Caravan Palace - s.t. + Panic

Som vi har snakket om før, så er hiphop godt, fantastisk, livs-forbedrende, ja, nødvendigt vel sagtens, - men der findes også andre kunstnere, der opererer inden for andre genrer, som bør indtages med samme nydelse. Derfor retter vi nu blikket bort fra hiphoppen og over på parisiske Caravan Palace og den forholdsvist nye genre, som de er nogle af grundlæggerne af: electro-swing.
   
     Caravan Palace og deres musik har haft samme effekt på mig som f.eks. deres landsmænd Hocus Pocus, hvor musikken er så rig på energi, glæde og liv, at det potentielt set kan gøre én til et generelt gladere menneske med mere overskud. Jeg er klar over hvor plat det lyder, men det' sgu rigtigt!

Som man måske kan regne ud, så er 'electro-swing' en blanding af swing fra 1930'erne (hvor double-bas og trommer sætter tempoet og diverse blæseinstrumenter, violiner og guitarer følger trop) og mere moderne elementer som electronic, house og dub-step. Umiddelbart kunne Caravan Palace godt lyde som værende tungt sample-baseret, men dette er ikke tilfældet. Det er et band vi har med at gøre, som spiller alle instrumenter selv, og derefter får det til at lyde tudsegammelt ved hjælp af alskens maskineri. Arnaud Vial's guitarspil har præcis samme lyd som den legendariske guitarist Django Reinhardt (der efter en brændulykke lærte at spille med kun to fingre) og Colotis Zoé's sang er pyntet med så meget støvet ambient, at den lyder som taget fra en vinyl, der har stået gemt i en kasse i en kælder i 70 år. De sampler sågar sig selv flere steder! De er især glade for at indspille vokaler, som de så chopper op og ændrer hastighed på, og derved laver en ny original melodi ud fra en original indspilning - yderst originalt og ovenud effektivt. Enkelte steder sampler de, men også her er udvælgelsen bemærkelsesværdig, da der både lånes fra Mildred Bailey og hvad der lyder som Disney's Alice in Wonderland. - De franskmænd kan bare et-eller-andet når det kommer til musikalitet, og samspillet mellem musikererne i Caravan Palace er møg-hamrende sublimt. Men det, der måske gør gruppen allermest fantastisk, er deres måde at tolke "electro"-delen på. Personligt synes jeg, at det meste electronic idag har en kedelig tendens til, konstant at skulle være større, vildere og voldsommere. - Hos Caravan Palace kan electronic også være tilbagelænet lounge-musik, så deres udgivelser er ikke én lang række party-tracks, hvor det udelukkende handler om at "drop the bass", - men en udsøgt vekslen imellem behagelige low-key melodier, drømmende lydlandskaber, upbeat rytmer og gyngende danse-tracks, som man simpelthen ikke kan sidde stille til.

"Clash" var nummeret der stjal min opmærksomhed, og den selvbetitlede debut fra 2008 var min introduktion til gruppen; en forrygende plade, hvor især "Star Scat" og "Bambous" er fantastiske, - førstnævnte med robottisk scat singing (á lá Cab Calloway) og forrygende violin-melodier, og sidstnævntes pulserende tempo vil med sikkerhed sætte ild i danseskoene imens den leverer - som en YouTube-bruger så rigtigt beskriver det - et "straight shot og unadulterated happiness".
     Ingen tvivl om at debuten er fantastisk, men med udgivelsen af gruppens andet album, Panic, stod det klart, at  de på deres første udgivelse blot var gået ud til navlen for at tage temperaturen på denne nye genre og prøve et par forskellige ting af, inden for nogenlunde sikre rammer. Jeg tror, at de meget hurtigt fandt ud af, at electro-swing -genren havde et enormt publikum, der hungrede efter mere, så med Panic har de satset hele butikken og taget alt hvad der var fedt ved forgængeren og gjort det sjovere, vildere og bedre, ja, simpelthen perfektioneret det.

"Historien" på Panic er, at verden bliver invaderet af rumskibe engang i fremtiden (måske i år 3049, jf. nummeret "12 Juin 3049"). Panikken spredes, og for at udrydde denne trussel fra det ydre rum, bygger nogle videnskabsmænd en enorm robot (gruppens maskot) som besejrer fjenden ved hjælp af dans! Hele denne historie fortælles på den animerede video to "Rock It For Me":

Historien fylder dog ikke så meget, og dens eneste funktion er nok bare at eksponere budskabet om, at dans spreder glæde til folket. - Og lur mig om ikke dét er rigtigt! Som skrevet tidligere er Panic ganske simpelt bare en plade, der går lige i feel good -nerven, fra start til slut.    
Jeg kunne rose Caravan Palace og slynge højtravende, flot-beskrivende ord af mig i en lind strøm, men noget siger mig, at det er bedre bare at lade jer høre det, så nedenfor kan i finde fem udvalgte favoritter.

Panic er et mesterværk uden lige, inden for sin genre. Godt nok en genre, jeg normalt ikke begår mig så meget i, men man behøver ikke at være electronic-connaisseur for at indtage denne rene livsglæde, som Caravan Palace har konverteret til musik.

Caravan Palace - 4.5/6

Panic - 6/6 

"12 Juin 3049"

"Clash"

"Maniac"

"Pirates"

- Jeppe Barslund