mandag den 8. august 2011

Jay-Z & Kanye West - Watch The Throne


Da det omkring årsskiftet, i kølvandet på My Beautiful Dark Twisted Fantasy's rasende succes, - brød ud, at de herrer West og Carter arbejdede på EP'en Watch The Throne, var det til manges glæde. Det det senere kom ud, at de havde valgt at skrotte EP-projektet og opdatere deres ambitioner til en hel plade, blev glæden større. Da første udspil, i form af den utilgiveligt grelt producerede "H*A*M" ramte gaden, faldt glæden en smule igen.
Personligt har jeg ikke tænkt synderligt meget over udgivelsen af denne plade siden "H*A*M", som I nok kan forstå har forkrøblet mine forventninger til denne samarbejds-udgivelsen. Og det er nok i virkeligheden en god ting, for havde mine forhåbninger været for høje, så havde denne dag været en sørgmodig en af slagsen.

Lad det med det samme være sagt: Watch The Throne er på ingen måde MBDTF 2, ikke tilnærmelsesvis. Der skal godt nok heller ikke meget mere end titlen til at vise, at dét da heller ikke har været missionen. Når Kanye West er alene er han ikke bange for at gå all in og sætte alt på højkant, men i selskab med Jay-Z vælger han den sikre vej, som ikke kan slå fejl, set med $-tegns øjne.
Når Jay og Ye siger, at de vil 'watch the throne', så er det hverken rap eller hiphop tronen de vil sætte sig på, det er den trone, hvor de mest ekstravagante, excentriske, høj-budgetterede, flashy og sofistikerede ignoranter har sin plads. Som Kanye rapper på "Otis":



"I made "Jesus Walks" I'm never going to hell /
Couture level flow, it's never going on sale /
Luxury rap, the Hermes of verses /
Sophisticated ignorance, write my curses in cursive"
Det handler i bund og grund om status. Hvem er bedst. Hvem har flest penge. Hvem kører i de dyreste biler. Hvem drikker den dyreste champagne. Hvem har den længste penis. You get the picture. Med enkelte numre som undtagelse, kan Watch The Throne groft sagt rundes op til én stor omgang varm-lufts rap. Og nej, det klæder hverken Kanye eller Jay, men det er voldsomt tydeligt, at de er ret ligeglade. Tronen skal sikres, og selvom der ikke nævnes nogen navne undervejs tør jeg godt sætte mine penge på, at det er venner/konkurrenter som Drake, Rick Ross, Lil Wayne og Young Jeezy den skal "forsvares" imod.

Lykkedes det så de to at "forsvare" tronen? Jeg er ikke overbevist. Der er alt for meget der ikke virker på denne plade.
Showet starter med den jævnt kedelige "Nu Church In The Wild", der synes frisk ved første lyt, men meget hurtigt taber luft grundet sangens repetitive beat og mildt undervældende omkvæd fra Frank Ocean. Efterfølgende har vi "Lift Off", der med sine kitchede 80'er synth-lyde virker som en utroligt vandet udgave af "All of The Lights". Beyoncés vokalpræstation herpå er decideret enerverende i mine ører. "Ni**as In Paris" følger trop, og alt her er slår fejl. Det lyriske indhold er på sit laveste, og beatet og så elendigt, at det kan være svært at tro på, at det er at finde på et plade med disse herrer. Beatet skifter komplet i sangens afsluttende stadie, til et skrattende, kor-belagt beat, som faktisk er udmærket, men som kun får lov at løbe et kort øjeblik.

