Lil Wayne - Tha Carter III

På nuværende tidspunkt er det vist hverken en nyhed eller en hemmelighed, at jeg ikke er den store Lil Wayne fan. Som jeg ser det, har han lavet en portion ganske god musik, men langt større mængder forfærdeligt ragelse. For at sige det som det er, in all honesty, så ser jeg Lil Wayne som en af nyere tids allerværste rappere – overhovedet. Faktisk synes jeg at han er så ringe, at det nærmer sig det decideret farlige. Farligt fordi han af nogen – uhyggeligt mange faktisk – bliver anset som værende ”the greatest rapper alive”. Et statement, der for mig hører under samme kategori af påstande som ”Julemanden findes” og ”Jorden er flad”, altså noget man kun kan tro seriøst på, indtil man lærer, at det ganske simpelt er ukorrekt.

       Desværre er der bare nogle ting, der tager virkelig lang tid at finde ud af, og som kan være utroligt svære at finde ud af. En banan skrælles lettest hvis man åbner den fra bunden, ”SOS” står ikke for ”Save Our Souls”, alfabetet har ikke 28 bogstaver og Lil Wayne er ikke en god rapper. Her er tale om misforståelser, der er så udbredte, at det på en mærkværdig, uofficiel måde er blevet ”det rigtige”.

Problemet er, at flere mennesker vil leve hele deres liv, uvidende omkring det faktum, at bananer åbnes lettest fra bunden. Når jeg bliver færdiguddannet som skolelærer vil jeg med garanti også recitere ABC-sangen med mine indskolingsbørn og stadig rime ”æøå” med ”28 skal der stå”. Og på samme vis er det højst sandsynligt rigtig mange, der altid vil være fanget i den (mis)forståelse, at Lil Wayne er et ”lyrical genius”.

      Måske handler det om, at man har været af en vis forståelse eller tro i så mange år, at man et-eller-sted faktisk er ligeglad med om det er rigtigt eller forkert. Hvis jeg styrtede ned med et fly og svømmede i land på en øde ø, så var ”SOS” da også det første jeg ville skrive i sandet, vel vidende, at det ikke står for ”Save Our Souls”, men vel vidende, at det er det de fleste tror, og derfor vil være det eneste rigtige at skrive.

Lil Wayne er ikke en god rapper. Det vil jeg nok aldrig kunne overbevise dem, der synes at han er fantastisk, om, men jeg håber, at de selv bliver afklaret med det på et tidspunkt.

     Jeg kan huske, at da jeg for nogle år siden fik arbejde på Islandsbrygge, og skulle cykle fra Valby hver dag, skulle finde en cykelrute. Jeg fandt en passende rute, som jeg kørte ad hver dag, frem og tilbage. Efter at have kørt trofast ad denne rute i et par måneder kom det mig helt tilfældigt for øre, at der fandtes en rute, der både var hurtigere, pænere og mere stille og rolig. Jeg fandt denne rute, afprøvede den, og erfarede, at den faktisk var både hurtigere, pænere og meget mere uforstyrret. Der blev jeg en smule irriteret over, at jeg i al den tid kunne have hygget mig på denne rute, men i stedet havde taget en trafikeret, larmende og noget langsommere vej til arbejde, i så lang tid. Men jeg fandt den trods alt. Og hvad er budskabet med denne historie så? Jo, jeg håber, at de, der forguder Lil Wayne som værende et ”lyrical genius” en dag vil støde på et bedre, mere plausibelt alternativ, og nå dertil, hvor de kan se tilbage på Lil Wayne som værende ”den besværlige vej” de kørte ad, fordi de ganske simpelt ikke kendte til den anden.    

Jovist, Lil Wayne er en ringe rapper. Men her er det vigtigt for mig at understrege, at der er forskel på dem, der synes at Lil Wayne er en god rapper, og dem, der synes Lil Wayne er god. For han er god til en masse andet end at skrive tekster, blandt andet at finde samarbejdspartnere.

Tha Carter III er uden sammenligning Lil Waynes bedste plade til dato i min bog, den indeholder nemlig nogle fuldt ud pragtfulde skæringer, der giver god grund til at holde af albummet. Fra den mastodontiske produktion på ”Mr. Carter”, det labre og super frække jazz-beat på ”Dr. Carter”, Robin Thicke’s ikoniske omkvæd og produktion på ”Tie My Hands”, Kanyes musikalske genistreg på ”Let the Beat Build”, Static Majors vanvittigt kitschede men effektive ”Shawty wanna thug”-omkvæd på ”Lollipop”, der er båret op af et mindst lige så kitschet men effektivt Jim Jonsin beat, og så må man heller ikke glemme pladens episke afslutning i ”Dontgetit”, med det perfekt flippede Nina Simone sample.

Problemet er bare, at pladens største øjeblikke på intet tidspunkt står på Lil Waynes regning. Det er vigtigere at have folk omkring sig, der kan hjælpe til med at få én til at se godt ud, end faktisk at kunne noget selv. Lil Wayne kan naturligvis noget selv, og der er flere ganske udmærkede lyriske passager, men for hver enkelt gode linje synes der at være tyve tåkrummende ringe. Hvordan får man så sig selv til at fremstå som en god rapper hvis man hedder Lil Wayne, og rent faktisk ikke er det? Man inviterer de rappere, der faktisk er ringere end en selv, til at gæste diverse sange. Det kan simpelthen ikke være et tilfælde, at det lige præcis er Brisco, Juelz Santana og Fabolous der er med her, de absolut værste rappere der har trukket vejret. Og de to gode rappere der er at finde på pladen, Jay-Z og Busta Rhymes, skinner som en sol over Lil Waynes sørgelige stearinlys, og det endda på trods af, at de er langt fra deres topniveau.

Lil Wayne har egentlig nogle fremragende ideer her og der, men udførelsen er mildest talt uheldig i de fleste tilfælde. Den måde han giver ”fuck tha police” rap-genren et twist på ”Mrs Officer” er yderst snedig, men versene er blandt de dårligste skrevet. Også ”Dr. Carter” er bygget op omkring et kløgtigt koncept, hvor Lil Wayne er lægen, der skal redde en række patienter i form af ”wacke rappere”, der kommer ind på operationsbordet. Lidt ironisk er det dog, at hans vers, altså ”lægens behandling”, er fyldt med det meste af det, som hans patienter lider af: ”vocab and metaphors need work, and he lacks respect for the game”. Han rapper bl.a.:

”I stay tight like pussy at night /Baby don’t get me wrong I could do that pussy right /But I’m too wrong to write /Too fresh to fight /Too paid to freestyle /Too good to freestyle /I had to say it twice, swagger so nice”

På den ellers fremragende producerede “Let the Beat Build” rapper Wayne hårdnakket: “I am the best rapper alive” – ja han siger det endda to gange i træk for lige at understrege – men efterfølgende rapper han de potentielt svageste 12 linjer på pladen. Flowet er okay, men det han siger er bare så skræmmende indholdsløst. - Hvilket faktisk er meget sigende for størstedelen af Lil Waynes tekster. Lad os tage et par eksempler:

”I might go crazy on these niggas, I don’t give a motherfuck /Run up in the nigga house and shoot his grandmother up”(“3 Peat”)

“Sister, brother, son, daughter, father, motherfuck a copper /Got da Maserati dancin’ on the bridge, pussy poppin’”(“A Milli”)

“Bitch ain’t shit but a hole and a trick /But you know one ain’t trickin’ if you got it /You know we ain’t fukcin’ if you not thick /And I cool your ass down if you think you’re hot shit”(“Got Money”)

“I ain’t kinda hot, I’m sauna /I sweat money and the bank is my shower /Ha ha, and that pistol is my shower /Ha, so stop sweatin’ me coward”(“Shoot Me Down”)

“But man I ain’t never seen an ass like hers /That pussy in my mouth had me at loss for words /I told her to back up like burp, burp /And make that ass jump like shczerp, schzerp”(“Lollipop”)

I could go on for days, men jeg tror I har forstået budskabet. Lil Waynes skriverier får jo simpelthen Daft Punks  ”Around the World” til at ligne et lyrisk mesterværk, og Beyoncé’s ”Run the World (Girls)” en poetisk genistreg. Ingen skriver dårligere tekster end Lil Wayne. Og så er jeg egentlig rimelig ligeglad med om han har et unikt flow, en karismatisk stemme eller cool hæshed i sin vokal, når teksterne er så nederdrægtigt ringe, så hjælper det intet.

