Smif-N-Wessun - Dah Shinin'

Tilbage i 90'erne lod hiphoppens potentiale til at være uendelig stort. Strømmen af fantastiske plader var konstant, og genredefinerende og -revolutionerende værker blev udgivet på noget der lignede månedlig basis. Tag f.eks. '93, hvor Buhloon Mindstate, 93 'til Infinite, Doggystyle, Midnight Marauders og 36 Chambers blev udgivet. Hvilket år! Året efter blev storværker som Southerplayalisticadillacmuzic, Hard to Earn, Resurrection, Ready To Die og Illmatic udgivet. Og lad os fortsætte yderligere et år frem, for '95 rystede lignende milepæle af sig: Infamous, Me Against the World, Only Built 4 Cuban Linx, Return to the 36 Chambers, Liquid Swords, Lifestylez Ov Da Poor & Dangerous og Labcabincalifornia.

Det fede dengang var, at hiphoppen fornyede sig selv dagligt, og i og med at genren var forholdsvis ny i sig selv, var alt også frisk og spændende. Problemet, om man må, var så, at nogle kunstnere blev profileret i højere grad end andre, og mange udgivelser blev derfor overset. Der var en strid imellem Biggie og 2Pac, der pådrog sig ekstrem meget opmærksomhed. Så var der Wu-Tang og klanmedlemmerne, der blev ved med at smide fantastiske plader på gaden, som ligeledes fik mange til at rette øjnene mod Staten Island. Og så var der selvfølgelig NaS, der med Illmatic havde begået en af tidens største hiphop-bedrifter.

Flere af de mindre profilerede kunstnere blev altså efterladt i skyggen af mastodonterne, og således blev Smif-N-Wessun og deres debutalbum Dah Shinin' aldrig anerkendt som det hovedværk det er.
Som jeg skrev i Illmatic-anmeldelsen før denne, opdagede jeg først alt hiphop fra start- og midt-halvfemserne mange år efter udgivelse, det indbefatter selvfølgelig også Dah Shinin'. Jeg tror faktisk ikke engang at jeg har ejet pladen i et år, men jeg ser den helt bestemt som en af de absolut stærkeste udgivelser fra dens tid, side om side med Illmatic og 36 Chambers.

"I walk around town with my pound strapped down to my side /
No frontin' just in case I gotta smoke some"

- De to rappere i Smif-N-Wessun, Tek og Steele, var i besiddelse af fænomenale tekniske færdigheder, så selvom de tematisk set kredsede om den samme crime-rap som så mange andre, udmærkede de sig i skarp, gade-nær levering. Nej, deres portrættering af ghetto-miljøet er ikke nært så skarpt som på f.eks. Illmatic, men attituden er ikke til at tage fejl af, og som tilhængere af Rastafari-bevægelsen rapper de ind imellem med en tykt affekteret reggae-accent, der giver rappen et fantastisk twist ("here come tha rude bwoys with the ganja plants"). Vigtigst af alt er, at kemien mellem Tek og Steele er i verdensklasse. Den måde de udveksler linjer og rimer ind og ud af hinanden på et fantastisk, og som skrevet før, så ligger de simpelthen på beatet som kun de bedste er i stand til.

"The deals going down like this /
None affect the mouth, watch ya lips and my boots do a french kiss /
Puttin' an end to those who tend to get me aggravated /
I'm tired of countin' dues and addin' up the years we waited /
Be on the lookout for these mad blunts smokin' /
Keep ya girl away from me 'cuz I won't hesitate to stroke it"

Tek's vers på "Bucktown" står for mig som et af pladens stærkeste:

"Knock knock, maybe not the fourshots empty /
On the violator that was sent out to get me /
I'm tore up from the floor up and everything's black /
But still I'm on point ready to buck, ain't nothing sweet jack /
Bucktown, I represent it on the love love /
Deeply rooted from my timbs to my dick above /
Don't sweat the buldge comin' from my hip /
Grip what ya did hit when I let my tool click /
Nowhere to run, ambush lurks in the dark /
Heltah Skeltah smirks while you're gettin' torn apart/
Here come tha rude bwoys wit tha ganja plants /
Smif-N-Wessun and I roll with the Boot Camp"

Og når de i omkvædet på "Bucktown" rapper "Bucktown - home of the original gun clappers", så er det ikke ment stavet som her, vi er nemlig ude i noget ekstrem hood-lingo, så det hedder naturligvis "Bucktown - home of the originoo gunn clappaz". Hvad ellers?
"Stand Strong" åbnes ligeledes med uforglemmelig lyrik, der reflekterer ghetto-mentaliteten til perfektion:

"I walk around town with the pound strapped down /
That's only because it's mad real in Bucktown /
It gets mad deep in the streets /
When you gotta watch ya back for beasts, enemies even ya peeps /
I step to my business stand strong on my own two /
Do what I have to do to get true /
If you for real then you know the deal /
I do or die and I never ran never will"

Der hvor Dah Shinin' for alvor udmærker sig, er dog på lydsiden, hvor Da Beatminerz har skabt den potentielt stærkeste samling beats fra dén periode overhovedet. Folk snakker altid om DJ Premier, Pete Rock og Large Professor når talen falder på de vigtigste producere fra 90'erne, og fair nok, men det har vitterligt ingen retfærdighed, at Da Beatminerz aldrig bliver nævnt i samme sammenhæng. Flere af produktionerne på Dah Shinin' gør sig som de bedste instrumentaler i hiphoppens historie. Jovist, rimelig bold statement right there, men jeg synes det holder!
Den bølgende basgang og det tampende drumbreak på "Wrekonize" resulterer i et beat som sendt fra oven. Også "Let's Git It On" bærer et beat med den der "knib lige dig selv i armen" -effekt, takket være den mellemgulvspulserende basgang. Saxofonen fra Jack Bruce's "Born To Be Blue" danner ligeledes et ubeskriveligt lækkert beat på "Bucktown", der også er besmykket af et outerworldly tromme-break (som I burde sidde og lytte til nu).
De fire personager i Da Beatminerz, primært ført an af Mr. Walt og DJ Evil Dee, operer primært i utroligt sparsommelige lydlandskaber, hvor formularen hedder bas + trommer + et enkelt jazz-sample eller to, og så ikke nødvendigvis mere. Det er minimalt, skrabet og så fandens effektivt at det er til at få tårer i øjnene af. Er du ikke overbevist endnu, then look no further than "WonTime":

Der er ingen tvivl om, at Dah Shinin' er en af mine absolutte favoritter når det kommer til start/midt-halvfemserne. Nogen vil måske mene, at den lettere primitive hood talk om weed, guns, hoes og om at være bedst, er en smule uinspirerende og triviel, men jeg er nu engang dybt fascineret af Tek og Steele's tilgang til genren. Der bliver ikke opfundet dybe tallerkener eller lignende, men det er meget få, der kan flyde så fabelagtigt over så fænomenale beats, som dem Da Beatminerz servere her. Ganske simpelt mirakuløst.

(anderledes beat end på pladen)

5.5/6

- Jeppe Barslund

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

BONUS:

Da Beatminerz' produktions-katalog er enormt, og der ligger mange timers storslået nydelse i at gå på opdagelse i deres kreationer. Her får I fem fra mig, som jeg synes er fantastiske:

Link til YouTube playlist