Blu - Her Favorite Colo(u)r

Senere i år får vi fornøjelsen af Blu's solodebut, herligt betitlet No York, - helt bestemt en af de udgivelsen i år jeg ser mest frem til. Siden jeg hørte Below the Heavens første gang - en skive der senere hen er havnet på min all-time top 5 - har jeg fulgt Blu, og været utroligt betaget af hans arbejde, og ikke mindst hans udvikling. Efter BtH, der hurtigt gjorde ham til manges nye favorit rapper, søgte Blu nye græsgange med lidt skævere projekter som The Piece Talks pladen med Ta'Raach, Johnson & Jonson projektet med Mainframe, Sene's ADayLate&ADollarShort, som var Blu's første som hel-plades producer, og siden hen en længere række gratis beattapes, som han smed fra sig til højre og venstre, for at finde sin helt egen stil som beat-smed. F.eks. den spøjse TheGodLeeBarnes LP; en instrumental download-udgivelsen, bevidst mixet i den ringeste kvalitet, der måske nogensinde er udgivet, hvor det var hensigten. I 2009 lagde Blu ligeledes Her Favorite Colo(u)r op til gratis download via hans myspace side, i yderst tvivlsom kvalitet, men nu, efter nok forespørgsel fra fans, har han genudgivet skiven, hvor den endelig er blevet mixet og masteret som fortjent, og det har nærmest resulteret i en helt ny lytteoplevelse; en rigtig laber larve af en udgivelse.

Mht release-datoen for genudgivelsen af HFC, kunne Blu nok ikke have ramt bedre. Den fungerer glimrende som hype op til No York, og så passer lyden på Her Favorite Colo(u)r mere end perfekt til årstiden, med sine forårslune produktioner, og tilbagelænede soul-vibes. Blu er virkelig en sjælfuld gut, der værdsætter de historiske pionere. Dette vises tydeligt i hans delikate valg af samples, der hverken er 40 eller 50 år gamle, men snarere 60 og 70. De tudsegamle, komplet til-støvede indslag af saxofon, piano, gulvbas og vokalsamples, der altid er anvendt uberørt og komplet intakt når de er under Blu's behandling, resulterer i samarbejde med de tilbageholdende tromme-beats i suverænt lækker jazzy hiphop.

Skulle 1942 klassikeren Casablanca filmes idag, med et up-to-date soundtrack, så ville Blu med sikkerhed få ansvaret for soundtracket. Han ville sikkert også få en cameo som pianisten i den eksklusive natklub. "Play it, Sam"!


(Og så endda med filmdialog fra Closer, hvor Julia Roberts og Clive Owen har en ganske morsom diskussion, f.eks når hun spørger "Why is the sex so important?" hvortil han råbende svarer, "because I'm a fucking caveman!".)

Ved pladens oprindelige udgivelse bekymrede Blu sig nok ikke så forfærdeligt meget om form og struktur. Der er både instrumentale numre på, numre med rap, numre med filmdialog, numre der er et halvt minut lange, og kun et enkelt når fobi de tre minutter. Men det hele fungerer faktisk fortrinligt i al sin skævhed. Den melodiøse røde tråd kæder det hele sammen på livlig vis, og før man ved er det har pladen spillet færdig.
"Celln'Ls" er det eneste nummer der stikker ud fra mængden, med sit tunge electro-beat og forvrængede guitarer, der nok i højere grad peger fremad imod No York og den nye elektroniske stil Blu har begivet sig ud i, end bagud mod den klassiske tilgang til hiphoppen, som Exile mestrede til perfektion på Below the Heavens, og som har været Blu's introduktion til produktionsdelen af hiphop. Han har udtalt, at han på No York har overladt produktionsarbejdet til andre, fordi han selv ønsker at vende tilbage til at skrive rim og rappe, hvilket har været en 2. prioritering i den tid han har lavet beats. Det er bestemt en nyhed der glædede undertegnede, - ikke fordi at hans beats ikke er interessante, det har vi slået fast at de bestemt er, men fordi han ganske simpelt er en af de mest brillante rappere, der betræder denne jord pt. Selv nogle af de vers han har lagt som gæsterapper på andres udgivelser, i den tid han har koncentreret sig om at producere, er overlegent gode. Lyt f.eks. bare til TIron's "All the Kings Men" (som han så også lige producerede), Fashawn's "Samsonite Man", Coss' "Through the Flames", remixet af Exile's "Love Line", som jeg var så heldig at få med på Leftovers kompilationen, og bestemt ikke mindst The Grouch & Eligh's "Old Souls", som jeg på YouTube beskrev som værende....


Den heller sgu' nok stadig!
Lyrisk set har Blu flere gode passager på Her Favorite Colo(u)r, men det er også tydeligt at se, at det ikke er det ypperste guldkorn, der præger denne udgivelse. "Amnesia" er et glimrende eksempel på, hvordan Blu stadig kan stå frem som en sublim rapper, uden nødvendigvis at krænge hjerte og sjæl ud over nummeret, men bare flyde over beatet med vanlig, weeded out ekspertise:

"Fuck a rapper, I'm an actor in a film called: /
"Leave me the fuck alone until I find a real job" /
Busting chrome grills off at these soft hearted breakbeats /
Bouncing with 808's and grey ink /
Blue heart, red skies /
True art died in the heart of my mind /
Kept trying to fulfill this, blank scribbled realness, even if it kills this poet inside"

Her Favorite Colo(u)r er et skønt album, med lækre melodier og en behagelig stemning hele vejen igennem. Ikke Blu's mest ambitiøse projekt til dato, og med en spillelængde på en halv time er det desværre ret kort, men det der er, er virkelig sprødt. Jeg kan ikke anbefale denne skive nok. Ja, jeg vil faktisk kalde den et must-buy. Den kan købes via undergroundhiphop HER.

4.5/6