”Tie My Hands” er en af de få undtagelser, hvor Lil Wayne rapper om tragedie-bearbejdelse, hvilket han gør rigtig godt. Hurricane Katrina totalt ødelagde hans hjemby New Orleans, og den motiverende sang om at komme videre i hårde tider er velfortalt og rørende.

Strøtankerne på ”Dontgetit” er heller ikke helt uefne, om end en smule rodede, men man kan høre, at han har noget på hjerte i hans snakken om ”crack cocaine in the hood”. Og så er der selvfølgelig finurligheder som:

”Got summer hatin’ on me ’cause I’m hotter than the sun /Got spring hatin’ on me ‘cause I ain’t never sprung /Winter hatin’ on me ‘cause I’m colder than y’all /And I will never I will never I will never fall /I’ve been hated by the seasons /So fuck y’all hatin’ for no reason”

Der fungerer fint, på trods af, at det jo egentlig er noget værre sludder. Det er endnu en ting Lil Wayne er god til: at overbevise sin lytter om, at hans metaforer og punchlines er gennemtænkte og smarte, - men tænker man bare en smule selvstændigt over det han rapper, så er der virkelig ikke meget ”smart” at komme efter.

Når alt kommer til alt, så er Lil Wayne ikke skyld i noget af fede på Tha Carter III, han har bare været klog nok til at købe sig til nogle gode beats, nogle gode sangskrivere og nogle gode gæstesangere. Hvis man kan acceptere dette, og bare tage den gode musik der nu engang er på Tha Carter III for hvad det er, ja så er der da nogle fine skæringer at finde. Tilhørende kategorien ”let underholdning” vel at mærke, for bedre er det ved Gud ikke.

Endvidere er det også vigtigt at pointere, at Lil Waynes smag i beats kan være mindst lige så afskyelig som god. Der er som sagt nogle fremragende beats på skiven, men ”3 Peat”, ”Get Money”, ”Phone Home”, ”La La”, ”Playing With Fire” og ”You Ain’t Got Nuthin” er bare forfærdelige. Og nej, ”A Milli” bærer heller ikke et fedt beat. Exile flippede beatet på sin mpc i et one-take og lavede en langt federe banger ud af det.

Er jeg en ”Lil Wayne hater”? Muligvis. Det kommer an på hvordan man definere en ”hater”. For mig er en ”hater” synonym med en såkaldt ”internet troll”, der helt uhæmmet sviner alskens ting og sager til, alt imens han/hun forholder sig anonym og gemmer sig bag sin skærm, så denne person aldrig får brug for at forsvare eller forklare sine anklager eller vredesudbrud, der for resten oftest er komplet ubegrundet og tydeligt formuleret i al hast. Jeg ser mig bestemt ikke som en sådan. Jeg anmelder og skriver som offentlig person, jeg har et navn og et ansigt og står inde for alt hvad jeg skriver. Når jeg har noget negativt at sige om noget eller nogen indenfor musik-genren, så forsøger jeg for så vidt muligt at begrunde det så godt jeg kan. Nej, det kom nok ikke helt til udtryk ved min sidste Lil Wayne anmeldelse, det beklager jeg. 

Til gengæld er det rigtigt, at jeg virkelig ikke kan lide Lil Wayne. Hader jeg ham? Nej, jeg kender ikke manden, og kan derfor ikke decideret hade ham. På den anden side bliver jeg virkelig ked af det, når jeg slår ”Lollipop” op på YouTube, der har over 90.000.000 views, og ser at der er brugere, der i kommentarfeltet skriver: ”He’s the reason I love music. <3”. - For jeg synes virkelig, inderst inde fra mit hjerte, at det er noget forbandet lort, at Lil Wayne kan være garant for kvalitet og god musik, når han så åbenlys laver så suverænt dårlig og intetsigende musik. Det hader jeg faktisk lidt. I må gerne kalde mig en "Lil Wayne hater" hvis I lyster, det synes berettiget. Når alt kommer til alt er det ikke mig, der tager den besværlige, tafikerede og langsomme vej til arbejde. Jeg har fundet den bedre løsning, og jeg kan kun håbe på, at jeg en dag møder jer, der har ondt bag i fordi jeg jorder Lil Wayne, på denne cykelsti. Her er altså hyggeligere. 

2.5-3/6

- Jeppe Barslund

Top 20 - 2011

20. Zion I & The Grouch - Heroes in the Healing of the Nation

19. Apathy - Honkey Kong

18. Reks - R.E.K.S.

17. Elzhi - Elmatic

16. Phonte - Charity Starts At Home

15. Marq Spekt & Kno - Machete Vision

14. Random Axe - Random Axe

13. 9th Wonder - The Wonder Years

12. Doomtree - No Kings

11. Saigon - Greatest Story Never Told

10. Evidence - Cats & Dogs

9. Eligh & Amp Live - Therapy At 3

8. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Daily Bread

7. Blue Scholars - Cinémetropolis

6. The Roots - Undun

5. Action Bronson - Dr. Lecter

4. Sims - Bad Time Zoo

3. Kendrick Lamar - Section.80

2. Common - The Dreamer/The Believer

1. Cunninlynguists - Oneirology

Følg wots.dk i de kommende dage for min liste over de bedste danske hiphop udgivelser

- Jeppe Barslund

Common - The Dreamer/The Believer

Som det fremgår af mine tidligere Common-anmeldelser, så er Chicago MC’en blandt mine absolutte favoritter. Jeg tror endda at jeg – mere eller mindre ”officielt” - udnævnte ham til min nummer ét favorit rapper. Jeg har taget mig selv i at revidere rigtigheden i dette statement fra tid til anden, da der er så mange fantastiske rappere ”derude”, der lige så vel kunne gøre sig som ”den bedste”. Men et-eller-andet ved Common gør, at jeg som regel plejer at komme til enighed med mig selv om, at det nok alligevel var det rigtige valg. Efter at have hørt hans nye, niende album The Dreamer/The Believer, er min sporadiske tvivl endegyldigt blevet gjort til skamme, og alle de andre rappere derude skal virkelig oppe sig, hvis jeg nogensinde skal ændre min påstand.
     Som det ligeledes fremgår af mine mange anmeldelser af Commons plader, så har han efter min mening aldrig begået noget, der ligger under det ’rigtig gode’ i kvalitet (muligvis med debuten som undtagelse). Dermed ikke sagt, at jeg ikke har været uenig i nogle af hans karriere-valg. Be er og bliver hans stærkeste projekt til dato (simpelthen et hovedværk i moderne hiphop-kultur), men nogle af de efterfølgende, Hollywood-påvirkede træk, klædte ikke tilsyneladende rapperen efter min smag. En masse små filmroller i store Hollywood-produktioner gjorde, at hans begyndende smag for det celebre liv som red carpet –betrædende ”stjerne”, afspejlede sig i hans Universal Mind Control album, der bød på de mest poppede og mindst substantielle musikalske bidrag i hans karriere (dog stadig et fantastisk album, men nok ikke hvad man havde håbet eller forventet af Common).

En god rum tid er gået med musikalsk stilhed omkring Common, der i stedet har begået sig som førsteelsker i ondt-i-tanden-sukkersøde kærlighedsfilm som fx Just Wright, der unægtelig har gjort, at man har været nødsaget til tage sig en smule mere sammen for at vedligeholde sin respekt for manden som troværdig hiphopper. Med The Dreamer/The Believer gør Common det dog endnu engang ufatteligt nemt at se ham som værende den gudsbenådede rap-maestro han er, og altid vil være.

Når selv en hardcore undergrundsrapper som Apathy beder sine facebook-fans om at huske på, hvor vigtig Common er for hiphop-kulturen, og samtidig udtrykker sin totale begejstring for den ”tilbagevendte” Common, så ved man der er noget om snakken!

”If you desire a bright tomorrow, you must build a brighter dream. Dare to let your dreams reach above you… Know that history hold more than it seems. We are here, alive today, because our ancestors dared to dream”

Commons niende album handler om drømme. Om at drømme. Om at sætte sig nogle mål med livet – gerne ambitiøse – og så arbejde røven ud af bukserne for at nå dem. Og ikke mindst om, uanset hvad, at tro på, at det kan lade sig gøre. Allerede her lyder det hele som én stor kliché, men der er ikke mange bedre fortalere for drømme-opnåelse end Common.

”It all started with a dream, I wanted to be Run D.M.C. /
The Lord put the blessing upon the MC /
O the the M, dreams were spoken to him /
That’s when I knew my flows would overflow to the rim /
Open my eyes, yes sir this is what I’m made for”

The Dreamer/The Believer tager udgangspunkt i Commons egen kamp for at nå fra bunden til toppen. Fra at være en ung lømmel i Chicago’s slum med ”ghetto niggas’ dreams from the hood” (”Ghetto Dreams”) til at hæve glasset og skåle for livets triumf (”Celebrate”). I løbet af denne herlige coming-of-age fortælling, får Common flettet en række fantastiske sange sammen, hvori han demonstreret og beviser, at han mestrer alt fra poesien malende sprog til battle-rappens gade-kodeks bedre end de fleste andre rappere i dag.

Med sig har han vidunder-produceren No I.D, der har sammensat hele lydbilledet til nærværende skive, og lad mig bare sige det som det er: dette er No I.D’s kronværk som producer. No I.D. producerede stort set alt på Commons tre første udgivelser, så det er bestemt ikke første gang de herrer slår hovederne sammen, men No I.D. har ganske simpelt bare aldrig lydt bedre end her. Musikken er gennemstrømmet af en sitrende soulful’ness, en udsøgt sans for effektive melodier og en gennemgående rå nerve. Det er på alle måder the best of both worlds der mødes her. Stramme drum-breaks og fænomenale soul, jazz og blues –samples, der udgør et himmelsk hiphop-univers, tilsat bredt appellerende sang på stort set alle omkvæd. – Ikke sunget af ”hvem end der er hot lige nu”, men af ukendte (med John Legend som undtagelse), vanvittigt dygtige studio-sangere, der virkelig kan deres kram. Lidt á lá The College Dropout, hvis liste over (ukendte) studio-sangere er flere kilometer lang. Tja, hvis ikke det var fordi at man vidste, at det forholdte sig helt omvendt, så skulle man tro, at No I.D. var dybt inspireret af Kanyes mix af oldschool soul og flabet originalitet. Det er han jo nok også et godt stykke af vejen, det ene udelukker jo ikke det andet. Hvorom alting er, så er beat-kataloget på The Dreamer/The Believer lige til at fælde en tåre eller ti over, - af inderlig glæde vel at mærke!

Og ”heldigvis” er Common i prægtig topform, så der er virkelig tale om rap og beats, der går op i en højere enhed. Fra den bund-melodiske åbner ”The Dreamer”, hvor Common rapper om hvordan det er, pludselig at være ham, der skal inspirere de unge til at drømme stort, til den fuldt ud aggressive ”So Sweet” med sin lede og fede bas-gang. Fra en af årets største musikalske bedrifter i den blues-guitar og violin –besmykkede ”Gold”, der handler om, at man skal huske at have hjerte og sjæl med sig hele vejen, til ”The Believer”, der bærer en af de flotteste tekster skrevet i meget lang tid. Fra den festlige, livsbekræftende ”Celebrate” til den måbende flotte ”Cloth” om indre skønhed, hvorpå Common så smukt rapper:

”Hey lover we can cover each other /
Through the coldest nights, tight never smother /
It’s two things that seems to hold us together /
God is our tailor and forever – it’s the cloth”

Den rå attitude er godt nok lige ved at flyde over når Common på “So Sweet” siger “it’s the raw right here nigga, sweet motherfucker – sweet ass bitch motherfucker”. Det virker en smule malplaceret på en ellers gennemgående positiv og opløftende plade, og jeg er lidt I tvivl om hvem han er så sur på, og ikke mindst hvorfor han er så sur! Det virker som om, at han har tænkt, at hans hiphop-fans nok skal se igennem fingre med hans Hollywood kærlighedsfilm, hvis han bare bander en hel masse og lyder rigtig sej. Lige dén tankegang har jeg et lidt ambivalent forhold til, men heldigvis flyder han upåklageligt over det smækre beat, så helt slemt er det trods alt ikke. - Især ikke når han på den efterfølgende ”Gold” (som sagt et af de bedste numre dette år har rystet af sig) fyrer op for så hamrende skarp lyrik. Endda over et beat, hvis sample af Graham Central Station’s ”The Jam” bærer en åbenlys homage til Smif-N-Wessun’s udødelige klassiker ”Shining… Next Shit”. Common rapper:

”Ashtrays an’ cigarettes, last days, indigenous peoples /
These are the adventures of young black millionaires /
I am the voice of the meek and underprivileged /
The smell of success, I want y’all to get a whiff of this /
On a move like black slaves through the wilderness /
I write it, and still get invited to white Christmases /
When I was born three wise men came to visit us /
One a hustler, one a king, one a prisoner /
They cracked the bottle, then start giving gifts /
You from Chicago, we want you to deliver this /
Show the walking dead who the truly living is /
Separate the fake from who the real reals is”

Lige I øjet.
Lyrisk set når pladen sit episke klimaks på ”The Believer”, hvor poesi, metaforer, intelligent undertekst, politiske statements, kærligheds-propaganda og sociale problemer ramler sammen i én stor pærevending af ren storhed. I får første vers serveret i sin fulde længde – musik er ikke en nødvendighed, ordene taler deres egen, stærke sag:

”These are the words of a believer /
Achiever, leader of the globe /
Feeding souls of those in need /
I bleed the blood of the struggle /
Walking over troubled puddles /
Hustles in my chest, no hustle, no progress /
Extremities of life and it’s process /
Birth of a son, death of another /
With love I can rest both mothers /
And told ‘em, who’s in control is the one that’s above us /
I walk where money talks and love stutters /
Body language of a nation going through changes /
The young become dangerous, pain gets spent into anger /
Anger gets sent through the chamber /
It’s tough when you look like strangers /
We are the sons of gangsters and stone rangers /
If he could, how would Ernie Barnes paint us? /
Look at the picture, hard not to blame us /
But time forgives in the Chi where the young die often /
Do they end up in a coffin because we haven’t taught them? /
Is it what we talking we really ain’t walking? /
Dudes, hustler’s pay, how much did it cost ‘em? /
Find myself on the same corner that we lost ‘em /
Real talkin’, in they ear like a Walkman /
Thoughts spin around the corner to the world /
When I see them, I see my baby girl /
Believe”

Andet vers er i øvrigt lige så overvældende.
Som et ægte Common-album, så er det naturligvis hans far, nok bedre kendt som “pops”, der får lov til at lukke ballet med sine strø-tanker, og også han serverer stof til eftertanke:

"Dreams come true...
Truthful dreams become life
Life become belief
Belief become live
Live the life you believe...."

Og nu til det negative.
Eller næ, det er der egentlig ikke rigtig noget af.
Indrømmet, produktionen på ”Blue Sky” lå ikke helt behageligt i min øregang ved de første gennemlytninger. Men efter at have hørt hele skiven igennem en hel del gange, så ikke bare lyder den forrygende, dens specifikke placering virker også helt rigtig. Nogen gange møder man også bare musik, der er så gennemført, lækker og opløftende i sit væsen, at man slet ikke har lyst til at grave efter ulemper og minusser. The Dreamer/The Believer er bestemt sådan et album. Man er tryllebundet fra de første sekunder og lige indtil Pops afrunder albummet og giver slip på én igen. Og derfra kan det i øvrigt kun gå for langsomt med at starte pladen forfra og tage turen en gang til, og en gang til, og en gang til, og så lige en sidste gang, og så lige allersidste gang.

     Dette album har haft - og har sådan set stadig - præcis samme effekt på mig, som da My Beautiful Dark Twisted Fantasy ramte gaden sidste vinter; alt andet musik er pludselig mere eller mindre ligegyldig. Alt andet musik man ellers lige gik og hørte sættes på standby. The Dreamer/The Believer er ikke en 6/6'er som MBDTF var det, for Common og No I.D. forsøger ikke at smide noget nyt eller vildt på bordet i samme grad som Kanye gjorde. The Dreamer/The Believer er en 6/6'er som Hocus Pocus' 16 Piéces var det: ganske simpelt bare så hamrende eminent, at den musikalske eufori løber én helt ud i fingerspidserne og ned i den yderste nerve i storetåen. Meget mere kan jeg ikke bede om.

6/6

Lupe Fiasco - Friend of the People (Mixtape)

"Watch the throne as I dance in the chair /
Throw my crown in the crowd, hope it lands on the heir"

Efter to prangende mesterværker og lyriske milepæle, samt én semi-sørgelig, major label -undskyldning af et fesent pop-album, erklærer Chicago rapperen Lupe Fiasco sig atter ven af folket, ved at udgive et gratis mixtape. Et mixtape som jeg var en smule bange for at downloade, af frygt for at skuffelsen fra Lasers ville tage til. Men efter som Lupe er og bliver en dygtig kunstner skulle mixtapet naturligvis høres, og downloaded blev det. Helt præcis hvornår sangene på dette mixtape er fra er umiddelbart svært at sige, for flere gange får han sagt "Lasers coming soon", så spritnye numre er det ikke udelukkende.

Lyrik:

Lupe Fiasco er et fucking geni!

- Men det vidste vi jo godt. Med sine to første plader åbnede han alles øjne og ører for, hvor kløgtig, intelligent og dybt man kan skrive tekster. På Lasers havde han dumpet sin skriverier en smule down, men rappede stadig med mere velskrevne tekster end de fleste andre. På Friend of the People ser det ud til, at han er tilbage i top-form, og så er der altså ikke et øje tørt.
De skarpe observationer, sylespidse wordplay og underfundigt brillante brug af metaforer og dobbeltbetydende ord og sætninger, er at finde overalt. På "Lupe Back" rapper han om kommercial-musikkens effekt på kunstnere og hvordan de effektivt bryder ellers selvstændige og ambitiøse kunstnere ned til ens-tænkende amøber:

"Shock-a-zulu, call me Wasalu II /
Oh shit, man these record labels prostitute you /
Strap them to sushi bars, and feed em lots of fugu /
Catch a bad piece /
You can stick that 360 between your asscheeks /
Artists let’s mobilize and unionize like the athletes /
Radio is making our craft weak /
Forced to repeat the same dumb shit that work /
Only as hot as your last beat /
And rappers, they relating to that last piece"

Han funderer endda over, om pladeselskaberne havde en finger med i spillet i Kurt Cobains død. På titelnummeret "Friend of the People" lægger han ud med samme sublime flow og snørklede leg med ord, der gjorde, at jeg i sin tid blev forelsket i Lupes rap:

"Lu, cool, no, more doors /
Porsche or, no, more doors /
Sedan, hmmm, four more, no more doors /
More doors (/Mordor) than that Lord of the Rings that Frodo went to war for /
You'll se more war than World War Four or Lord of War /
Where Nicholas lost his brothor"

Jeebuz!
Og på "Joaquin Phoenix" er han ude i så mange snedige referencer og indforståede metaforer, at det ganske simpelt er urealistisk at få det hele med. Tag fx et kig på følgende passage:

"Man I'm so apalled /
I can keep them all safe /
I can really ball and put titties all in y'all face /
That was Robert Paulson and that deserves a pausin' /
So that's Blart, Pierce, and all that's missing is a bearer /
For the coffin that is needed for this beat when I'm done talkin'"

- Måske ikke noget, der springer én i øjnene ved første lyt, men det hele er én stor Paul-reference/metafor (!). De første to linjer kunne lige så vel læses: "I'm so a Paul / I can keep the mall safe", og så ville den referere til filmen Mall Cop hvor Kevin James spiller politimanden Paul Blart. Dem, der har set kult-mesterværket Fight Club, vil nok kunne huske Robert Paulson som ex-bodybuilderen, der grundet et absurd overforbrug af steroider har udviklet enorme bryster, som Edward Norton på et tidspunkt får i ansigtet, da han giver ham et kram. Navnet 'Peirce' går på basketball-spilleren Paul Pierce, der, som Lupe rapper, "really can ball". Og for at kæde alle Paul-referencerne sammen, slutter Lupe af med den manglende kiste-bærer, for hvad hedder de, der hjælper til med at bære kisten til begravelser (på engelsk)? - A Pall-bearer, eller her, a Paul-bearer.
Jeg ved ikke med jer, men i min bog er dét genialt. Og senere i samme sang glider han over i en længere passage med Michael-referencer, den må i selv hygge her med!

Alt i alt er der ikke meget andet end lyrisk guf på dette mixtape. Desværre er der passager med auto-tune og computer-effekts-befænget vokal, som ikke helt passer ind i det ellers funklende glansbillede, men der er virkelig god grund til at tro og håbe på en Lupe i hopla på næste udgivelse.

Musik:

Hmmm.....

Lydsiden på Friends of the People er ikke til at blive helt lige så begejstret af. Det meste er lånte instrumentaler, men kun sjældent hiphop, og det meste fungerer ikke helt så godt som man kunne have håbet. På "WWJD He'd Prolly LOL Like WTF!!!" (ja, det hedder den) rapper Lu over Justice's "On'N'On", som unægtelig svinger ganske herligt. På "Lightwork" rapper Lu over Bas Nectar's remix af Ellie Goulding's "Lights", og det lyder faktisk heller ikke helt tosset. Jeg indrømmer også gerne, at Ellie Goulding's stemme kan gøre mig blød i knæene, men electro-trance-beatet kunne jeg godt have været foruden. En udsøgt fornøjelse er det derimod at opleve Lupe over John Coltrane's jazz-perle "Love Supreme", med sine sparsomme trommer og rumlende basgang. Lupe's stjerne-producer Soundtrakk, som ikke fik lov til at lege med på Lasers, er tilbage her med to beats. Det ene, "Joaquin Phoenix", ikke synderlig imponerende, det andet, "SLR" (Super Lupe Rap), gennemført episk! Det tog mig lige et lyt eller fire at vende mig til det, men når først de vokal-samples kryber ind under huden på ind, så bliver de der!

Til gengæld har produktionerne på "Lupe Back", "Friend of the People", "Double Burger", "SNDCLSH In Vegas", "Super Cold" og "The End of the World" nogenlunde samme effekt på mig, som hvis man drikker ren Ipecac:

På Friend of the People kan man altså finde nogle ovenud fantastiske lyriske præstationer fra hovedpersonen, som virkelig kan frembringe et kodylt smil på en hiphop-elskers læber. Produktionerne strækker sig fra det komplet uudholdelige til det okay, og en sjælden gang til det eminente, så her er smilet ikke helt så smørret. Men da mixtapet er gratis synes jeg bestemt det skal hentes, for på trods af, at der stadig er lidt Lasers over musikken og stilen, så giver udgivelsen her én god grund til at tro på, at Lupe er på vej tilbage til der, hvor han hører til.

3/6

- Jeppe Barslund

Lil Wayne - Tha Carter IV

"Only sick music makes money today"
- Friedrich Nietzsche

1.5/6

- Jeppe Barslund

Smif-N-Wessun - Dah Shinin'

Tilbage i 90'erne lod hiphoppens potentiale til at være uendelig stort. Strømmen af fantastiske plader var konstant, og genredefinerende og -revolutionerende værker blev udgivet på noget der lignede månedlig basis. Tag f.eks. '93, hvor Buhloon Mindstate, 93 'til Infinite, Doggystyle, Midnight Marauders og 36 Chambers blev udgivet. Hvilket år! Året efter blev storværker som Southerplayalisticadillacmuzic, Hard to Earn, Resurrection, Ready To Die og Illmatic udgivet. Og lad os fortsætte yderligere et år frem, for '95 rystede lignende milepæle af sig: Infamous, Me Against the World, Only Built 4 Cuban Linx, Return to the 36 Chambers, Liquid Swords, Lifestylez Ov Da Poor & Dangerous og Labcabincalifornia.

