torsdag den 5. maj 2011

Saigon - The Greatest Story Never Told


Jeg husker det som var det i går. Jeg havde netop erhvervet mig Mark Ronson's debutalbum Here Comes the Fuzz, og da jeg lyttede det igennem første gang og "Diduntdidunt" buldrede ud af højtalerne, tænkte jeg med det samme, at Saigon havde et helt enormt potentiale, og at han sagtens kunne gå hen og blive et stort navn på den internationale hiphop scene. Resten af verden lod til at være enig, for i takt med at han udgav street albums og mixtapes i en lind strøm, hørte man flere og flere ytre sig om høje forventninger til rapperen.

Desværre ville musikindustrien det anderledes.

"They rather me pretend to be something that I'm not /
I'm the new Public Enemy, I'm different than Young Joc"

Atlantic Records lokkede den fattige og sultne rapper ind i deres fold, hvor de holdt ham spærret inde - som han selv siger det - fra 2006 og ca. 2-3 år frem. De havde absolut ingen ambitioner på Saigons vejne, og gang på gang blev han tilsidesat, prioriteret lavere end andre, ja, ret beset totalt negligeret. Heldigvis formåede han at slippe ud af folden uden at stå i gæld til selskabet, og med dén lektie lært skrev han kontrakt med indie-selskabet Suburban Noize Records med Just Blaze som execute producer - da var han i trygge hænder, og kunne endelig udgive hans debutalbum, der egentlig havde været klar i 4-5 år.

"I tried to help the labels see the vision /
But they lowered me to a subdivision /
You gotta be fuckin' kiddin'!"

Således rapper Saigon arrigt på "Believe It". Man mærker tydeligt Saigons længe indebrændte vrede. Saigon har i mange år villet sige en hulens masse ting, og på grund af de mange år albummet har været undervejs, er The Greatest Story Never Told et meget langt album, der dog formår at holde tonen både aktuel og spændende. Og Saigon lyder mere sulten end de fleste andre rappere. Hans flow er råt og voldsomt, og på flere numre lyder han som om, at han snildt ville kunne flå et bjerg op af jorden og kyle det halvvejs rundt om jordkloden.

Just Blazes produktioner hjælper også denne fornemmelse godt på vej. Just Blaze har altid været en voluminøs herre, og hans produktioner på denne plade, som udgør størstedelen, er bestemt ingen undtagelse. Trommerne er tunge og læner sig gerne tæt op af det overdrevne, de talrige elementer af strygere, stadium-synths og storladne guitarer giver nærmest et rock-n-roll feel til produktionerne, og så har han virkelig ramt plet med basgangene, der simpelthen nærmer sig det perfekte det meste af vejen, især på et nummer som "Clap" er dette stråleklart. Når Saigon siger "clap your hands if you lovin' that Just Blaze shit", så kan I bande på at jeg klappede!

Til gengæld halter det også visse steder. Som man ofte før har hørt det fra Just Blaze, så ved han tilsyneladende ikke altid hvornår enough is enough. Tag fx et nummer som "Preacher", der ellers bærer en glimrende tekst, hvor Lee Fields skråler "Preacher!!" konstant, hvilket resulterer i en direkte enerverende produktion. "Come On Baby" har det samme problem: Det samme guitarriff kører igen og igen og igen, og det samplede vokalstykke ("come on baby come on baby come on baby") gør det virkelig svært for mig at høre nummeret til ende. I min bog ville det have klædt pladen yderligere at være foruden "Give It To Me", "And the Winner Is", "Station Identification", "War" og "Oh Yeah (Our Babies)".

Når det så er sagt, så kan man ikke komme uden om, at der er nogle seriøst fede numre på nærværende album, og at der er et flertal af disse. Q-Tip hjælper godt til på det tunge "drugs in the ghetto" -anthem "The Invitation", titelnummeret gør helt vidunderligt brug af Leon Haywood's "B.M.F. Beautiful", Kanye West bidrager med en udsøgt sjæler i "It's Alright", Just Blaze selv autotune-crooner på den suveræne "Believe It", "Bring Me Down Pt. 2" er noget af det mest episke jeg har hørt i år, og førnævnte "Clap" gør sig som pladens i min optik stærkeste skæring, med et velkendt "stort" Just Blaze beat, en altid oplagt Faith Evans på omkvædet og en herlig outro, hvor Just Blaze spiller den korrupte Reverend Cashius King, der sender kirkens collection plate rundt med ordene: "give what you can.... but don't give nothing less than 10%... 20 would be even better".

Niveauet på The Greatest Story Never Told er gennemgående højt, og på trods af de nævnte smuttere er Saigon's debutalbum virkelig solidt. Jeg vil dog sige, at mit syn på Saigon er nogenlunde det samme som da jeg hørte "Diduntdidunt" i sin tid. - Efter at have hørt The Greatest Story Never Told sidder jeg stadig følelsen af, at Saigon har et vanvittigt potentiale, men jeg synes ikke at det bliver forløst til fulde på denne plade. The best is yet to come - håber jeg.

4.5/6



We try our best to survive
(We ain't runnin' away)
And keep our heads to the sky
(God never will lead us astray)
It's that stress and depression goodbye
(Chase all of our troubles away)
If we could just get it right
(Then everything, it should be okay)

Ooookay

Do away with the clubs and the drug spots /
Do away with the judge and the mug shots /
Like we do away with the day when the sun drops /
Clap your hands if you're tired of hearin' gunshots /
Or hearin' news about who got popped /
By another black man or knockin' a white cop /
If I ain't there when it start, I'm there when the fight stops /
Like Ock /
Slow your roll or be cold as a ice pop ya /
We gotta start helpin' each other, quit hurtin' each other /
Money'll have a nigga thinkin' 'bout murkin' his mother /
How does it feel being slave to a dollar bill? /
Givin' you something y'all can feel, are y'all for real? /
Do away with all the chinese restaurants /
Do away with all the fake Gloria Estefans /
Clap your hands if you gettin' up in some real estate /
Buy the crip ma, the Benz with the wheels can wait /
I 'member I used to instigate /
Now I'm the one breakin' up the fight, makin' sure that detention's straight /
Will let a nigga get the heart to push me /
I'll snuff the biggest nigga with him, show him that his partner pussy /
You ain't got to be soft to be compete /
I'm like the Martin Luther King then I knock out some teeth /
Now Imma flip it and shift it, give it prolific /
'Case niggas get it twisted, forget that I'm so gifted /
Do away with the jails and the group homes /
Like we did away with the shells and the two-tone /

Clap your hands if you lovin' that Just Blaze shit
Cause we don't just make songs, we make statements

We try our best to survive
(We ain't runnin' away)
And keep our heads to the sky
(God never will lead us astray)
It's that stress and depression goodbye
(Chase all of our troubles away)
If we could just get it right
(Then everything, it should be okay)

Ooookay

Do away with the hiphop police force /
Fuck the pigs, I was taught not to eat pork /
Clap your hands if you ain't forget where you came from /
Clap again if you ready to see a change come /
I used to live in the same slum /
As Mike Tyson and Riddick Bowe, that's where the knuckle game from /
Spring Valley had the same bums /
We had to stay in, I ain't hang late 'cause we ain't have a income /
Now I be on the track like when the train come /
And I don't rap to just jaw-jack, nigga I be sayin' some'! /
And with my man Just Bliggity Blaze /
You're just about to witness history made /

Clap, clap, clap, clap, clap
Clap your hands if you lovin' that Just Blaze shit
Clap, clap, clap
Let's, let's, let's go

We try our best to survive
(We ain't runnin' away)
And keep our heads to the sky
(God never will lead us astray)
It's that stress and depression goodbye
(Chase all of our troubles away)
If we could just get it right
(Then everything, it should be okay)

Ooookay
Ooookaaay
Ooookay
(We're trying our best to survive)
Ooookaaay
(Tell me when we're gonna get it right)
Ooookay
(Just keep our heads to the sky)
Ooookaaay
(It's that stress and depression goodbye)

Ooookaaay x mange (!)

Reverend Cashius King takes 'em to church....... (!)

- Jeppe Barslund

3 kommentarer:

Jacob Diss sagde ...

Fedt at du anmeldte dette album, jeg er dog personligt lidt mere begejsret, og faktisk synes jeg det er et af de klart bedre hip/hop album jeg har hørt i lang tid. Saigon gjorde det virkelig solidt på albummet, gode tekster og fedt flow, men uden Just Blaze's produktion på dette album, havde jeg nok ikke været så begejstret, personligt mener jeg nærmest ikke han satte en fod forkert når det kommer til produktionen. Jeg elsker når sange som som Enemies let og elegant glider over i Firends, så videre til The Greatest Story Never Told, og derefter over i Clap, osv.

Albummets største svaghed er dog efter min mening de hooks der bliver lagt, virkelig ikke en fan af de fleste af dem der er lagt af Saigon og Just Blaze selv (Bring Me Down pt. 2 er dog en kæmpe undtagelse). Desuden synes jeg ikke rigtigt sange som Give It To Me og What The Lovers Do passer ind.

JeppE sagde ...

Enig, der er nogle sublime overgange flere steder. Især det stykke du selv fremhæver, fra "Friends" til "Clap", - lige i øjet :D

j

Jakob Rasmussen sagde ...

Tjae lidt en gammel anmeldelse efterhånden, men jeg bed mærke i, at du gerne ville have været Oh Yeah foruden. Det er jeg fuldstændigt uforstående overfor, da jeg synes, at andet vers er pladens bedste (første vers er bestemt også godt).

"The drama's pitiful, lil' niggaz is homicid-ical
Couple meals ago, shorty was eatin through his umbilical
Now he feels he unkillable, shit is all amazing
The wrong altercation'll leave his ass with a long abrasion
I try to make my life de-focal through rhymes
These niggaz do vocal booth crimes, I shot niggaz multiple times
You sold a few dimes, but when you rappin, you the crack king
I sold it to whites when you thought it was just a black thing
I'm filled with this realness, rappers happen to lack it
I'm flabbergasted you got a platinum plaque for that wack shit
All the real gangstas, they on their way to bein dead or in jail
They don't make records to sell."

Pladens store problem er, at mange af beatsene er alt for høje og næsten drukner vokalen. På Invitation er det virkelig svært for mig at fokusere på hans rap. Og så kunne jeg godt være de her radio-leflende omkvæd foruden (Bring me down og Believe it).