Ja, det gør sgu næsten ondt at skulle sige det, men de tre indledende numre repræsenterer faktisk størstedelen af skiven ganske godt. "Kedeligt" og "undervældende" lader til at være nøgleordene for mange af pladens skæringer. Den Neptunes producerede "Gotta Have It" vil ingen steder hen, "That's My Bitch" er ganske flabet, men trommeprogrammeringen bliver hurtigt for meget. Den Swizz Beatz producerede "Welcome To The Jungle" rammer for mit vedkommende helt forbi. Værre bliver det på den efterfølgende "Who Gon Stop Me", hvor Kanye prøver kræfter med Dubstep-genren ved at sample Flux Pavillion's "I Can't Stop", som han dog i højere grad skamferer end bruger kreativt.
Deluxe udgaven indeholder yderligere fire numre, hvoraf tre af dem, "Illest Motherf**ker Alive", "H*A*M" og "Primetime" fremstår fuldstændig uanseelige, og det sidste, den Pete Rock producerede "The Joy" er et sandt vidunder. "The Joy" kunne dog høres helt tilbage da Kanye kørte hans G.O.O.D. Fridays serie, så den vil jeg egentlig ikke give dem point for. Mesterligt nummer ellers.

Watch The Throne rummer en håndfuld gode numre, - ganske bogstaveligt fem skæringer, der funkler i blandt de andre ligegyldigheder. Jeg går ud fra, at de fleste har hørt "Otis" på nuværende tidspunkt, - et nummer som jeg ganske simpelt synes er hamrende fedt, primært på grund af beatet, men også den måde Jay og Ye rapper ind og ud af hinanden. Bestemt et nummer hvis lyriske indholder hører under kategorien "varm luft", men det synes bare en kende skarpere her.
Den Kanye West og RZA -producerede "New Day" er en af pladens absolutte højdepunkter. Nina Simone's udødelige klassiker "Feeling Good" er samplet og endda auto-tunet (bare rolig, det lyder fantastisk!), og de to hovedpersoner kaster sig ud i et andet emnevalg end materialisme, hvilket giver et fandens dejligt pusterum i midten af alt braggadocio-rappen. Det er en hypotetisk sang om, hvordan de vil opdrage deres sønner, og hvilken slags fader de vil være. Især Kanye's del er glimrende, blandt andet fordi han selvfølgelig lige får klemt en lille spydig kommentar ind imellem linjerne:

"And I'll never let my son have an ego /
He'll be nice to everyone, whereever we go /
I mean, I might even make 'em be Republican /
So everybody know he love white people"
Pladens center-piece "Murder To Excellence" er ligeledes et mesterværk. Sangen er delt op i to, "Murder", som Swizz Beatz har produceret, og "Excellence" som S1 står bag. Begge er blændende produceret, med ekstra cadeau til S1. Nummeret er en slags coming of age fortælling, fra deres unge gadeliv med kriminalitet, vold, stoffer og mord som en del af dagligdagen, til nu, hvor de er on top of the world. Det er faktisk sjovt, for når man hører dette nummer forstår man godt, hvorfor de rapper så meget om penge og status. Jay-Z siger det meget præcist med linjen: "...they say 21 I was suppose to die, so I'm out here celebrating my post demise".
"Made In America", der kommer efter, følger samme spor. Frank Ocean er igen på omkvædet, hvor han name-dropper blandt andet Martin Luther King og Malcolm X; historiske personligheder, der kæmpede for, at sorte skulle leve på lige fod med hvide. Men jeg kan ikke lade være med at se på sangen som værende en smule respektløs. Det virker som om, at Jay-Z og Kanye West siger "tak Martin og Malcolm; på grund af jeres ofringer kan jeg nu køre en Maybach og drikke Cristal i selskab med 10 model bitches". Måske jeg tolker det forkert? Nummeret er heldigvis super flot skruet sammen, så det er en stor nydelse under alle omstændigheder.
På det ovenud fænomenale, psykedeliske hip-pop banger "I Love You So", giver Mr. Hudson den fuld smadder på omkvædet. Ganske simpelt et nummer, der rykker for vildt. Cassius'es nummer af samme navn "samples" lige så intakt som Flux Pavillion's nummer før, men denne gang boostes originalen til nye højder. Den næste store single skyder jeg på - energisk, melodisk, frækt og fedt. Nummeret er Jay-Z's solo bidrag, og uden sidestykke det, der bedst showcaser hans flow, der stadig er glødende hot når det er bedst.