Det fede dengang var, at hiphoppen fornyede sig selv dagligt, og i og med at genren var forholdsvis ny i sig selv, var alt også frisk og spændende. Problemet, om man må, var så, at nogle kunstnere blev profileret i højere grad end andre, og mange udgivelser blev derfor overset. Der var en strid imellem Biggie og 2Pac, der pådrog sig ekstrem meget opmærksomhed. Så var der Wu-Tang og klanmedlemmerne, der blev ved med at smide fantastiske plader på gaden, som ligeledes fik mange til at rette øjnene mod Staten Island. Og så var der selvfølgelig NaS, der med Illmatic havde begået en af tidens største hiphop-bedrifter.

Flere af de mindre profilerede kunstnere blev altså efterladt i skyggen af mastodonterne, og således blev Smif-N-Wessun og deres debutalbum Dah Shinin' aldrig anerkendt som det hovedværk det er.
Som jeg skrev i Illmatic-anmeldelsen før denne, opdagede jeg først alt hiphop fra start- og midt-halvfemserne mange år efter udgivelse, det indbefatter selvfølgelig også Dah Shinin'. Jeg tror faktisk ikke engang at jeg har ejet pladen i et år, men jeg ser den helt bestemt som en af de absolut stærkeste udgivelser fra dens tid, side om side med Illmatic og 36 Chambers.

"I walk around town with my pound strapped down to my side /
No frontin' just in case I gotta smoke some"

- De to rappere i Smif-N-Wessun, Tek og Steele, var i besiddelse af fænomenale tekniske færdigheder, så selvom de tematisk set kredsede om den samme crime-rap som så mange andre, udmærkede de sig i skarp, gade-nær levering. Nej, deres portrættering af ghetto-miljøet er ikke nært så skarpt som på f.eks. Illmatic, men attituden er ikke til at tage fejl af, og som tilhængere af Rastafari-bevægelsen rapper de ind imellem med en tykt affekteret reggae-accent, der giver rappen et fantastisk twist ("here come tha rude bwoys with the ganja plants"). Vigtigst af alt er, at kemien mellem Tek og Steele er i verdensklasse. Den måde de udveksler linjer og rimer ind og ud af hinanden på et fantastisk, og som skrevet før, så ligger de simpelthen på beatet som kun de bedste er i stand til.

"The deals going down like this /
None affect the mouth, watch ya lips and my boots do a french kiss /
Puttin' an end to those who tend to get me aggravated /
I'm tired of countin' dues and addin' up the years we waited /
Be on the lookout for these mad blunts smokin' /
Keep ya girl away from me 'cuz I won't hesitate to stroke it"

Tek's vers på "Bucktown" står for mig som et af pladens stærkeste:

"Knock knock, maybe not the fourshots empty /
On the violator that was sent out to get me /
I'm tore up from the floor up and everything's black /
But still I'm on point ready to buck, ain't nothing sweet jack /
Bucktown, I represent it on the love love /
Deeply rooted from my timbs to my dick above /
Don't sweat the buldge comin' from my hip /
Grip what ya did hit when I let my tool click /
Nowhere to run, ambush lurks in the dark /
Heltah Skeltah smirks while you're gettin' torn apart/
Here come tha rude bwoys wit tha ganja plants /
Smif-N-Wessun and I roll with the Boot Camp"

Og når de i omkvædet på "Bucktown" rapper "Bucktown - home of the original gun clappers", så er det ikke ment stavet som her, vi er nemlig ude i noget ekstrem hood-lingo, så det hedder naturligvis "Bucktown - home of the originoo gunn clappaz". Hvad ellers?
"Stand Strong" åbnes ligeledes med uforglemmelig lyrik, der reflekterer ghetto-mentaliteten til perfektion:

"I walk around town with the pound strapped down /
That's only because it's mad real in Bucktown /
It gets mad deep in the streets /
When you gotta watch ya back for beasts, enemies even ya peeps /
I step to my business stand strong on my own two /
Do what I have to do to get true /
If you for real then you know the deal /
I do or die and I never ran never will"

Der hvor Dah Shinin' for alvor udmærker sig, er dog på lydsiden, hvor Da Beatminerz har skabt den potentielt stærkeste samling beats fra dén periode overhovedet. Folk snakker altid om DJ Premier, Pete Rock og Large Professor når talen falder på de vigtigste producere fra 90'erne, og fair nok, men det har vitterligt ingen retfærdighed, at Da Beatminerz aldrig bliver nævnt i samme sammenhæng. Flere af produktionerne på Dah Shinin' gør sig som de bedste instrumentaler i hiphoppens historie. Jovist, rimelig bold statement right there, men jeg synes det holder!
Den bølgende basgang og det tampende drumbreak på "Wrekonize" resulterer i et beat som sendt fra oven. Også "Let's Git It On" bærer et beat med den der "knib lige dig selv i armen" -effekt, takket være den mellemgulvspulserende basgang. Saxofonen fra Jack Bruce's "Born To Be Blue" danner ligeledes et ubeskriveligt lækkert beat på "Bucktown", der også er besmykket af et outerworldly tromme-break (som I burde sidde og lytte til nu).
De fire personager i Da Beatminerz, primært ført an af Mr. Walt og DJ Evil Dee, operer primært i utroligt sparsommelige lydlandskaber, hvor formularen hedder bas + trommer + et enkelt jazz-sample eller to, og så ikke nødvendigvis mere. Det er minimalt, skrabet og så fandens effektivt at det er til at få tårer i øjnene af. Er du ikke overbevist endnu, then look no further than "WonTime":

Der er ingen tvivl om, at Dah Shinin' er en af mine absolutte favoritter når det kommer til start/midt-halvfemserne. Nogen vil måske mene, at den lettere primitive hood talk om weed, guns, hoes og om at være bedst, er en smule uinspirerende og triviel, men jeg er nu engang dybt fascineret af Tek og Steele's tilgang til genren. Der bliver ikke opfundet dybe tallerkener eller lignende, men det er meget få, der kan flyde så fabelagtigt over så fænomenale beats, som dem Da Beatminerz servere her. Ganske simpelt mirakuløst.

(anderledes beat end på pladen)

5.5/6

- Jeppe Barslund

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

BONUS:

Da Beatminerz' produktions-katalog er enormt, og der ligger mange timers storslået nydelse i at gå på opdagelse i deres kreationer. Her får I fem fra mig, som jeg synes er fantastiske:

Link til YouTube playlist

NaS - Illmatic (TBT REVIEW)

Die Hard: With A Vengeance (legendarisk dårligt oversat til Die Hard Mega Hard på dansk): Vi husker alle John McClanes røvtur igennem Harlem, bærende et skilt med ordene "I HATE NIGGERS" påskrevet. Som Samuel siger til ham: "You are about to have a very bad day". Bruce slipper som bekendt ufattelig billigt med en lige-højre mod kæben og en flaske i fjæset, men konsekvenserne får han at føle.

Moral of the story is: Der er visse udsagn, der ikke er så heldige at lufte i åbent forum, og så er der udsagn, der bliver endnu mere uheldigt at udtale sig om, afhængigt af hvilket forum man befinder sig i.
Jeg har aldrig set NaS' debutplade Illmatic som værende den sublime udgivelse, som resten af hiphop-verden ellers ser den som. Det er ikke i decideret frygt for kæberaslere eller flyvende ølflasker at jeg har undladt at råbe for højt op om det, men fordi jeg ved, at nogle kan blive decideret stødt over at høre, at der er nogen, der ikke anerkender en plade som værende det mesterværk det nu engang er.

- Men det har intet med anerkendelse at gøre. Man kan sagtens anerkende Illmatic som værende skelsættende for hiphop-kulturen, uden at synes, at selve musikken er top fantastisk over hele feltet. For mig kan "mesterværks"- og "klassiker" -betegnelsen kun bruges om plader, der i ens egen verden er et mesterværk, fordi den har gjort et-eller-andet for dig, eller rørt dig et-eller-andet sted. Som værende et ikke-hiphop-hørende barn af 90'erne har Illmatic ikke gjort særlig meget for mig, andet end at være en super fed plade, som jeg har opdaget mange år efter dens udgivelse.
Nu har jeg efterhånden modtaget så mange mails fra folk, der gerne vil læse en Illmatic-anmeldelse fra min hånd og/eller høre hvorfor jeg endnu ikke har skrevet en sådan, så nu må det være. Her følger altså min track-by-track anmeldelse af NaS' debut, en af hiphoppens største milepæle: Illmatic. Og så håber jeg i øvrigt at vi evt. kan få en fed dialog ud af det.

"Check me out y'all, Nasty NaS in your area, I'm 'bout to cause mass hysteria"

Nasir bin Olu Dara Jones var blot i sine sidste teenageår, da han indspillede sin første plade, der skulle vise sig at gøre den unge Queens-rapper til en af historien vigtigste navne indenfor hiphoppen, og hans debutplade en af de vigtigste steppingstones for kulturens musikalske udvikling. Betegnelser som "greatest hip hop album of all time" og "best hip hop record ever made" ses ofte i samme sætning som "Illmatic", og set i et (hiphop-) historisk perspektiv, er der et hav af argumenter, der taler fór disse beskrivelser. Beretninger og personlige skildringer om og fra New Yorks ghetto-miljø var ikke leveret mere malerisk og komplekst end fra den 19/20-årige rapper, der tilmed havde et hold af producere i ryggen, hvoraf de fleste i dag anses som værende living legends.
Big Daddy Kane, Rakim, Gang Starr og Kool G Rap, der ligeledes anses som pionere indenfor hiphoppen, havde udgivet henholdsvis fem, fire, tre og tre plader før Illmatic, ligeledes omhandlende New Yorks gustne gadehjørner, men NaS ramte bare en nerve i sin musik, som ikke var set eller hørt lignende, og med sin imponerende komplekse stil, stod han frem som talerør for en minoritet, der for alvor havde fået en stemme igennem NaS.

Nu er vi inde på det anerkendende element, for alt det ovenstående er (vel så godt som) faktuelt. Grundet dens historiske signifikans er der da også meget mere end "bare" musikken at elske Illmatic for. Men i min bog bliver en udgivelser ikke en "klassiker" på baggrund af historisk signifikans alene. Musikken i dag ville heller ikke være den samme, hvis ikke det var for udgivelser som The Beatles' Sgt Pepper's Lonely Heart Club Band, David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, Herbie Hancocks Head Hunters og Elvis Presleys Elvis Presley - dette er ikke til at diskutere - men ingen af disse plader er klassikere i min bog.
Jeg er her altså kun for at tale om musikken på Illmatic.

01. The Genesis

Som 15-årig mødte NaS den 17-årige producer Large Professor for første gang. Large Pro var med i gruppen Main Source, og det var på deres Breaking Atoms fra '91 at NaS fik sin rap-debut, da han fik lov at åbne "Live at the Barbeque" som gæste-rapper. Illmatic åbnes med "The Genesis" ('tilblivelsen, red.), hvor man kan høre "Live at the Barbeque" i baggrunden, sammen med et forbikørende tog, hvis lyd nærmest er blevet synonym med byen New York. En fin lille intro, der sætter en passende tone for Illmatic.

02. N.Y. State of Mind

"It drops deep as it does in my breath /
I never sleep, 'cause sleep is the cousin of death /
Beyond the walls of intelligence, life is defined /
I think of crime when I'm in a New York state of mind"

"N.Y. State of Mind" er et af de mest ikoniske hiphop numre nogensinde. DJ Premiers beat er af en anden verden, med Joe Chambers mørke "Mind Rain" -pianoloop som drivkraft, og NaS' flow er næsten på et uopnåeligt plan. Historien går endda på, at NaS havde glemt sine nedskrevne rim da han tog hen til DJ Premiers studie for at indspille sangen, så store dele af sangen er løst baseret på hans oprindelige tekst. Hvorledes der er rigtighed at finde i dén påstand ved jeg ikke, - hvad jeg ved er, at rappen er fantastisk! NaS rapper om den mentalitet man opbygger, når man lever i et kriminelt ghetto-miljø som Queens. Stoffer, bander og vold, men også et håb om bedre tider: "Life is parallel to hell, but I must maintain / And be prosperous, though we live dangerous". En sjaskvåd drøm af et nummer.

03. Life's A Bitch

Der er noget sørgeligt over "Life's A Bitch". NaS og AZ rapper i bund og grund om, at anyday could be your last, hvilket ligger til grund for deres "fuck it" -attitude. AZ rapper om hvordan penge er blevet den eneste reelle status-faktor:

"Visualizin' the realism of life and actuality /
Fuck who's the baddest a person's status depends on salary /
And my mentality is money orientated /
I'm destined to live the dream for all my peeps who never made it"

...Og NaS fortsætter:

"Now it's all about cash in abundance, niggas I used to run with /
Is rich or doin' years in the hundreds /
I switched my motto, instead of sayin' fuck tomorrow /
That buck that bought a bottle could've struck the lotto /
Once I stood on the block, loose cracks produce stacks /
I cooked up and cut small pieces to get my loot back"

Den eneste måde at flygte fra hverdagen på, er at ryge sig væk, så det gør de på det legendariske omkvæd: "Life's a bitch and then you die, that's why we get high, 'cause you never know when you're gonna go".
"Life's A Bitch" var produceren L.E.S' første beat (på plade), og han har fulgt NaS lige siden. Beatet er drevet af en rolig, jazzet melodi, der komplimenterer budskabet om at ryge sine problemer væk ganske godt, men jeg har aldrig syntes at produktionen var synderligt fantastisk. Bare god. NaS' far Olu Dara runder nummeret af med lidt trompet, hvilket klæder nummeret fortrinligt.

04. The World Is Yours

Igen et nummer, der bliver anset som et af de bedste i hiphoppens historie. Pete Rock sampler Ahmad Jamals "I Love Music" til sin udsøgte. laid-back jazz'ede produktion, der passer perfekt til NaS, der her har et mere optimistisk syn på tilværelsen. Der er altid lys for enden af tunnelen, og selv den barske ghetto har sine positive momenter:

"There's no days for broke days, we sell it, smoke pays /
While all the old folks pray, to Je-sus soakin' they sins in trays /
Of holy water, odds against NaS are slaughter /
Thinkin' a word best describin' my life to name my daughter /
My strengh, my son, the star, will be my resurrection /
Born in correction, all the wrong shit I did, he'll lead a right direction"

Og igen et omkvæd direkte til historiebøgerne, der har inspireret utallige rappere. Senest har f.eks. Fashawn og Blu lånt dele af omkvædet til henholdsvis "Hey Young World" og "The World Is Below the Heavens". Mageløst.

05. Halftime

"It's like that, you know it's like that /
I got it hemmed, now you never get the mic back"

Ingen dikkedarer her, bare straight up rap fra Nas. Large Pro producerer et f-a-n-t-a-s-t-i-s-k beat, der helt simpelt lægger op til, at NaS kan lege over det - og det gør han!

"Back in eighty-three I was an MC sparkin' /
But I was too scared to grab mic's in the park an' /
Kick my little raps 'cause I thought niggas wouldn't understand /
And now in every jam I'm the fucking man /
I rap in front of more niggas than in the slave ships /
I used to watch C.H.I.P.S. now I load glock clips"

Et helt fantastisk nummer!

06. Memory Lane (Sittin' In Da Park)

Muligvis mit favorit nummer fra Illmatic. DJ Premiers beat er ubegribeligt! Keys, guitar, percussion og vokal samples fra Reuben Wilsons "We're In Love", og drumbreaket samples fra Lee Dorseys "Get Out of My Life Woman", der hands down er et af de fedeste drumbreaks overhovedet. NaS' flower fabelagtigt hele vejen igennem, imens han reflekterer over livet med en stor dosis nostalgi:

"My pen taps the paper then my brain's blank /
I see dark streets, hustling brothers who keep the same rank /
Pumping for something, some uprise plus some fail /
Judges hanging niggas, uncorrect bails, for direct sales /
My intellect prevails from a hanging cross with nails /
I reinforce the frail, with lyrics that's real /
Word to Christ, a disciple of streets, trifle on beats /
I decipher prophecies through a mic and say peace"

Konge-track!

