Shabazz Palaces - Black Up

Skrevet af Jacob D. Graversen

Har du mod på noget eksperimental hip hop? Så gør dine høretelefoner eller dit anlæg klar, for Shabazz Palaces leverer mildest talt et lettere specielt album.

Skulle man på forhånd ikke vide hvad man helt præcis går ind til, så behøver man nærmest bare tage et kig på tracklisten for at finde ud af, at det ikke er et helt traditionelt hip hop album man har med at gøre. Med titler som ”A treatease dedicated to The Avian Airess from North East Nubis (1000 questions, 1 answer)” og “Swerve... the Reaping of All that is Worthwhile (Noir Non Withstanding)” er der allerede her lagt op til den særartede tangegang, der er blevet til albummet Black Up.

Allerede inden udgivelsen af Black Up var der en del undergrunds-buzz omkring gruppen, idet Shabazz Palaces er den første rapgruppe hos Sub Pop Records; et efterhånden legendarisk pladeselskab. Hypen blev ikke mindre da Pitchfork kastede en ganske flot karakter (8.8/10) efter albummet, samtidig med, at andre på internettet delte deres begejstring.

“Clear some space out, so we can space out”

Palaceer Lazaro, eller Ishmael "Butterfly" Butler fra Digable Planets som han nok er bedre kendt som, er manden bag Black Up, - et album som jeg allerede nu kan afsløre er et af de mest velproducerede i år. Produktionen må anses som pladens absolut stærkeste kort, ikke fordi Butler er en dårlig rapper, ej heller fordi han ikke har nogle interessante ting på hjerte, men produktionsstilen er så særpræget, så langt ude og så underligt forfriskende, at selve rapdelen let bliver overskygget. Størstedelen af pladens excentriske produktion er så unik, at jeg vil vove at påstå, at intet andet vi har hørt i år lyder tilnærmelsesvis som Black Up, og jeg tvivler på, at vi får et sådan at se.
Det skal dog siges, at pladen indeholder et par sange, hvor produktionsstilen er mere traditionel. ”Are you, can you, were you (Felt)” samt ”Recollections of the Wrath” er lette at fordøje og kunne sagtens have været med på f.eks. et Odd Future album. Det mest lettilgængelige nummer, ved første gennemlyt, var for mig nummeret ”Swerve...”. - Selvom beatet er ganske komplekst er det alligevel catchy som bare fanden, muligvis det mest catchy beat jeg har hørt i år. En klassisk, nærmest skummende 808-lyd samt et ganske karakteristisk keyboard danner rammerne for tracket, der desuden indeholder en af mine personlige favorittekster på albummet, samt de eneste gæstevokaler, da THEESatisfaction lægger et vers og sang til.

”The moonlight and donnin' cloud glistenin' glazed, that we giftin /
Every sound, we trying to mash and attention /
We bung the latest feelings, they just re-rap through the givens.”

Selvom Black Up kun indeholder ti sange, virker det ofte som om der er langt flere. Dette skyldes den måde sangene er konstrueret på, - det er sjældent at de slutter på samme måde som de starter. Størstedelen af sangene indeholder nemlig pauser på de mest mærkværdige steder, hvor beatet skifter personlighed, og kun efterlader lytteren med få tegn på, at det faktisk er den samme sang man hørte for 30 sekunder siden. I princippet burde det ikke fungere, men det gør det altså! På samme vis har Palaceer’s stemme til tider også fået en overhaling, og hans nasale stemme passer perfekt til uigenkendelig manipulation. Eksempelvis som på ”The King’s new clothes...”, hvor man i starten får indtrykket af, at han rapper under vandet. - Stemmen er sløret, og ordene kommer ud som var de i luftbobler. Sekunder senere bliver der rappet i, hvad der lyder som et ekkofyldt rum, hvor hans stemme er fuldstændig klar, og ordene hænger i luften i lang nok tid til, at man lige akkurat kan ane ekkoet - genialt! Jeg tror aldrig jeg har hørt et hiphopalbum, der har blandet så mange forskellige lyde og effekter sammen, og på eminent vis har fået det hele strikket sammen til et sammenhængende album. Dét i sig selv er en imponerende bedrift.

Lyrisk indeholder albummet mange gode momenter. Butler har tydeligvis fokuseret det meste energi på at skabe en stemning, frem for teknisk svære rim-mønstre og metaforer, hvilket faktisk passer godt til produktionen. En kende ærgerligt er det måske, at beat'sne til tider har det med at overskygge og overdøve teksterne. Første halvdel af "Youlogy" er et glimrende eksempel herpå, da produktionen visker dele af vokalen ud, og det gør det ikke ligefrem bedre, at rim-tempoet er skruet godt op på dette nummer sammenlignet med resten af albummet. Heldigvis bliver der midt i sangen stoppet op og sagt ”How fast do you want it”, hvorefter beatet ændre karakter, der bliver skruet ned for farten og spaced out genialitet efterfølger.

”The nights are getting stronger, and the days are getting longer /
The building's getting bigger, outside is getting smaller /
The lies are getting truer, and the truth is getting brighter /
Things are looking blacker, but black is looking whiter”

Shabazz Palaces har lavet et uhyre alternativt, men ufattelig velproduceret album, der ikke bare skubber til grænserne for hvordan man kan forvente at hiphop kan/skal lyde, men som også sætter baren for eksperimental musik et tak højere. Sandheden om Black Up er, at det er utroligt svært at beskrive; det er så specielt, så anderledes og så spektakulært, at det skal lyttes til, forstås og opleves på egen hånd. At det ikke er et album for alle er vist et understatement. Det tog mig personligt en god håndfuld gennemlytninger før jeg begyndte at forstå hvor godt det her egentligt er. Ved hvert gennemlyt dukker der nye, små finurlige detaljer op i hvert enkelt beat, som giver pladen en formidabel replay value.
Black Up er et album, der kræver lytterens fulde opmærksomhed. Hvis skiven her skal værdsættes fuldt ud, er det ikke noget med at kokkerere, tørre støv af, læse, lave lektioner eller andet hurlumhej imens det kører i baggrunden, og dårlige højtalere er strafbart med Black Up på anlægget, - det direkte kræver sublim lyd.
Giver man til gengæld albummet den tid det retmæssigt behøver - og kan man vel og mærke lide stilen - så kan man roligt forberede sig på en noget anderledes, men fantastisk rejse ind i Shabazz Palaces’ krøllede lydunivers.

5/6

- Jacob D. Graversen