and Talib Kweli are Black Star”. To år senere, efter at have splittet op med Mos Def, udgav Kweli sammen med Hi-Tek albummet ”Train of Thought”, som en del af det tidligere stiftede Reflection Eternal-partnerskab. Både Black Star- og Reflection Eternal-udgivelserne blev mødt med enorm ros fra anmelderne, men ingen af albummene opnåede med deres beskedne salgstal den helt store kommercielle succes. Siden da er Talib Kweli nået langt, og hans seneste album ”Eardrum” var – dels pga. af salgstal, dels pga. lyd – det endegyldige bevis, på at han nu er en kommerciel rapper. Dog ikke i den forstand, at han springer over hvor gærdet er lavest og rapper om biler, penge og bitches, men forstået på den måde, at hans fanbase og salgstal er steget markant.

Selvom det er med ”Eardrum”, At Talib har opnået sin hidtil største succes, så er 2004-udgivelsen ”The Beautiful Struggle” det Talib Kweli-album, der for mig står som det stærkeste og mest gennemførte af hans udgivelser. På trods af en samling af lidt mere kommercielle og lidt mindre undergrunds-inspirerede produktioner mødte albummet aldrig den helt store mainstream-succes. Dette rører dog ikke ved min personlige vurdering af albummet.

Albumtitlen ”The Beautiful Stuggle” er fra Mos Def’s linjer ”Life is beauitiful, life is a struggle. Life is a beautiful struggle”, men har sin oprindelse i en Martin Luther King-tale. Med denne baggrund for albumtitlen ved man, at det, som altid når det handler om Talib Kweli, er de intelligente og gennemtænkte social- og samfundspolitiske tekster vi har at gøre med.

Nok baggrundsviden. Albummet åbnes med det Charlemagne-producerede ”Going Hard”, som efter en lidt speciel 4-takters-intro slår over i et hårdtpumpende og halvrocket, men utroligt komplekst og musikalsk gennemført beat. Talib Kweli åbner ballet med hook-linjerne

”I got a part to play/ we going hard these days/
Fuck the harder way. I’m doing it the smarter way/
To my god I pray/ That’s how I start my day.
The bullets start to spray, the revolution starts today/”

Der rappes med så meget attitude og selvtillid, at man som lytter ikke kan være i tvivl om, at linjen er lagt.
Det næste nummer på pladen der skal fremhæves er det Neptunes-producerede ”Broken Glass”. På produktionssiden skinner Pharrel og Chad Hugo overbevisende og på flere måder nyskabende musikalske evner igennem, i form af et nærmest hysterisk frækt beat. Det første indtryk af beatet er nærmest kaotisk, men ved nærmere lytning kan man ikke komme uden om dets genialitet. Samtidig supplerer det Talib Kweli’s tekstunivers og leveringen af det til fulde. I ”Broken Glass” fortæller Kweli historien om ”Small town girl-Lucy”, der tager til New York med drømme om rigdom, succes og diamanter, men ender med at strippe og være prostitueret, for at nå sine drømme. Og da hun til sidst står på busstationen med 100 Dollars og skal træffe valget mellem at købe en billet hjem eller købe noget coke, understreges den knivskarpe sociale kritik med linjerne:

”She need a ticket home if it's the right course/
Instead she bought a ticket to ride the white horse”.

Utrolig mange kunstnere vil have valgt et følelsesladet, stemningsfuldt beat til et nummer som ”Broken Glass”, men beatets hårde og kaotiske udtryk giver Kweli’s rim en overbevisende gennemslagskraft.

Efter ”Broken Glass” skifter pladen med det samme over til ”We Know”, hvor man – efter at være blevet kastet rundt af ”Broken Glass” – bliver taget helt ned på jorden igen med et 100 % simpelt guitar-beat, der sammen med Talib’s tætsiddende, men på magisk vis samtidig helt igennem laid-back flow, får enhver til at læne sig tilbage og bare nyde musikken. Faith Evans leverer det perfekte omkvæd. Det er enkelt, men det er godt.