07. One Love

Her har vi et af pladens mindre interessante øjeblikke. Q-Tip producerer, og dobble-bas'en fra Heath Brothers' "Smilin' Billy Suite Part II" sidder lige i skabet, men xylofonen og omkvædet not so much. Især omkvædet irriterer mig voldsomt. Det værste er, at temaet i sangen er et af de mest interessante på hele pladen, men Q-Tips snøvlede omkvæd gør det bare anstrengende at komme igennem sangen. Versene tager form som breve, som NaS har sendt til venner, der sidder i fængsel. Et virkelig gennemført koncept, der gør "One Love" til et lyrisk højdepunkt. Beatet og omkvædet gør dig bare, at jeg som regel skipper nummeret.

08. One Time 4 Your Mind

Vel nok pladens svageste moment. Det er som om, at NaS rapper om lidt af alt det, han allerede har rappet om, og så over pladens potentielt kedeligste beat fra Large Pro. NaS har unægtelig en teknisk præcision herpå, der er svær at sætte en finger på, men teknisk præcision er at finde på samtlige tracks, og stort set alle har mere at byde på end "One Time 4 Your Mind". Plandes om'er i min bog.

09. Represent

Premo's bombastiske trommeprogrammering danner fundament for NaS, der virkelig skruer op for attituden:

"Cold be walkin' with a bop and my hat turned back /
Love comittin' sins and my friends sell crack /
This nigga raps with a razor, keep it under my tongue /
The school drop-out, never liked the shit from day one /
Cause life ain't shit but stress fake niggas and crab stunts /
So I guzzle my Hennesey while pullin' on mad blunts /
The brutalizer, crew de-sizer, accelerator /
The type of nigga who be pissin' in your elevator"

"Represent" repræsenterer rap, når rap er mest rappet. Dog bliver jeg nødt til at sige, at beatets spændingskurve daler hen imod enden. Nogen vil mene det er blasfemi, men Premo produktion her er langt fra blandt mine favoritter. Men alt i alt et sprødt track.

10. It Ain't Hard To Tell

"Hit the earth like a comet, invasion /

NaS is like the afrocentric Asian; half-man, half-amazin"

Et af Large Pro's bedste beats. Samplingen af Michael Jackson's "Human Nature" er blændende, er lyrisk set er der næsten for meget guf på "It Ain't Hard To Tell" til at remse det op. Sangens tredje og sidste vers er fænomenalt, og er det perfekte vers at afslutte Illmatic med:

"This rhythmatic explosion, is what your frame of mind has chosen /
I'll leave your brain stimulated, niggaz is frozen /
Speak with criminal slang, begin like a violin /
End like Leviathan, it's deep well let me try again /
Wisdom be leakin out my grapefruit troop /
I dominate break loops, givin mics men-e-straul cycles /
Street's disciple, I rock beats that's mega trifle /
And groovy but smoother than moves by Villanova /
You're still a soldier, I'm like Sly Stone in Cobra /
Packin like a rasta in the weed spot /
Vocals'll squeeze glocks, MC's eavesdrop /
Though they need not to sneak /
My poetry's deep, I never fell /
Nas's raps should be locked in a cell /
It ain't hard to tell"

In Conclusion...

Der er ufatteligt meget godt hiphop at finde på Illmatic, og når den bliver kaldt "the greatest hiphop record of all time" er det fuldt ud retfærdiggjort.
Men Illmatic er ikke den perfekte udgivelse. Det er en virkelig kort plade. Ti numre, hvoraf det ene er en intro, og to af numrene ikke er helt så fede igen. De resterende numre er dog af øverste skuffe, - den skuffe, der sidder så højt i kommoden, at det kun er få der kan nå derop.
Jeg er overbevist om, at jeg havde anmeldt Illmatic til 6/6 hvis jeg havde sidder som anmelder i 1994. Men nu hedder det 2011, og på de 17 år der er gået, er der udgivet talrige plader, der i min optik overgår Illmatic. Mange af dem var muligvis aldrig kommet til verden hvis det ikke havde været for Illmatic, så deri ligger den ultimative takke til pladen. Men det gør den stadig ikke til en klassiker i min bog. Men tæt på.

5-5.5/6

- Jeppe Barslund

Celph Titled & Buckwild - "Nothing To Say" (Track Review)

Celph Titled & Buckwild's Nineteen Ninety Now var en af sidste års - måske endda en af de sidste ti års - allerstørste fornøjelser. Fortrinlige beats fra D.I.T.C. beat-kongen og "guns, bitches and humor" -forherligende flow-akrobatik fra en af disse dages absolut fedeste MCs.

Needless to say blev jeg ovenud lykkelig da jeg modtog nyheden om, at de to har "ekstra-projektet" Nineteen Ninety More på vej. Der var åbenbart så meget materiale tilovers fra deres første kollaboration, at der var til en ekstra EP. Nineteen Ninety More kommer til at indeholde 8 nye numre, samt instrumentals til begge udgivelser.
Et af de numre, der vil være at finde på NNM hedder "Nothing To Say" og er fuldt på højde med materialet på forrige udgivelse. Buckwild's jazzede beats sidder igen lige i skabet, og som en YouTube bruger rigtig nok skriver, så er "the head nod factor off the chizzane!!!!!". Sangens titel bør give et praj om kontekst, og selvom man måske umiddelbart tænker, "jamen hvis du ikke har noget at sige, hvorfor så lave en sang?", - så er Celph Titled det levende eksempel på, at man snildt kan lave en hamrende sprød sang, der ikke rigtig handler om noget. Egentlig er der noget dejligt befriende over titlen, for når man tænker over det, så er der eddermaneme mange rappere derude, der laver numre, som ikke handler om en flyvende hattefis, men som camouflere det i en eller anden fancy titel. Celph Titled melder klart ud fra start af. Celph Titled's ganske forbigåede Demigodz-kollega Rise er på besøg, og leverer ligeledes varen.




"Celph Titled's not your ordinary street rhymer /
I'm like Evil Dee and Mr. Walt, like Beatminerz /
And even old timers get a broken nose /
'Cause I murder rappin' with words I wrote down in post-it notes /
We order straps and magazines from the back of magazines /
Here's an understatement: I'm an average MC /
Take it how you want it, I got a target with your face on it /
Shoot it up 'till it ain't no face on it /
For a fact-fact for a matter-matter of fact /
Put your format on disc and press format /
There's no doormat at the laboratory I create raps in /
You need a special card just to get your ass in /
So here, read my brochure /
It guarantees you ain't havin' no career and no tour (fo' sure) /
I'm here to bring rap trouble /
Never rocked a four-finger-ring just some brass knuckles"

You know what? - Hey Hey
You know what? - Hey Hey
(I don't care what they say)
See we ain't got nothing to say
So we gon' make a damn song about nothing okay
You know what? - Hey Hey
You know what? - Hey Hey
(That's right)
See we ain't got nothing to say
So we gon' make a damn song about nothing okay

"Now people recognize the name and say that Rise is nice /
Before they didn't recognize and call me 'raws' or 'rice' /
I hold it down, even if I don't make it to stores soon rappin' /
Pullin' things out of nowhere like cartoons, I gotta /
Follow my mind and my own advice /
So I can drive overnight like the price of flights, or not /
Horrible struggle stories work so well /
You's a way broke, punch an extra wholes in your belt /
Look, I don't know what happened, your pose just fell /
'Cause I'm the know-it-all, do nothing stuck in the self /
That helps and helps and stops when that help ain't done /
And that's a problem right, like when I drink by myself /
I think by myself and people tend to stay when I play /
I work hard without a job, what day is today? /
Relate if you play what I play or woulda did this your way /
They start give my Rise, I'm good, I don't care what I say"

Chorus

"Hey hey, and Imma shout at'cha /
Fuck with your safety like co-cokes and suns passengers /
I give mouth fractures /
Now the cops is out, after a while south rapper wildin' out at a /
Country club with a bat clubbin' the golf carts /
While you servin' burgers at the McDonalds and Wallmart /
Ten G's to ballpark /
Figure that I get from one show, kick a flow, ten minutes and then dip /
I'm magnificent like the Biz Markie /
My cadillac push bottom start, I don't need car keys /
You'll believe these are shark teeth, make a mark deep /
In your arteries, pardon me, kill you with god speed /
Piss on a slut so rude, make my cock leak /
So she be havin' pee, like them two dudes from Mobb Deep (word) /
Scenario with Dingo D that's my ringtone beat /
My chrome needle free space like a bingo sheep"

Chorus

8/11-2011

Damn jeg glæder mig!

- Jeppe Barslund

MarQ Spekt & Kno - Machete Vision

Det er vist sikkert at sige, at der er mange i dag, der er godt trætte af hiphoppens tilstand. Genren er gået fra at være et kulturelt sammenhold og stolt fællesskab, til at være et overflade forherligende forum for "rappere", der med et fingerknips tjener en formue ved at sælge deres sjæl til djævelen. Personligt er jeg stadig stolt af at være fan og tilhænger af kulturen, men det er fordi, at jeg ved hvor den rigtige hiphop er at finde. Chris Rock sagde det bedst: "I love rap music... but I'm tired of defending it....". Og han har ret. - Så længe, at "kunstnere" som f.eks. Rick Ross, en ex-politimand, der har taget kunstnernavn efter en af nyere tids største pushere (som endda har sagsøgt rapperen for at tage sit navn) må man, uanset hvor stærkt et forhold man har til musikken, indse, at det som udefrakommende må være svært, hvis ikke umuligt, at tage genren og kulturen seriøst.
Jeg oprettede i sin tid denne blog med det formål, at informere og sprede ordet om alt det fantastiske hiphop der gemmer sig derude i verden. Jeg lancerede LEFTOVERS -serien med det formål, at give folk en chance for at høre andet end det, der bliver spillet i radioen. Lidt pladder-romantisk kan man altså sige, at mit eksistensgrundlag som hiphop-journalist og anmelder er at holde liv i undergrunds hiphoppen. MarQ Spekt & Kno lader til at kæmpe i samme sags tjeneste. Machete Vision er et opgør imod nutidens status quo indenfor hiphop, og selvom de herrer bag projektet her med sikkerhed ikke vil nå ud til mere end et par tusinde husstande, hvilket de udmærket er klar over, så ligger der også en opfordring i Machete Vision til, at dem, der KAN nå ud til mange, samler bolden op og gør noget seriøst ved sagen.

"What's with all the secret agendaes /
Ladder to succes but underneath every level is a deal with the devil /

My soul ain't to be sold, so no reason to sweat it /
You can keep what you sellin', the deceit that you're tellin' /
Believe he a menace, with his head held high, while you flee to the exit /
Spank you little rappers and I teach 'em a lesson /
Said fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
Fuck the status quo 'cause hiphop needed a rebel /
But I don't need any credit"

Således rapper MarQ Spekt på "All Smiles (Plastic Mask)", og her skal man især bide mærke i citates afsluttende linjer. - Hiphoppen har brug for en rebel til at føre genren tilbage på det spor, hvor hiphoppen startede back in the day: nemlig som en modpol til en eksisterende udtryksform. Som talerør og samlingspunkt for en generation. I dag påtager hiphoppen sig i højere grad rollen som den genrer, der sætter standarten, frem for at gøre op med den, som det oprindeligt var dens formål.
Problemet med problemet er, at det kræver en radikal ændring i samfundsmentalitet, hvilket er det sværeste at ændre overhovedet. Men Marq Spekt er ikke bange for at melde sig ind i fejden, og selvom Machete Visions affekt på hele problemstillingen vil være uanseelig, så er det en kamp, der skal kæmpes ét lille skridt af gangen.

Da Machete Vision er de småes kamp imod de store, kan det være svært ikke at tænke på Robert Rodriguez's grindhouse-film 'Machete', som foruden selve våbnet som fællestræk, ligeledes handler om én, der tager kampen op imod et helt regime. Og lige som Rodriguez's film er Machete Vision også en voldelig omgang. Ikke med hensyn til blod, vold og afrevne lemmer, men i forhold til sin udpenslende fortælleform. En lun humor og skarp intellekt lurer dog konstant i underteksten, og ved pladens ende har man både grint, tænkt "hold da op!" og fået lidt at tænke over, og således må man sige, at Machete Vision er en berigende oplevelse på alle leder og kanter.

Pladens skydes i gang med det dystre titelnummer, der lyder som noget Necro kunne have produceret. De skrabede trommer og klynkende stemmer maler i samarbejde med en savtakket basgang en mørkesort stemning. Det forbliver mørkt og tungt det meste af vejen, men Kno, der igen fortjener stående applaus, opvejer det mørke med lyse elementer, så som enkelte strygere og horn, og et sparsomt men nøjagtigt udvalg af sangerinder, der bidrager med lidt lys i et ellers dystert univers. Lyden ligger både op af Oneirology's nuancerede tilgang til beats og Death Is Silent's tyngende røde tråd. "Roadhouse", der indledes med lyden af motorsave, drives af et sæt strygere, der løber én koldt ned ad ryggen, alt imens MarQ Spekt flower som en anden NaS (den kommer jeg tilbage til) og Action Bronson beretter om ludere, der tager "checks and smoke blunts after they suck dick". Men tager man et nummer som "WikiLeaks", er budskabet ikke akkompagneret med lige så meget brutalitet. Her har Kno skabt et beat, der er i konstant udvikling fra første til sidste sekund. Med organiske trommer, melodiske guitarer og luftige fløjter, tager produktionen til og ender til slut med både et baggrundskor og spinkle strygere. Nogen vil måske kalde Machete Vision et sideprojekt, men ikke desto mindre er Kno's produktioner bedre end det meste andet now a days.

MarQ Spekt havde jeg ikke den store kendskab til før denne udgivelse, men lad mig da bare melde klart ud, at han leverer et fortrinligt førstehåndsindtryk her. Han besidder en form for konstant arrigskab i sin vokal, der til tider får ham til at fremstå en smule manisk, men som andre steder hjælper ham med at sætte en stor fed streg under det budskab han vil frem med. På et tidspunkt mindede hans vrede mig endda om 2Pac på "Hit 'Em Up". MarQ Spekt har lidt af samme attitude; "killing ain't fair, but somebody gotta do it", men hvor 2Pac ganske bogstaveligt er ude efter andre rappere, er det en generelt udbredt ignorance som MarQ Spekt vil gøre kål på.
En dygtig MC er han oven i købet også. Dette bliver blandt andet tydeliggjort på "Roadhouse", hvor han tyvstjæler NaS' flow fra "N.Y. State of Mind" ned til mindste detalje, men med egne ord. I kender alle Nas' første linjer:

"Rappers I monkey flip 'em with the funky rhythm I be kickin', musician, inflictin' composition..."

Her lyder MarQ Spekt's linjer:

"Rappers are dummy spittin' with they funny rhythms, catch 'em slippin' and we clip 'em, I leave 'em dead instead"

- Og sådan fortsætter den næsten hele vejen igennem. I bør næsten prøve at finde lyrics til "N.Y. State of Mind", og så høre "Roadhouse" imens i læser, det er ganske mageløst hvordan han bruger hele flowet.
Men han kan altså også selv! Så godt endda, at posse tracket "Danger" virker komplet malplaceret. Og så er og bliver "All Smiles (Plastic Mask)" ganske simpelt bare noget af det stærkeste 2011 har budt på.

MarQ Spekt & Kno har hverken startet eller vundet en krig, men hældt godt med benzin på et igangværende bål, og deres budskab med Machete Vision er (blandt andet), at DU skal tage del i optøjerne, hvis du da deler deres holdning om hiphoppens status quo. Om du anmelder en udgivelse, skriver et blogindlæg, fortæller om det til dine venner, brænder en cd, udgiver et mixtape eller noget helt sjette eller syvende er underordnet - bare gør noget!

Stream og køb for 6$ her

4.5/6