"Every child is an artist. The problem is
how to remain an artist once he grows up"
- Pablo Picasso
Små børn har en unik tegnestil, som hverken kan læres eller tilegnes. I deres bedste momenter kan børn skabe de mest fantastiske motiver ved hjælp af tegne-strejf, farve-kombinationer og kompositions-valg som man slet ikke kan sætte sig ind i når man bliver ældre. Børn tænker ikke "kunstnerisk", - de får dét ned på papir, som de umiddelbart har i hovedet. Genuint og rendyrket kunst ville nogen kalde det.
Mange professionelle malere har adapteret barnets umiddelbare streg og gjort det til deres kunstneriske stil, - det, der kaldes naivisme, eller naïve art. Mange fantastiske kunstværker er kommet ud af denne stilretning, men ens for mange af dem er, at man ikke er i tvivl om, at det er en "kunstner" der står bag. En trænet kunstner, der er bevidst omkring hans håndværk og som ganske simpelt bare ikke er "barn nok" til at mestre stilen.
80'er/start 90'er hiphop blev lavet af artister, der levede og udfoldede sig kunstnerisk i dén tid. Mange har forsøgt - og forsøger til stadighed - at tage elementerne fra datiden og lave hiphop "præcis som det lød dengang", men man er aldrig i tvivl om, at det ikke er fra dengang.
De fleste udøvende hiphop-kunstnere idag, som er fra den gamle skole og som forsøger at holde dennes ånd i live, begår den "fejl", at de bruger det meste af deres energi på at skælde den nye generation ud og fortælle dem om, hvor fed hiphoppen var engang. I stedet for at fokusere på de elementer, der udgjorde den tidsånd de savner, som fx storytelling, originalitet og kreativitet, spilder de tiden med at rase over auto-tune, syntetiske beats, mangelfuld teknik og kommercielle agendaer. Og det er for sin vis også okay - nogen skal jo skole den forvildede ungdom. - Det gør bare, at indholdet i deres musik kommer til at tilhøre vores årtusinde-tidsånd, hvilken distancerer den så meget fra den æra der forsøges ramt, at deres mission om at genoplive "den go'e gamle hip hop" fejler komplet.
Skal man genskabe hiphop som den lød i 80/start 90'erne kræver det mere eller mindre, at man hverken er bevidst om- eller bekendt med hiphop, der er produceret og udgivet siden. Man skal med andre ord sidde så godt fast i en tidslomme, at man ikke er præget- eller malet af noget andet hiphop overhovedet. Et stort set urealistisk kriterium. Enkelte kunstnere har været lige-ved-og-tæt-på at ramme rigtigt, som fx Scribes med Sleepwalk pladen eller Celph Titled med Nineteen Ninety Now, men selv de bar et vis præg af 00'er- og 10'erne. Jeg havde lidt mistet troen på, at det nogensinde ville lykkes nogen, men ind i billedet kommer Marvelous Mosell.
Marvelous Mosell holder fast i 80'er/start 90'er tidsånden i en sådan grad, at man skulle tro, at han aldrig har hørt hiphop udgivet efter '93. Arkæologer vil om mange hundrede år grave Marvelous Mosell plader op og datere dem til '88. Al hans energi er investeret i utroligt kreative (set ud fra dagens standart), dybt originale og helt og aldeles far out ideer og koncepter, der gør det meget svært ikke at være knusende begejstret for ham. Hans fantasi, opfindsomhed og tilgang til historier er intet mindre end unik.
Marvelous Mosell er således den voksne maler, der kan tegne præcist ligeså fantastisk og uforfalsket som et barn. 80'er-barnet, der kan lave hiphop præcis som det lød i 80'erne.
"There are painters who transform the sun to a yellow spot, but there are other who, with the help of their art and their intelligence, transform a yellow spot into the sun"
- Pablo Picasso
Marvelous Mosell har så sandelig evnerne, fantasien og viddet til at forvandle en gul plet til en stor, majestætisk, bagende sol. Han efterlader ingen tvivl om, at det bl.a. er et ikon som Slick Rick, der er hans inspiration. Mosell har tilmed oversat Slick Rick's legendariske "Children's Story" linje for linje på "Børnehistorien", som er et fremragende eksempel på, hvordan Mosells hjerne fungerer. Et par eksempler på hans oversættelse:
"Once upon a time not long ago /
when people wore pyjamas and lived life slow"
er blevet til:
"Engang tilbage i dagen, for ikk' så længe siden /
Da man trak i sin pyjamas ved halv ni tiden"
Og
"Opened up the door there, guess who he saw /
Dave the dope fiend shootin' dope /
Who don't know the meaning of water nor soap"
er blevet til:
"Åbnede en dør og gæt hva' han så /
Hero-hans der stak sig alle vejne /
Uden kundskab til personlig hygiejne"
- Men ikke alene oversætter Mosell Slick Rick's klassiker, han bygger videre på den og spicer den op med Mosell'sk fantasi for at vise, hvilket stof han er lavet af. På "Børnehistorien" bliver hovedpersonen ikke "bare" skudt som i originalen. Næ, han indleder først en biljagt, der tager ham fra indre by ud til Albertslund og tilbage til indre by (!), hvor han braser ind i en BR forretning, klæder sig ud som Postman Per, og SÅ bliver han skudt. Og hvorfor så denne drejning? Tjaa, hvorfor er det vigtigt, at hovedpersonen vælter en mand, der ligner Jesper Klein? Der er meget i Mosells univers, der synes en kende besynderligt. Min kammerat Jonas prøvede at rationalisere sig frem til, at det simpelthen var nødt til at være benspænd Mosell sætter for sig selv. Jeg tror nu ikke forklaringen ligger der. Jeg tror bare, jævnfør barnet, at "vi" har umådelig svært ved at sætte os ind i Mosells krøllede men geniale hjerne, da logiske forklaringer på hændelsernes forløben sikkert er ikkeeksisterende.
I Marvelous Mosells univers er der meget, der ikke umiddelbart kan forklares med logik. Man lærer dog hurtigt, at den gode historie prioriteres højere end logikken, og det er faktisk ganske befriende. Tag fx "Take the Short Way Home", hvor vi hører om en ung mand, der vågner på en kold trappesten midt om natten efter en heftig bytur. Han vil hjem til sin varme dyne og går imod metrostationen, men hvor kedelig ville historien ikke være, hvis han bare kørte hjem? Så er det godt med lidt Mosell'sk logik:
"Du ka' nu skimte metrostationen ca. 500 meter længere fremme /
Men i stedet for at gå den lige strækning ned ad gaden, vælger du af uforklarlige årsager at gå turen igennem kloakken"
- Med den forklaring som "undskyldning" er alt pludselig tilladt og plausibelt, og hans færd igennem kloakken kan begynde. Her bliver han konfronteret med 1000 skridt-regions angribende rotter, en "krammer" på "feriemedicin" og en babylonsk skøge, der ligner Søren Ryge og som ryger basilikum på en knogle-chillum, inden han slipper ud af kloakken og tager metroen hjem. Jeg kan ikke se hvordan det kan blive meget mere langt ude, men føj for den lede hvor er det underholdende.
Helt eminent bliver det på "Robin Rubin solgte crack-kokain", der handler om crack-epidemien på Frederiksberg i 83' (som alle jo husker). En medrivende coming-of-age historie om narko-baronen Robin Rubin, der smadrer den danske ungdom med crack, og som bliver ramt af så voldsom en skyldfølelse, at han flygter til Bourgogne og bliver munk i Benediktiner-ordnenen for at blive renset. Han hænger dog fast i sin fortid, og det erfarer munkene på uheldig vis. Historiens klimaks kommer ikke som en overraskelse, men fortællingens forløsning er lige tilfredsstillende hver gang, takket være Mosells mesterlige narrativ, usammenlignelige humor og enestående forståelse for historiefortælling.
Jeg må også lige nævne min personlige favorit "Catastrophical Ravage". Igen er vi ude i et ovenud fjollet, fiktivt univers og en rablende skør storyline, men ligesom før sørger Mosell for, at man labber historien i sig med største fornøjelse. I første vers hører vi om en ung fyr, der er lidt af en womanizer, som lægger an på sin kollega Eva, der ender med at sagsøge ham for sexchikane og får ham fyret. I andet vers tager han hævn. Heldigvis viser det sig, at han er et mirakuløst geni inden for fysik, så han bygger en elektromagnetisk strålekanon som han kan styre med sit Sega Mega Drive joypad, der er forbundet med et hjernekontrols-apparatur, som han i øvrigt bygger ud af et komfur! Han bestråler sin forhenværende arbejdsplads og kan styre sine ex-kollegaer, og får dem til at te sig som åndssvage. I tredje vers tager han den endnu længere ud, da han bestråler hele verden og kan styre alt og alle. Han vælter sig i damer og fester, og har det for vildt. Men det er ikke nok. I fjerde vers tager hans ego over, og storhedsvanviddet er totalt. Det resulterer i, at bægeret flyder over for ham:
"Du åd noget fromage, tømte en ølfustage /
Fik lyst til massage /
Men hva' var det nu man sku' taste /
For at få massøserne hen, kunne det passe /
Det var frem, frem, C, Z?
At huske alle kombinationerne var ikke helt let /
Intet skete, var det frem, frem, C, B?
Intet skete, var det frem, frem, C, C?
Det var ikke tastningen for massage /
Det var tastningen for katastrofal ravage /
Verdens atommagter lavede nu synkron atombombe detonation /
Det sidste du sagde.... /
var: "Nå ja, det var ikk' frem, frem men frem, tilbage""
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så vild optur på over en historie.
Og det ekstraordinære ved Marvelous Mosell er, at han ikke bare var heldig med "den der" ene gode historie. Hans sublime fortællinger står nærmest i kø for at blive hørt.
"Everything you can imagine is real"
- Pablo Picasso
skaber sine egne præmisser i sin egen virkelighed, og jeg vil vove at påstå, at de rammer han sætter op omkring sine fortællinger aldrig er set magen i dansk rap. Jeg glæder mig helt ufattelig meget til at følge Marvelous Mosell og se, hvor han tager den hen næste gang.
Check den fantastiske video til "Stopmotion" med det fantastiske Ghostbusters sample
- Jeppe Barslund