På pladens førstesingle ”I try” skuffer den ellers geniale Kanye West lidt med en ikke helt iørefaldende produktion, og Mary J Blige’s omkvæd sidder ikke rigtigt, som det skal. Niveauet løftes dog hurtigt igen med den socialrealistiske ”Around My Way”, hvor John Legend leverer et smukt klingende og lidt poppet omkvæd. ”Around My Way” et velproduceret nummer, hvor Kweli igen beviser sin oprigtighed, og at han er alt andet end selvhøjtidelig. Ud over et par enkle mindre gode numre, er ”The Beautilful Struggle”’s 13 skæringer generelt af høj kvalitet. En af de fede ting ved denne plade er også, at niveauet stiger, jo længere hen i track-listen man når. For mit vedkommende når pladen sit højdepunkt med ”Ghetto Show”, ”Black Girl Plain” og ”Never been In Love”.
I ”Ghetto Show” har Talib Kweli hevet Common med på tracket, og han er som altid skarp og skuffer bestemt heller ikke her. Talib brillerer på dette nummer med de fandens geniale linjer

”Buildings too big, so you don’t really see the stars a lot/ but rapping, drinking and going to prison you see them bars a lot”

Der er dog ingen af de to fænomenale rappere der outshiner hinanden, men til gengæld supplerer de hinanden til fulde over dette enkle, men smukke Supa Dave West-producerede klaver-beat, der på fornemmeste vis giver Kweli og Common den plads, de skal have til at udfolde deres evner.

Hvis jeg skal vælge pladens gyldne skæring, må det for mit vedkommende være ”Black Girl Pain”. Producerne af dette beat – duoen Midi Mafia– er et for mit vedkommende ukendt makkerpar, men ikke desto mindre formår de at få smedet en af pladens smukkeste produktion sammen. Kweli og Jean Grae, som i mine øjne er den bedste kvindelige mc for tiden, rapper bevidst og jordnært om den sorte piges struggle – et emne en hvid forstadsknægt, som mig, ikke lige har det oplagte relateringsforhold til, men ikke desto mindre kan jeg ikke undgå at blive grebet af nummeret. Jeg går ud fra, at det skyldes Kweli og Jean Grae’s overbevisende levering over et utroligt velproduceret beat.

Kærlighedsnummeret ”Never Been in Love”, som efterfølger ”Black Girl Pain” fanger mig ikke på helt samme måde, men det trækker bestemt heller ikke niveauet ned. Talib Kweli rapper jordnært, men løfter alligevel det hele op på et højere niveau over denne velskårede og smukke Just Blaze-produktion. På dette nummer beviser Kweli samtidig sin evne til at rappe om kærlighed uden at blive corny eller sticky, og hans Down-to-earth attitude, gør at man slapper af i hans selskab.

Pladen sluttes af med det Hi Tek-producerede titelnummer ”Beautiful Struggle”, og her samles tråden fra åbningsnummeret ”Going Hard” op igen, både i form af tekstunivers og attitude, dog med et lidt mindre hårdtpumpende beat. De to numre minder om hinanden på flere måder, og som henholdsvis start og slutning skaber de en rød tråd i albummet. Selve produktionen er gennemført og ganske god, men ikke en af de bedste på pladen. Kweli holder dog som altid niveauet højt, med f.eks. linjer som:

”You go to church to find you some religion
And all you hear is connivin' and gossip and contradiction and
You try to vote and participate in the government
And the motherfuckin' Democrats is actin' like Republicans"

(…)

"You fight in the streets, start bleedin' 'til the blood is pourin'
In the gutter, mothers cry 'til the Lord be livin' by the sword and
All that folks want is safety, they goin' gun crazy
The same reason Reagan was playin' war games in the '80s
The same reason I always rock dog chains on my babies
The struggle is beautiful, I'm too strong for your slavery”

Med disse linjer, og med albummet som helhed, slår Talib Kweli sine evner og sin position fast. Han repræsenterer, ja han er vel nærmest et synonym med, nutidens samfundsbevidste rapmusik. Han har en helt særlig evne til at være samfunds- og socialkritisk og sige sin mening direkte, uden at være selvhøjtidelig på noget tidspunkt. Det er denne kombination, der gør ham så fandens genial. Pladen er som helhed gennemsyret af en konstant eftertænksomhed, bevidsthed og intellekt, og rent rap-teknisk overraskes man gang på gang – her tænker jeg på Kweli’s originale og ofte alternative måde at bygge sine linjer og rim op på. Dertil skal det også nævnes, at det hele konstant leveres med et utroligt tætsiddende flow og en stemmeføring, der passer til beatet. For eksempel ”Around My Way” er et skoleeksempel på perfekt flow-delivery.

