lørdag den 12. november 2011

NaS - Illmatic (TBT REVIEW)


Die Hard: With A Vengeance
(legendarisk dårligt oversat til Die Hard Mega Hard på dansk): Vi husker alle John McClanes røvtur igennem Harlem, bærende et skilt med ordene "I HATE NIGGERS" påskrevet. Som Samuel siger til ham: "You are about to have a very bad day". Bruce slipper som bekendt ufattelig billigt med en lige-højre mod kæben og en flaske i fjæset, men konsekvenserne får han at føle.


Moral of the story is: Der er visse udsagn, der ikke er så heldige at lufte i åbent forum, og så er der udsagn, der bliver endnu mere uheldigt at udtale sig om, afhængigt af hvilket forum man befinder sig i.
Jeg har aldrig set NaS' debutplade Illmatic som værende den sublime udgivelse, som resten af hiphop-verden ellers ser den som. Det er ikke i decideret frygt for kæberaslere eller flyvende ølflasker at jeg har undladt at råbe for højt op om det, men fordi jeg ved, at nogle kan blive decideret stødt over at høre, at der er nogen, der ikke anerkender en plade som værende det mesterværk det nu engang er.

- Men det har intet med anerkendelse at gøre. Man kan sagtens anerkende Illmatic som værende skelsættende for hiphop-kulturen, uden at synes, at selve musikken er top fantastisk over hele feltet. For mig kan "mesterværks"- og "klassiker" -betegnelsen kun bruges om plader, der i ens egen verden er et mesterværk, fordi den har gjort et-eller-andet for dig, eller rørt dig et-eller-andet sted. Som værende et ikke-hiphop-hørende barn af 90'erne har Illmatic ikke gjort særlig meget for mig, andet end at være en super fed plade, som jeg har opdaget mange år efter dens udgivelse.
Nu har jeg efterhånden modtaget så mange mails fra folk, der gerne vil læse en Illmatic-anmeldelse fra min hånd og/eller høre hvorfor jeg endnu ikke har skrevet en sådan, så nu må det være. Her følger altså min track-by-track anmeldelse af NaS' debut, en af hiphoppens største milepæle: Illmatic. Og så håber jeg i øvrigt at vi evt. kan få en fed dialog ud af det.


"Check me out y'all, Nasty NaS in your area, I'm 'bout to cause mass hysteria"

Nasir bin Olu Dara Jones var blot i sine sidste teenageår, da han indspillede sin første plade, der skulle vise sig at gøre den unge Queens-rapper til en af historien vigtigste navne indenfor hiphoppen, og hans debutplade en af de vigtigste steppingstones for kulturens musikalske udvikling. Betegnelser som "greatest hip hop album of all time" og "best hip hop record ever made" ses ofte i samme sætning som "Illmatic", og set i et (hiphop-) historisk perspektiv, er der et hav af argumenter, der taler fór disse beskrivelser. Beretninger og personlige skildringer om og fra New Yorks ghetto-miljø var ikke leveret mere malerisk og komplekst end fra den 19/20-årige rapper, der tilmed havde et hold af producere i ryggen, hvoraf de fleste i dag anses som værende living legends.
Big Daddy Kane, Rakim, Gang Starr og Kool G Rap, der ligeledes anses som pionere indenfor hiphoppen, havde udgivet henholdsvis fem, fire, tre og tre plader før Illmatic, ligeledes omhandlende New Yorks gustne gadehjørner, men NaS ramte bare en nerve i sin musik, som ikke var set eller hørt lignende, og med sin imponerende komplekse stil, stod han frem som talerør for en minoritet, der for alvor havde fået en stemme igennem NaS.

