Doomtree-kollektivet er blandt dem, jeg følger tættest og mest ihærdigt. Fik jeg min vilje var de repræsenteret på samtlige fremtidige leftovers-opsamlinger. Som gruppe er de fantastiske, og hver enkelt medlem er unik på hans eller hendes facon. P.O.S. er gruppens metal-hoved, og hans personlige udtryk har været stærkt præget af rock og punk, - dog i højere grad førhen end på sidste års We Don't Even Live Here. Her var mere progressiv hiphop og elektroniske elementer de drivende kræfter Førstesinglen "Fuck Your Stuff" havde dog mere end rigelig saft og kraft til at lave total rav i den!
"Fuck Your Stuff" af P.O.S.
Der er to sider af P.O.S.; han kan både være sofistikeret, intellektuelt overlegen og sprogligt kløgtig. - Men han kan også være brostens- og molotovcocktail-kastende rebel, der råber fuck og brænder biler og containere. Formuleret ganske præcist med linjerne: "...Or in a book discussing Christopher Hitchens / Or how to make bombs with shit you find in your kitchen".
"Fuck Your Stuff" er generelt set et fremragende eksempel på den belæste rebel, som P.O.S. er. Sangen handler om at gøre oprør imod mainstream og materialisme ("We came here to riot, here to incite / We don't want any of your stuff!"), og samtidig med at han rapper om, at man skal vise sit ansigt på gadeplan og virkelig gøre noget ved det ("I ain't kiddin' I got this brick in my hand!"), så er der tonsvis af referencer til Malcolm X og især Karl Marx og hans kritik af kapitalismen, der viser, at P.O.S. også har styr på sine sociologer og revolutionære.
Lazerbeak har produceret beatet, der i virkelig høj grad bidrager til den rebelske "let's riot!" -stemning, med store industri-trommer, rasende synth-elementer og demonstrations-råben i omkvædet. Der er ingen tvivl om, at Lazerbeak er en af mine absolut favorit producere lige nu. Videoen til nummeret komplimenterer produktionen til perfektion, da den er fuldt med bandanaer for munden, bil-afbrændinger, romerlys og censur på alle former for mærker.
"My whole crew's on some shit!!"
Men men men. Samtidig med, at P.O.S. stod for en af 2012's fedeste plader med We Don't Even Live Here, var han nok også rapperen med det uheldigste og hårdeste år. Hans nyre satte ud, og stram dialyse tre-fire gange om dagen, pille-kost (jeg talte mig frem til 19 om dagen (!)) og en fremtidig og nødvendig transplantation forpurrede alle hans planer om at tournere og promovere pladen. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor ærgerligt det må være som kunstner at have arbejdet årevis på en plade, og så ikke få tourneret med den ved udgivelse grundet sygdom. Derfor synes jeg virkelig, at P.O.S. havde fortjent at blive hørt.
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar