Doomtree - No Kings

"Draw blood, paint life, sculp that clay, build that bridge - suffer and pleasure /
Got love, gotta write that way and fill that book from the gutter to forever"

Det syv mand store Doomtree-kollektiv fra Minneapolis, bevæger sig med deres anden langspiller længere ind i niche-land, med eksperimenterende prog.rock/hiphop, der nok vil skræmme mange væk, men imponere de tålmodige sjæle, der tør følger med.
Som med de fleste andre Doomtree udgivelser - både gruppens forrige projekter og de forskellige medlemmers soloudgivelser - så kræver musikken en del af lytteren, - det her er langt fra let tilgængeligt. Det skyldes dels de atypiske hiphop-kompositioner og dels rappernes alternative tilgang til tekstskrivning. No Kings er nok bedst sammenlignelig med Eyedea & Abilities' By the Throat fra 2009, for den "lider" lidt af samme ambivalente problem: produktionerne kan blive så psykedeliske og rodede at der er stor mulighed for, at man tabes undervejs, men teksterne er så spektakulære, at man simpelthen ikke kan se bort fra deres eksistens. Tag f.eks. "Own Yours", hvor Mike Mictlan rapper:

"It ain't all over /
Nights are longer before them days turn colder /
Run home little soldier /
This ain't the war you're fighting, it's the Red October /
And you don't have choices /
We don't either 'cause we got these voices /
But I'm scared when I yell /
I'm sellin' 'em all poison, broken toys, bones and raw noises /
So I hold my own /
Hold my word, keep my sword in stone /
I swear I'm getting it all wrong /
Not the end of the world, just the to a song"

Men desværre er beatet så larmende og dominerende, at man næsten hellere bare vil læse lyrikken uden tilhørende musik i stedet, og det er selvfølgelig ærgerligt. Sådan står det desværre til med flere numre.
     Til gengæld er der også numre, hvor producerne, der hovedsageligt er Lazerbeak (der producerede hele Sims' Bad Time Zoo) og Cecil Otter formår at skabe mirakuløse produktioner, der gør indtagelsen af lyrikken til at fornøjelse af de allerstørste. Plandes indledende nummer "No Way" bæres op af et ledt guitarriff og stramme trommer, som resulterer i et heftig track. På "Little Mercy" bruger de Dessa's blændende vokal som instrument, så man hele tiden har hendes sprøde og intense nynnen i øret, samtidig brillerer hun med et skarpt vers, hvor hun bl.a. rapper:

"If you welcome every trespass, then every tramp's a guest /
Give what they would take from you, then every theft's a gift /
Hold too tightly to what's in your hands or in your chest /
And the future, it won't open, palm readers can't work fists"

Hvis ikke det er 'rap' - rhythm and poetry - ja så ved jeg ikke hvad er?!
Den elektronisk tunge førstesingle "The Grand Experiment" (som jeg track-anmeldte her) er ligeledes en perle, hvor kaos og melodi ramler sammen og fungerer fortrinligt. Allerbedst bliver det på min personlige favorit, en af 2011's flotteste skæringer overhovedet, "Team the Best Team", hvor Lazerbeak viser, at han er en af de mest komplicerede og musikalsk avancerede hiphop-producere i øjeblikket.Det er helt ufatteligt så mange lag af keys, synth, blæsere og percussion han får til at passe så perfekt sammen, og med en ualmindeligt fed basgang og tonstunge trommer i omkvædet har han lavet en af de mest imponerende og storslåede beats i meget, meget lang tid. Som om dét ikke var nok, så leverer alle fem medvirkende fænomenale præstationer. I kan nok forstå at jeg hoppede jublende rundt da jeg fik "go" fra dem, til at bruge nummeret til LEFTOVERS2011!

Jeg har længe tænkt over hvad albummets titel kunne betyde. Umiddelbart virker det oplagt, at No Kings er en slags kommentar til Kanye og Jay-Z's Watch the Throne, hvor Doomtree måske mener, at der er ikke er nogen der har krav til en trone, og måske endda, at der ikke er nogen af mainstream-rapperne der er værdige. På "Bangalang" rapper de: "All these rappers sound the same. Beats? Sound the same. Raps? Sound the same". Det kan også være at de mener, at hiphoppen som genrer og/eller kultur ikke har brug for en konge overhovedet; at det er fælleseje, alles legeplads, som ingen har ret til at regerer over. Det er ikke helt til at sige, men sådan er det med meget af musikken på No Kings, for indholdet serveres i abstrakte, kryptiske metaforer, der kræver at man sætter sig ned, læser, tænker og tænker lidt mere. Så hvis man er til alternativ hiphop, der rusker i én og siger "hey, hvis du vil forstå noget af det her, så skal du sgu lytte godt efter", så er Doomtree nok det bedste bud. Det hele er som skrevet tidligere ikke lige godt, men "Team the Best Team" alene er hele prisen værd - uanset hvor meget du betaler! - så det er kun logisk at investere i No Kings.

4/6

"Team the Best Team"

"Little Mercy"

"No Way"

- Jeppe Barslund