Nu er vi inde på det anerkendende element, for alt det ovenstående er (vel så godt som) faktuelt. Grundet dens historiske signifikans er der da også meget mere end "bare" musikken at elske Illmatic for. Men i min bog bliver en udgivelser ikke en "klassiker" på baggrund af historisk signifikans alene. Musikken i dag ville heller ikke være den samme, hvis ikke det var for udgivelser som The Beatles' Sgt Pepper's Lonely Heart Club Band, David Bowies The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars, Herbie Hancocks Head Hunters og Elvis Presleys Elvis Presley - dette er ikke til at diskutere - men ingen af disse plader er klassikere i min bog.
Jeg er her altså kun for at tale om musikken på Illmatic.

01. The Genesis

Som 15-årig mødte NaS den 17-årige producer Large Professor for første gang. Large Pro var med i gruppen Main Source, og det var på deres Breaking Atoms fra '91 at NaS fik sin rap-debut, da han fik lov at åbne "Live at the Barbeque" som gæste-rapper. Illmatic åbnes med "The Genesis" ('tilblivelsen, red.), hvor man kan høre "Live at the Barbeque" i baggrunden, sammen med et forbikørende tog, hvis lyd nærmest er blevet synonym med byen New York. En fin lille intro, der sætter en passende tone for Illmatic.

02. N.Y. State of Mind

"It drops deep as it does in my breath /
I never sleep, 'cause sleep is the cousin of death /
Beyond the walls of intelligence, life is defined /
I think of crime when I'm in a New York state of mind"


"N.Y. State of Mind" er et af de mest ikoniske hiphop numre nogensinde. DJ Premiers beat er af en anden verden, med Joe Chambers mørke "Mind Rain" -pianoloop som drivkraft, og NaS' flow er næsten på et uopnåeligt plan. Historien går endda på, at NaS havde glemt sine nedskrevne rim da han tog hen til DJ Premiers studie for at indspille sangen, så store dele af sangen er løst baseret på hans oprindelige tekst. Hvorledes der er rigtighed at finde i dén påstand ved jeg ikke, - hvad jeg ved er, at rappen er fantastisk! NaS rapper om den mentalitet man opbygger, når man lever i et kriminelt ghetto-miljø som Queens. Stoffer, bander og vold, men også et håb om bedre tider: "Life is parallel to hell, but I must maintain / And be prosperous, though we live dangerous". En sjaskvåd drøm af et nummer.

03. Life's A Bitch

Der er noget sørgeligt over "Life's A Bitch". NaS og AZ rapper i bund og grund om, at anyday could be your last, hvilket ligger til grund for deres "fuck it" -attitude. AZ rapper om hvordan penge er blevet den eneste reelle status-faktor:

"Visualizin' the realism of life and actuality /
Fuck who's the baddest a person's status depends on salary /
And my mentality is money orientated /
I'm destined to live the dream for all my peeps who never made it"

...Og NaS fortsætter:

"Now it's all about cash in abundance, niggas I used to run with /
Is rich or doin' years in the hundreds /
I switched my motto, instead of sayin' fuck tomorrow /
That buck that bought a bottle could've struck the lotto /
Once I stood on the block, loose cracks produce stacks /
I cooked up and cut small pieces to get my loot back"

Den eneste måde at flygte fra hverdagen på, er at ryge sig væk, så det gør de på det legendariske omkvæd: "Life's a bitch and then you die, that's why we get high, 'cause you never know when you're gonna go".
"Life's A Bitch" var produceren L.E.S' første beat (på plade), og han har fulgt NaS lige siden. Beatet er drevet af en rolig, jazzet melodi, der komplimenterer budskabet om at ryge sine problemer væk ganske godt, men jeg har aldrig syntes at produktionen var synderligt fantastisk. Bare god. NaS' far Olu Dara runder nummeret af med lidt trompet, hvilket klæder nummeret fortrinligt.

04. The World Is Yours

Igen et nummer, der bliver anset som et af de bedste i hiphoppens historie. Pete Rock sampler Ahmad Jamals "I Love Music" til sin udsøgte. laid-back jazz'ede produktion, der passer perfekt til NaS, der her har et mere optimistisk syn på tilværelsen. Der er altid lys for enden af tunnelen, og selv den barske ghetto har sine positive momenter:

"There's no days for broke days, we sell it, smoke pays /
While all the old folks pray, to Je-sus soakin' they sins in trays /
Of holy water, odds against NaS are slaughter /
Thinkin' a word best describin' my life to name my daughter /
My strengh, my son, the star, will be my resurrection /
Born in correction, all the wrong shit I did, he'll lead a right direction"

Og igen et omkvæd direkte til historiebøgerne, der har inspireret utallige rappere. Senest har f.eks. Fashawn og Blu lånt dele af omkvædet til henholdsvis "Hey Young World" og "The World Is Below the Heavens". Mageløst.



05. Halftime

"It's like that, you know it's like that /
I got it hemmed, now you never get the mic back"

Ingen dikkedarer her, bare straight up rap fra Nas. Large Pro producerer et f-a-n-t-a-s-t-i-s-k beat, der helt simpelt lægger op til, at NaS kan lege over det - og det gør han!

"Back in eighty-three I was an MC sparkin' /
But I was too scared to grab mic's in the park an' /
Kick my little raps 'cause I thought niggas wouldn't understand /
And now in every jam I'm the fucking man /
I rap in front of more niggas than in the slave ships /
I used to watch C.H.I.P.S. now I load glock clips"

Et helt fantastisk nummer!



06. Memory Lane (Sittin' In Da Park)

Muligvis mit favorit nummer fra Illmatic. DJ Premiers beat er ubegribeligt! Keys, guitar, percussion og vokal samples fra Reuben Wilsons "We're In Love", og drumbreaket samples fra Lee Dorseys "Get Out of My Life Woman", der hands down er et af de fedeste drumbreaks overhovedet. NaS' flower fabelagtigt hele vejen igennem, imens han reflekterer over livet med en stor dosis nostalgi:

"My pen taps the paper then my brain's blank /
I see dark streets, hustling brothers who keep the same rank /
Pumping for something, some uprise plus some fail /
Judges hanging niggas, uncorrect bails, for direct sales /
My intellect prevails from a hanging cross with nails /
I reinforce the frail, with lyrics that's real /
Word to Christ, a disciple of streets, trifle on beats /
I decipher prophecies through a mic and say peace"

Konge-track!

07. One Love

Her har vi et af pladens mindre interessante øjeblikke. Q-Tip producerer, og dobble-bas'en fra Heath Brothers' "Smilin' Billy Suite Part II" sidder lige i skabet, men xylofonen og omkvædet not so much. Især omkvædet irriterer mig voldsomt. Det værste er, at temaet i sangen er et af de mest interessante på hele pladen, men Q-Tips snøvlede omkvæd gør det bare anstrengende at komme igennem sangen. Versene tager form som breve, som NaS har sendt til venner, der sidder i fængsel. Et virkelig gennemført koncept, der gør "One Love" til et lyrisk højdepunkt. Beatet og omkvædet gør dig bare, at jeg som regel skipper nummeret.



08. One Time 4 Your Mind

Vel nok pladens svageste moment. Det er som om, at NaS rapper om lidt af alt det, han allerede har rappet om, og så over pladens potentielt kedeligste beat fra Large Pro. NaS har unægtelig en teknisk præcision herpå, der er svær at sætte en finger på, men teknisk præcision er at finde på samtlige tracks, og stort set alle har mere at byde på end "One Time 4 Your Mind". Plandes om'er i min bog.

09. Represent

Premo's bombastiske trommeprogrammering danner fundament for NaS, der virkelig skruer op for attituden:

"Cold be walkin' with a bop and my hat turned back /
Love comittin' sins and my friends sell crack /
This nigga raps with a razor, keep it under my tongue /
The school drop-out, never liked the shit from day one /
Cause life ain't shit but stress fake niggas and crab stunts /
So I guzzle my Hennesey while pullin' on mad blunts /
The brutalizer, crew de-sizer, accelerator /
The type of nigga who be pissin' in your elevator"

"Represent" repræsenterer rap, når rap er mest rappet. Dog bliver jeg nødt til at sige, at beatets spændingskurve daler hen imod enden. Nogen vil mene det er blasfemi, men Premo produktion her er langt fra blandt mine favoritter. Men alt i alt et sprødt track.



10. It Ain't Hard To Tell

"Hit the earth like a comet, invasion /
NaS is like the afrocentric Asian; half-man, half-amazin"

Et af Large Pro's bedste beats. Samplingen af Michael Jackson's "Human Nature" er blændende, er lyrisk set er der næsten for meget guf på "It Ain't Hard To Tell" til at remse det op. Sangens tredje og sidste vers er fænomenalt, og er det perfekte vers at afslutte Illmatic med:

"This rhythmatic explosion, is what your frame of mind has chosen /
I'll leave your brain stimulated, niggaz is frozen /
Speak with criminal slang, begin like a violin /
End like Leviathan, it's deep well let me try again /
Wisdom be leakin out my grapefruit troop /
I dominate break loops, givin mics men-e-straul cycles /
Street's disciple, I rock beats that's mega trifle /
And groovy but smoother than moves by Villanova /
You're still a soldier, I'm like Sly Stone in Cobra /
Packin like a rasta in the weed spot /
Vocals'll squeeze glocks, MC's eavesdrop /
Though they need not to sneak /
My poetry's deep, I never fell /
Nas's raps should be locked in a cell /
It ain't hard to tell"

In Conclusion...

Der er ufatteligt meget godt hiphop at finde på Illmatic, og når den bliver kaldt "the greatest hiphop record of all time" er det fuldt ud retfærdiggjort.
Men Illmatic er ikke den perfekte udgivelse. Det er en virkelig kort plade. Ti numre, hvoraf det ene er en intro, og to af numrene ikke er helt så fede igen. De resterende numre er dog af øverste skuffe, - den skuffe, der sidder så højt i kommoden, at det kun er få der kan nå derop.
Jeg er overbevist om, at jeg havde anmeldt Illmatic til 6/6 hvis jeg havde sidder som anmelder i 1994. Men nu hedder det 2011, og på de 17 år der er gået, er der udgivet talrige plader, der i min optik overgår Illmatic. Mange af dem var muligvis aldrig kommet til verden hvis det ikke havde været for Illmatic, så deri ligger den ultimative takke til pladen. Men det gør den stadig ikke til en klassiker i min bog. Men tæt på.

5-5.5/6

- Jeppe Barslund

19 kommentarer:

Jonas Lillelund sagde ...

Halftime er produceret af Large Pro***

JeppE sagde ...

Sørme så, tak :D

Maja sagde ...

Personligt ejer jeg albummet, har hørt det grundigt igennem et pænt antal gange - men det siger mig ikke noget. Det virker så tørt i mine øre..

Jeg har tit undret mig over om der var noget galt med mig pga det. Det er underligt. Meget underligt, og jeg har ikke rigtig nogen forklaring.

Jonas Lillelund sagde ...

Bare i orden (; - for mig er der ikke noget galt med det her album, især alle beats her på betyder noget for mig (især N.Y. State Of Mind & Represent) Jeg digger meget de simple beats og hele den lyd som der var i 90'ernes Hip Hop ligesom Illmatic her og bl.a. også Resurrection & The Infamous. Jeg laver nemlig selv den slags beats.. Men en god anmeldelse, hvor man får lidt en anden holdning end det langt de fleste måske har :)

Jonas Lillelund sagde ...

@Maja, jeg forstår godt hvad du mener med at det lyder tørt, og det er lige præcis en af de ting som gør albummet er godt i mine ører, det giver en bestemt "raw feeling" som jeg bare elsker ved det her album :)

Sami sagde ...

Er enig i at den har en slags ''raw feeling'', der også gør det for mig. Illmatic var det første hiphop album, der rigtigt fangede mig, så Illmatic har en helt speciel betydning for mig. Det er et fantastisk album, og jeg ville nok have givet den 6 af 6, men som du selv kom ind på er ens oplevelse af en plade vigtig for hvordan man ser på den, og det er måske det der gør forskellen for mig.

Anonym sagde ...

Vi opsummerer : Smag er et udtryk for subjektivitet. Hold da op.

Jizzoh sagde ...

Classic eller ej, man må give manden credit for at have lavet sådan en plade som 18-årig. Det kan ikke være mange der har smidt sådan en skive(på det niveau) på gaden, inden de har rundet de 20-

Havde dog hellere set "Reasonable Doubt" anmeldt, da den for mig står som 90'ernes perle. Uha, han var skarp dengang, den gode Mr. Carter.

JeppE sagde ...

Nas havde rundet de 20 da Illmatic blev udgivet. Store dele af pladens indhold blev indspillet i hans 19. og 20. år. Det med at han debuterede som 18-årig er vist en skrøne.

Cykoloen sagde ...

Jeg kan sagtens følge din vision for, at bringe Illmatic på banen- et af de allermest omtalte indenfor rap og Hip Hoppen gennem tiden (hvilket der helt sikkert også er god grund til).
Desværre tror jeg også ,at Illmatic er faldet lidt i samme skuffe som fx det evige spørgsmål om hvem, der er den bedste, Biggie el. Pac. Som Hip Hopper/entusiast skal man åbenbart have taget stille til dette… Jeg er selv ikke meget for sammenligninger- først og fremmest var de to vidt forskellige kunstnere med hver deres kvaliteter, og er/var de overhovedet de bedste rappere, vi har haft? Nej, ikke i min optik, men er jo en smags sag, ingen tvivl om at de begge var fantastiske til det, de gjorde. Jeg oplever, at Illmatic er blevet ramt af samme fænomen, men skal synes det er en klassiker og have sit eget helt specielle forhold til det- og det er bare ikke alle der har det! Er bare nærmest blevet dikteret gennem tiden, at hvis du er ”ægte” Hip hopper, så skal Illmatic være nr. 1 og Biggie el. Pac være din ynglings rappere el. minimum i din top 5… Og som samfundet er indrettet i dag, hvor majoriteten bare ukritisk følger flokken som en anden sardin i stimmen, så bliver dette ”sandheden”…
Og ja, Illmatic er en smagssag, der for mange fra ”den gamle skole” især, nok har en særlig betydning (ganske som fx Eminem´s MM har for mange i generationen efter)- for ja, den var banebrydende for dens tid, da den første gang ramte gaden, både lyrisk, indholds- og beatmæssigt (valget af producere) og så kan man fa´me ikke negligere, at manden (knægten dengang) er/var helt vanvittig talentfuld, ikke mindst set ud fra hans unge alder på daværende tidspunkt.

For mig er Illmatic blevet en klassiker (og det er satme ikke mange der får det stempel i min bog). Men, jeg indrømmer blankt at, da jeg første gang lagde øre til den tilbage i 94-95, var det egentlig kun ”N.Y. State Of Mind”, der tiltalte mig- det andet var simpelthen for jazz´et back then. For et par år siden hev jeg den frem igen, pustede støvet af den og smed den i bilen og siden har jeg været hooked, da jeg først virkelig fik lyttet efter (og nok ikke altid har samme behov for ”aggressivitet” i musikken, som dengang). Fuck, hvor er det imponerende var han gjorde (i en alder af 19-21 år) og ja, den er kort, hvilket jeg også synes er trist, men har siden hen fundet hans demo, fra inden Illmatic og yees, så blev Illmatic lige ”forlænget”.
Men, som du selv nævner, så er jeg heller ikke lige pjattet med samtlige numre, men det behøver jeg egentlig heller ikke at være for, at jeg anser det som en klassiker, resten overskygger de svage punkter- og kodeordet er TIDLØST, kort sagt!

Lige et ”par” ord herfra.

Fedt, at du kaster bolden op og der er kommet hul på boblen!

Tak for dit arbejde her, hvad du gør for Hip Hoppen og os, der lever for musikken! Fandt først din blog her forleden. Fantastisk arbejde.
Nuff said.

JeppE sagde ...

Jamen Cykoloen, jeg er rigtig glad for at du fandt vej hertil. Og tak for dit input, det er fedt at høre hvordan folk har fået det forhold til pladen, som de nu engang her.

j

Cykoloen sagde ...

Arh men, du gør et fabelagtigt og prisværdigt stykke arbejde her. Har kigget mange af anmeldelserne igennem herinde og en anden ting, der er værd at fremhæve er tonen og den konstruktive kritik.
Dette gælder både anmelder og læsere, fremfor alt det crap, der bliver talt på amerikanske/internationale reviews-sites, hvor det ofte nærmere bliver en kamp om hvem, der kan lyde mest barsk og kan skrive "album of the year" flest gange, hvor alle har en mening, men ingen giver plads til andres- folk glemmer at det handler om musik.

Bliver helt sikkert en trofast følgesvend her, kan også se at jeg er ret enig med mange af dine anmeldelser.

c sagde ...

Jeg er svært tilfreds med den grundighed og objektivitet (så meget som det nu er muligt i en anmeldelse) der præger denne anmeldelse. Personligt er det en af mine, hvis ikke min, favorit udgivelse(r). At den så ikke rammer dig lige sådan er jo underordnet, så længe at folk kan få et grundigt indblik i pladens væsen, inden de forhåbentlig selv kaster sig over den. Props.

Cafu sagde ...

Har haft samme tørre fornemmelse omkring albummet, som jeg høre tale Maja kommentere om i debatten.
Faktisk i sådan en grad at det fuldstændigt kom bag på mig, at albummet var så uendeligt elsket og anerkendt af rap anmeldere.
Men her nogle år og nogle gennemlytninger senere, giver det hele pludselig mening, er blevet helt skør med det!!!

Nicholas Woollhead sagde ...

Jeg købte det i sommeren 2011, det var første gang jeg for alvor gav NaS en ordentlig "lytter"... Og jeg synes, som det er sagt tidligere her i kommentarerne, at det var tørt og manglede et bestemt "feel". Men så her for kun et par uger siden da min media-player slår over på det mens jeg bare sidde og stener lyttede jeg for alvor med. Og nu har det kørt på næsten konstant replay på min iPod i 3 måneder.
Det review, selvom jeg ikke bryder mig om at indrømme det, er retfærdigt.

Trademark sagde ...

Købte albummet i 1994 i Street Dance Records, sammen med Notorious Big "Ready To Die" og Pharcyde "The Bizarre Ride", mit vildeste køb nogensinde!! Illmatic har kørt Heavy Rotation hos mig i 18 ÅR!

Anonym sagde ...

Hvad er dit favorit album af Nas?

JeppE sagde ...

Det ved jeg egentlig ikke...? Enten 'Illmatic' eller 'God's Son'..... God's Son er langt fra perfekt, men flere af mine favorit numre fra Nas er derfra...

j

Anonym sagde ...

Ja, det er vel også lidt mærkeligt at spørge om, i en periode hvor din opmærksomhed nok, ligger hos andet Hip-Hop. Det indrømmer jeg. Tjekkede bare lige anmeldelsen, og følte trang til at spørge.

Jeg finder nok "Stillmatic", som min favorit, sammen med "Illmatic". Den er heller ikke perfekt, og albumtitlen, stinker langt væk af malkning, på milepælen. Men musikken prøver egentlig ikke at være "Illmatic", og nogle af hans bedste sange er på den. "God's Son", er efter min mening hans sidste gode solo album. Jeg siger solo album, fordi at "Distant Relatives", egentlig også var temmelig god.