Noget af det, jeg holder mest af ved at være anmelder/blogger og anbefale musik til folk, er, at jeg også selv modtager anbefalinger til tider. I flere tilfælde har der været tale om udgivelser, hvor jeg efterfølgende har tænkt, at jeg nok aldrig selv var fundet frem til musikken. Således stiftede jeg for nogle dage siden bekendtskab med den 20-årige, up-n-coming Chicago rapper Chance the Rapper og hans nyligt udsendte mixtape Acid Rap.
Mixtapets meget sigende titel, skrevet i meget sigende, psykedeliske farver, indikerer hvad Acid Rap handler om. Chance's lettere paranoide, forvildere udtryk på coveret understreger dette yderligere. Det handler om at være skæv og high på syre. Chance forsøger på intet tidspunkt at skjule det faktum, at han evig og altid er på LSD og at stort set al hans musik er indspillet under heftig påvirkning. Man kunne frygte, at mixtapet blot indeholdt triviel heard-before ryger-rap om at smoke weed og get high. Denne bekymring er berettiget, og Acid Rap byder da bestemt også på rap af præcis denne kaliber, men Chance's andet mixtape byder så sandelig også på en hel del mere.
Hvis Acid Rap var en film, ville der være mange forskellige scenarier, og filmen ville tage mange forskellige temaer op til behandling. Filmen ville dog være filmet med et "acid-filter", der således ville blive filmens ydre ramme. Chance the Rapper er både bund-skæv og fjollet at høre på, top-humoristisk, politisk bevidst, samfunds-kritisk og kærligheds-proklamerende, - altid med en joint i hånden og en pille i baglommen, klar til at genoptage sin high hvis denne skulle dale. Chance er dog en virkelig kløgtig rapper med mange fixe finter i ærmet, og hvis man kan se bort fra den udsyrede røde tråd, vil man støde på personlig, indsigtsfuld og yderst velskrevet rap.
Chance må - takket være hele præmissen for hans karakter - finde sig i, at der hersker en overhængende fare for, at mange vil afskrive hans musik som bare værende afstumpet "rap for rygere". Linjer som: "It's just us, and trust ya bottom bitch, my stuff the fucking bomb / I'm the motherfucking fucker, fuck a niggas fucking dumb" gør det nærmest decideret svært at tro andet. Men hvis man har sagt "A" må man også sige "B", og vil man lave gennemført 'acid rap' er man nødt til at have skævheden med; den får vi så serveret, enten i form af et irrationelt overforbrug af bandeord, eller i form af komplet sort snak, som når han på "Cocoa Butter Kisses" rapper: "Okie dokie, alky. Keep it lowkey like Thor lil bro / Or he'll go blow the loudy, saudy of sour Saudi / Wiley up off peyote, wilding like that coyote" (hvori der stadig gemmer sig snedigt ordspil).
På "Pusha Man", der er delt op i tre bidder, går Chance fra på første del at være den joviale weed-rapper, til gradvist at blive mere og mere deprimeret og håbløs i sin tro på bedre tider:
"They merking kids, they murder kids here /
Why you think they don't talk about it? They deserted us here /
Where the fuck is Matt Lauer at? Somebody get Katie Couric in here /
Probably scared of all the refugees, look like we had a fucking hurricane here /
They be shooting whether it's dark or not, I mean the days is pretty dark a lot /
Down here it's easier to find a gun than it is to find a fucking parking spot"
Der hvor Acid Rap for alvor bliver interessant er nemlig, når Chance viser, at han udmærket ved, at det ikke just er optimalt at han er misbruger, og at han i virkelig nok er et fuck-up. Et godt eksempel på dette er, da han rapper "Put Visine inside my eyes so my grandma would fucking hug me", som for mig fremstår meget sigende, da han faktisk virker sur på sig selv for at være nødt til at fake, at han ikke har røget, for at kunne hilse på sin bedstemor.
På "Acid Rain", der virkelig viser nedturen ved konstant at være skæv, rapper han:
"Cigarette stained smile all covered in sin /
My big homie died young; just turned older than him /
I seen it happen, I seen it happen, I see it always /
He still be screaming, I see his demons in empty hallways /
I trip to make the fall shorter"
Her erfarer man, at hans misbrug bunder i ren eskapisme, hvilket gør, at man som lytter sidder med en ganske underlig og samtidig spændende følelse af ambivalens, da Chance jo fremstår ovenud glad, positiv og high on life på mange numre - man er han det overhovedet i virkeligheden? Her er tale om et ualmindelig velarrangeret paradoks, for det er tydeligt, at Chance er en problemramt ung mand, men samtidig er hele stemningen på Acid Rap fantastisk opløftende, så det kan være svært at hitte ud af, hvad man skal synes om det hele.
Jeg har valgt at lade produktionernes glade væsen dominere mit syn på Chance og mixtapet, for det er virkelig labert produceret. Det hele starter med "Good Ass Intro", som virkelig er en good ass intro! Et muntert klaverspil danner, sammen med et gennem-melodisk kor, et fundament, der nærmest er umuligt ikke at blive i godt humør af. Vokalarrangementet og blæserne i omkvædet har uden tvivl hentet inspiration fra Common's "Faithful", som i sig selv er et klassisk track.
Min favorit skæring kommer i form af "Cocoa Butter Kisses", hvor Chance selv synger et fremragende omkvæd, med en crooner-vokal, der leder tankerne hen på André 3000. Nummeret er produceret af J.U.S.T.I.C.E. League's Cam, der ubesværet sætter organ-keys, boblende effekter, fede basgange og stramme trommer sammen til et ovenud blændende beat.
Et andet højdepunkt finder vi i kærligheds-oden "Lost", der simpelthen er rendyrket Barry White'sk bollemusik, tilført hi-hats og lidt mere bas i trommerne. Kærligheden fortsætter i stor stil på "That's Love" interludet, hvor Chance rangerer kærlighedens vindende væsen højere end noget andet i livet, over en seriøst smooth produktion. Jake One producerer tapets center-piece "Acid Rain", der forekommer en smule "simpel" i sit udtryk, men som - netop af dén grund - ender med at komplimenterer lyrikken til perfektion. J.U.S.T.I.C.E. League's Cam lukker ballet med en good ass outro i "Everything's Good", der følger den gennemført glade og opløftende stemning.
De, for mit vedkommende, alt for syntetiske "Smoke Again" og "Chain Smoker" fanger mig ikke helt (på trods af en oplagt Ab-Soul på førstnævnte), og omkvædet på "NaNa" er nok en tand for banalt. Der hersker dog ingen tvivl om, at størstedelen af Acid Rap er virkelig godt. Velproducerede grooves, der får lytteren i godt humør, og en rapper, der både kan være high-out-of-his-mind og samtidig smide guld som "And whys God's phone die every time that I call on Him? / If his son had a Twitter wonder if I would follow him", - hvor han sætter en kristens kvaler i et lidt mere moderne perspektiv.
Acid Rap kan hentes ganske gratis (HER), og jeg vil mene, at det er decideret fjollet ikke at give det en lytter.
4.5/6
- Jeppe Barslund
I toppen: "Cocoa Butter Kisses", "Good Ass Intro", "Lost", "Interlude (That's Love)"
I bunden: "NaNa", "Chain Smoker", "Smoke Again"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar