onsdag den 1. maj 2013

R.A. The Rugged Man - Legends Never Die


R.A. The Rugged Man's 2004-debut Die, Rugged Man, Die var skelsættende for hiphoppen, og er uden tvivl en essentiel del af den (uofficielle) hiphop-kanon over værker, man skal have hørt. Alt fra tekster (top underholdende og samtidig meget personlige), flow (noget nær urørligt), beats og hele den daværende stemningen der var omkring pladen og R.A. selv, gjorde pladen til en kult-klassiker. Dengang var han "... that guy everybody hatin' on with that bullshit album everybody waitin' on" og samtidig "mad famours for being unknown", og hans udpenslende historier om diverse eskapader og kontroverser med alt fra pladeselskaber, kendisser og andre rappere, er uden sammenligning det rap, der har fået mig til at grine mest. R.A. The Rugged Man anno 2004 var en af de skarpest optegnede karakterer i hiphoppen overhovedet; autentisk og pålidelig, trods en næsten ubegribelig og vanvittig livshistorie, og så teknisk overlegen, at ingen havde noget at indvende, da han udråbte sig selv som "the world's illest rhyme writer".

Nu, næsten et årti senere, er han ude med album nummer to, og virkelig meget har ændret sig. - Desværre - i min optik - til det langt værre. Mit største problem med R.A. anno 2013 er, at jeg ikke længere tror på ham. Alt det, der gjorde ham så speciel og spændende for ti år siden forsøger han at videreleve, men ender mest af alt bare med at lyde som en for længst opslidt joke af sig selv. På "Shoot Me in the Head" rapper han fx: "I'm like cunt, pussy, slut, lick twat, lick dick / No, my vocabulary ain't improved one bit", og senere fortsætter han: "Now I can say faggot, shit, dick, rape, eat cunt / Ain't no cencor-ship as you can see, so let's be Pun". Det er som om, at han SKAL bande, men ikke rigtig kan sætte noget af det ind i en kontekst, så istedet opremser han bare en række bandeord for at lyde som den gamle dirty mouthed R.A. Midt inde i 2. vers bliver han bedt om at rappe om noget med substans, fx politik, og det gør han så, hvilket resulterer i det mest banale, let-købte concious rap jeg længe har hørt: "Obama-nation, the Bush's, the Clinton's, the 80s Reaganomics / It don't matter, the government always be taking your profits".

Endvidere skal det pludselig til at være sjovt at få sangerinder og større korforsamlinger til at synge "frække ting". Desværre - i og med at han gør det på så mange numre - bliver det en halv-pinlig gimmick, der på ingen måde er sjov. På "Tom Thum" synger et kvindekor i omkvædet: "Suck my balls and choke on my dick you bitch, you ain't shit compared to me". Øhh, ok. Stilen fortsætter på "Shoot Me In the Head", hvor et musical-lydende kor synger "I'm a piece of shit, I'm a fucking fat fuck" i omkvædet.

R.A. og jeg har i virkeligheden nok bare meget forskellig humor. I min verden ville det være sjovt, hvis R.A. gjorde grin med Beyoncé's "Halo" over en pop-produktion; måske som et skit eller som et lille humoristisk indspark på et nummer, ligesom han gjorde med 50's "In Da Club" på "Lessons....". R.A. synes derimod, at det var en decideret god idé at rappe pladens potentielt vigtigste tekst over præcis dette: en  pop-produktion ført án af en guitar, der nok ville passe bedre på et One Direction nummer, med flerstemmig mandesang, der netop gengiver Beyoncé's "Halo". Jeg fatter intet af, hvordan dette nogensinde er blevet et R.A. nummer.

På "Luv to Fuk" har R.A. rekrutteret Eamon (ja, ham der havde den der single i 03/04 hvor han sagde "fuck" rigtig mange gange, der tilmed dannede fundament for hele Anna Davids karriere) til at synge omkvædet. Det må virkelig siges at være discount-udgaven af R. Kelly vi her har med at gøre! Eamon må være ham man ringer til, når man skal have en fløde-sanger på hooket, men ikke har budgettet til den ægte vare (og jeg er ikke engang særlig begejstret for R. Kelly til at starte med!). Han synger også omkvædet på "Still Get Through the Day", hvilket han gør okay, men nok mest fordi R.A's tekst er fed og Ayatollah's beat er ganske lækkert.

R.A. The Rugged Man er stadig en fænomenal rapper. Som Ecco Leader One rigtigt nok sagde i sin tid: "hvordan er det muligt at outshine Jedi Mind Tricks på hele deres album med et eneste vers? Fordi han er God MC!". Han flower sig igennem Legends Never Die med en afsindig skarphed, og når det kommer til teknik er han bare overlegen. R.A. er altså stadig et omvandrende studie i ordleg, sætnings-konstruktion og tempo-skift.
"This ain't generic pop novelty rap, I'm reigning supreme /
You're 'bout to hear a level of skill you won't hear in the mainstream /
This is writing rhymes in notebooks, venemous bars /
Boom bap beats, murderous scratching, beatboxing and dope hooks /
Analog, two inch reel, boom boxes and tape recorders /
This ain't trippy emo hipster rapping or girly acting skateboarders /
This ain't about Hollywood fame or chart positions /
It's about credibility and being one of the great technicians /
No internet nerds, trend following critics or dicklickers /
No fake image or gimmicks just vivid pictures and lyrics /
I'm not the most known, but commercial rappers can't compete /
I make records for the shepards and not for the sheep"

     Til gengæld er hans indhold blevet markant udvandet. R.A. er ikke længere en ussel bums som ingen vil røre. I dag er han en respekteret rapper, der vælter sig i jobtilbud, og som alle mere eller mindre vil røre. Han kan altså ikke længere rappe fra det samme perspektiv som den "gamle" R.A. Dette er naturligvis heller ikke en nødvendighed; tiderne skifter og folk ændrer sig. - R.A. lader bare ikke til at have fundet ud af, hvilket nyt perspektiv han så skal rappe fra. For mig at se er det ganske sigende, at han har et nummer på nærværende plade, der hedder "Definition of a Rap Flow". Ja, flowet er fantastisk, men han rapper udelukkende om at have et dope flow, men det ved vi jo godt. På sin debut rappede han med et mindst lige så dope flow, men om 'ting'. Dengang var hans flow først og fremmest et værktøj til formidling, nu er det nærmere center of attention.
Indholdsmæssigt er der enkelte virkelig gode linjer spredt ud på albummet; primært når han har taget den seriøse hat på. Lidt for ofte forsøger han at være den samme lige-til-grænsen kontroversielle og makabre rapper som "man kender ham", fx med linjer som: "I wish my father had just put his dick in my mothers mouth / And instead of gettin' her pregnant she's choke on me and spit me out". Det kan desværre være en kende svært at blive støt over, ganske enkelt fordi det hverken er nyt, provokerende eller kontroversielt længere (hvis man da kender til R.A.). Det rap, der lyder som om, at intentionen har været at forarge, minder i mange tilfælde om fortyndede udgaver af linjer som han har brugt.

Endnu et problem finder vi på listen over samarbejdspartnere, både hvad angår gæsterappere og producere. Få rappere kan hamle op med R.A., hvilket sikkert også var grunden til, at hans debut var så skrabet for gæste-rappere. På Legends Never Die er der mange af dem; mange af dem gør det virkelig godt (jeg vil næsten vove at påstå, at både Brother Ali og Masta Ace outshiner R.A. på "The Dangerous Three") og nogle synes besynderlige som team-ups, fx Hopsin og Krizz Kaliko.
Det er dog i særdeleshed på lydsiden, at jeg synes det halter. Apathy leverer middelmådighed til "The People's Champ", C-Lance leverer årets mest enerverende piano stabs på "Sam Peckinpah" og Shuko, der ellers er lidt af en helt for mig, fremstår undervældende med "Luv to Fuk". Will Tell har fat i den lange ende med grund-beatet til "Tom Thum", hvor han sampler et eminent stykke klassisk musik. Desværre forstyrres de klassiske elementer konstant af sporadisk beat-boxing og virkelig irriterende effekter. Helt galt går det for ham på "Underground Hitz", hvor samplet af "Eine Kleine Nachtmusik" er flippet så decideret dårligt, at der var udslag på richter skalaen omkring Vienna St. Marx kirkegården så voldsomt Mozart vendte sig i sin grav.