Igennem denne anmeldelse har jeg formentlig givet et indtryk af, at ”The beautiful Struggle” er et næsten perfekt album. Det er det på mange måder også, men desværre med en fed streg under næsten. På trods af Talib’s utroligt høje bundniveau, så er der et par numre der synker lidt under resten af pladen, primært i form af malplacerede beat-valg. Disse numre trækker selvfølgelig lidt ned på det samlede indtryk, men i kraft af Kweli’s evner og flere geniale numre, giver jeg albummet:

5/6

Teriyaki Boyz - Beef Or Chicken

Første gang jeg hørte den japanske rap gruppe Teriyaki Boyz var, da jeg faldt over videoen til "I Still Love H.E.R." på YouTube. Jeg klikkede mig kun ind på den, fordi Kanye West stod som featured. Dette nummer er ganske fantastisk, ingen tvivl om det. Kanyes beat er ikke til at tage fejl af. Et super lækkert sample, nogle fede flows fra drengene (selvfølgelig uforståeligt da det er 95% japansk) og et fedt vers fra Kanye oveni. Og ikke mindst, en virkelig fed musikvideo!

Jeg faldt pladask for nummeret, og måtte med det samme checke Teriyaki Boyz ud. Det viste sig så, at de havde lavet den cd her, som lød ganske sublim. "Beef Or Chicken" er deres debut, og den byder på produktioner fra folk som Mark Ronson, Daft Punk, Dan The Automator, Cut Chemist, The Neptunes, Just Blaze, DJ Premier og Beastie Boys' Adrock. Med andre ord, lidt af en røvfuld fantastiske producere. "Dette måtte bare være den vildeste udgivelse" tænkte jeg. "Fuck om det er på japansk, hvis produktionerne holder er det en bagatel" tænkte jeg, og købte den.
Men intet er som de så ud til.
Udover "CHO Large" med Pharrell, er samtlige numre skandaløst dårlige. Alle de andre produktioner er for at sige det mildt røv-hamrende kedelige, og dybt uinspirerende. Det MÅ have været producernes billege left-overs gruppen har købt, for når der er så mange prominente musikere med, så er det da tankevækkende, at alle produktionerne er de respektive bagmænds værste til dato. Just Blaze har aldrig været så flad, og DJ Premier, som ellers aldrig tager fejl, leverer et sjæl-løst bagatel-beat. Nummeret "Shout out For DELIVERY" er ganske velproduceret, men det bliver så selvfølgelig brugt til et interlude på 2 minutter!
Muligvis den største skuffelse jeg nogensinde har følt ved køb af et album. Især fordi det hele lovede så godt med Kanye-nummeret. Havde numrene på "Beef Or Chicken" bare været halvt så gode som "I Still Love H.E.R.", så kunne vi snakke om det. Men dette album er intet mindre en katastrofalt, og jeg vil råde jer til at holde jer langt fra det!

Se til gengæld den her video, den synes jeg til gengæld er alt for fed. De tager så meget pis på YouTube videoer, og så er de generelt bare rimelig morsomme at se på! Deres motorik, deres dans, deres opførsel, og deres selv-sponsorerede A Bathing Ape (BAPE) tøj. Fed video!



Men, idet dette nummer ikke er at finde på "Beef Or Chicken", da kan jeg på ingen mulig måde vriste en "god" karakter fra mig. De laver til gengæld noget meget fedt tøj, og nogle killer-looking caps!