Nu lyder spørgsmålet så, om fem gode numre ud af 16 er i orden. Nej, det er det ikke. Watch The Throne er i mine øjne en plade, hvor man kan hive udvalgte numre ud til nydelse, og så glemme resten usandsynlig hurtigt. Men når man så i dag kan læse i Urban, at pladen gik nummer 1 på iTunes-listen i 19 lande, på én dag, så må man bare erkende, at West og Carter har vundet deres kamp og fuldført deres mission. At de så gør det med en årets vel nok mest lunkne mainstream udgivelse er en skam. That's just me.


Hvad synes I om det? Godt, skidt, midt imellem?


3/6

- Jeppe Barslund

10 kommentarer:

tba sagde ...

Jeg synes godt nok det er hurtigt at lave en anmeldelse efter kun 24 timer... ikke at jeg ikke umiddelbart er enig, men det vidner om, at man ikke har givet musikken det spillerum det måske fortjener.

Når en kunstner - uanset hvem det er, bruger X antal tid på et produkt, fortjener det så ikke mere end 24 timer af ens opmærksomhed før man kaster sin endelige dom, eller ender man ikke bare med at blive som "avis-anmelderne", som reelt set ikke er eksperter inden for nogen specifik genr?

JeppE sagde ...

Både/og. Det er tidligt at anmelde en plade 24 timer efter udgivelse, hvis man kun har fået hørt den en gang eller to. Men jeg har hørt den igennem, fra start til slut, 3 gange inden jeg begyndte at skrive, og yderligere 2-3 gange undervejs. Det plejer at være tilstrækkeligt for mig.

Skulle det være tilfældet, at jeg om 2 uger synes det er et mesterværk, så skal i nok tilstå mit hastværk. Men jeg tvivler stærkt på at det sker.

j

Jeppe.bakmand sagde ...

Lyttede pladen igennem en enkelt gang i går aftes, og mit førstehåndsindtryk stemmer meget godt overens med din anmeldelse - det første jeg tænkte efter gennemlytningen var at der godt nok ikke var taget mange chancer. Jeg var eksempelvis rimeligt hyped på de to Frank Ocean features, og selvom 'Made in America' er en af de bedre skæringer på pladen, sidder jeg lidt tilbage med en følelses at han ligeså godt kunne være blevet erstattet med John Legend, Justin Timberlake eller en anden mere eller mindre mainstream sangere, hvor jeg havde håbet på at man ville bringe lidt af OF-kanten ind og mikse den med et rigtigt fedt Kanye beat.

Why I Love You står (også) for mig, som pladens højdepunkt, hvilket er meget pudsigt, da det jo mere er en Jay-Z sang med Kanye på beatet end en Kanye og Jay-Z sang, og generelt synes jeg,at det virker som om, de har dårlig indflydelse på hinanden, når de skal lave musik "sammen sammen" (ja, ved ikke hvordan jeg skal formulere det, men der er i hvert fald langt fra Lucifer til den generelle standard på WTT). I virkeligheden siger titlen vel det hele; det virker som om Kanye og Jay egentlig ikke har så meget tilfælles, at de - lyrisk set - ikke kan samles om andet end at beskytte den imaginære swagger trone, de så nødigt vil væltes af.

maja sagde ...

Collab'en kommer simpelthen for sent. MBDTF-stilen (som måske er lidt svag her, men dog stadig i den samme boldgade) passer ikke til Jay.
Men OVERVEJ lige hvor vildt et album de kunne have skabt sammen, hvis de havde gjort det i kølvandet på American Gangster/Graduation istedet.
Så havde der unægteligt været lidt mere New Day over hele arrangementet.

Åhhh, det havde jeg nok fortrukket.

Jacob D. sagde ...

Har absolut ingen interesse i det her album ovenpå H.A.M og Otis, men alligevel købte jeg Deluxe udgaven på Itunes så snart den blev udgivet, har dog ikke fået lyttet til skiven endnu, og denne anmeldelse bekræftede bare hvad jeg frygtede.

