Interview: Evidence

 

For et halvt år siden, nærmere bestemt d. 20 november, nåede Rhymesayers-familien deres endestation på deres omfattende Europa-tourné, da de gæstede Vega til et mindeværdigt brag af en koncert. Jeg var så heldig at få interviewaftaler i hus med både Evidence, Brother Ali, Grieves & Budo og Blueprint, så et par timer inden dørene åbnede blev jeg - sammen med min anmelder-kollega Maja, som jeg havde inviteret med - inviteret ind i de små backstage lokaler for at hænge lidt ud med gutterne inden de slap galskaben løs.
     Nu tænker du måske, "jamen hvis du interviewede dem i november, hvorfor ser vi det så først nu?", og svaret er, at jeg ganske simpelt blev ramt af sort uheld. Blot et par dage efter koncerten valgte min computer at bryde sammen, og interview-materialet røg med. Jeg fik professionel hjælp til at redde så meget af det der lå på harddisken som muligt, og heldigvis lykkedes det mig at få en del af det tilbage, men Brother Ali delen sank desværre til bunds med en masse andet. Hvorom alting er de nu færdige, godt nok lidt forsinket, men hellere sent end aldrig som man siger.

Foto: Andreas Stenager Pedersen

Evidence var den første vi snakkede med. En utroligt afslappet fyr, der virkelig passer til "en person med begge ben plantet solidt på jorden" -beskrivelsen. Jeg har endnu ikke særlig meget erfaring med "live" interviews, så en vis nervøsitet kunne sagtens have indfundet sig i selskabet med en ikonisk rapper af hans kaliber, men det var slet ikke tilfældet. Han er en af de slags rappere, der sætter pris på at blive talt til som værende et menneske på lige fod med alle andre, og ikke en verdenskendt rapstjerne. Og således startede snakken.

"Velkommen til København, først og fremmest. Det er jo her jeres Europa-tourné når sit klimaks. Hvordan har det været?"

"Som en hvirvelvind! Det er egentlig lidt mærkeligt, for det er selvfølgelig fantastisk at få lov til at spille så meget, se så mange forskellige steder og møde så mange forskellige mennesker, men størstedelen af tiden går jo med busture, flyture, pakke sammen, pakke ud, op på scenen og levere et show, og så forfra den næste dag. At the end of the day er det jo et job som alle andre - men et fedt job!"

"Er der forskel på at være overseas og spille i Europa, i forhold til at spille i USA?"

"Uden tvivl! Der er selvfølgelig altid de obligatoriske sprog-barriere og kultur-forskellige, som altid er sjovt at opleve, men vigtigst af alt har jeg erfaret, at uanset hvor i verden man spiller, så kan man connecte med folk på baggrund af nogle helt basale, universelle ligheder. Alle kan forstå et godt beat og god energi, så selvom jeg måske ikke kan forstå hvad de siger, så taler vi alligevel samme sprog. Der er en million indikatorer der fortæller mig, at selvom vi kommer fra to vidt forskellige dele af verden, så er vi ens på rigtig mange måder. Måden folk kaster deres arme i vejret på, måden de bumber deres hoved til beatet på. Så er det lige meget om man er i Japan, København eller Serbien, - det er noget alle kan forstå, og det er en smuk ting."

"Du har jo lige udgivet dit nye album Cats & Dogs, som vi synes er dit mest personlige og vigtigste projekt til dato. Hvordan er det at udgive dét album, halvandet årti inde i din karriere?"

"Der har været enkelte følsomme øjeblikke i løbet af min karriere, men det er rigtigt, at jeg for det meste har haft paraderne oppe, og nej, jeg har nok ikke ligefrem været en rapper, der har ladet lytterne komme ind på livet af mig. Men man er også nødt til at forstå, at jeg kom frem som rapper omkring årtusindeskiftet, og dengang var man meget forsigtet med at blive for personligt. Jeg startede jo i en gruppe [Dilated Peoples], og der kunne jeg både gemme mig og træde frem som jeg havde lyst til.
Min solokarriere blev først vigtig for mig da min mor døde, og jeg skrev "I Still Love You" til hende, og manglede en platform at udgive den på. Det var ikke fordi de andre i gruppen ikke ville have at jeg udgav den sang, det virkede bare ikke rigtigt. Vi har jo alle de her party rock anthems og store bangers, og så ville det være mærkeligt hvis der pludselig kom en sang, der handlede om min mors død. Jeg følte at den sang var så personlig, at jeg var nødt til at udgive den i eget navn. Selvom man er med i en gruppe, så har man bare nogen gange brug for at rappe som individuelt menneske, og der kom et tidspunkt hvor Rakaa og jeg havde brug for at gøre vores ting, hver især. Vores soloplader er jo faktisk første gang i vores karriere, at lytterne lærer noget om os som mennesker, hvor vi ikke er beskyttet af den gruppementalitet, vi har opereret under indtil nu.
Jeg synes stadig, at "I Still Love You" er mit mest personlige og ømme øjeblik som rapper, men du har helt sikkert ret i, at Cats & Dogs som helhed er mit mest personlige projekt til dato. Jeg ville ikke lave en emo-plade, men havde samtidig lyst til at snakke om alle de ting der sker i mit liv lige nu. Jeg kunne have ignoreret det behov og lavet en battle-rap plade, men jeg havde så meget på hjerte at jeg blev nødt til at sige til mig selv, "nu laver jeg en plade der er mig, for better or for worse", og det blev så Cats & Dogs."

"Hvordan har modtagelsen så været?"