1.5/6

Goretex - The Art of Dying

Som den tredje og sidste fra Non Phixion til at udgive soloalbum, købte jeg uden tøven Goretex's debut "The Art of Dying". Non Phixion's "The Future Is Now" er et helvedes godt album, fyldt med lækre beats og super fede tekster fra tre mc'er, der er meget ens, men samtidig repræsentere tre helt forskellige sider af én gruppe.
Frontmanden Ill Bill sværger, som sin psykotiske lillebror til sex, vold og død, samt en lille snært at politik er social-kynisme.
Sabac Red er det politiske overhovedet i gruppen, der ikke kan skrive en tekst uden den kommenterer et eller andet politisk. Han er medlem af flere politiske grupper, og er selv formand for et "hjem" for problem-ramte børn i Brooklyn. Med andre ord, en super cool og oprigtig person.
Goretex er lidt en blanding af de to. Han dyrker hip hop, men forguder heavy metal. Så hans tekster er ligesom metal-hovederne, stoffer, sex, lidt vold, lidt mystik, og en kommentar til det amerikanske samfund her og der.
Ill Bill var den første til at udgive et soloalbum, i form a "What's Wrong With Bill". Et album der blev varmt modtaget. Et album med solide tekster og en god portion beats, alle produceret af broderen Necro.
Sabac Red fulgte trop med "Sabacolypse: A Change Gon' Come". Et album der var flere højder bedre, selvom det ikke blev helt lige så godt modtaget. Igen fuldt produceret af Necro.
Og sidst i rækken har vi så Goretex, som sammen med Necro, igen, udgiver "The Art of Dying".

Jeg kan fra start af sige, at det er et virkelig mærkeligt album! Det er på ingen måde som de to forrige. Der er kun omkring 9 "rigtige" numre, de resterende er nogle halv-forvirrede instrumental sammensætninger, der mest af alt minder om bidder af film-musik, tilsat nogle komplet uforståelige titler.
Starten af albummet lover ellers godt. De tre første numre på pladen udgør de tre bedste, så når man efter tre fede numre bliver skuffet gang på gang, 16 numre i træk, er det lidt af et let-down.

Titelnummeret som åbner pladen, repræsentere essensen af "Necro vs. Goretex". Et hårrejsende klaverloop, der emmer af et snigende alvor, over Goretex's "sædvanlige" biologiske barndoms minder, der sitrer af had og melankoli.
"Destined To Rep" der følger efter er pladens store banger, som lyder super dope de første gennemlytninger, men efter man hører nummeret fler' og fler' gange opdager man, hvor ensformigt det egentlig er. Ikke engang DJ Eclipses cuts kan redde det små-enerverende nummer. Det er sådan et track man skal finde frem med en god tids mellemrum.
Pladens bedste nummer er uden tvivl det dommedags-advarende "60:00" (one hour). Mr. Hyde, Necro og Sabac Red er featured, og især Necros omkvæd løber koldt ned af ens ryg:

"Machines take over the earth, we try to fight //
before the human race is wiped out over-night
Technological war, running I'm out of breath //
before the nuclear, there's only one hour left"

Måske Goretex udgiver den dårligste cd af Non Phixion medlemmerne, men "60:00" er langt bedre end de fleste numre på de andre albums. Kun "Fight Until the End" og "I Have A Dream" fra "Sabacolypse" albummet kan matche dette nummer.

Af andre gode numre fra "The Art of Dying" kan jeg nævne "Momentary Lapse of Reason", "Born of Fire" og især "Extreme Makeover", med sit "Prince of Persia" sample. Genialt! Men alt imellem er en ordenlig omgang usorteret rod, der på ingen måde burde være at finde på et album af et Non Phixion medlem. Små bidder af lydspor, som ikke har nogen kontekst overhovedet. Numre som "Ground Zero", "Service of Taking Out the Torah", "Shabbos", "555" og "Crawlspace" er alle dybt malplacerede. De har intet med hip hop at gøre, der er intet lyrik, og det musik der nu engang er lyder hvergang smukt eller flot, der eneste man egentlig kan sige om det er, >hvad i helvede har de haft gang i?<. Necro har udtalt, at hvis man ikke kan "forstå" forsidecoveret, så er man "ikke klar" til dette album, og jeg kan på ingen måde forstå forside coveret, så måske det er derfor. Men jeg tvivler på at mit syn på albummet ville ændre sig, bare fordi jeg vidste hvad bukken laver i et bibelsk scenario. For mig set er det dybt åndet, og jeg tror ikke at death-rap fans forventer et større budskab med booklettens coverart. For bookletten skal selvfølgelig også nævnes. En 18-sides satan spækket med reklamer for andre psychological udgivelser, og få billeder der kunne have noget med albummet at gøre (?).

Havde standarten fulgt "60:00" havde det været en fremragende plade, desværre stopper den bare allerede der, og det man sidder tilbage med er ét stort "?".....

2/6