torsdag den 11. august 2011

Kendrick Lamar - Section.80


Er det for offensivt at indlede en anmeldelse med at udnævne den aktuelle plade til at være årets stærkeste solodebut?
Uanset hvad er det hermed gjort, for jeg tvivler stærkt på, at Kendrick Lamar's storslåede debut vil blive overgået i år.

Det er ganske simpelt bare som om, at alt er "rigtigt" på Section.80. Det er friskt som bare fanden, det er ungt på den skarpest tænkelige måde, det er musikalsk set måbende ambitiøst (hvis man tænker på, hvor "lille" et projekt det her trods alt er) og så er Kendrick Lamar en yderst spændende rapper, der siger alle de rigtige ting, på det helt rigtige tidspunkt.

Kendick Lamar er en 23-årig knægt fra Compton. - Dette kan ikke høres! Han lyder ung, men adresserer emner man sjældent høre fra jævnaldrende kunstnere, og så praktiserer han ingenlunde samme west-coast mindede gangsta-rap som man ellers er vandt til, der strømmer ud af Compton.
Kendick Lamar er sin helt egen, samtidig med, at han på mange måder tilhører kategorien af nye, fanden-i-voldske unge rappere, der med en langfinger i vejret stormer frem. Hans "I don't give a fuck" attitude minder meget om Odd Future Wolf Gang Kill Them All's, men hvor OF for længst er blevet tegneseriefigurer på grund af deres nærmest kitchede overdrev af bandeord og påtaget "vi gør hvad der passer os" stil, serverer Kendrick Lamar samme rebelske ungdommelighed på et fad af integritet, alvor og intelligens. Section.80 lyder på mange måder som det album Tyler, The Creator ville ønske han kunne have lavet, for Kendrick Lamar kan nemlig også både være fjollet, grov i munden og gøre lige hvad der passer ham, men der ligger altid mere bag end lysten til at bare at være "syg at høre på".

Men lad os starte ved starten, for sandheden er, at størstedelen af Section.80 hviler på den intelligente undertekst og er drevet af en sulten rapper med meget på hjerte, - og sammenligningen med Tyler, The Creator og OFWGKTA skal kun forstås overfladigt.

"F*uck Your Ethnicity" hedder ballets åbner. Det er ikke ofte man ser en sådan sangtitel på plade-åbnere, men det passer fortrinligt med pladens gennemgående stil. Kendrick Lamar ligger ud med at vise, at han er imødekommende over for alle baggrunde, hudfarver og religioner, og udmelder, at han vil forsøge at begrave racisme. Samtidig bliver vi i sangens lejrbåls-intro præsenteret for to piger, Keisha og Tammy, som senere skal vise sig at spille en større rolle i historien om Section.80. Keisha viser sig først på pladens vel nok mest lige til nummer, "No Make-Up (Her Voice)", der bærer et fantastisk omkvæd fra Collin Munroe. Her rapper Kendrick Lamar om, at han synes kvinder med make-up er smukke, men at det er deres naturlige udseende, der er smukkest. Sangens andet vers tager en uventet drejning; man hører historien fra kvindens (Keisha) synsvinkel, og det viser sig, at hun bruger make-up for at dække et blåt øje. Sangen ender ganske brat med at Kendrick Lamar siger, at sangen fortsætter på sang nummer 11, som er "Keisha's Song (Her Pain)". Her fortæller han den rørende historie om en prostitueret, der lever et usselt liv, og som ender med at blive stukket ihjel af en utilfreds kunde. Kendrick Lamar udviser her særdeles flotte fortælleevner, og over en smuk produktion, der bærer et sample á lá Zion I's "Birds Eye View", rammer han virkelig et emotionelt punkt, som bør ramme de fleste.

Denne historie viser virkelig, i hvor høj grad Kendrick Lamar er inspireret af Tupac Shakur. Han har selv udtalt, at det var en slags vision eller drøm om 2Pac, der efter sigende skulle have sagt til Kendrick, at han ikke må lade hans (2Pac) musik dø, der motiverede Lamar til at skrive store dele af Section.80.
Og meget li Tupac, så fortæller Kendrick Lamar ret beset om hvordan det er at vokse op under 80'erne (the Ronald Regan era), i et udsat miljø som Compton. Vold, våben, kriminalitet, penge, stoffer, religion; med andre ord alt det, der er repræsenteret på pladens cover. Via dette får Kendrick Lamar aflad til at fortælle en række historier, der både er præget af seriøsitet og social bevidsthed - som det var tilfældet med de førnævnte sange, - men bestemt også humor, det abstrakte og en raffineret form for battlerap.
- På den jazzede, utroligt lækre "Hol' Up" fantaserer han om at have sex med en stewardesse foran de andre passagerer, samtidig med at han får vristet en serie geniale linjer fra sig:

"As a kid I killed two adults, I'm too advanced /
I lived my 20's at two years old, the wiser man /
Truth be told, I'm like '87 /
Wicked as 80 reverends in a pool of fire with devils holding hands /
From the distance, don't know which one is a Christian, damn"

På "Poe Mans Dreams (His Song)" rapper han om hans personlige mål i livet, at kunne "smoke good, eat good, live good", og også her, på en sang med et forholdsvist simpelt budskab, udviser han udsøgte skriveevner:

"There's nothing you can tell me, my killings are not remorseful /
The city got my back, and for that I give it my torso /
You think about it, and don't call me lyrical /
'Cause really I'm just a nigga that's evil and spiritual /
I know some rappers using big words to make their similes curve /
My simplest shit be more pivotal /
I penetrate the heart of good kids and criminals"

På den efterfølgende "The Spiteful Chant", der må siges at være pladens største fuck-finger, lyder omkvædet køligt: "I'm going big - suck my dick!". Og man er ikke i tvivl om, at han mener det. Endnu en fuck-finger kommer på en af mine personlige favorit skæringer i "Blow My High (Members Only)", hvor han mindst lige så køligt crooner

"Pussy ass ho niggas - I can't fuck with y'all /
Bitches all up in my business - I can't fuck with y'all /
Industry of counterfeits - I can't fuck with y'all"

Han får tilmed inkorporeret dele af Pimp C og Aaliyah på mageløs vis i samme sang.

Vi har ikke snakket så meget om Kendrick Lamar's flow endnu. Det kan hurtigt opsumeres til, at han er et bæst - når han vil. Det er faktisk rimelig flabet, - Kendrick Lamar kan flowe bedre end de fleste hvis han vil, men det synes sjældent at være en nødvendighed for ham. For det meste rapper han på en lidt sløv facon med sin halv-nasale stemme, men ind imellem skifter han pludselig til halsbrækkende fart og tungevridende sætningskonstruktioner. Det er lidt ligesom at se Master Yoda i Star Wars: han tager det fuldstændig stille og roligt det meste af tiden, men når det virkelig gælder er han den mest vanvittige jedi ridder af dem alle. Okay, mærkelig sammenligning, men jeg håber i forstår pointen.
Hør bare Lamars ene lille vers på "Chapter Ten", eller tag et nummer som "Rigamortus", der teknisk set er en af 2011's flotteste præstationer. Han rapper hurtigere og hurtigere igennem hele nummeret, i uvant lang tid af gangen, og på det afsluttende vers går det til sidst så hurtigt, at hans stemme bliver lysere og lysere fordi han er ved at løbe tør for luft. Mesterligt.

Produktionerne på Section.80 er gennemgående fantastiske. En lang række forskellige producere er krediteret, men de har alle kreeret beats inden for samme stil, hvor jazz kombineres med atmosfæriske symfonier, tætte trommeprogrammeringer og boblende electroniske elementer. A Tribe Called Quest møder Outkast møder Kanye West. Ubegribeligt suveræn lyd. Der er ikke et dårligt beat at finde på Section.80! Det er næsten utroligt, at så meget musikalsk mesterlighed er blevet lagt i et projekt som Section.80, der udgives uden megen hype, og som da heller ikke solgte mere end 5000 eksemplarer første uge. Dette må vel bare tages som endnu et bevis på, at undergrunds/independent hiphop er vejen frem.

Section.80 er en hæsblæsende tur hele vejen igennem, og man har vitterligt ikke lyst til at skippe et eneste nummer undervejs. Tværtimod kan det kun gå for langsomt med at trykke "afspil" igen når pladen har spillet igennem. Kvaliteten er i top, og de historier der fortælles, og budskaber der langes over disken, giver lytteren en ting og to at tænke over. Top 10 2011, easily, og Kendrick Lamar stryger ligeledes ind på listen over vigtigste rappere pt. Som en YouTube bruger så rigtigt skriver:

"somewhere in heaven Tupac is smiling down"

5.5/6

- Jeppe Barslund

6 kommentarer:

Achom sagde ...

Haha, at sammenligne Kendrick med Yoda er faktisk slet ikke dumt..
Fremgår tydeligt i denne freestyle, synes jeg..
http://www.youtube.com/watch?v=QedYOu1hmwQ

Toft sagde ...

Hey JeppE

Tak for en fed blog. Jeg læser den jævnligt, men dropper ikke rigtig nogle kommentarer. Jeg vil bare lade dig vide, at du ikke skriver ud i intetheden.

Godt arbejde!

Lucas sagde ...

Super god anmeldelse. Hvor kan man få fat i dette album som CD?

Anonym sagde ...

@lucas
http://topdawgent.bigcartel.com/product/limited-signed-kendrick-lamar-section80-cd-s

Lucas sagde ...

Fedt, har du selv købt CD'en der fra?

Anonym sagde ...

Ja. koster 156 og det er inkl. forsendelsen.. bestilte for et par dage siden.