"Rigtig god. Nu er jeg ikke så god til at læse hvad kritikerne skriver, for hvis de siger noget godt om min musik føler jeg, at jeg er nødt til at give dem penge, og hvis de siger noget dårligt så får jeg lyst til at hoppe ud af vinduet. Så for det meste undgår jeg anmeldelser, og forsøger i stedet at tolke modtagelsen ud fra folks reaktioner når jeg snakker med dem, og de fleste er utrolig begejstrede for min nye plade."

"Du har arbejdet sammen med utroligt mange forskellige kunstnere, både fra undergrunden og den mere kommercielle scene. Hvordan "vælger" du hvem du arbejder sammen med?"

"For mig handler det ikke så meget om folks status, men i langt højere grad om natural circumstances. Som du selv siger har jeg været vidt omkring, men det fede er, at mine collaborations aldrig har været forcerede. Jeg har aldrig taget kontakt til andre, som jeg egentlig ikke følte for, men som kunne booste min karriere. For mig har det handlet om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunk.
     Det ene øjeblik kører jeg f.eks. rundt i en bil med Kanye West, spiller et beat for ham, han er vild med det, og det ender på hans album The College Dropout, og så vinder jeg en grammy. Det andet øjeblik sidder jeg til et show på min backstage-sofa og spiller nogle beats, idet Sean Price kommer ind og siger "yo let me get that", og så er jeg pludselig på hans plade. Så om det er Will.I.Am eller Apathy du ser mig sammen med, så er det hele naturligt, og så længe det forholder sig sådan er jeg frisk på det hele. Hvem ved, måske laver jeg musik med Madonna en dag, hvis dét er det rigtige på det givne tidspunkt."

"Du har altså vundet en grammy med Kanye West, og i din nye video ["Same Folks"] går du rundt med Fashawn i Venice Beach og bootlegger din egen single. Hvordan ser du dig selv som rapper i dag?"

"Jeg ser mig selv som en rapper, der har en fod i rigtig mange forskellige lejre. Det der betyder mest for mig er, at jeg får den respekt jeg fortjener for det jeg laver. Noget af det vigtigste der er sket med Cats & Dogs, for mig personligt, er at Will.I.Am ville være med i min video ["It Wasn't Me"]. Vi har været venner i lang tid, og vi startede begge to med at lave underground hiphop på samme tid. Det var endda Will.I.Am der gav mig navnet 'Evidence'. Rent musikalsk har jeg ingen fucking idé om hvad det er han lavet nu, men da jeg skulle lave videoen gik jeg igennem min telefonbog, og da jeg kom til W-sektioner og fandt "Will Adams" besluttede jeg mig for at give ham et kald. Jeg sagde at jeg skulle til at lave den her video og at jeg nævner hans navn i den, og om han kunne tænke sig at være med, og det ville han gerne. Det siger bare noget om, at selvom han producerer for U2 og hænger ud med Barack Obama, og jeg producerer for Fashawn, så har vi stadig respekt for hinanden, og at en som ham står frem og siger, at han er nede med det nye jeg laver på Rhymesayers, det fortæller mig, at jeg gør det helt rigtige."

"Angående din signing til Rhymesayers; der er mange der er enige om, at det var et smart move både for dig og for Rhymesayers. Kan du fortælle lidt om, hvordan det har gavnet en west-coast orienteret MC som dig at hoppe ombord på et indie-label som Rhymesayers?"

"Det er netop diversiteten der tænder mig. Idiologisk set har jeg meget til fælles med Atmosphere, Brother Ali, Grieves og Blueprint, men den hiphop jeg repræsenterer både lyder, føles og lugter helt anderledes. I dag signer man en Drake, og så bliver der signet 12 nye Drake's i håb om, at bare én af dem holder. Men sådan er det ikke her. Vi er alle meget forskellige, og vi bidrager med hver vores individuelle stil, og det er dét der gør Rhymesayers til så fedt et label.
     De første numre jeg indspillede da jeg blev signet, lød som noget, man typisk ville høre fra Rhymesayers, en Atmosphere-agtig form for hiphop. Jeg spurgte Brother Ali hvad han synes om det, og han var bund ærlig og sagde "Don't. Do. That! We HAVE Atmosphere! You're here because we like YOU, not because we wan't you to be somebody else" - og det var helt klart det mest fantastiske. Jeg fik lov til at gøre lige hvad der passede mig. Det er derfor man både kan finde rappere som Slug og Aesop Rock på min nye plade, altså folk jeg aldrig har arbejdet med, og samtidig real underground motherfuckers som Ras Kass, Roc Marciano og Lil Fame.
Mange af mine nye Rhymesayers kollegaer er også blevet mine nye, største inspirationer, og jeg kan suge til mig fra dem alle sammen. Slugs evne til at fortælle historier, Ali's evigt positive energi, Blueprints rap-skills, som er nogen af de bedste overhovedet, og så Grieves, der er en super sjov fyr som altid får all the bitches, så jeg tager lidt fra dem alle sammen.

(På dette tidspunkt i interviewet bliver vi afbrudt af manageren, der siger, at Evidence skal til lydprøve)

"En sidste ting jeg lige skal spørge dig om inden du går; jeg er ved at lave en mixtape/kompilation, hvor jeg samler alt det bedste hiphop fra 2011 og udgiver det gratis [LEFTOVERS2011], og jeg vil rigtig gerne have dig med på - er det noget du har lyst til?"

"Ja selvfølgelig, helt sikkert! Men er det overhovedet nødvendigt at spørge? Der er vel ikke nogen der siger nej...?"

"Jo, der er faktisk nogen, der takker nej..."

"That's stupid......!"

 Evidence, Jeppe og Maja

Læs anmeldelsen af Cats & Dogs her

- Jeppe Barslund