Atmosphere - The Family Sign

Der er rappere, der laver musik med stor terapeutisk effekt i deres selvransagende, hudløst ærlige udtryk. Primært terapeutisk for rapperen selv, men ofte også for lytterne. Flere rappere er endda begyndt at rappe, netop for at kunne åbne op og dele ud af deres historier, uden at behøve at ligge på en psykologs briks. I flere tilfælde har det virket; den positive respons - og måske endda hjælp og råd - har hjulpet dem videre igennem svære episoder i deres liv, tilbage på rette spor. I andre tilfælde har den terapeutiske effekt givet bagslag, - det synes i al fald at være tilfældet med 39-årige Sean Daley, nok bedre kendt som Slug, rapper i Minneapolis duoen Atmosphere.

Samtlige Atmosphere udgivelser har båret præg af yderst personlige tekster, og lige netop hudløst ærlige beretning om Slugs liv, og verden set med hans øjne; et overvejende mørkt og depressivt sted. Men hvor de fleste Atmosphere udgivelser ligeledes plejer at have et lille strejf af humor, sarkasme og måske endda et lille glimt i øjet, har gruppen de seneste år bevæget sig væk fra de muntre indslag, over imod en gennemgående gravalvorlige stemning. Dette værende både i lyrik og produktion.
Da gruppen udgav When Life Gives You Lemons, You Paint That Shit Gold i 2008, blev vi introduceret for Ants forsøg med live-instrumentation. På Brother Ali's Us fra 2009, stod det klart, at den organiske, sample-løse tilgang til beat'sne var kommet for at blive. På Atmosphere's dobbelt-EP fra sidste år syntes dette yderligere evident, og med The Family Sign, der følger trop, kan man begynde at undre sig over, om Ant mon nogensinde vender tilbage til sin gamle stil. Faktisk stiller Ant bevidst lytteren over for et valg: Enten kan man acceptere hans nye stil og lade sig drage med af den, eller også kan synes det er en smule ærgerligt, at han har skrottet sin gamle producer-stil. Personligt har jeg ikke lyst til at vende mig til hans nye tilgang til musikken, og jeg savner bestemt hans gamle beats, - anmeldelsen her vil være malet deraf. Det er egentlig en simpel smagssag. Er man til dyster, organisk, rocket hiphop, så vil The Family Sign nok være lidt af et mesterværk, men personligt kan jeg ikke finde en tilnærmelsesvis lige så stor tilfredsstillelse i disse produktioner, som dem på f.eks The Undisputed Truth og Seventh Travels, der udgør Ant's kronværker i min bog.

Jo, selvfølgelig er der gode momenter på. De forvrængede guitarer og tunge stadium-trommer på "I Don't Need Brighter Days" lyder fænomenalt. Den western-inspirerede mundharmonika på "Ain't Nobody" er umulig ikke at holde af. Den absolut minimale "Something So" er ganske smuk i sin spinkle salighed, og giver en helt ny kant til Slug. Bedst bliver det på (den aaaaalt for korte!!) "My Notes", der er besmykket med et intet mindre end fantastisk klaverspil.
Til gengæld er der numre som "She's Enough", der med et enerverende, kontinuerligt psych-guitar riff er i seriøs mangel af variation. På "Who I'll Never Be" lyder det som om, at der er en mobiltelefon der er blevet brugt til at optaget trommerne. "Bad Bad Daddy", "Millennium Dodo", "Your Name Here" og "If You Can Save Me Know" er bare decideret kedelige.

"Still trying to define my description /
A life with a little spare time for living"

Slug er stadig knivskarp, men om han er dén skarpeste kniv i skuffen skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil nok mene at han er oplevet mere skarpsleben. Men bevares, The Family Sign byder stadig på tekster og lyrik, der er intet mindre end blændende fremragende - simpelthen. Tag f.eks. "The Last To Say" hvor Slug rapper om hans forældres forhold igennem hans barndom:

"As far back as he cares to remember /
He used to see his old man lose the temper /
And mama's pretty face would catch it all /
On a regular basis the nest would fall /
But he was always safe from dad's rage /
'Cause mama sacrificed in his place /
two-dozen years of the blood, sweat, tears /
Avoid the mirror, losing her hair from the fear /
She never left him, stayed inside /
He beat her ass up until the day that he died /
In fact, the biggest beating was the day that he died/
'Cause now it's too late for her to make a new life /
She get's to mourn for the touch of a punch /
Won't ever admit that she ain't clutchin' it much /
Someday she'll die, it still won't be done /
The anger lives on through their son"

Der er ikke mange andre rappere, der kan fortælle en historie ligeså rammende som Slug gør det her, og lytter man videre til sangen udvikles lyrikken yderligere til det exceptionelle.
Andre steder må jeg indrømme, at præmisserne for hans historiefortælling virker for letkøbte - ikke just noget man er vandt til fra Slug. - "Your Name Here" bliver ved med at bygge op via en samtale Slug har med en gammel flamme, men munder ud i en antiklimatisk slutning, hvor punchlinen ender som en vagt dask.
På "Became" begiver han sig ud i en noget abstrakt fortælleform. Indrømmet, historien kan potentielt set være mesterlig, for jeg har ikke knækket koden endnu, men det lader i højere grad til, at Slug har forsøgt at fortælle en historie, der ikke kan knækkes, fremfor en velfortalt, metaforisk beretning. Bud og teorier på hvem det er han fortæller om modtages med kyshånd i kommentarsektionen.

Måske er problemet for mig, at flere at teksterne kræver mere dybdegående analyse, - noget som produktionerne forhindre mig i at tage mig tid til. De numre, der bærer flotte produktioner, er derfor - nok ikke helt tilfældigt - også mine favorit numre, lyrisk set. På "My Notes" har Slug en mesterlig linje, hvor han rapper: "I heard a bird cry, it was pathetic / Man, if you can fly spread feathers like a message".
Bedst bliver det nok på "Something So", der starter stille ud som en fugleunge, og som tilsidst flyver fra reden med store vingetag:

"We only get to live one time, but twice did my life stand in some sunshine /
I could lose eyesight, I could end up blind /
But I drew my design inside the bloodline /
Years go by, memories combine /
But y'all the only reason I would even rewind /
Thank you for the branch that you grew on this tree /
Your first breath wasn't easy to find /
So you signified the mountain you combined /
By lettin' out a warriors cry and it sounded like mine /
Now everybody hold up the family sign"

The Family Sign har uden tvivl sine majestætiske momenter, hvor melodier og tekst går op i en højere enhed, og skaber det, som nogen kalder "magi". Andre gange fremstår pladen som et godt eksempel på, at tekst og musik helst skal høre sammen, og at det ene ikke altid fungerer uden det andet. Med en lidt for stor håndfuld ligegyldige produktioner, og enkelte tekster, der hverken imponere eller forundrer, bliver dette et problem i længden. Dertil vil jeg også vende tilbage til hvor jeg startede og sige, at det manglende glimt i øjet og de ikke-eksisterende opløftende produktioner trækker ned, da det for mig bliver for mut og uden håb i udtrykket.

They say I'm not qualified
To lend my voice out, to something so beautiful

4/6

- Jeppe Barslund