Buckwild, som man stort set altid kan regne med, leverer sublime beats til åbneren "Still Diggin Wit Buck" og "Media Midgets", og (den for mit vedkommende ukendte) Vherbal tager kegler med "Laugh, Clown, Laugh" og lukkeren "Make You Famous". Dertil bidrager Dev-1 & Marc Niles, Jussi Jaakola og Mr. Green (på nær hans allerede nævnte "Halo"-skamplet) med solide beats.

Men men, som det nok fremstår i anmeldelsen, er jeg generelt set virkelig ærgerlig over Legends Never Die. Jeg vil tage en lille håndfuld tracks med mig, som kan få lov til at forsøge at bestå tidens test, - men størstedelen af numrene bærer en-eller-anden for for enerverende element, der gør det meget svært for mig at holde af dem. For mig er Legends Never Die årets let-down, men jeg havde også høje forventninger. Far er ikke sur, far er skuffet.

3/6
- Jeppe Barslund



8 kommentarer:

Nicolai Hartmann sagde ...

Super fin anmeldelse, Jeppe!

Jeg sidder med akkurat de samme tanker - men hvorfor bliver albummets klart bedste skæring ikke nævnt? Learn Truth med en ekstremt veloplagt Talib Kweli gennemmyrder Ra på det nummer, og står for mig som et af de bedste tracks i 2013 :)

JeppE sagde ...

Jeg er tilbøjelig til at give dig ret i, at Talib faktisk fremstår bedre på "Learn Truth" (som da ligger blandt albummets bedre skæringer). Det er nok det over-dramatiske piano-loop jeg har det lidt svært ved. Det fungerer godt i samspil den samplede klage-sang, men jeg synes det bliver lidt 'meget' det klaver.

Nicolai Hartmann sagde ...

Okay, det er også helt i orden. Var bare meget nysgerrig efter at høre, hvad du synes om det nummer :)

Jakob Rasmussen sagde ...

Tjae, jeg synes nu altid han har været enormt ensidig. Han har en fremragende teknik, men spændevidden i emnerne, han lyrisk tager op i sin musik, er som regel meget snæver.

Også på "form-siden" bliver det hurtigt lidt kedeligt. Nogle gange kan jeg godt mistænke ham for at rappe hurtigt bare for at rappe hurtigt.

Og hvorfor Die Rugged Man die her bliver tildelt så meget ros, vil jeg afslutningsvis erklære mig uforstående overfor...

Unknown sagde ...

Mht. samarbejdet med Eamon så hænger det så vidt jeg har forstået sådan sammen, at de to er venner, hvilket er årsagen til samarbejdet. Nepotisme er vel ikke en ny ting i rap musik

Unknown sagde ...

Mht. samarbejdet med Eamon så hænger det så vidt jeg har forstået sådan sammen, at de to er venner, hvilket er årsagen til samarbejdet. Nepotisme er vel ikke en ny ting i rap musik

nwoollhead sagde ...

Om jeg begriber denne her anmeldelse. Jeg ser slet ikke de problemer du finder. At man forventer at hans rap forsøger at være kontroversiel er i min bog ikke noget der gør det mindre "RA". Det er bare sådan han rapper.

Og når du siger at du mangler udvikling, så synes jeg også at det er en af de bedre, og jeg nyder at se hvordan han har udviklet sig som person. Fra tracks som "Smithhaven Mall" til "Still Get Through the Day".

For dig årets skuffelse, for mig årets skæring. 5/6 hos mig.

nwoollhead sagde ...

Om jeg begriber denne her anmeldelse. Jeg ser slet ikke de problemer du finder. At man forventer at hans rap forsøger at være kontroversiel er i min bog ikke noget der gør det mindre "RA". Det er bare sådan han rapper.

Og når du siger at du mangler udvikling, så synes jeg også at det er en af de bedre, og jeg nyder at se hvordan han har udviklet sig som person. Fra tracks som "Smithhaven Mall" til "Still Get Through the Day".

For dig årets skuffelse, for mig årets skæring. 5/6 hos mig.