Skal i øvrigt høre om du stadig har åben for at indsende brugeranmeldelser? Jeg har nemlig siddet og fiflet rundt med at skrive et par anmeldelser de sidste par dage.

JeppE sagde ...

Send dem Jacob, så ser vi på det :D

@Maja, enig. Og egentlig kunne det have været før også. Det er deres mindset lige nu der er helt off. Som "the internets busiest music nerd" Anthony Fantano aå rigtigt siger, så rapper de jo ikke som rappere men som celebrities, og hvem fa'en kan bruge det til noget?

Casper sagde ...

@JeppE Syntes, når nu du selv bringer ham på banen, at Fantano er lidt svag når det angår hiphop'ens boldgade, da han kun anmelder hiphop fordi folk på Youtube har bedt ham om det. Han gav kun et lille 6/10 til Dark Twisted Fantasy, og kunne ikke se hvad alle andre anmeldere mente med at det var et mesterværk.
Så har lidt svært ved at tage ham seriøst som hiphop anmelder. Og især efter hans positive rants omkring Tyler, hvorefter det viser sig at han har misforstået hele OF's movement og deres 'ideologi'.

Ville nu på den anden side sige, at jeg aldrig har fundet Kanye og Jay som et specialt godt mix hvad angår deres raps. På trods af at Jay-Z stadig kan droppe hjernedøde vers, prøver han at være lidt for alternativ. Måske er han ved at være lige en tand for gammel til at lave den subgenre af hiphop, som han gør det anno 2011..

JeppE sagde ...

@Casper

Jeg er uenig. Synes han er en glimrende hiphop-anmelder. Jovist gav han MBDTF en lav karakter, hvilket jeg da også var uenig med. Han havlede også Broken Bells pladen ned, en plade jeg havde givet noget nær top karakter.

Men på den anden side har han i år givet både Kendrick Lamar, Cunninlynguists, Shabazz Palaces og Big K.R.I.T. tårnhøje karaktere. Han gav Tyler en lav karakter som han skulle, og så lavede han det skarpeste review af Lil' B's "I'm Gay" der overhovedet er lavet. Jeg synes sgu han er dygtig, selvom jeg har mine uenigheder med ham.

Seb sagde ...

Jeg håber du den dag i dag, små 11 dage inden deres koncert i Herning, har skiftet mening. Jeg er oftest ganske enig i dine betragtninger, men hold op hvor JEG synes du har skudt ved siden af den her gang.

For mig virker det som om du næsten havde tvunget dig selv til at være kritisk overfor dette værk og dermed ikke give det en ærlig chance.

I mine øjne var No Church In The Wild noget nær årets nummer, fantastisk nummer og endnu bedre produktion. Derudover synes jeg der er en god håndfuld numre der heller ikke fik den ros de egentlig fortjente, her tænkes der specielt på Niggas in Paris, som lidt pudsigt senere gik hen og blev et kæmpe hit. Alligevel undrer det dog ikke for hold op hvor er produktionen også god her. Desuden passer det perfekt til Ye's stil.

Håber lidt du evt., såfremt tiden tillader det, kunne lave en lille reminder her på siden ang. Kanye og Jay-Zs koncert og måske revurdere din mening, såfremt du altså den dag i dag mener noget andet :-)

JeppE sagde ...

@Seb - det her får mig måske til at virke som en totalt smart-ass, men jeg sidder i dag med den 110% samme holdning til pladen som jeg gjorde dengang. Jeg synes stadig "No Church In the Wild" er lidt slatten, jeg synes stadig "Niggas In Paris" er forfærdelig (sjov og fed til fest, men that's it), jeg synes stadig at "Excellence" er pladens på alle tænkelige måder bedste nummer og jeg synes stadig at det her er Kanye's dårligste projekt til dato.

Ps. jeg skal ikke til Hernin
Pps. Jeg er stadig større Kanye fan end de fleste

j