Da jeg hørte Vinnie Paz's "Beautiful Love" første gang og beatet droppede, vidste jeg med det samme, at tyske Shuko, der er produceren bag, var en producer man skulle holde et vågent øje med.
Han kan et-eller-andet med enorme beats. Han jonglerer med volumiøse trommer, bragende lydtapeter og jugganautiske programmeringer, og formår stadig at få det hele til at lyde overskueligt. Godt nok er han ikke brillant per se eller bestandigt konsistent i sine kreationer. Måske mere som en muldvarp, der rumsterer rundt under jorden (med lunkne beats til bl.a. Ill Bill, Jedi Mind Tricks og The Undergods), men som ind imellem stikker hovedet op over overfladen og kaster et stykke guld efter folket, som det fx var tilfældet med Kosha Dillz's "Garage Sale", Kweli's "Gutter Rainbows" og Saigon's "Brownsville Girl".
Shuko-muldvarpen har nu, atter engang, været oppe ved overfladen og efterlade et stykke guld, her i form af hans nye 10'' The Awakening, ført an af singlen "Be Yourself" med Blu.
Beatet til "Be Yourself" var oprindeligt at finde på Shuko's instrumentale projekt Sleepless, der udkom for en måneds tid siden. Da hed det "Sad Day", hvilket egentlig er spøjst, da det, med Blu, er et overordenligt glædesspredende nummer. Beatet i sig selv er den rene humørbombe, hvor guitar-riffs, stryger-strejf, keys og piano, en rustik bas og Shuko's kendetegnene herlige, nakkebrækkende trommer lægger en god bund for Blu, der spreder budskabet om at "... include all positive possibilities". Det er nok ikke den skarpeste Blu man har oplevet, men det er som om, at det lidt mere letbenede rap bliver mere legitimt, når man ved hvad han er i stand til. Og karismaen, personligheden og flowet er der jo stadig, så der er masser at komme efter.
Udover singlen indeholder The Awakening to skæringer mere; den lidt mere nedtonede "Air Vent 2", hvor den 17-årige Queensbridge rapper Kidaf viser stærkt potentiale over et fantastisk beat, og det instrumentale titelnummer, der vitterlig lyder som noget den gode Exile kunne have sat sammen, med lidt FM-radiobølger, stramme trommer, et sært choppet vokalsample og melodiske keys til at samle det hele. En stor fornøjelse.
Er det mon nødvendigt at kaste en karakter efter denne 10''? Det er trods alt en lille en af slagsen, og selvom de tre numre der er på er super fede, så er det svært at vurdere tre numre ud fra samme parametre som de øvrige plader. Den er fed! Lyt til den og vurder selv....
.... ud af 6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar